Rundt i Oslo

Det var godt vi ikke tog til Oslo for at tage på shoppingtur eller for at se museer og den slags, for så ville vi være blevet slemt skuffet. Selv i en storby som Norge er alt lukket på søn- og helligedage. Da rejsen blev så spontan, havde vi intet undersøgt, men spurgte os lidt for på skibets reception, hvor vi fik udleveret et bykort. 
Slottet, fæstningen og museet Akershus var det første vi mødte. Vi sammenlignede det lidt med Kastellet. Det er et kæmpe område, så der gik vi rundt meget længe, men hvis vi skulle nå at se andet, måtte vi se at komme videre. Det var varmt og solrigt plusgrader, så iført skitøj, havde vi alt for meget tøj på.
Der var ikke de store folkemængder at se nogen steder. Nogen havde ikke fået sejltur nok, så de tog på en hop on – hop off søtur. Andre sprang på turistbusserne. I centrum kørte sporvognene i fast rutefart, der var god plads. Andre valgte at gå eller bare nyde det stille liv i det modernede Nyhavn, som det blev sammenlignet med. På en caffé var der liggestole med tykke madrasser, som nogen havde fundet vej til. Bemærk huset der er bygget som et skib. Klik evt. billedet større.  Vi tog turen ud til Astrup Museum Fearnley.   
Herefter gik vi hele vejen tilbage til Operahuset, som vi så både ude og inde.
Jeg tog turen til toppen, mens Allan skånede sine ben, som allerede var belastet af de utallige trappeture på skibet.
Der var ikke meget planlægning over de timer vi havde til rådighed i byen. Vi kunne have udnyttet tiden meget bedre, ved at være en smule struktureret. Det var vi så ikke denne gang. Vi satte kursen tilbage hvor vi kom fra, for Allan ville se det Anders Breivik havde bombet.
Nu var vi efterhånden godt trætte i benene begge to, så vi ville gerne sidde ned et sted og nyde en kop kaffe, men selv i Oslos bymidte, fandt vi ikke et eneste sted vi kunne købe os til noget, og gå helt tilbage til torvet, og den åbne caffé orkede vi ikke. Vi håbede på der dukkede et eller andet op på vej tilbage til skibet. Det gjorde der så ikke, så det var spildt veksling til norske kroner. De tager nemlig ikke kreditkort ret mange steder, fik vi oplyst. Jeg stod i kø en halv time på skibet for at købe os hver en tår kaffe, mens Allan holdt en plads, så vi kunne sidde ned. 
Jeg benytter konsekvent aldrig en elevator uanset hvor mange hundrede trapper der er, men denne aften måtte jeg overgive mig, min fod gjorde vrøvl, så jeg skånede den for et par lange trappeture den aften. Vi skulle jo se solnedgangen, eller så meget af den vi kunne nå inden det var spisetid, og vi havde da også dagen i forvejen slidt de trapper tynde tusindvis utallige gange.

Næste morgen ville jeg have solopgangen med, Allan orkede ikke at tage turen op, fordi han mente det var for sent, og jeg kunne ikke overbevise ham om, at jeg havde styr på tiden, selv efter sommertiden. Jeg kom i rigelig god tid. Det var frostvejer, og der lå is på trapper og dæk, men jeg tilbragte tiden på at rende skibet rundt et par gange, mens jeg ventede pænt på at solen tittede frem. Det var nemlig alt for koldt at stå stille. Der er en halv time mellem de to solopgangsbilleder. 
Da solen blev for stærk, gik jeg ned og hentede Allan, så vi kunne få os lidt morgenmad. Turen har været en dejlig oplevelse, og vi vil også gerne opleve turen, når det er sommer og grønt, men 34 timers sejltur ialt, er skisme meget. Heldigvis er skibet stort, så der er masser af plads at motionere på, og det udnyttede vi. Vi havde glemt vores skridttæller, men efter vores bentøj at dømme, har vi gået mindst lige så meget som vi plejer. Jeg plejer i hvertfald ikke at kunne mærke noget, selvom jeg har gået 20–30 km om dagen, men vi har også kun siddet og ligget ned, mens vi har spist og sovet, og det er trods alt ikke det størstedelen af tiden er brugt på. Jeg havde det bedst ved at være i bevægelse.