Lidt opsamling fra Madeira

Det er ikke uden grund at øen kaldes Atlanterhavets perle. Øen er et paradis for naturelskere. Hvad betyder det, at man hver morgen ruller gardinerne fra, og ser at det regner, når bare man har det rigtige tøj med. Der skal meget mere til at ødelægge en ferie. 
Normalt er jeg ikke den der ønsker at tage til den samme feriedestination mere end en gang i mit liv. Men med Madeira og Kreta forholder det sig anderledes. Selvom begge øer er små, og set med vore danske ‘trafik-afstands-øjne,’ skulle være ganske overkommelige at nå rundt, og se det hele på en uge, så er det ikke det, der er tilfældet med al den bjergkørsel, man slet ikke kan undgå.
Befolkningen på Madeira er utroligt imødekommende og venlige. Vi ‘løb’ ind i et bryllup på Fortet. Alle forbipasserende fotograferde bruden og bilen, og bruden smilte venligt til alle.
Sikkerheden er stor på Madeira. Skal man betale med kort, og ikke kontanter, er der en ekstra sikkerhedsforanstaltning, man skal godkende, før pengene bliver hævet på kortet. Der findes stort set ikke kriminalitet i Funchal. Det har måske sine årsager? Banken er bevogtet af en vagt døgnet rundt. Klik evt. billedet større, og se ham stå i døren. Hver dag mødte vi kamerafolk der stod og filmede på gaden, og flyttede sig fra sted til sted, men hvorfor de gjorde det, fik vi ikke spurgt nogen om.  
I Funchal by, er næsten hver eneste dør malet eller dekoreret efter alle kunstens regler. Der er utroligt flotte kunstværker imellem. Der er også mindre kønne af slagsen. Der er både hyggelige og uhyggelige døre. Der er kunst for enhver smag. 
Vi stiftede bekendskab med Espadafisken og flere andre. Vi så et stort og anderledes blomsterflor, end vi kender herhjemme. Vi blev en klogere på eucalyptustræer, hvor jeg har taget et par frø med hjem, fordi de holder bananfluer væk. Vi har dog fået oplyst, at vi ikke skal plante dem, men nøjes med at lægge dem i vandskålen under blomsten. Et eucalyptusfrø, siger kapaw, og kan vokse op til 300 cm om året. Træerne har rødder der stikker 60 meter dybt. Nej, jeg har ikke skrevet forkert. Af træerne laver man papir og man fyrer også med træet i de kolde aftener. 

Jeg har smagt ananasbananer, anoniefrugter og meget andet spændende.
Vi har set sukkerrør i massevis, og køer der græsser midt i byen. 

Vi har set kirketårne med kakler og en masse natur. Det meste dog gennem en tåge af skyer og regn. Jeg kunne blive ved og ved og ved.

Vi har set og oplevet rigtigt meget, ganske som vi plejer, men forskellen er bare, at vi kun har set en brøkdel af øen, selvom vi har kørt hele vejen rundt om den, på kryds og tværs, gennem et utal af de omkring 200 tunneller, der findes på øen og gået over 104.000 skridt på en uge.
Endnu en tur til Madeira, kan godt rykke op på listen foran steder vi aldrig har set, men så skal det være et par måneder senere på året, hvor mange flere blomster og træer står i fuld flor, som nu her i maj måned. 

Møde med de døde - og de levende

Vi har været på en længere rejse, både mentalt og fysisk.
I julegave fik mor af os et ‘gavekort’ til et kirkegårdsbesøg i København. Det må da være den ideelle gave til en gammel graver, tænkte jeg. Jeg ved hun har været med graverforeningen rundt i landet hvert eneste år, og set alverdens kirker og kirkegårde, i de næsten 25 år hun var graver. Kirker og kirkegårde interesserer hende stadig.
Ikke bare Danmarks største, men Skandinavies største, Vestre kirkegård, på 54 ha lød spændende. Den var i hvert fald stor nok til, at vi let kunne få hele dagen til at gå der. 
Efter at have mødt en masse kendte, og af os mindre kendte eller helt ukendte personer, og vi havde set ganske almindelige gravsteder, men også kedelige, sjove og meget anderledes gravsteder, var vi blevet mættet. Nogens ben trængte til hvile og bilens P-tid var udløbet. Vi tog en sidste tur rundt gennem området i bilen, i tilfælde af et eller andet interessant, vi måske havde overset, ville stikke os i øjnene, så vi var nød til at gå ud og gå en tur mere. 
Jeg spurgte mor om hun havde mod på mere kirkegård. Det havde hun. Vi spiste den medbragte klemme, og kørte til Bispebjerg, som valget faldt på.

Bispebjerg ligner til forveksling Vestre kirkegård, med masser af natur og enorme områder. Også her var der masser af samtaleemner om de forskellige gravsteder. Enten det er de store fællesplæner eller de ‘almindelige’ gravsteder. Nederest til venstre er fra børnekirkegården. Billederne viser bare lidt om, hvor forskellige vi er som mennesker.
Begge kirkegårdene bliver flittigt brugt til at motionere i. Især løbere. Også de daglige gåture med familien finder sted på kirkegårdene. Ikke lige noget vi er vant til at se. Masser af barnevognstrillere er der. Andre slår sig ned på nogle af de mange plæner og nyde livet, måske sammen med en god bog. Også her tog vi bilen og kørte en omgang inden vi forlod stedet.
Disse to kirkegårde ville være ideelle at cykle rundt på. De har et imponerende stort stisystem.

Vi  besluttede at drikke den medbragte kaffe i Frederiksberg Have, og derefter gå en tur rundt. Her var der bestemt også mange mennesker, der var ude at nyde det gode vejr. Vi købte os en is, og glædede os over, at alle de der af en eller anden grund 'er nød’ til at bo derinde på stenbroen, trods alt også har nogle dejlige grønne områder, hvor man kan trække vejret, og finde fred, ro og fordybelse. 
Da vi gik tilbage til bilen, lå Frederiksbergs ældre kirkegård og råbte på os, så der var vi også lige inde og gå en tur. Selvom den også var stor, så var det dog en mere normal kirkegård, men også her var der specielle sten og kendte mennesker.  
Poul Schlüters 2. kone og Flemming Flindt, samt mange andre kendte, har fået deres sidste hvilested her.

Selvom kilokken havde passerte 17, var kirkedøren stadig åben, så vi gik ind. Her mødte vi et skilt, hvor der stod, at man venligst bedes forlade kirken kl. 17, da dørene automatisk låses på det tidspunkt, og alarmen bliver sat i gang, hvis man opholder sig der. Tror I lige vi kom ud i en gevaldig fart. Vi satte kursen mod Lolland, og håbede på at vi kunne spise på Wittrup Motel, men der var privat fest, så det var ikke muligt. Vi kørte videre til Karlslunde, hvor vi fik en lækker gullasch, meget, meget bedre end nogen af os havde forventet. Kødet smeltede på tungen, og der var rigeligt med mad.
Vi fik kørt mor hjem, og landede her kl. 21 i aftes. Ingen af os havde problemer med at sove, da det blev tid til det.

På sindsygehospitalet

I søndags hvor det regnede og absolut ikke var havevejr, kørte vi en tur til Oringe, som tidligere på året modtog museumsprisen for en årelang frivillig indsats for at drive Psykiatrisk Museum Oringe.
I gamle dage var det en fæstning, som det nærmest var umuligt at komme til og fra.
Det ser noget anderledes ud i dag, og det gør behandlingen for sindslidelser heldigvis også.

Oringe ligger på halvøen af samme navn, og modtager stadig patienter. Vi har tit været i området, som er enormt stort, men vi har aldrig tidligere besøgt museet.

Selvom jeg er bekendt med, hvordan man har behandlet sindslidende personer op gennem årene, er det alligevel tankevækkende at gå rundt at se det. Jeg ved også, at min farfar var indlagt der nogle måneder, længe før jeg blev født.
Det var et interessant besøg, og lidt skræmmende at vide, at det faktisk ikke er særlig længe siden, at man er blevet klogere på flere områder.

At blive lagt i spændetrøje, er noget der stadig bliver praktiseret, men hvad mener I om dårekisten? Jeg synes det er uhyggeligt, at man har placeret mennesker der. Ikke som straf eller behandlingsform, men slet og ret som opbevaringsted. Her sad man låst inde med en spand under sig, til at forrette sin nødtørft.


Der er plancher med behandlingsformen fra årene 1200 til 1970’erne, så man kan følge udviklingen. Dog er der mest om 1900-tallet. Her ser man tydeligt de fremskridt der sker.

Når nu Oringe har været så isoleret et område, har de selvfølgelig haft alt på stedet. Egen have, skomagerværksted, øjenlæge, sy- og vævestue osv. osv.  


Til højre ses et gammelt fodbetjent tandlægebor.

Man kan se møbler, porcelæn og arbejdstøj og meget andet.
 


Her er et lille udvalg af medicinen der er blevet brugt.

Et par injektionssprøjte, der kan rumme et ordentlig skud.
Hvis ikke man vidste bedre, skulle man tro, det var elefanter de har haft med at gøre.
 
Ser man bort fra årsagen til at man har været indlagt her, og at man var isoleret fra resten af den store verden, så er det et skønt område, med en smuk udsigt. Man kan gå rundt og ud til Pynten, men det gjorde vi ikke denne kølige og regnfulde søndag.
Museet har åbent fra 13 – 15 den sidste søndag i hver måned. Det koster en 20,-  pr. næse at besøge stedet.

Mozart, mad og stemningsbilleder fra Madeira

Det handler ikke om musik, men om en restaurant, der på alle måder lever op til navnet.
‘Dørmanden’ (ham der tager imod gæsterne og anviser bord) er klædt i det selvsamme tøj som Mozart gik i. Håret er også en tro kopi af slagsen. Tjenerne er i det fineste skrud, nøjagtigt som de er på Fortet.







Da vi skulle på apoteket, havde vi sat næsen op efter atter at spise en lækker menu på Fortet, men som jeg skrev her, var alt optaget. På deres anden restaurant, Mozart, var alt også optaget, med mindre man ville sidde ude i regnen og kulden. Det ville vi gerne godt, når det ikke kunne være anderledes. Der var overdækket, så vi blev ikke våde, og der var også rimelig læ.
Da vi havde bestilt vores menu, kom tjeneren med en lille lakseanretning og en tilhørende Sparkling, begge på husets regning. 

Hovedretten var fyldt hønsebryst med ost og spinat med citronsauce. Tilbehøret var porer, passionsfrugt, gulerødder, hvidløg, bacon, og jeg tror det er en banankartoffel, som bliver brugt rigtigt meget på Madeira. De smagte slet ikke som rigtige kartofler. Pynten i kartoflen er tørret purløg, og fadet er pyntet med spiselige blomster. Jeg har vist fået det meste nævnt nu. Det var en ualmindeligt lækker og flot anrettet menu. Nøjagtig som på Fortet, hvor jeg også tror det var en banankartoffel. Vi havde bestilt brød også. Det skulle vi nok ikke have gjort, for de kom med to store stykker til os hver. Det ene var noget mørkt, næsten sort brød, med en syrlig smag som tranebær og rigtig, rigtig lækkert. Hvor det andet, var noget almindeligt hvidt rundstykke-lignende brød. Desværre er billedet ikke særlig godt.  












Der blev også plads til en dessert. Varm chokoladekage med is. Da vi stak skeen i kagen, strømmede den varme chokolade ud på tallerkenen. Til desserten serverede tjeneren en madeiravin, også på husets regning. For hele denne menu inkluderet rødvin til os begge, betalte vi kr. 472,- ialt.  Absolut et anbefalelsesværdigt sted. Dog skal man kunne holde ud at høre Mozarts musik, for det bliver der spillet hele tiden. Dog ikke højere end at man nemt kan tale sammen.
Vi var mætte og gik tilbage til hotellet, og fik den sidste aftens sanseindtryk med os.

Der var ikke plads til aftenkaffen. Heller ikke hos ham, der normalt ikke kan sove uden at få sin kaffe.

Give-away, færgebillet til solskinsøen og planter

Da vi bestilte billetter til Dirty Dancing, var det en overraskelse at der hørte en gold bagde med, som indeholdt ret meget.
Vi fik velkomstdrink, fri garderobe og pausedrink. Desuden fik vi hver en fin pose med en masse indhold. Fruen spurgte i en kommentar, hvad det var, og svaret ses under kommentarer, og det er her overskriften kommer ind i billedet. Læser du med, og kan du bruge disse gavekort, eller kender du nogen, du kan glæde med flg. gavekort?   
1.   To stk. gavekort til 7 dages ‘Dans dig i form' hos Fitness.dk
2.   To stk. gavekort på 200,- kr. til janekoenig.dk
Fitnesstræningen skal startes op inden 30. juni i år. Smykkegavekortet kræver at man køber for over 600,- kr. og skal benyttes senest august. Jeg stiller ingen krav overhovedet, men venner og familie har fået, eller får samme tilbud. Giv lyd fra dig hvis du er interesseret, enten via kommentarfeltet, eller i en privat mail.
Det er længe siden, faktisk mere end et halvt år siden, at vi besluttede at vi ville bruge en uge af vores sommerferie på at cykle rundt på Bornholm. Campingvognen skal vi ikke have med. Vi kan bo billigere end det, det koster at få den med. Faktisk også billigere end hvad en overnatning på en campingplads koster, fordi vi kan leje et lille anneks, i et boligselskab, gennem noget familie. Der er senge, toilet, bad og en kaffemaskine, og mere behøver vi ikke. Vi må finde en anden måde at få aftensmad på, da der ikke må laves mad i huset. Huset har vi haft på plads længe, så det var nok en god ide også at bestille færgebillet. Da  Allan skulle bestille, blev han chokeret over at en returbillet til en personbil lå på kr. 2.204,- så han afbrød handlen og vi kiggede på det sammen. Hvorfor bestiller du ikke en af de billige afgange? Du kan da også vælge en pensionistbillet. Som sagt så gjort. Er man pensionist kan man få en returbillet for kr. 1.152,- Det er så ikke de allerbedste rejsetider, men 1.000,- kr er altså også en slags penge at spare.   
Jeg nåede i plantecenteret i søndags, men da det stadig var for koldt, købte jeg kun nogle få planter til drivhuset,  lidt krydderurter og blomster til krukkerne. Jeg vil ikke skrive, hvad mine øjne fangede.  I må selv læse teksten på billedet. Hele søndagen blev brugt i haven. Hvis vejret vil holde bare nogenlunde tørt, vil jeg lægge flere timer derude i den kommende weekend. 

Dirty Dancing i Tivoli

Vi har haft billetter liggende siden oktober måned, og har set frem til denne dag.
Når nu biletterne gav mulighed for at gå en tur i Tivolis have, skulle det udnyttes. Vi fik også tid nok til det vi ville, selvom vi hev nogle timer ud til noget andet først.
Solen skinnede og varmede dejligt, selvom vinden var lidt kold. Vi nød nogle timers vandring rundt i haven i det gode vejr. Vi nød synet af bygninger, blomster, fugle, fisk og at kigge på menneskemylderet.
Vi fandt en plads i solen, hvor vi nød en pandekage med is.
Fortsatte rundt i haven og indsnusede dufte og lyde.
Vi fik helt gratis sug i  maven og undrede os over, hvad der fik folk til frivilligt at give penge for at snurre rundt med hovedet nedad højt, højt oppe, mens de skreg i vilden sky.
Påfuglenes skrig var også øredøvende, men flotte er de i al deres pragt.








Da vi havde rendt haven rundt flere gange, var det tid at finde et sted at spise. Vi ville gerne prøve noget nyt. Ikke blot et nyt spisested, men også gerne en spændende og ny menu. Vi studerede menukort et par af de gode omtalte steder, med kendte kokke, men maden lød meget hverdagsagtig til himmelhøje priser, så vi gav det ikke en chance. Valget faldt på Kähler. 
Mens vi ventede på vores forret fik vi et par små startere, bestående af stenbiderrogn på krydderurtebund, samt en røget havørred med noget urtecreme. Til disse blev der serveret ultratynde skiver rugbrød. Det var tyndere end franske kartofler, og det var knasende sprødt. Vi havde fået en plads i solen, så billederne er desværre ikke særlige skarpe.
Forretten var sikahjort med rygeost og små rabarber og tynde skiver radiser. Hertil blev serveret et lækkert sort brød, med en klat *brun fløde der er pisket hvidt. Uhm, hvor var det godt. Hovedretten var kalvefilet, hvidkål med bacon og glaskål serveret med morkelsauce. Da vi skulle køre, og vi vidste der ventede mere på os, drak vi postevand, undtagen til hovedretten hvor vi fik hver et glas B. Ambroise, Pinot Noir, Bourgogne, som de anbefalede til retten. Retterne ser ikke ud af så meget, men godt mætte blev vi begge.
Vi gik over og stillede os i kø til musicalen. Ganske få dage før vi skulle afsted, fik jeg læst på billetterne, og så det var V.I.P. billetter, som gav adgang til nogle goder. Bl.a. velkomstdrik og en pose med forskelligt indhold, samt drikkevarer i pausen.
Det så godt ud, med alle de pinkfarve poser på de udvalgte pladser midt for på gulvet, hvor vi skulle sidde. Da vi nærmede os salen, hvor det hele skulle foregå, så vi små plakater klistret op, sygdom blandt skuespillerne. Ikke mindre end to var syge. Mine tanker gik straks til det store apparat det er at iscenesætter sådan noget live. Man er jo nød til altid at have ekstra skuespiller at trække på, til hver af deltagerne, da man ikke kan spille hvis der mangler en deltager. Vi måtte undvære både Kirsten Norholt og Robert Hansen. Sidstnævnte er mere alvorligt, og han kommer ikke tilbage.

Vi tog den nærmeste omvej ud af Tivoli og satte kursen mod Lolland. Jeg synes snart det mere er reglen end undtagelsen, at det er mig, der må sidde bag rattet, når vi skal hjem fra de længere ture og ikke mindst, når vi når hen på de små timer. 
Du kan læse mere om Dirty Dancing her.

Opdatering affødt af kommentarerne: Stykket levede op til vores forventninger. Vi fik den underholdning vi havde forventet, og synes det var en god musical fyldt med masser af dejlig musik og dans og en overraskende slutning. Ikke handlingsmæssigt, men scenemæssigt for os som publikum.

* Brun fløde = valle der er pisket igen og igen til en kridhvid smørsmagende, ostelignende masse. Det var den forklaring vi fik, da vi spurgte.