Fuerteventura

Jeg vil ikke trætte jer med hvad jeg har lavet, det kommer nok senere, men hellere tage jer med på en lille ferie til Las Playitas, en lille fiskerby med et enormt hotelkompleks. Et sports- og aktivitetscenter på over 1 million kvm. Vi er ikke fanatiske motionsudøvere, men kan godt lide at røre os, på vores helt egen måde. Jeg troede faktisk, at vi boede på dette område næsten helt alene, fordi vi højst så en snes mennesker om dagen, uanset hvor vi færdedes. Jeg spurgte hotellet om vi var kommet helt udenfor højsæsonen der i marts, men nej, nej, det var skam højsæson og alt var optaget. Faktisk havde de kun et eneste ledigt værelse tilbage. Hvor er så alle menneskerne, spørger jeg. De motionerer i centeret og ude i området. 
Rejseselskabet kaldte det en grøn og frodig ø. Haha, det er da en overdrivelse der vil noget. Vi havde meget svært ved at finde noget grønt overhovedet. Lige bortset fra hotelområdet. Der var bare brunt, brunt og atter brunt over det hele, så langt øjet rakte. Bortset fra den lille hyggelige, men døde fiskerby på den anden side af vandet, var der absolut intet, ud over de brune bakker. Vi havde fået oplyst at man kunne skyde genvej over bjerget til en by flere km væk. Det kastede vi os selvfølgelig ud i. Vi gik og gik, uden at se andet end brun lava, og så en tot grågrønt af og til. Ikke noget man kunne finde skygge ved, eller gemme sig bag. Endelig øjner vi noget hvidt ude i horisonten. Det skulle vise sig at der var ligeså langt, om ikke mere end vi allerede havde gået. Da vi endelig nåede frem var der ikke meget by over det. Vi tog turen hjem ad landevejen, for det var en lang og streng tur for Allans bentøj med alt den klatring. Der blev kigget og peget noget efter de to tosser, os, som rendte rundt på vejen. Der findes hverken cykelsti, eller gangsti. Man forventer at alle tager bussen, med mindre man måske kører på mountainbike i bjergene. Bjergturen var dog ikke værre end vi tog den både frem og tilbage nogle dage senere for fornøjelsens skyld.
Vi lejede selvfølgelig bil. Der måtte da være noget grønt et eller andet sted på øen. Vi kørte igennem bjegområdet Betancuria, som jeg har nævnt før. Et landskab der forandrer sig enormt meget, alt efter vejret, og hvor solen stod. Vi kørte forbi ikke mindre end tre gange, og det var slet ikke til at kende. Endelig så vi noget grønt, de kalder buske. De er ikke meget større end de totter hundegræs vi har i græsplænen. Vi mødte et par fredelige kæmper. Vi tog på en guidet tur for at høre om et lille bitte og meget kostbart insekt, lusen cochineal, som indsamles og knuses for at skaffe den røde farve, der er så efterspurgt af både fødevare- og kosmetikindustrien. Farven er umulig at vaske af, hvis man får den på sig, for slet ikke at tale om tøjet, som er lige til at kassere. 
Vores lejlighed lå ikke ved jorden. Alligevel mærkede vi sandstormen et par gange. Sandet kom i bogstaveligste forstand flyvende fra Sahara. Vi måtte feje det væk fra terrassen og møblerne. Når det var rigtigt slemt, var det godt at kunne flytte terrassen om på den anden side af lejligheden og få læ, så vi ikke behøvede at sidde med trøjer på. Det har været en oplevelse at se denne meget anderledes ø. Vejret var bestemt med os hele vejen, og som altid havde vi en god ferie. Når det så er sagt, så er vi også enige om, at vi vist har set alt hvad øen har at tilbyde. Der er faktisk ikke ret meget andet end brunligt lava overalt.

Da vi landede på Lolland, tog jeg mig selv i at tænke, at vi havde mere grønt på egen matrikel, der midt i marts måned, end de havde på hele Fuerteventura. Tænk at man et øjeblik næsten kan blive helt glad for at se ukrudtet i egen have.

Årsskiftet 31.12.12

Jeg var faktisk ret sikker på, at jeg ville få tid til at nyde eftermiddagskaffen og lidt bloglæsning om eftermiddagen, mens mørbrader og flødekartofler stod i ovnen og passede sig selv. Sådan gik det ikke. Vi var først hjemme 13.30 og så var der kun fire timer til maden skulle være hos Mads. Jeg erkender blankt, at jeg var lidt presset, ikke mindst da jeg opdagede, at det butterdej jeg havde, ikke kunne nå. Allan blev sendt afsted, men kunne kun få den frossen. Der var absolut ikke tid til at tage nogen billeder af hele herligheden. Hverken af maden eller det druknede køkken. Klokken var godt 17, da Allan blev sendt afsted med en bilfuld mad. Der kunne jeg så tænke på at få vores egen menu på benene. 
Jeg havde valgt, at vi skulle have krondyrmørbrad. For det første er det rigtigt lækkert, og for det andet er det hurtigt tilberedt. De skal blot brunes hele, få minutter på panden og så 10-15 min. i ovnen til de har en kernetemperatur på 58-62 grader. Jeg havde fundet en opskrift jeg ville prøve at holde mig til, så rødbederne var kogt og skåret i terninger, ligesom sellerien, gulerødderne og æblerne. Jeg havde begået min første fejl, fordi det hele skulle have været i juliennestykker, men jeg lavede alligevel dressingen og hædte over det hele fra morgenstunden. Mor skulle spise med, og jeg spurgte om hun kunne tygge rodfrugterne. Bortset fra rødbederne, var de jo hårde som helt rå grønsager nu er det. Gulerødderne kunne hun i hvert fald ikke tygge. Op i en sauterpande med hele molevitten, og de fik nogle få minutter. Ikke mere end der stadig var god bid i dem. Det var slet ikke så ringe, og varmt tilbehør er også godt i en kold tid. Jeg havde forestillet mig grønne kartoffelreder med fyld af et eller andet, men det blev kun til kartoffelmos, og den blev ikke så grøn som jeg ville have den. En bakke champignon stod og simrede med lidt fløde og lidt stegesky. Mørbraden nåede 63 grader, inden jeg kom ud ad badet.
Forretten havde jeg lavet dagen i forvejen, idéen fik jeg her. Mine er dog lavet af regnbueørreder, som vi næsten altid har på lager. Retten skulle blot anrettes og pyntes lidt. Dressingen var også klar. Desserten var hjemmelavet daimis, som bare blev hentet fra fryseren og serveret helt uden tilbehør af nogen slags, og ikke som sidste år.
Det var kun mig selv, der vidste hvordan hele vores menu skulle have været. Det var mest kødet, jeg ærgrede mig en smule over, fodi jeg godt kan lide det er mere rødt, men alt i alt, blev det nu alligevel en ganske dejlig menu. Allan og mor var ovenud tilfredse.
Hele aftenen blev der skudt krudt og raketter af ude. Vi hyggede sammen og med hver vores. Vi var ude i regnen og se det nye år blev budt velkommen.
Vi har et ordentligt pillearbejde foran os overalt i haven er der sølvstrimler fra naboernes fyrværkeri. Vi har samlet alle vildfarne raketter op, men ellers har jeg bare passet strikketøjet det meste af dagen, og gået mig en tur.
Allan er så småt startet på hovedrengøringen i haven, nu hvor det endelig er blevet tørvejr. 

De sidste dage af 2012

Vi er druknet i mere end en forstand, men har stadig hovedet over vandet, og heldigvis er det kun udenfor det hele sejler.
Dagene mellem jul og nytår, har været godt besat, men ikke af en eneste julefrokost. Jeg vidste godt, at det ville blive sådan. Det var en af årsagerne til at vores jul var klappet og klar et par dage før dagen, og i år kun blev fejret juleaften.
Vi havde nemlig lovet at trække alt hvad vi kunne hos Mads. Vi har fået brugt nogle muskler, vi ikke har haft fat i længe, men vi synes alle det er sjovt, selvom vi gerne selv ville have planlagt tidspunktet. Vores energi er ikke hvad den har været siden vi selv byggede midt i 70´erne, men det er alligevel nok mest dalet indenfor de sidste 10 år. Det har været lange arbejdsdage, vi var kørt trætte om aftenen. Desværre kører de ikke beton ud mellem jul og nytår, som vi havde alle håbet og ønsket, så Mads kan først få støbt gulv i det nye år, men bare dette gulv er ren luksus. 
Hele lørdagen blev afsat til bisættelse af en person, som desværre efter 6 år tabte kampen mod kræften. Jeg har kendt personen hele mit liv, da han kom til sognet som ganske ung. Jeg har oplevet ham stifte famile og set den vokse. Jeg har passet deres børn og vi har stadig kontakt. Kirken var fyldt til bristepunktet. Der var så mange blomster, at de foruden at ligge på havegangen også blev fordelt på forældrenes gravsted. 
I år er det Mads´ tur til at holde nytårsaften. De er 6 unge mænd, der har holdt nytår sammen i ca. 12 år. Menuen havde M. planlagt for længe siden, og jeg havde lovet at give et nap med dele af madlavningen. Som boligsituationen ser ud lige p.t., har jeg foreslået at overtage hele tjansen, og lege Diner Transportable for en dag. Der var et høfligt tøvende og afværgende, at det altså ikke var det der var meningen. Hvorefter et tøvende… men hvis du virkelig vil det, så er du altså en skat. Det er du selvfølgelig altid, men nu er du bare lidt mere end du plejer at være. Isen er lavet for længe siden. Tunmoussen blev fabrikeret i går, og kartoflerne skrællet. I dag skal jeg pynte moussen og lave dressing, samt flødekartoflerne og de indbagte mørbrader, og så det vi selv skal have at spise. Det var måske det letteste, at vi fik den samme menu, og så alligevel ikke. Jeg kan jo ikke skære et par skiver til os inden det bliver afhentet/leveret. Hvad der når at komme på vores menu er uvist. Jeg havde tidskrævende planer om en lækker menu, og har forberedt noget, men er langt fra færdig her søndag aften, hvor dette indlæg også er forberedt så langt det er muligt. Menuen bliver efter hvad min tid og dovenskab formår.
Længe før denne madaftale, havde vi nemlig lovet Camilla at deltage i en nytårstur, som hun er arrangør af ligesom sidste år. Denne gang foregik turen på Feddet ved Faxe. Efter en god times køkkentjans fra morgenstunden, kørte vi hjemmefra halv ni, i øs, pøsende regnvejr. Camilla havde lavet kaffe og smurt sandwich til alle deltagere, så vi skulle blot møde op og deltage. Desværre meldte 7 personer afbud. Nogen “bare” p.g.a. vejret, andre havde mere tungtvejende grunde, som sygdom og hundedødsfald. De første 45 min. regnede det, men vi fik tørvejr inden vi nåede i mål. Efter en vandretur på 6 km, kunne vi nyde de lækre hjemmelavede sandwich, som rakte til et helt regiment soldater. De fleste fik mad med hjem, til en lille mellemmad senere. Det er mange år siden vi har brugt penge på krudt og raketter. Vi nøjes med at gå ud og beundre alt det de andre har investeret i. Med et billede fra sidste år, vil jeg ønske jer alle et godt og lykkeligt nytår.

Bloggen og sjove søgninger

Der kan gå meget tid med at zappe frem og tilbage mellem de statistikker man kan se på bloggen. Der er både interessante, sjove, underlige og absolut helt ligegyldige ting, der kan aflæses. Interessant er det, synes jeg, at se bloggen bliver læst af flere og flere, og at den har taget en ordentlig stigning de sidste tre måneder, skønt jeg absolut ingen idé har om, hvem der læser med, ud over jer der kommenterer, og så et par robotter eller 10 måske! Et af de mere populære indlæg, når det drejer sig om spamkommentarer, er dette. I starten kunne jeg slet ikke finde sammenhængen, men senere har jeg fundet ud af at der bliver søgt på en vis slags piger, og sådan noget beskæftiger jeg mig altså slet ikke med. Muligheden af de mange besøgende, kan selvfølgelig også ligge i de sjove googlesøgninger. Det hænder at jeg husker at skrive nogle af dem ned, og her er et lille udvalg.

• Hvordan laver tebreve kort. Tebreve kan vist ikke lave andet en te.
• Hvad hedder hækken. Øh, hvilken hæk taler vi om. Her på matriklen har vi liguster og tuja. Måske var det slet ikke vores hæk du mente?
• Hvad er en knude. Der er en brændeknude, en knude på strikkegarnet, en knude i naturen, en knude i nakken, råbåndsknude, kællingeknude, ting der er gået i hårdknude og sikkert mange flere. 
• Mormor til at pudse vinduer i. Sikke et mas det bliver, at få hende svunget rundt over alle ruderne og ind i alle hjørner. Jeg ville finde en metode der er lettere.
• Strikke damer til røde kors. Jeg ved de strikker meget forskelligt i Røde Kors, men jeg har aldrig hørt at de strikker damer.
• Se og hør manden. Det gør jeg da hele tiden, når han er i nærheden.
• Hvad er asier og Hvad er asier lavet af.  En asie er en grøntsag, altså en agurk.
• Hvordan lære(r) man at skrive skråskrift. Øvelse, øvelse og atter øvelse.
• Hvornår laver Kari mad. Selvom jeg aldrig har nævnt hende her på bloggen, så kender jeg hende utroligt godt, og ved at hun laver mad hver eneste dag året rundt.
• Kludder i strikkegarnet. Beklager, det kan jeg ikke løse via nettet.
• Lollandsk grønlangkål med flad kage. Grønlangkålen kan du godt få opskriften på, men den flade kage, har jeg aldrig hørt om.
• Kogning af frø langkål. Frøene skal ikke koges, de skal sås i jorden. Senere kan grønkålen høstes og koges. Når den er hakket kan du lave din langkål.
• Slagter nisse pige uden tøj. Leder du efter en slagter, eller en der slagter nisser eller nissepiger? Jeg håber ikke du finder en slagter der udfører så brutale gerninger. Måske leder du bare efter en slagternissepige uden tøj? Det tror jeg også bliver svær at finde, ikke mindst hvis du forventer at finde hende bag slagterdisken.  
• Dogging vestsj. Jeg indrømmer blankt, at jeg ikke anede hvad det var, men jeg er blevet klogere. Det er et slang og hvis du heller ikke ved det, må du altså google dig frem. Hvordan man er endt hos mig, fatter jeg ikke, men jeg behøver jo heller ikke forstå alt. 

Solopgange er noget jeg forstår at nyde. Dette billede er fra i går.

Vi kan soppe, både ude og inde

Det har regnet pænt meget de sidste par dage, og jorden er i forvejen mættet af nedbør  og smeltevand, så vi sopper rundt på græsplænen. Det kan så være hvad det er, men vi sopper også rundt inde. Heldigvis er det kun på værkstedet. Den 22. og 23. december sneede det meget her. Desværre var det fygesne, så vi har åbenbart fået en pæn ladning ind på loftet over værkstedet.

1. juledag, da Allan skulle finde diverse remedier frem til vores gøremål, opdagede han, at hele gulvet sejlede med vand. I samme øjeblik kiggede han op i loftet, og så at det  var mindst lige så vådt. Det dryppede stadig flere steder. Da han kravlede op, for at se hvordan det så ud, kunne han kun se at der var meget, meget vådt. Hvor stor en mængde sne der har ligget deroppe, ved vi af gode grunde ikke, men det må have været en pæn slat, sådan som det hele sejler efter gulvbrædder, isolering og loftbrædder har suget hvad de formår. Vores regnmåler målte ialt 26 mm smeltevand juleaften. Ialt 56 mm vand på 4 dage. Umiddelbart var der ingen huller at se i taget, men fygesne skal ikke have meget plads, og kan komme ind alle vegne. Nu må vi bare vente på det hele tørrer.
Billederne viser foråret er på vej. Faktisk fotograferede jeg de første spirer allerede i oktober og i 2011 viste jeg store spirer allerede den 17. december, så måske er det slet ikke så unormalt, som vi måske går og tror! Påskeliljerne har ikke taget den store frostskade, endnu.

Julen 2012

Allerede tidligt om aftenen den 22. december, kom sneen til Lolland, og det hvide lag føg allerede på det tidspunkt godt. Lillejuleaftens morgen vågnede vi op til snestorm. Vi skovlede sne i store mængder. Når vi nåede vejs ende, kunne vi starte forfra igen. Om eftermiddagen fik vi besøg af Mark og svigerinden. Der hyggede vi bl.a. med alkoholfri æblegløgg, som er såre simpel at lave, og så smager den dejligt. En flaske æblemost varmes op med en tsk. kanel og en tsk. vanilje. Begge dele er selvfølgelig kommet i en lille tepose. Gløggen må ikke koge. 
Juleaftensmorgen stod vi op til et helt anderledes vejr. Det dejligste solskinsvejr havde fjernet store mængder af sneen fra dagen i forvejen. Jeg nåede ud på en lille spadseretur på 3 km. Det fortsatte med at tø, samtidig med at det blev et gråt, trist og tåget vejr. Heldigvis smittede vejret ikke af på vores jul. Camilla nåede godt frem allerede ved middagstid, med en flot dekoration til værtinden. Vi spiste lidt frokost sammen inden hun smuttede videre til en aftale med veninden, som var kommet helt fra Jylland for at fejre jul med sin familie. Mens de to gik en times tur med hundende, fik jeg dækket bord, lavet risalamande og gjort klar til at fyre op under alle gryder, når tid var.
Camilla nåede også at besøge Mads, så hun ved selvsyn kunne se hvordan han bor i øjeblikket. Vi fire nød alle en stille, rolig og meget hyggelig juleaften. Mads blev også og fik en overnatning. Noget han ikke har gjort siden han for snart 13 år siden flyttede hjemmefra.
Da jeg stod op i morges, var Camilla allerede ude af sengen. Da hun ikke var at finde i køkkenet, regnede jeg med at hun stadig var ude at gå tur med hundene, da jeg hørte hende sige:: “Mor, vi ligger bare herude og hygger, luk døren op og se hvor hyggeligt vi har det. Jeg ved ikke hvem der nød det mest. Efterhånden fik de andre to herrer også øjne, og vi spiste morgenmad sammen. Mads havde lovet Camilla at sætte vægttavler på hundebilen, som er blevet nedvejet, men først skulle vi fjerne de gamle, så jeg måtte have gang i føntørreren. Mads fik også skiftet olie på bilen, mens Camilla fik den støvsuget, så vi hjalp hinanden alle fire, og nåede at blive færdig inden regnen tog til.
Allan havde lovet at give Mads en hånd med køkkenet i dag, men han var kørt helt træt og orkede ikke. I øvrigt mente både han og Mads også, at det var en opgave jeg var bedre til, nemlig at nivellere gulvet ud med grus og isolere med flamingo. Allan havde i hvert fald opgivet forleden. Det er nok ikke så meget evnerne det er galt med, snarere tålmodigheden.
Jeg trådte selvfølgelig til i stedet, mens de andre to passede hver deres. Camilla skulle ordne ting på computeren. De fik fotograferet hunde, inden Camilla tog turen tilbage til København. Hun ville gerne tidligt hjem, da hun skulle til mere jule-tam-tam hos svigerfamilien allerede i morgen. Allan var nysgerrrig nok, for at se hvordan det skred fremad for os i huset, så han kiggede op, men kun ganske kort, uden mange ord. Mads og jeg havde fundet en køreplan som virkede, og det var Allan vist slet ikke i tvivl om, så han forsvandt hurtigt igen.
Vi har været sammen på kryds og tværs, vi har hjulpet hinanden efter bedste evne, og gjort det, vi hver især mener, vi er bedst til. Camilla kørte meget glad hjem med sine børn og sine pakker. Allan fik slappet af. Mads fik, sidst på eftermiddagen, besøg af en kammerat, som gerne ville tage over for mig nogle timer. I skrivende stund har Mads ringet, at kammeraten lige er kørt, og at de blev færdige med isoleringen, så han var glad. Allan og jeg har lovet at kigge derop i morgen, så vi kan lægge en ny slagplan i fællesskab. Det har nok været en lidt utraditionel jul, er vi alle fire enige om, men vi er også enige om, at vi har hygget os og nydt hvert eneste minut. Der er ikke nogen af os der er gode til bare at sidde. Vi er alle fire aktive mennesker, med forskellige gøremål og interesser. I dag har vi to ekstra meget, meget glade og taknemmelige børn. Og så er vi som forældre jo mindst lige så glade. Allerede flere sms´er fra Camilla om hvor glad hun er, og jeg ved allerede nu, at det er det samme vi hører fra Mads´ mund igen i morgen.

Et par telefonopringninger: Hvad laver du?

Det startede allerede sent i aftes. Allan og Mads havde ellers tidligere i går, aftalt at mødes meget tidligt i dag, for at fortsætte med køkkenet, nu når Mads havde fået ferie. Allan var på vej i seng, og jeg ville følge efter, da jeg får en sms fra Mads… Sover I? Jeg ringede op og sagde nej. Åh, det var godt, for jeg ligger og tænker på den aftale jeg har med far. Det er vist bedre vi bruger den på en anden måde. Allan havde slukket sin mobil, men endnu ikke nået at lægge høreapparaterne, så jeg kunne stadig kommunikere med ham. Aftalen blev, at Mads kom til morgenkaffe her, så kunne de planlægge videre derfra. Jeg var slet ikke kommet ud af nattøjet endnu, da mor ringede. Hvad laver du? Har du travt? Næh, det har jeg ikke, Mads og Allan er lige kørt herfra. Nå, allerede! Ja, Mads er så glad for, at han endelig har ferie, så nu skal han arbejde effektivt, og der er brug for fire hænder til det de skal lave. Jeg har bare lovet at kigge op i løbet af formiddagen.
Mor fortsætter…Jeg tænkte bare om du skulle til byen, så du kunne kigge ind. Jeg har flere ting jeg skal have styr på. Jeg har trukket på alle dine søskende de sidste par dage, så jeg ved de har rigeligt om ørene. Jeg har også dårlig samvittighed, over jeg ikke  kører på sygebesøg, der kan ikke gøres mere for patienten. Jeg har jeg været inde og købe en blomst, men jeg kan ikke finde ud af hvad jeg skal, men jeg må jo bare tage en beslutning, siger hun. 
Jeg selv er heldigvis så godt med til juleaften, at jeg bare ville bruge dagen på at lave is, bage biscuit og eksperimentere med noget hundeguf og hundekiks til de to firbenede, der også skal holde jul her i huset. Derfor kunne jeg jo godt, som lovet, passe de to herrer op med mad og kaffe. De fleste af mine planer kunnne jeg let hoppe over, så jeg kørte til mor for at hjælpe hende. Når jeg alligevel skulle til byen, kunne jeg lige så godt handle lidt ind samtidig. 
Mens jeg ordnede dette og hint for mor, fik hun en opringning, at den omtalte person var død i nat. Vi har altid haft meget med ægteparret at gøre. For mor og far, har det været verdens bedste venner i næsten 50 år. Jeg har passet deres børn, og sønnen er blevet nabo til os, så jeg træder til som kortvarrig børnepasser, for deres børn igen, når det pludselig brænder på for naboen. Vi passer deres dyr og hus, når de er på ferie, og de gør det samme for os. 
Jeg nåede mors ønsker, og lidt til, så hun var glad, da jeg kørte. Altså ikke fordi jeg kørte, for hun kunne sagtens bruge selskab, men mere fordi hun nu havde fået styr på alle løse ender og hendes stress var jaget på flugt.
Vi har grønkål til os juleaften, men så er der vist ikke noget til juledagene, og det havde jeg ellers besluttet, at så var det sådan, men når nu jeg var på de kanter, kunne jeg lige så godt se om der var mere, eller der var helt udsolgt. Der var rigeligt. Fem stokke for 30,- kr. eller 10 for 50,- Heldigvis nøjedes jeg med de fem, for hele bagagerummet i bilen blev fyldt. Mens jeg stod på p-pladsen ringede Mads… Hvad laver du? Jeg er på vej hjem fra byen, men jeg skal nok kigge ind, når jeg kører forbi. Det var godt. Nu kører far og jeg hjem til jer og spiser noget mad, så tales vi ved der. 
Jeg fik slæbt al grønkålen ind på køkkenbordet, men langt det meste er også kommet ubehandlet ud igen. Der må det ligge, tíl en dag jeg har bedre tid. Jeg har fået kogt en ordentlig grydefuld, så vi i hvert fald har grønkål nok til juledagene. Det lykkedes mig at få lavet is i massevis. Kaffe og kage fra lageret, leveret til de to arbejdende, og jeg fik klaret et par andre småopgaver, der kan hjælpe dem til at hellige sig det, de er bedre til. Kager og hundeguf blev der ikke noget af i denne omgang.
I morgen formiddag skal jeg koge medister, flæsk og hamburgerryg. For i min familie er det ikke jul uden grønlangkål juleaften. I morgen eftermiddag kommer bror og svigerinde til lidt hygge. Der kommer med statsgaranti ikke flere indlæg fra mig inden jul, men jeg håber, jeg får tid til at kigge forbi hos jer andre i ledige stunder i løbet af de næste dage.
En rigtig glædelig jul til alle de læser med