Chili-hotsauce og drivhuset

Jeg har seks, hmm… eller syv?  forskellige tomatplanter i drivhuset.
Jeg elsker tomater, og kan spise dem som andre spiser æbler. Hele sommeren består min madpakke af tomater i både og agurkestykker, som jeg medbringer i en lille boks.
Billedet her, er bare det nederste af den ene plante, og som I måske kan fornemme, får jeg trods alt svært ved at spise mig ud af alle de tomater. Nu har jeg lavet en portion tomatsalsa. Halvdelen blev blendet og lagt i fryseren.

Begge chiliplanterne giver også rigtigt godt. Både den gule cheyenne og den røde apache. Af dem har jeg lavet en chili-hotsauce, efter en gammel opskrift fra Familiejournalen. Hotsaucen kan laves i mange forskellige styrker, alt efter hvilke chilier man bruger.

• 300 g gulerødder
• 1 løg
• 3 fed hvidløg
• 3 dl limesaft
• 1 dl vand
• 12 blandede chili (f.eks. habanero, jalapeños, spansk chili el. snackpeber
• 2 tsk salt.

Skræl og riv gulerødderne. Hak løg og hvidløg. Bland gulerødder, løg og hvidløg med limesaft og vand og lad blandingen småkoge under låg i 10 min. Skær chilierne i mindre stykker og lad dem koge med, sammen med saltet i yderligere 10 min. Blend chilisovsen, til den er helt glat.
Jeg aner ikke hvordan meloner skal passes, men jeg ved, at de helt har taget magten i drivhuset. De kravler op ad glasset og snor sig om alt det andet derinde. Og alle de små meloner, jeg hele tiden ser er på vej, falder af. Nu har jeg gjort hård proces, og klippet en masse blade og ender af, også selvom der var masser blomster og små frugter. Der skal jo en enorm energi til fra plantens side, for at bringe næring flere meter ud til frugten, og bladene suger en stor del af denne kraft på vejen. Nu må vi se om det hjælper nogen steder.

Om et øjeblik, er jeg den der er smuttet til hygge med kollegaerne. Chefen siger at han har købt god rødvin, og den kan jeg med god samvittighed nyde, for Allan henter og bringer mig som sædvanlig.

En uvis fremtid

Det er, hvad jeg har foran mig.
Chefen og jeg har, det sidste halve år, haft hemmeligheder, vi ikke kunne dele med andre. Det er årsagen til, at jeg har arbejdet ekstra meget lige så længe. Fra allerførste dag, var jeg klar over, hvad det på længere sigt kunne betyde for mig. Selvom chefen ikke har ønsket denne situation for, hverken sig selv eller, os ansatte, har han intet kunne stille op. For et par måneder siden, blev vores store hemmelighed så afsløret. Det var ret befriende, at kollegaerne nu var vidende om hvad der foregik. De havde jo undret sig over, og også flere gange spurgt, hvorfor jeg arbejdede så meget.
Den 1. juli var skæringsdato. Det betyder, at vores omsorgsfulde og søde chef ikke mere er chef i sin egen virksomhed. Han skal slet ikke arbejde i butikken mere. Den nyhed kom fra dag til dag, til alle de andre ansatte for godt en uge siden. Vi, der er tilbage, knokler mere end nogensinde, og det er ikke bare fordi det er ferietid. Jeg, som ellers helt alene har siddet på alt kontorarbejdet, siden jeg blev ansat for godt 9 år siden, har nu fået assistenter til nogle af de fremtidige opgaver. Der er vendt op og ned på alt, så der er masser af nye udfordringer, men ingen af os kender fremtiden. Jeg ved bare, at det, alt for meget, ligner det, jeg har været igennem tidligere. Nu hvor det hele er en realitet, har det givet mig et par søvnløse nætter. Om dagen beskæftiger jeg mig ikke med de tanker mere end højst nødvendigt. Jeg kan vældig godt lide mit arbejde, men har øjne og ører åbne, og har har råbt ud til alle, på begge mine arbejdspladser, mest til de der virkelig har en mulighed for at trykke på nogle knapper, at de gerne må tænke på mig, fordi jeg er sikker på, jeg ved hvor det bærer hen.
Nu er det, som sagt, rykket endnu tættere på, og det har generet min nattesøvn et par gange, men… Man siger jo, at intet er så skidt, at det ikke også fører noget godt med sig. Så i stedet for at blive irriteret over at ligge søvnløs, over noget, jeg alligevel ikke har nogen mulighed for at ændre på, stod jeg op sammen med hønsene i går, mens Allan lå og snorkede, i bogstaveligste forstand. Det havde jeg prøvet at ændre på, men det kunne jeg åbenbart heller ikke. Jeg fik i stedet ryddet op i noget, der havde irriteret mig meget længe. Noget som jeg helt sikkert kunne gøre noget ved.
For længe siden, købte Allan to par meget billige arbejdsbukser. De har bare ligget og ventet på, at jeg skulle få dem lagt op. Længden blev markeret med nåle, næsten samme dag bukserne blev købt, men så er der bare ikke sket mere. Jeg havde også lovet Mads, som skal starte nyt job, til august, når han har afholdt sin ferie, at lægge et par nye arbejdsbukser op. Godt gemt væk i skabet, lå der også et par af Mads´ cowboybukser, som jeg havde lovet at lappe eller sy en ny lomme på. De har garanteret ligget så længe, at han ikke ved han har dem. Der blev klippet af længden, på alle tre par bukser, sat nåle, så de lige var klar til at smide i symaskinen. Da vejret heller ikke er til at blive klog på i disse dage, blev symaskinen hevet frem, mens de nye gulerødder og kartofler, til årets første mælkeærter, stod og kogte på komfuret, og stegeflæsket passede sig selv i ovnen. 
Symaskinen blev båret ud på terrassen og i løbet af nul komma fem, var sytøjet bragt i orden. Tænk, at man skal tage tilløb så længe, før man kan få ryddet sådan en træls bunke væk. Det tager jo kun et øjeblik, når man endelig kommer i gang. Alle tre par bukser er nu lagt op. Cowboybukserne, som bare skal bruges til arbejdsbukser, fik en lap på lommen. Hvor er det skønt at få ryddet op i sagerne og lige så skønt var det at sætte tænderne i aftensmaden. Desværre får vi det alt for sjældent, altså ikke aftensmad, men mælkeærter. 
På lørdag skal jeg til sommerfest. Vores nu gamle chef, har nemlig inviteret os ansatte hjem til sig selv. Den sommerfest, som han plejer at holde, skulle vi ikke gå glip af, og så kan vi jo passende tage en ordentlig afsked med ham samtidig, selvom han stadig vil være tilknyttet os på en eller anden måde, firmamæssigt.

Den store vaskedag

Vejret har igen i dag vist sig fra sin allerbedste side med masser af sol og varme. Lige et vejr til at vaske i, så tingene kan tørre på et øjeblik. Jeg gav havemøblerne en omgang, mens Allan klarede bilen. Allan slap dog nemt over det, da det kun var insekterne han fjernede for derefter at køre i vaskehallen og lade den klare resten. Jeg måtte bruge noget mere knofedt. Heldigvis klarede vaskemaskinen et par maskinfulde næsten helt selv.
Et par af vores smudsmåtter har længe trængt til en ordentlig gang skrubning. Den ene har været så medtaget, at den har været forvist til brændeskuret i flere måneder. Jeg havde næsten glemt vi havde den, men når jeg så på huskelisten, blev jeg hele tiden mindet om det. Endelig fik jeg taget mig sammen til at lave den spand sæbevand og lægge mig på knæ og skure. Nøj hvor det pyntede, så nu har måtten igen fået lov at komme indenfor.
Allan fik slået græsplænen, mens jeg har stået på hovedet i jordbærbedet samt i ribs- og solbærbuskene og fået svidt nakkeflæsket. De røde ribs og solbærrene er pillet færdigt, og resten af de hvide, eller gule, ribs får lov at hænge til fuglene. De så nemlig ikke for godt ud, ribsene altså, fordi de havde haft besøg af smådyr, og fuglene skal jo også have noget at leve af. De pillede ribs og solbær blev ribbet og lagt i fryseren, så er de klar til en gang hjemmelavet is på et andet tidspunkt.
Mens Allan gik i gang med at støvsuge bilen, fandt jeg hynden til drømmesengen frem, og satte mig en times tid og læste inden jeg skulle i gang med aftensmaden.
Aftenens menu bestod af laksefrikadeller, serveret med grovpasta og en skål salat, udelukkende lavet af drivhusets høst. Tidligere på dagen havde jeg lavet dessert af dagens jordbærhøst.  

De friske jordbær blev tilsat en lille smule sukker samt lidt vaniliesukker. Derefter blev det hele blendet med græsk yoghurt og stillet i køleskabet. Det blev ret tyndt, så jeg var spændt på om det blev frugtsuppe, vi skulle have til dessert.
Et par lady fingers blev brækket i 3-4 stykker, lagt i bunden af to portionsglas, og vædet med Tia Maria. Det hele fik lov at stå og trække en tid.
Senere fordelte jeg jordbærmosen i glassene, og pyntede med en halv lady fingers, et frisk jordbær og et par blade citromelisse, hvorefter det igen blev sat i køleskabet.
En dejlig frisk dessert uden ret mange kalorier. Det blev ikke frugtsuppe, men heller ikke noget man kan skære i skiver som fromage eller is.

De to matrikler og lidt natur

I denne uge smagte vi de første nye kartofler fra egen have eget drivhus, selvom planterne først skulle til at blomstre nu, så var toppen blevet så høj, at den var ved at kvæle mine agurker, så de fem blokke blev gravet op og serveret til en gang fladfisk. Dertil en skål salat bl.a. indeholdende lidt af havens blomster, tallerkensmækkere og morgenfruer.
Fryseren bugner med bær fra haven, så nu må jeg have hjælp af glas og flasker. Forleden aften blev det til et par flasker blandet saft. Jeg må se at få de sidste bær i hus i morgen. Drivhuset kaster også af sig i større mængder nu. Dette er dagens høst.
På min cykeltur møder jeg hver dag en masse dyr og fugle. Det er svært at få nogle billeder af det, selvom rådyrene ofte springer lige ud foran min cykel. Tanken strejfer mig ofte, om jeg en dag når at blive væltet af et rådyr. De er ofte uhyre tæt på forhjulet, når de kommer springende. 
I dag læssede Allan traileren med forskellige maskiner og værktøj og vi kørte til Rødby, for at få lagt lidt af den vilde natur ned. Mens Allan passede maskinparken, sørgede jeg for at fjerne forhindringerne, af nedfaldne grene, på hans vej. 
Det var en stor hjælp, at have havetraktoren med, men den kan ikke køre alle steder, fordi der er frygteligt ujævnt, så kratrydderen måtte også i brug. Den medbragte mad blev nydt på et par træstubbe.
Alle grundejere har fået brev om, at vi skal være opmærksom på, om vi har træer der skal beskæres, så grenene ikke er til gene for renovationsbilen. Allan mente, at der var en lille risiko for at et par af vores måske kunne være det. Da vi ikke ønsker en regning fra grundejerforeningen, så tog vi selv affære for en sikkerheds skyld. Allan skar og jeg slæbte væk. Vi tror nu alligevel ikke de generede nogen, men det pyntede da.
Nu ligger der op til flere bunker derude, som bare skal køres væk. Der var jo ikke plads til mere på traileren. Vi har stadig masser af natur tilbage, men det får lov at ligge som i naturskovene, indtil der kommer andre love og regler der skal overholdes. 
En lille tudse reddede livet. Den kom springende ud fra det høje græs, da Allan kørte med traktoren. Derefter jagtede jeg den med fotografiapparatet. Den var ikke nem at fange. Hver gang jeg havde den lige i fokus, så sprang den afsted. Nemmere var det at fange fyrretræerne.
Mark sendte en sms i aftes, at de havde lyst til at se os til en gang mad i aften, hvis vi kunne komme med så kort varsel. Han synes, det var så længe siden, at vi havde set hinanden, sådan rigtigt, hvor der har været tid til snak og hygge. De har haft travlt med ombygning af hus. Nu er stuen og køkkenet blevet færdigt, og det er bare så flot. Vores cykler står klar, og det varer ikke længe før vi også selv er det.

Søndagstur til Krenkerup

Søndagen startede med mere havearbejde, på et meget, meget grønt område, og det var ikke græsplænen. Lige over middag gad jeg ikke mere. Allan ville også helst lave så lidt som muligt resten af dagen.
På Lolland findes ca. 50 godser og herregårde, hvor naboøen Falster kun har ca. 10. Da jeg foreslog at vi skulle besøge et af dem i dag, var Allan ikke sen til at få sat kaffen over og pakket tasken, mens jeg blev færdig med det udvalgte havestykke. Vi kørte en tur til Krenkerup.
Den medbragte kaffe blev drukket i haveskoven, hvor der også var udkig til slottet. I hvert fald i stående position. Et træ var væltet, så det lå og spærrede for udsynet fra tæppet i skovbunden. Haveskoven er en naturskov, så den får lov at passe sig selv. Allan kravlede op for at få bedre udsigt over herlighederne, og fik øje på noget i den “knude” I kan se på det væltede træ. Havde jeg vidst, at der var så smukt i den knude, var jeg også kravlet op. Nu må jeg nøjes med at låne hans billede.  
Jeg ville se den “hvide låge,” som Allan har talt så meget om. I 1978 blev Allan ansat som håndværker på Krenkerup og er derfor godt kendt på slottet og hele dets område, samt de tilhørende huse. Hvis man nævner de hvide låger, så ved alle lokale, hvor vi er henne i verden. Mor har også talt om de låger, når hun med konerne, som hun kalder det, var på den ugentlige cykeltur, så kunne de, hvis de var to om det, skubbe cyklerne ind under lågerne, og komme igennem på den måde, hvis ikke de var åbne, låst op. Dette måtte jeg ned og se. Kan I se sådan en flok halvgamle koner, på 60-80 år, lirke cyklerne igennem under den mere end to meter høje låge, og selvfølgelig også selv kravle under! Nå, ja Allan og jeg kunne finde på det samme. Lågerne er ikke hvide mere.
Efter turen i haveskoven, besøgte vi Bryggeriet, hvor vi købte en af deres gode øl. Jeg er absolut slet ikke øldrikker, men jeg kan faktisk godt lide Krenkerups Stout. I går var der ikke mange gæster, men i lørdags, havde der været fuldt hus. De udendørs bænke var opstillet og der var fyldt med mennesker, der nød en øl i solen, fortalte cafébestyreren. Man kan få rundvisning i bryggeriet, og spise i caféen. Se mere om alt dette på deres hjemmeside.
Den 25. august bliver der igen i år stor høstfest på Krenkerup. Det vil blive annonceret. Er du interesseret, kan du også holde øje med det på Facebook.        
Apropos høstfest. Vi har noget med slotte i vores familie. Da Allan og jeg skulle til vores allerførste høstfest, personalefest, var der føre-til-bords-kort. Jeg husker den aften ganske tydeligt. Allan kendte jo alle medarbejderne, samt greven og hans kone. Jeg kendte til gengæld ikke et øje, ud over Allan. Da vi skulle gå til bords, kom den unge greve hen til mig, bukkede og bad mig følge med ham. I det øjeblik tænkte jeg, at det vist ville blive en meget lang aften, for hvad pokker skulle jeg tale med ham om en hel aften, mens vi sad til højbords. Han var ganske lige til, og aftenen fløj afsted. Det var også greven og jeg der åbnede ballet. Det var lidt stort dengang, men der er røget meget vand i stranden siden hen.   Det var også på denne arbejdsplads, der blev sendt besked over samtaleanlægget til samtlige ansatte, da vi skulle have Camilla.
Herover er et af de huse, et meget specielt et, som Allan har lagt centralvarme i. Murene er ca. en meter tykke, og til højre i billedet er den gamle vægterbolig. Når Allan blev kaldt ud til hastesager i weekenden, hændte det at ungerne og jeg tog med, så vi har fået et par oplevelser på den konto.
Hen over sommeren og efteråret er der flere herregårde her på Lolland, der vil slå dørene op for turisterne, så man kan følge med i de produktioner, der findes de forskellige steder. Der har været skrevet om det, og det har været vist på tv, men jeg kan ikke finde noget link, der omhandler alle de åbne slotte. Jeg ved at det er muligt at se ostene blive håndlavet på Knuthenlund og man kan smage kirsebærvin på Frederiksdal, samt gå tur i parken ved Halsted Kloster. På Rewentlow-Museet Pederstrup er der også noget at se. Ellers er her en hjemmeside, der beskriver flere herregårde på Lolland-Falster. Vi hernede har også fået egen ambassade i København. Lolland har meget andet end Knuthenborg og Lalandia at byde på. Vi har vores egen Lille turisme med små virksomheder. Vi har meget mere at byde på end mine link henviser til.