Juleforberedelser og operation for otosklerose

Min kalender for november og december har været  overfyldt. Det er ikke det hele jeg har haft nogen indflydelse på, for så havde den ikke set sådan ud.  Jeg føler slet ikke jeg har været hjemme de sidste par måneder.  I sidste uge følte jeg mig godt nok bagud med alt, så de par timer jeg havde til rådighed fredag eftermiddag, blev brugt til at købe julegaver i.  Julepynten blev slæbt ned fra loftet, og et par nisser flyttede ud af kasserne.  Om søndagen fik jeg bagt klejner, lavet et par dekorationer mere og pyntet færdigt.  Æbleskiverne nåede jeg ikke, da der, igen, kom flere ting i vejen.  Selv strikketøjet vokser ikke.

Tirsdag morgen tog vi atter turen til privathospitalet Mølholm i Aarhus, hvor Allan skulle gennemgå en operation i øret. Inden vi gik ud ad døren, spørger jeg om han nu har husket alle papirer, kørekort, gps osv. Jeg har det hele, siger han. Da vi havde kørt ½ time spørger jeg Allan hvor brobizzen er. For h.... den har jeg glemt. Nå, vi kan da heldigvis komme over broen alligevel, siger jeg. Det er altså også første gang, jeg har glemt den, siger han. Næh, det er det nu ikke. Det skete også da du alene stod for vores ferie til Samsø. Det kunne vi så ikke blive enige om, men jeg vidste jeg havde beviset her. 

Ved forundersøgelsen, sagde lægen, at Allan skulle være vågen under operationen, fordi de så kunne følge om hørelsen blev forbedret. Det lyder mærkeligt, når man efter operationen,  ikke kan teste om det har hjulpet, før der er gået et par måneder.  Nogle dage før operationen, gik det vist først rigtigt op for Allan at han skulle være vågen under hele forløbet. Det havde han det ikke særlig godt med, så da lægen kaldte ham ind kl. 13, sagde han, at han altså ville have det meget bedre med at kunne sove sig fra det hele. Det kan du også godt få lov til, men...  Allan fik sin vilje og han blev lagt i seng. 

Jeg havde forsynet mig med strikketøj, og lidt før 15 blev jeg kaldt ind, at nu var patienten vågen, og at jeg gerne måtte være der. Allan kunne lige holde sig vågen, mens han fik lidt at spise og drikke. Jeg sad så og  strikkede til hans stille vejrtrækning den næste 1½ time. Sygeplejersken kom og så til patienten, uddelte papirer, medicin og informationer og ville vide om Allan kunne stå på benene uden at få en underlig kulør i hovedet. Da alt det var tjekket, og fundet forsvarligt nok, til at vi kunne forlade Mølholm, kom lægen og fortalte lidt om operationen. Det første han sagde var, at det nok var meget godt, at Allan sov, da der havde været meget trangt i øret, så de havde været lidt hårde, og det er svært når patienten er vågen, fordi man absolut ikke må røre på sig. De har fjernet en del af øregangsvæggen med skarpske og bor og foretaget andet med latinske betegnelser, som jeg ikke helt kan forholde mig til. Der er lavet en 5,8 mm kunstig protese af titanium, som er boret fast med et 0,5 mm diamantbor på stigbøjlen, hvorefter trommehinden er klappet på plads. Alt dette blot for at fortælle lidt om, hvor småt det er, det de arbejder med. Hvis Allan på et tidspunkt atter skal i en CT scanner, skal han vise det fine lille kort, han har fået udleveret. Efter lægens udsagn, ser alt fint ud inde i øret. Stigbøjlen er igen blevet bevægelig. Klokken var 17 da vi forlod hospitalet.

Morgenhimmel på vej til job den 14. december

Turen hjem var lang og trættende. Hele vejen fra Aarhus til Odense, var det en uendelig lang guirlande af gule lygter der kørte imod mig og bag mig. Foran var der fyldt op med røde guirlander i alle spor. Godt lægen, helt af sig selv, med hensyn til vores bopæl, fik Allan presset ind den 15. december i stedet for den 22. december, hvor juletrafikken rigtigt slår igennem. Efter Odense var der, med jævne mellemrum luft mellem bilerne i begge retninger. Allan sov hele vejen. Dvs. han slog da øjnene op, ganske kort, hvis jeg sagde noget, eller da jeg holdt ind på en rasteplads for at spise min indkøbte århusianske kyllingesandwich, og senere på Sjælland, da vi skulle finde et toilet til os begge. Vi gik lige på hovedet i seng, da vi landede på Lolland ca. 21:30

Allan skal have fjernet den meche (gaze) han har i øret, den 30. december, og han har fået navnet på en i Hvidovre, så vi slipper for den lange tur til Aarhus igen. Men om to måneder skal han atter møde på Mølholm til kontrol, og derfra igen om et halvt år, altså til august. Hvordan det heler og udvikler sig, afhænger også meget af om Allan lystrer de forbud han har fået, og det er ret mange. Ting man umiddelbart bare gør, og som han faktisk ikke har problemer med at klare. Ikke hovedet nedad, intet fysisk hårdt arbejde, ikke løfte tunge ting, ingen motion der får pulsen op, ingen koncerter eller anden støj, ikke være sammen med forkølede mennesker. Han må heller ikke få hverken kulde eller vand i øret, og skal helst undgå hårvask i det hele taget, indtil gazen er fjernet og ørelægen har set på det. Hvordan det så ser ud til den tid, må tiden vise. Uanset hvad vi finder på at afdække øret med, vil der sive vand ind, har de sagt. Så hårvask skal vi være to om.  

Billede lånt på nettet.

Hvis du kigger på diagrammet herunder, så ligger hørelsen på en normalt hørende helt oppe ved den tykke streg i det grå felt. Allans hørelse ligger helt nede i bunden i det rødlige felt. Hvis operationen er gået over alt forventning, vil Allans hørelse hoppe og i det gule felt, men det ved vi altså først om nogle måneder. Lige nu er alt som det plejer, eller ringere, fordi han selvfølgelig ikke må gå med høreapparat i det opererede øre. Det måtte han heller ikke før operationen. 

En kongelig affære

Uanset hvad vi hver især arbejder med, og hvad vores liv indeholder af spændende og mindre spændende ting, så er og bliver det trods alt bare ganske almindelig hverdag, for både os selv, vore venner og vores familie. Selv det, der måske kunne være lidt ekstraordinært for de nærmeste, får vi måske ikke fortalt før det er overstået, hvor det måske bare kommer som en slags sidebemærkning. Det er jo ‘bare hverdag’ for den enkelte. Sådan er det i hvert fald her i huset.  

For knapt en måned siden, da jeg talte med Camilla, kom en henkastet bemærkning om at hendes arbejdsplads, i kraft af at de leverer varet til kongehuset, havde fået arrangeret et unikt arrangeret, men at Camillas kalender var fuldt booket. Hun havde en vigtig “måske-aftale” samme dag weekend. Den måske-aftale kom før alt andet. Nærmest i sjov siger jeg til Camilla: “Jeg kan da tage med dine kollegaer til det arrangement i stedet for dig”. (Jeg havde overhovedet ikke forestillet mig, det var en mulighed) Ku´ du da godt tænke dig det, spørger barnet, som nok mente, jeg var mættet af den slags, efter at have været en del af sådan noget i 25 år. Ja, da, det ville da være spændende. Gudhjælpemig om ikke C siger: “Det kan du da godt”. Jeg Vi har faktisk fået lov at invitere hver en person med. Men husk nu, du ikke kommer med, hvis jeg selv skal til den anden aftale. Nej, nej det er forstået, siger jeg.

I den mail hun videresendte til mig om arrangementet, stod der bl.a. følgende: 

Vi har fået en unik mulighed - endda med tilladelse fra HM Dronning Margrethe II og Prinsgemalen - for, at få en VIP rundtur i Christian d. VII's Palæ på Amalienborg - også kaldet Dronningens Gæste- og Repræsentationspalæ. Det bliver en privat rundvisning, kun for vores afdeling, af 2 højtstående kammertjenere, der har kendt den kongelige familie i mange år. Selve rundvisningen tager ca. 3 timer. Se mere om palæet her: Kongehuset. 

Aftalen blev, at vi (Allan ville gerne være chauffør) samlede Camilla op og kørte til Amalienborg. Porten til den private gård blev åbnet præcis kl. 9:45. I gården fik vi den første information, hvorefter vi gik ud ad porten igen, og fik en interessant historisk beretning om mangt og meget af hr. Andersen, som blev ansat på stedet i 1959 og altså stadig er det.

Selvom det, efter årstiden, er mildt og det var tørvejr, var det koldt at stå stille så lang tid. Vi fortsatte ned til søjlerne, som faktisk er lavet af træ. Det er der nok ikke mange der ved, men prøv at banke på dem, næste gang du kommer forbi. Turen fortsatte ind i den private have og ind på slottet igen. Desværre kan jeg ikke vise et eneste billede fra alle herlighederne, da der er meget strenge regler om dette.

Jeg kan kun sige, at det virkelig var en unik oplevelse, at få lov at se alle de private stuer og værelser med alt hvad der nu var, af ting og sager på væggene og alle vegne. Både møbler, gardiner, gobeliner, malerier osv. osv. Vi kom virkelig rundt i hele palæet, endda helt oppe på loftet, hvor vi stod ude på taget og så vagtskiftet, og det mylder af mennesker der stak i løb hen over slotspladsen, da politiet udvidede spærrelinjen, men Allan, som, åbenbart også stod på slotspladsen, fik de bedste billeder. Havde vi vidst det, kunne vi have vinket kongeligt til hinanden.  

Andersen startede hele arrangementet med at fortælle, at der også fandt mobning sted på deres arbejdsplads. Der gik da heller ikke længe før Jesper dukkede op og vi fik syn for sagen. Vi var vidne til at de mange gange, på de 3 timer, mobbede hinanden. Det var nok Jesper der mobbede allermest, men de så ud til at hygge sig gevaldigt med det begge to. Hr. Andersen kaldte Jesper for drengen, som han jo også var i mange henseender, i forhold til den ældre agile herre, der har været ansat i 56 år. Den ‘unge’ Jesper, har ‘kun’ været ansat i 23 år. Desværre kan jeg heller ikke fortælle nogle af alle de mange gode historier vi fik leveret af både hr. Andersen og af Jesper. Jesper har jeg mødt personligt flere gange i min hverdag rundt omkring på de danske herregårde. Jeg er altså ikke helt uvidende om hvad der foregår privat, når kamera og journalister holdes ude. Selvom jeg ofte har været at finde blandt de kongelige, så er det første gang,  jeg satte min ben i deres egne, helt private stuer. 

Vi forlod selve slottet og sluttede af i Amalienborgs Garage, hvor vi fik vist et udvalg af Kongehusets flåde. Det foregik bag denne port, hvor paparazzifotografen Allan forfulgte os, uden vores vidende. Desværre kan jeg heller ikke lukke jer med ind der. De to-tre højtstående ansatte der fulgte os rundt, kan vi ikke takke nok for en fantastisk dag, men uden Dronningen og Prinsgemalens velvilje, var det trods alt ikke muligt. Vi har været på Amalienborg før, og set det, der er åbent for alle, når man betaler en entrebillet, men alle de steder vi fik rundvisning, er ikke steder offentligheden får at se. Det har virkelig været en unik oplevelse.

Da rundvisningen var overstået, var Camilla ret bekymret for, at jeg skulle gå og vente længe før Allan kom og hentede mig, for hun var nødt til at gå med de andre, og min del af arrangementet sluttede altså her. Da jeg tog telefonen frem for at ringe til Allan, kom han vinkende over slotspladsen. Han havde fulgt os i mere end en time. Han forventede jo at vi holdt tidsplanen og ikke at vi fik næsten en hel times ekstra rundvisning forærende. Allan og jeg tog en tur forbi Gefionspringvandet og gennem Kastellet til den parkerede bil, hvor vi spiste vores madpakke, inden vi tog turen tilbage til Lolland. På vejen hjem var vi inde og købe os en tår kaffe og et stykke kage.  

Nu er jeg godt nok spændt på hvordan dette indlæg ser ud. Min Live Writer kan pludselig ikke kende min bloggerkonto, så jeg har haft en hulens besvær med dette indlæg. Selv mens jeg skriver, hopper og danser linjerne både op og ned, mens både de - og hele afsnit - farer rundt fra højre til venstre. 

Julemærkemarch og familiesamvær

Når man nu, som os, godt kan lide at gå, er det nemt at støtte en god sag. Før i tiden sendte man generelt mange flere breve, og købte hele julemærkeark. Jeg har sørget for at samle et eksemplar fra hvert eneste år, siden ungerne blev født. Julemærkerne er klistret ind i deres bøger. Min egen julekortskrivning er også reduceret gevaldigt, men man kan støtte julemærkehjemmene på mange andre måder. Man kan købe julemærker til at sende med sine mail. Man kan blive julemærkeven og meget, meget andet.
Julemærkemarchen finder sted mange steder rundt omkring i landet, men da vi kender en, der i øjeblikket er på julemærkehjemmet i Skælskør, var det selvfølgelig der, vi troppede op i søndags, for at deltage i den 39. af slagsen.








Vi skulle møde kl. 8:30, så det var meget mørkt, da vi kørte hjemmefra kl. 7 søndag morgen. En halv time før vi nåede frem, kunne vi på lang afstand se et enormt stort lysende juletræ. Da vi nåede frem, kunne vi se, at det var andet end et juletræ der var lys og blink i, men det er ikke nemt at tage billede af hele ‘herligheden.’ Billedet ligner næsten mere et nytårsfyrværkeri. Ser man godt efter, kan man ane huset i højre hjørne af billedet.
Det blæste gevaldigt, men vi havde klædt os rigtigt på, så vi havde ingen problemer med at holde varmen. Det kneb mere med at stå fast. Skælskørs Marinegarde gav et par numre på pladsen inden velkomsttalen. Mange, mange hundrede mennesker var mødt op, for at give deres støtte. 
Marinegarden gik foran de første kilometer, hvor de spillede hele vejen. Det var rigtigt hyggeligt, nok mest for os, der gik så tæt på dem, at vi kunne høre dem. Tempoet var ikke særlig højt, så alle kan være med. Der var børn, der blev kørt i både barnevogn og klapvogn. Der var meget små børn, der gik selv, og der var rollatorbrugere med på turen også. Alle julemærkebørn skal gå 10 km. Vi andre kunne vælge mellem 5 eller 10 km. Holddaop en kø der var af vandrende mennesker igennem Skælskørs gader. Vi kunne ikke se til enden af køen. Alle fulgtes ad de første km, indtil ruterne delte sig. Jeg tror det var fifty-fifty, hvilken rute der blev valgt. Vores egen lille familie, kan man vist kalde en lille ‘handicap-gruppe,’ hvor flertallet mente at have problemer med at gennemføre 10 km af den ene eller den anden årsag. En skal igennem en operation her i morgen torsdag., hvor de skal ind gennem halsen. Vi krydser fingre for det går godt.
Vi har haft besøg af Camilla og et par af hendes venner i mandags. Der blev snakket tysk efter bedste evne. Traditionen tro, har hele søskendeflokken atter været samlet på fars fødselsdag i aftes, ganske som vi plejer, til den sædvanlige grønlangkål og der er mere familiehygge-tur allerede i weekenden. Bortset fra lidt lys i vinduerne og en juledekortion, har jeg endnu ikke pyntet op til jul. Julegaverne eller andre julerier er jeg heller ikke begyndt på, dog ligger grønkålen og anden i fryseren, og der er jo stadig længe til, så jeg tager det ganske roligt.

Som stormen Gorm, tog vi på tværs af landet

Det tordnede, knagede og bragede da stormen, Gorm, var på besøg. Heldigvis holdt det hele her og alt så  ganske fredeligt ud hele vejen til Århus i mandags. Da vi havde fået udleveret nøglen til værelset på Marselis Hotel, hvor vi havde bestilt overnatning, smed vi de få ejendele, vi havde med, op på værelset og gik os en tur. Her kunne vi tydeligt se, at Gorm havde lavet ravage. Skovarbejdere var i gang med at rydde op flere steder.
Da vi kom forbi Marselisborg Dyrehave, gik vi os en runde der, og så på alle dyrene og de væltede træer.
Vi gik videre til Marselisborg Slot, men der var kun 15 min. til portene lukkede, så det blev en hurtig og kort tur. Vi nåede også en tur i mindeparken inden Allan skulle til forundersøgelse på Mølholm kl. 18.

Her fik han først taget nogle høreprøver. Det er ikke noget nyt. Det får han gjort utallige gange på et år. Da høreprøven var overstået, skulle vi vente på at en læge kunne undersøge ham. Det var en meget sympatisk læge, der både var seriøs og humoristisk og gav sig tid til os. Han vil bestemt anbefale en operation, som i bedste fald vil højne Allans hørelse fra døv til et sted langt, langt under middel. Allan vil slet ikke komme i nærheden af en almindelig hørelse og i værste fald, vil han blive døv. (Det sker for 1%, men lægen havde ikke selv oplevet det)  men som lægen sagde, det kan jo nærmest være lige meget i dit tilfælde. Allan bliver opereret inden jul.
Klokken var 20 før vi fik vores aftensmad på hotellet.
Da kl. var 8:30 tirsdag morgen tjekkede vi ud. Der havde vi både badet, pakket og siddet længe over morgenmaden, og var klar til flere oplevelser, inden vi kørte til Lolland.

Vi havde talt lidt om Den Gamle By, men det droppede vi, da vi kender os selv godt nok til at vide, at vi ville ærgre os over, vi havde alt for lidt tid til at gå derinde, når jeg ikke bryder mig om at lande på Lolland efter sengetid, når det er arbejdsdag næste dag, så vi kørte i stedet  til Aros.  

Vi forestillede os, at vi bare ville gå en tur rundt i regnbuen, og kigge ud over byen, men vi var for nærige til at give 260,- kr. for den tur. Vores interesse for kunst kan ligge på et meget lille sted, og i så fald krævede det også flere timer på stedet, så det blev også droppet.





I stedet gik vi lidt rundt. Allan ville gerne se på det vandløb der løb gennem byen.. Meget interessant, hmm… men jeg fulgte med og spejdede efter andre, lidt sjovere ting, som f.eks. vejskiltene her, der viser ensrettet i begge retninger.

Hvad der fik mig til, pludselig at kigge meget højt op, aner jeg  ikke.

Måske så jeg alligevel et eller andet ud ad øjenkrogen, der fik mig til at løfte hovedet og vende blikket op til uanede højder, hvor disse fodboldstøvler hang og dinglede.
Da Allan havde set ‘sit vandløb’ efter, gik vi tilbage til bilen. Vi valgte at tage nogle naturoplevelser på vejen hjem. Det ved vi da hvad er. Vi valgte motorvejen fra hele vejen hjem, så vidt det var muligt. På vores tur rundt i det jyske, så vi at Gorm har revet mange store kviste og grene af. Mange af de veje, der førte gennem skovene, var også spærret af for gennemkørsel.

Allan har aldrig været på Ejer Bavnehøj. Det har jeg, og husker det svagt, som at det ikke var noget at køre efter. Nu kan Allan sige det samme. Det var langt mere festligt at møde disse skilte. For at komme til Ejer Bavnehøj, kører man gennem Ris. I Ris, var der som de fleste andre steder i vor land, så vådt, at de virkelig kunne leve op til deres navn ved at plante ris.
Vi tog den gamle Lillebæltsbro til Fyn og kørte først mod de sydfynske alper, gennem en masse små flækker. De fleste gamle kendinge, men nogle steder havde vi aldrig været før. Vi ændrede kurs og kørte igen nordpå over Aarup, og op på den anden side af motrovejen til Fjeldsted og Andebølle, hvor vi så skiltet med teksten ‘Levende børn uden bremser.’ Sådan noget kan da få smilet frem.
Vi fulgte nogle margueritruter eller andre små veje, og nød synet af det meget våde, men også smukke landskab. Da vi nåede Køng på Sjælland, var solen ved at gå ned. Vi var hjemme i passende tid. Tidligt nok til at få lidt let aftensmad og en tår kaffe. 

Rawgulerodskage og anden mangfoldighed

Jeg elsker at eksperimentere med ting i køkkenet uden at have en opskrift at holde mig til, men det hænder også, at jeg falder over noget der lyder så mærkeligt, at jeg bliver nød til at prøve det, og så alligevel måske ændre lidt på det. Enten fordi jeg ikke har, eller kan skaffe, det der skal bruges, eller måske fordi jeg tror noget andet er bedre, om ikke andet, så i hvert fald i min egen mund, men denne gang manglede jeg alt til kagen undtagen skyr. Jeg kunne næsten ikke vente til jeg kunne få afprøvet opskriften. Onsdag aften mens jeg lavede aftensmad, kunne jeg endelig gå i gang. 

Gulerodskagen, som jeg dog mere vil kalde en dessert, eller…? Hvad mener I om rå gulerødder til dessert?  Eller en kage med skyr?  Måske skulle vi hellere kalde det morgenmad? Kald det hvad I vil. Her kommer min version af opskriften.

• 2 dobbelte daim
• 100 g fuldkornskammerjunkere
• 2 dl piskefløde
• 2 dl skyr med vaniljesmag
• 5 spsk. flormelis
• 2-3 gulerødder

Kammerjunkere og chokolade hakkes groft og blandes i 8-9 portionsglas. Fløden piskes til skum sammen med flormelis, blandes med skyren og fordeles i glassene. Gulerødderne rives groft og lægges på som topping. Det hele sættes i køleskabet mindst 2 timer. Da jeg ville servere disse 6 kager/desserter for mine kollagaer i Stubbekøbing, måtte det komme an på en prøve, om de kunne tåle at stå så længe i køleskabet inden vi skulle have eftermiddagskaffe næst dag. Kagerne tog absolut ingen skade af dette. Alle var meget begejstret for den underlige kage. Også dem der ikke bryder sig om gulerødder og skyr, spiste op.
Jeg kan sagtens forestille mig gulerodstoppen blive erstattet af friske jordbær, kiwi eller andet frisk frugt. Det er helt sikkert noget der vil blive serveret flere gange her i huset, både med og uden gulerødder.

Torsdag morgen, da vi kigger ud ad køkkenvinduet, ser vi den flotteste fuldmåne.  
Vi har, som så mange andre, haft nogle meget våde og blæsende dage. Solen har mest været ikke eksisterende på himlen, men da jeg kørte hjem fra arbejde, måtte jeg stoppe op flere gange og tage billeder af solnedgangen.

 Himlen blev bare smukkere og smukkere.

Da jeg nåede havnen, parkerede jeg bilen og gik mig en tur og så solens sidste stråler forsvinde.
Fredag fik vi set og talt med flere gode gamle venner. Nogen have vi ikke set meget længe. Lørdag var det meningen jeg ville give hytten lidt julebelysning i vindueskarme og diverse andre steder, men der kom mange andre ting på tværs. En pludselig hovedrengøring i køkkenet. Familiebesøg, først af en, så et par stykker mere. Alt sammen rigtigt hyggeligt. Der er jo stadig længe til jul og adventdekorationen blev klargjort allerede sidste weekend.  
Søndag havde vi lovet at bakke op om ungernes julearrangement på Friskolen Øster Egesborg. Hold da op et storslået arrangement. Det hele er kreeret af ungerne og deres forældre. Der var alt til julen. Lige fra dekorationer og pynt, til hjemmesyltede ting og sager af den spiselige slags. Jeg havde hørt om de syltede nissenumser, men nu så jeg dem med egne øjne. Der var luciaoptog gennem hele skolen, og flere sange blev sunget af koret. Vi kunne købe mad, kaffe, kage, æbleskiver og gløgg og andet spiseligt. Der var bålfade i skolegården, gran- og juletræsalg, motorcrosskørsel og ponyridning. Kæmpe tombola, med ikke bare mange, men også meget flotte gevinster. Jamen du milde, jeg kan slet ikke opremse det hele. Vi fulgte ungerne hele dagen. Alle elever havde vagt ved flere forskellige boder i løbet af dagen. Afhængig af ungernes alder, og den vagt de skulle bestride, måtte forældrene stå dem bi. Vi var meget imponeret af dette arrangement, og har haft en rigtig hyggelig dag. Jeg kunne ikke stå for denne lille pottenisse. Lidt hjemmelavet fuglemad kom også med hjem.
Vi nåede lige hjem. Fik parkeret bilen, hvorefter vi gik til det årlige juletræstænding i vores eget lille lokalområde.Det skal vi jo også støtte og holde liv i. Trods vejret var der som altid stor opbakning. Her kom julemanden på besøg og delte slikposer ud til alle børnene. Brugsuddeleren gav slik, gløgg, nybagte kager og varm kakao til alle fremmødte. I år foregik det, p.g.a. vejret inde i butikkens baglokale.

Når det er mørkt, vådt, dødt og stille i Hornslet

Det er september. Det er tidligt morgen og det er mørkt. Bortset fra lyden af regnen der slår på ruden, er der meget, meget stille. Trods ihærdige forsøg, er det umuligt for mig at sove mere, selvom det var på den forkerte side af midnat inden vi kom i seng. Vi har kun det ene værelse at opholde os i på kroen. Der er meget længe til vores aftale, og Allan sover stadig. Hvad laver man så?

Jeg kunne gå de 8 km til Ommestrup for at hente vores bil, men jeg var langt fra sikker på, at jeg kendte vejen dertil, og det var da helt håbløst ad de små krogede veje i bælgravende mørke. Det skulle lige passe at jeg for vild, og ikke kunne ringe Allan op, og at vi så ikke kunne passe den tid, vi havde aftalt med dem, der skulle hente os, så jeg blev i området og holdt øje med klokken.
Der var ikke meget liv nogen steder, og heller ikke meget at se på. Jeg tænkte det blev en lidt kedelig morgentur i det våde vejr, men så er det jo man skal åbne øjnene og kigge efter de små ting, der kan få smilet frem og fantasien på flugt. Jeg gik en tur rundt om kirken. Hvis ikke du har været der, kan jeg fortælle, at det er en rimelig lang omgang, med et langt stendige hele vejen rundt. Sikke et arbejde det har været at lave det. Gad vide om det er bygget pr. håndkraft?  Pletterne på billederne afslører vist tydeligt regnvejret.
 
Da jeg bestemt ikke er kendt i området, må jeg hele tiden orientere mig om, hvor jeg er på vej hen, så jeg også kan finde tilbage igen. Jeg var nede ad mange små veje. Et af stederne stod denne bil, som var overfyldt med klistermærker på tag, bagsmæk og kølerhjelm, men som I kan se, er der stadig bare pletter, så der er plads til flere mærker.  

Jeg vendte snuden tilbage til byen. Måske var der lidt mere at se i byens gader, selvom jeg ved, at alle byer er meget døde at se på, når butikkerne ikke er åbne.
Da jeg mødte dette skilt, tænkte jeg, at der også måtte findes en Storevej, så jeg begyndte at kigge på gadenavne.
Da jeg nåede byen, faldt mit blik på skiltene ved forretningerne. Jeg fæstnede mig især ved ordene Kronjylland og døgnvagt. Jeg tror ikke jeg har hørt eller set betegnelsen Kronjylland, siden jeg gik i skole.


Pludselig var det i stedet de anderledes skilte, der stak mig i øjnene.
En masse kvindehoveder svøbt i tøj og tørklæder sprang mig i øjnene, og jeg kunne ikke rigtigt se ideen i at håret ikke var mere synligt, når nu det var en frisør jeg stod ved. Pludselig fik jeg øje på at ‘tøjet’ var bogstaver, og så stod der en tekst, klart og tydeligt.
 
 
 
 
 



Da jeg havde været byen rundt, uden at finde andet opsigtsvækkende, gik jeg mod hotelværelset. Her stod det mest farvestrålende jeg så på hele turen. . 
Stauden synes jeg aldrig, jeg har set før, og har efterfølgende fundet ud af, at det er Kermesbær.

Jeg stak nøglen i døren til værelset, og blev mødt af Allan med et hvad f.... laver du så tidligt og så længe? Det samme som jeg ofte gør derhjemme, og alle andre steder jeg befinder mig, når jeg ikke kan sove.
Samtidig fik jeg en sms fra Ellen, som spurgte, om vi var klar til afhentning før tid. Jo, tak, det er vi. Vi fik hurtigt pakket os sammen og stod klar på aftalte sted, med tasker, krykker og alt vores habengut. 

Man ved aldrig hvad man møder på sin vej, men man kan selv være med til at give en grå dag lidt kulør.