Tyskerne besatte Stubbekøbing

Da Mimi Heinrich flyttede fra Hollywood til Stubbekøbing, havde hun en drøm om at gøre Danmarks ældste købstad til en større filmby. Det løb dog ud i sandet. Nu er byen igen kommet i vælten.
Allans søster havde hørt at de søgte statister til en filmoptagelse. Hun lagde billet ind, og blev blandt de 50 udvalgte. Optagelserne skulle foregå på havnen, og den lille by skulle have tyske by- og gadenavne. Den første optagelse skulle foregå tirsdag i sidste uge, en af de dage jeg arbejder i byen, men vi anede ikke på hvilket tidspunkt optagelserne skulle foregå.
Allan ville køre en tur derned, for at se om han kunne se noget og samtidig prøve om han kunne få et par billeder i kassen. Jeg sonderede terrænnet om morgenen, ringede hjem og meddelte, at der absolut intet var ændret på byen endnu, og at der ikke var et øje at se nogen steder.

Da Allan kom lidt over middag var de i fuld gang med optagelserne. Han måtte gerne fotografere, men ikke når de filmede. Alle tilskuerne skulle, forståeligt nok, blive på udvalgte pladser, så de ikke stod i vejen, og kom med på filmen. På billedet ovenfor ses det arbejdende folk, skuespillere og statister. Allan siger, det var interessant at følge optagelserne til den tyske krimi: ‘Den døde pige’ eller ‘den forsvundne pige’, som medierne kalder den.  
Da jeg havde fyraften, var der pause i filmbranchen. Et kæmpe telt var opstillet på det grønne område, hvor alle blev bespist, så jeg havde hele havneområdet for mig selv, og kunne gå og fotografere. Jeg faldt over at reklamen for B.T. ikke er fjernet, men at en anden detalje, de lille hvide skilt under Polizei, er påført teksten.‘Bitte hier klingeln’ Allan fik at vide, at politibilerne havde været dækket til under kørslen her til landet. Kun det danske politi må køre på de danske veje.
Som FT skriver, så er tyskerne grundige folk. ZDF skar eksisterende vejskilte ned med vinkelsliber. Filmoptagelserne varede i to dage, og kan ses om et år på ZDF. Filmfolk og statister var også en tur med færgen Ida til Bogø, hvor der ligeledes skulle filmes. Jeg undrer mig så bare over, hvorfor man ikke laver filmoptagelserne i eget land. Det ville unægtelig gøre det hele lidt billigere. Den danske filmbranche er ikke spor bedre.

Walk around på Kos

Torsdag den 15. maj. Dagen før hjemrejsen.
Vi havde det rigtigt fint med bare at gå og gå, så da Allan allerhelst bare ville gå rundt i dag også, var jeg helt med på den. Det ser nu noget mere indbydende ud med disse appelsiner, end dem der ligger i supermarkederne herhjemme. Tænk hvad et par grønne blade kan gøre. Denne lave grønne plante palme?, stod i en privat have.
For 5 år siden, begyndte de på Kos at rive barer og natklubber ned og erstatte bygningerne med cykelstier, for at komme væk fra det dårlige ry om en partyø. De arbejder stadig på projektet. Der var stadig mange forfaldne og forladte bygninger i landskabet. Vi fik fortalt at det var fordi sæsonen ikke var startet endnu. Vi var dog ikke i tvivl om at mange af dem slet ikke blev åbnet. Mens køerne tog det ganske afslappet, så var der andre ,der havde travlt med at få forretningerne åbnet og se indbydende ud til den kommende weekend.
Der blev samlet sten, så stranden fremstod som det rene sand. Der blev pudset og poleret på cykler, scootere og biler. På billedet ovenfor er der ikke mindre end tre udlejningsfirmaer. Jeg har ikke tal på hvor mange der findes, og heller ikke af apoteker, som ligger side om side. Utroligt at de kan overleve allesammen.  Der er dog stadig lidt af det gamle græske tilbage. En gammel kone på bare tæer, og i sorte klæ´r, der går rundt og tigger.
Herunder startede de med at slæbe en masse sække ud med sand for at lave en strandbred. Der bliver opdæmmet, så vandet holder sig på afstand. Det har været helt oppe og snuppe et godt stykke af fortovet bag pillerne. Andre er nået lidt længere og fik sat solsenge og parasoller ud. Gad vide om de lejer sig til en bid strand, eller det er det rene tag-selv-bord efter først til mølle princippet?
Hoteller blev ‘pakket ud.* Der blev vasket vinduer, og fortov. Gad vide om de nåede det. Vi tvivler. Der åbnede flere og flere butikker udenfor byen.
Vi købte en is, og tog os et lille hvil i skyggen, mens andre ventede på at togvognene blev fyldt op, så de kunne blive kørt rundt i byen for en pæn sum. Salgsbilerne havde travlt med at køre rundt med blomster, stolehynder, solsenge og alskens sager, så det sidste finish kunne sætte prikken over i’et.
Vi sluttede dagen med en tur til vandet for at se solnedgangen. Rekorden på denne uges skridt blev slået med ialt 20.003 af slagsen. Kufferterne blev pakket med alt hvad vi ikke skulle bruge mere, så vi var klar til afrejse næste morgen. Atter en dejlig ferie er slut og endnu engang glæder vi os over, at vi valgte at komme inden det store turistboom. Du kan følge hele ferien ved at trykke på Kos under: ‘Det skriver jeg om’.

Totalt overvældet

Jeg har hele tiden haft i baghovedet, at jeg havde 25 års jubilæum her i sommer. Selvom jeg ikke havde tænkt mig at fejre det på nogen måde, kom det alligevel bag på mig, at det allerede var nu, da Allan knapt 14 dage, før dagen, sagde til mig, at nu nærmede dagen sig. Ja, ja, men det er da først til sommer, siger jeg. Det er altså allerede næste søndag, sagde han. Arh… gud... Hold da op - allerede. Og siden i søndags har det bare været en stor fejring. Måske du skal stoppe læsningen her, for resten af indlægget oser ret meget af selvros.

Mor ringede og sagde hun ville invitere os ud og spise. Jeg blev godt nok overrasket, for det er bestemt ikke normalt for hende. Hun synes da det var værd at fejre, men hun kunne selvfølgelig også komme med en blomst i stedet, hvis jeg hellere ville have det. Vi skulle lige have det til at gå op i en højere enhed, fordi Camilla kom en tur hjem. Hun havde en aftale med Mads. Vi nåede det hele. Samme søndag fik jeg en sms fra chefen, hvor der stod, at de gerne ville invitere mig og Allan til …   …   … på onsdag. Hvordan passer det jer? 
På arbejdet om mandagen kom chefen og ønskede tillykke. Senere kom konen og uddelte knus og lykønskninger. En, lad os kalde det ‘kunde’ kom forbi med en flaske rødvin og en blomst.  
På den anden arbejdsplads har chefen givet frokost i byen. Dog af helt andre årsager. Jeg har ikke fortalt, at jeg har jubilæum. Vi knokler på højtryk. Alle giver den en ekstra skalle og lægger nogle ekstra timer. Der var et helt specielt fremmøde filmhold i byen, kunne vi høre fra kontoret. Vi så det dog ikke, men kunne høre det. Vi havde læst lidt om det, så Allan var taget afsted for at tage billeder. Jeg selv slog en smut rundt i byen om aftenen, da jeg havde fyraften. Der kommer et selvstændigt indlæg senere.
Onsdag blev jeg så fejret på fornemmeste vis, med håndtryk, knus, blomster, gaver. Kollegaerne havde skillinget sammen til en kæmpe kurv med blomster og gavekort.
Af chefen og hans kone fik jeg en flot buket og en meget, meget stor gave. Noget jeg, i min vildeste fantasi, overhovedet ikke har haft en eneste lille bitte tanke om kunne ske. Jeg er virkelig rørt og fuldstændig overvældet. Jeg blev fejret med mad og drikke. Der var bestilt en kæmpe stor konditorkage, pyntet med jordbær og chokolade og en fin tekst. Flot og rigtig lækker.
Der blev holdt to meget rosende og rørende taler. Først af chefens mor, som i tidernes morgen ansatte mig. Derefter holdt sønnen tale. Begge talte om alt det, de har budt mig igennem årene, og takkede fordi jeg har holdt dem ud, med alt det de bare har læsset af på mig og mit skrivebord. De mener der er så meget krudt i mig, at jeg sagtens kan tage 25 år mere, hvortil jeg sagde, at jeg måske nok ville bede om min fratrædelse, når jeg fylder 67. Det er for tidligt, siger de.
Vi får se, men jeg er nu næsten sikker på de vil de fortryde deres ord. Ingen af os ved jo helt hvad fremtiden bringer, men jeg ved, min hjerne skal arbejde mere og mere for at kunne følge med på arbejdsfronten. Chefen fortalte at han var blevet spurgt om jeg havde timer nok, fordi en anden virksomhed, godt kunne bruge mig nogle timer om ugen. Jeg ved ikke hvor jeg skulle finde de timer henne. Det vidste han også godt, og havde sagt det videre, men han ville lige lade mig det vide. Der er altså arbejde at få derude. Det kommer bare ikke altid, når man har allermest brug for det. Lige nu kunne jeg tilsammen få to fuldtidsjob.
Grundlovsdagen, torsdag skulle fejres på sædvanlig vis, ved den årlige cykeltur med vores lille grundejerforening. Mens Allan kørte til Kbh. vaskede jeg lidt tøj, lavede mad- og kaffekurven klar. Vandede have og drivhus. Slæbte vores ekstra havemøbler ud og vaskede af, så de var klar til vi kom hjem i aften, hvor vi skulle hygge videre her hos os. Det begyndte at regne. Jeg fik reddet mit vasketøj. Allan nåede hjem og fik pakket sin cykel og vi var klar til afgang. Vi manglede kun at trække i regntøjet, da telefonen ringede. Turen blev aflyst. Jeg troppede op på mødestedet til tiden, i den største byge, for at se om der skulle stå nogen, der ikke vidste det var aflyst. Det gjorde der dog ikke. Vi var 9 der i stedet mødtes i et privat hjem kl. 17 for at spise den mad, vi alle havde lavet klar. I de mere end 25 år vi har cyklet denne dag, er det kun 2. gang turen er aflyst. Vi fik såmænd kun sølle 5 mm vand på en time, men det var jo ikke til at vide, hvor mange byger vi ville møde på vor vej, da himlens sluser begyndte at åbne sig.
I morgen fredag er det atter arbejdsdag. Denne ugedag fejres altid med kaffe og morgenbrød. Sådan en vane kan man hurtigt komme ind i. Hvornår jeg har fri, vides ikke, men bagefter venter et par dejlige pinsedage, som vi har tænkt os at nyde på bedste vis. Vejret skulle blive helt fantastisk.

En dag på cyklen på Kos

Onsdag den 14. maj, og vores 37 års bryllupsdag
Hvis man går det rigtige sted hen, koster det kun 3,50 euro at leje en cykel en hel dag. Andre steder koster det 10 euro.
Vi havde bestilt vores cykler om aftenen til afhentning denne morgen og satte kursen mod sydøst ud ad de små bitte grusveje. Vi havde ikke kørt ret længe før vi mødte både en struds og et dådyr, gående i hver sin indhegning, som vi andre holder høns, i en lille privat have. Senere mødte vi en flok geder? på et større område. Stor var vor forbavselse, da vi mødte skiltet med campingplads. Hele campingpladsen er med på billedet. Et skilt med ‘bølgende vand’ fik os til at smutte ned ase og mase os op ad en sidevej, for at konstatere at det var et rensningsanlæg, med bomme, hængelås og adgang forbudt. Vi lod vinden føre os ned ad vejen igen, mens vi nød synet af rhododendronbuske på begge sider af vejen, længere end øjet rakte. Mens vi fortsatte turen, så vi mange kæmpe tidsler, gule valmuer og meget andet.
Da vi nåede ud til et stort militært område, som var forsvarligt indhegnet og bevogtet af flere mænd, vendte vi om.
Vi nåede til Psalidi ved middagstid, og smuttede ind på en hyggelig restaurant, hvor vi købte os en frokost og lidt at drikke, mens vi nød synet ud over vandet. Da vi kørte derfra, takkede tjeneren for vores besøg, og især vores penge. Det var dog et fast ritual til alle gæsterne hørte vi. Jeg lod Allan bestemme både destination, km og fart, da det var hans første længere cykeltur i år. Jeg fulgte bare med. I omegnen af Kos by, er der fine cykelstier, og snart befandt vi os på den anden side af hovedstaden, hvor der igen var ganske fredeligt og rimeligt øde. Det er der næppe nu, hvor turistsæsonen er startet.  





Har du nogen ide om hvor du vil hen, spørger jeg Allan. Han havde tænkt sig at cykle ud til søen Aliki, for at se om vi kunne komme nærmere på de langbenede fugle, han havde fået øje på i sit kamera den anden dag. Jeg vidste udmærket hvor det lå, fordi det er mig, der sidder med kortet, når vi kører bil.
Allan var ikke klar over, det var så langt væk, så 4 km før vi var der, siger han, at nu ville han vende om for han skulle også kunne cykle hjem, og han var noget så øm bagi. Jeg fik ham dog overtalt til at fortsætte de sidste km. Det blæste op, og der var sandstorm, selvom det ikke kan ses på billedet, men sandet fortæller vel nærmest selv sandheden.
Endelig nåede vi søen, men vi skulle langt om bagved den, så vi cyklede mellem får og geder for at nå vores mål, så det endte med at blive mere end 4 km.
Der var noget sumpet på steder, og havde det været regn og vådt i vejret, havde vi ikke kunne komme rundt om søen. Vi mødte et par franske kvinder, der viste os nogle meget smattede sko.
Vi så nogle anderledes fugle, og vi fandt de langbenede, vi søgte. De var dog stadig langt væk, men der blev zoomet. Der har vel været omkring hundrede flamingoer.









Det blev en lang cykeltur hjem, men en is kan gøre meget, og så betyder nogle ekstra kilometer pludselig ingenting, bare der er udsigt til lidt ekstra ‘brændstof’. Vi tog den korteste rute, som var den befærdede hovedvej, uden cykelsti. Det var op ad bakke og vi kæmpede i den stride vind, som både tog cyklerne og os med jævne mellemrum, så der blev trukket op ad de største og længste bakker. Vi nåede hjem og fik afleveret cyklerne. Dagens cykeltur blev på omkring 50-60 km. Jeg foreslog vi cyklede en dag mere, men det faldt ikke i god jord. Allan kunne ikke klare at sidde på en cykelsaddel dagen efter. Vi fik skyllet sandet af kroppen og gruset væk fra øjnene, hvorefter vi var klar til at belønne os selv med et godt måltid mad og lidt rødvin. Restauranten kom med en hel flaske champagne til os på husets regning. Jeg er ikke klar over, om de havde forventet, at vi drak det hele. Det hverken kunne eller ville vi. En hel flaske er lige i overkanten til to mennesker. Vi havde jo også vores rødvin.

Lidt fra hverdagen og 25 års jubilæum

I denne tid fylder vores ferie en del på bloggen, og jeg er slet ikke færdig med at berette. Det er allerede 3 uger siden at hverdagen flyttede ind her igen. Den hverdag som I vil kunne finde det ene blogindlæg efter det andet om, hvis I går tilbage og læser de foregående år. Til jer der har været med hele tiden, kan jeg fortælle, at intet har forandret sig i den retning, selvom jeg ikke skriver om det.  Der er stadig gang i nørklerier, hus, have, drivhus, bagning, hjælpetjenester og alle mulige andre gøremål.
Kartofler, rødbeder og løg er kommet op. De første jordbær er høstet, og hver dag er der en lille smagsprøve til mig. Planterne i drivhuset vokser. Noget mere end andet. Desværre er mine hokkaido gået ud, fordi jeg har glemt at vande dem, efter de blev plantet ud i haven. Der er indkøbt et par nye krydderurter og noget persillerod som noget helt nyt. Hyldeblomsterne skal jeg snart have høstet. Ribsene er ved at modnes, og sådan sker der så meget lige nu og de næste mange måneder.
Vi har investeret i en markise, som Allan har sat op, med en smule hjælp fra Mads. Der var brug for to stærke mænd, til at løfte i hver sin ende, mens der samtidig skulle skrues. Jeg mente ikke jeg var helt stærk nok. Den vejede et halvt ton, eller sådan ca. Nå… måske en kende overdrevet, men en ting var at jeg godt kunne løfte den, men holde den oppe i stiv arm, til den var blevet fastmonteret, var jeg ikke sikker på jeg kunne.
I torsdags, hvor det var helligdag, havde Allan dagen i forvejen læsset bil og trailer, og vi dampede til staden, for at give Camilla en hjælpende hånd. Det kunne have være rart med en fridag dagen efter, men vi har drøn hamrende travlt, så det var ikke muligt. Der kom der noget i vejen på privatfronten, så jeg måtte bede om at gå et par timer tidligere, hvor jeg ellers havde sagt til Allan at han måtte spise selv, fordi jeg ikke kom hjem. Jeg har lovet at tage de ekstra timer på tirsdag. 
I går, lørdag, ringede mor. Har du meget travlt, spørger hun. Næhh, det har jeg ikke. Kan og vil du hjælpe mig med en opgave, jeg har lovet at klare for Mark, men som jeg alligevel ikke kan udføre tilfredsstillende nok til mig selv. Hun fortalte hvad det var, og ville komme med det samme. Det blev klaret, og hun kørte hjem, så Mark kunne afhente det som aftalt. Jeg smuttede i haven, og Allan fik vasket campingvognen udvendigt og gjort den klart til afgang, mens jeg tog afvaskningen indvendigt.
I dag er så dagen, hvor det er 25 år siden, jeg startede nyt arbejde, samtidig med jeg passede mit job i det firma, hvor jeg selv havde valgt at opsige min stilling. Da jeg var et ret vigtigt led i firmaet, fordi ingen andre, de 14 år jeg havde været ansat, vidste hvad der skulle laves, og hvordan, til den store kommende termin den 11. juni og 11. december, ville jeg ikke lade dem sidde med håret i postkassen. Jeg førte mit arbejde til dørs de næste 14 dage. De to gange om året, var der altid fast overarbejde, fordi et par tusinde afregninger skulle laves, bogføres, pakkes, alt sammen på ganske få dage, og sendes med posten senest den 10. Overarbejdet deltog jeg dog ikke i denne gang, jeg skulle jo videre til mit nye job. som skulle være oppe at køre helt fra scratch til den 1. august.
Når jeg i dag læser min ansættelseskontrakt, er der mange mangler. Jeg beskæftiger mig med meget, meget mere i dag, og har flere timer. Jeg har fået lavet en ny ansættelseskontrakt et par gange siden denne. På de 25 år, er der sket en rivende udvikling. Især de sidste 15 år, med en masse nye tiltag, køb, salg, samdrift og sammenlægninger af virksomheder. Der er hele tiden nye udfordringer til min hjerne. Ingen blander sig i noget som helst. Jeg har det nøjagtigt, som jeg selv vil have det. Aldrig har jeg mødt en sur mine, kun ønsker og bønner om jeg vil klare dette og hint, og det er virkelig alsidige arbejdsopgaver, som jeg med glæde kaster mig ud i hver eneste gang.