Med båd fra Kos til Tyrkiet

Mandag den 12. maj 2014
Det var helt bevidst, vi valgte at tage til Bodrum en ‘kedelig’ og stille dag. Rejseselskabet tog derover i går, og i morgen ville der være det store ugentlige marked. Det ville uden tvivl betyde at der ville være sort af mennesker. Igen valgte vi at bruge de lokale arrangører, og få det til halv pris i forhold til rejseselskabets. Vejret var helt fantastisk. 
Vi har været i Tyrkiet før, men ikke fra søsiden. Vi opdagede nu at sikkerheden der, er lige så høj som i lufthavnen. Det var noget af en kystvagt, der hele tiden inspicerede området. Dette er endda kun den lille båd. Den store var alt for tæt på, og fotografering af militær er aldrig anbefalelsesværdigt.  
Da vi kom i land, så vi straks at der alligevel var masser af boder, som vi nærmest bare ‘løb’ forbi, indtil vi nåede et lille torv, hvor der stod en masse mennesker. Jeg havde undervejs nået at tænke, at det dog var utroligt mange handicappede der var i byen, mange i kørestole. Det viste sig at det var handicapdag, med forskellig optræden, som skulle til at begynde, da vi nåede frem. Her er udøverne til venstre i billedet og dommerne med masser af medaljer på den anden side.
Der var dans og musik, selvfølgelig med et handicaporkester. Alle boderne var alene til støtte for de handicappede. Da vi senere skulle have lidt at spise, vendte vi tilbage til denne plads for at købe vores mad. Jeg bad dem om at blande en portion tyrkiske specialiteter til mig. Jeg spurgte om jeg måtte tage et billede, og de stillede villigt op. Allan valgte den mere sikre menu, som han troede var kage. Det viste sig det indeholdt kød, men det gled dog fint ned.
Allerede i går havde Allan klaget lidt over ondt i skulderen. Jeg mente det var musklerne, fordi han rendte og slæbte på den store rygsæk, med tungt kamera og meget andet unødvendigt, men det blev værre og værre.
Allan orkede ikke at gå ret meget, så han satte sig på en bænk, mens jeg rendte op og ned ad forskellige gader og sugede nye indtryk til mig. I en hel gade var hvert eneste træ omringet af mosaikkunstværker. 
Jeg kom forbi en skole, eller flere, altid med en uniformeret sikkerhedsvagt og en anden for kontrol af personer der gik ud og ind. Her tænkte jeg at jeg kunne snige mig til at tage et billede. Da en mandsperson skulle derind, sagde han at det var en skole. Ja, det kan jeg se svarede jeg. Må man fotografere, spørger jeg. Han spurgte sikkerhedsvagten, og lågen blev åbnet. Jeg blev vist et par meter indenfor, og herfra måtte jeg gerne fotografere, men ikke nærmere. Gad vide om han vidste hvor tæt jeg kunne zoome.
Må jeg også tage et billede af Security, spurgte jeg og pegede på bygningen. JEG er security, sagde han, mens han pegede på sine mærker og fine stropper. Det kan jeg se, sagde jeg med et smil. Jeg turde ikke spørge, om jeg måtte tage et billede af ham også. Det gjorde jeg til gengæld, da jeg var kommet langt væk og var på vej tilbage til Allan, da vagten stod udenfor lågen og kiggede den anden vej. 
Da jeg nåede tilbage til Allan, der stadig sad på bænken i skyggen og ventede, men ikke engang orkede at tage kameraet op for at tage billeder, spurgte jeg ham hvornår han sidst havde taget noget smertestillende. I aftes da jeg gik i seng. Altså…du har dem vel med? Ja, men de ligger i rygsækken. Han fik en pille, og vi gik lidt videre, til vi fandt et nyt sted han kunne sidde lidt i skyggen. 
Efterhånden var det tid at vende tilbage til båden. Der er friske fisk ved mange restauranter, men også ved havnen sælges der frisk fisk i en lang stribe direkte fra fiskekutterne, med kattene siddende pænt ved siden af. De får sikkert alt hvad de kan spise, så de ikke løber med noget de ikke må.
Nogle tjener en skilling ved at gå rundt og slibe knive, mens andre tager sig en lille lur.
Da vi tog fra Tyrkiet skulle alt håndbagage gennemlyses. Der var nøjagtig den samme skrappe kontrol, som der er i alle lufthavne. Ingen alarmer bippede, da vi gik igennem, så vi fik lov at gå ombord. Da vi nåede Kos var der mange der skulle tjekkes for ikke lovligt indførte varer. Vi havde spist og drukket det vi havde købt, så vi smuttede hurtigt igennem og gik hjem til hotellet, hvor jeg ville prøve at give Allan lidt massage på skulderen. Da havde han nær havnet oppe under loftet. Jeg var stadig endnu mere sikker på det ‘bare’ var musklerne, selvom det også gjorde ondt, når han trak vejret godt igennem. Vi var ikke helt enige, så hvis ikke det blev bedre efter en nattesøvn, ville han have en læge til at tjekke ham.

Priviligeret og ikke mindst utrolig taknemlig

Det er måske ikke det første indtryk man får, når man læser dette indlæg, men når man ved hvad der gemmer sig mellem alle linierne, er det ikke desto mindre sådan jeg har det. Den hvidrumpede mødte jeg på vej til arbejde på cyklen.












Da vi kom hjem fra ferie, så matriklen nærmest ubeboet ud. Græsset var højt og hækken langhåret. Vejret havde ikke givet Mads en chance for at slå græsset, når han havde fri. Havetraktoren afventede de bestilte reservedele. Den bærbare pc valgte den sidste aften på Kos, kun at vise blå skærm. Allans pc herhjemme viste kun sort skærm. Vor GPS var frosset fast, da vi skulle bruge den på vej til lufthavnen og ligeledes på hjemturen. Den almindelige plæneklipper viste sig at være i stykker, da Allan ville starte den. Da han kørte afsted for at skaffe nogle reservedele startede jeg hækkeklipperen. Endelig noget der virkede. Det lykkedes os at få grunden til at se beboelig ud. Vor trailer blev fyldt til bristepunktet med græs- og hækafklip, som blev kørt på lossepladsen.
Den 7. maj blev jeg oldemor til 10 små levende væsener. Både farmor og mormor er meget stolte og glade og vil gerne beholde dem alle. Alligevel er nogle af ungerne til salg. Far og mor har ikke selv meget at skulle have sagt i den forbindelse. Du kan se mere her og her.
For os personligt har det været en uge med en meget kedelig information, efterfulgt af en endnu mere trist oplysning, som fylder ret meget. Jeg har haft nogle travle arbejdsdage, det har Allan faktisk også, da vi begge har haft mere at se til på hjemmefronten end der skrives om i dette indlæg, samtidig med at Allan sidste mandag fik reddet sig en gevaldig sommerforkølelse. Han har snøftet, hostet og snottet, samt fyldt sig med stærke bolsjer og ‘hostesaft’ hele ugen, og sådan er det stadig, men en aftale er en aftale. Han havde en tid på autoværkstedet, da vi skulle have nyt sæde til bilen, fordi en plade i ryggen har været løs længe. Sådan et sæde koster over 11.000,- kr. så selvom det er indenfor garantien, så er det ikke noget det lokale værksted selv kan afgøre. Det skal sendes op på højere plan for godendelse. Afgørelsen blev, at vi fik bevilliget et nyt på garantien.   
Tirsdag spurgte min nye arbejdsgiver, om jeg kunne lægge flere arbejdstimer/dage i hendes firma, gerne på fuld tid, hvortil jeg svarede, at det ville jeg have svært ved, men at jeg måske lige skulle forhøre mig, på min anden arbejdsplads, om chefen havde planer om at vippe mig ud i nær fremtid. Da jeg i torsdag fortalte chefen at jeg var blevet tilbudt et fuldtidsjob, så jeg et udtryk i hans ansigt, jeg ikke har set før. Han sagde at han ingen planer havde om at ændre på noget, der indebar min afskedigelse, så jeg har lovet at blive. Selvfølgelig også fordi jeg kan lide at være der, men det kan jeg også det nye sted.
Det er et mirakel, at mor er iblandt os, og i dag kan fejre sine 77 år. Hun samler familien en anden dag, hvor Allan og jeg ikke kan komme. Da vi ved hun bestemt ikke bryder sig om at sidde alene på sin egen fødselsdag, har vi valgt at køre på en lille udflugt med hende og invitere hende ud at spise. Hun ønsker sig jo alligevel altid ‘kun’ oplevelser og praktisk hjælp til større opgaver. Hun havde fået oplyst afhentningstidspunktet, samt et lille skriv i en lukket kuvert, som hun først måtte åbne i dag, når hun slog øjnene op. Med os, ved man aldrig hvad man skal udsættes for eller klædes på til. Udover det stod der intet om hvad dagen ville bringe. Vi andre ved det næppe heller i skrivende stund, men vi har bestil bord til frokost i Stalden. Vi skulle lige nå at stemme inden vi kunne hente mor. Da vi ankom, sagde hun smilende, at hun altså havde åbnet kuverten allerede i aftes, selvom jeg både havde sagt det til hende, og skrevet uden på kuverten, at den først måtte åbnes, når hun slog øjnene op den 25. Du er som et barn, der har fået en julekalender, men som ikke kan vente med at kigge bag lågen, sagde jeg til hende, og så grinede vi alle tre.
Vi fik genset Bogø, da vi ankom så tidligt at der var tid til at køre lidt rundt inden vi skulle spise. Da vi havde spist frokosten, kørte vi til Stege, hvor vi vandrede rundt i byen, og slog os ned i et skyggefuldt hjørne i Luffes Gård, hvor vi fik os en tår kaffe og en belgisk vaffel med softice inden turen fortsatte til Præstø, hvor vi igen gik os en tur ved havnen og rundt i byen. Vi ved man spiser godt på restaurant Kaktus, så vi slog os ned i den hyggelige gård og indtog aftensmaden i det herligste sommervejr. Mor blev kørt hjem, og takkede for en rigtig, rigtig dejlig dag.

En hektisk arbejdsuge afsluttet i Jylland i dag

Mon ikke alle kender til ekstra store arbejdsbyrder efter endt ferie! Sådan er det i hvert fald for mig.
Somme tider skal puslespillet lægges lidt anderledes, når 3 arbejdspladser skal passes. Det betød ekstra lang arbejdsdag mandag. Tirsdag som jeg plejer, men da jeg skulle bede om fri til at passe mit 3. job i dag fredag, måtte jeg sende en sms til chefen på landet tirsdag aften, om at jeg ikke kom før torsdag, fordi jeg havde fået en ny stor opgave, der ikke kunne vente til i næste uge.  
I dag skulle jeg møde i Sønderjylland til sen morgenkaffe. Det betød op kl. 5. Turen og vejret blev nærmest en gentagelse af sidste år. Det var varmt og solrigt da vi forlod Lolland. Da vi nærmede os Fyn, blev det mere og mere tåget og mørkt, og pludselig åbnede himlens sluser sig. Vi kørte ind i et skybrud og kunne absolut intet se. Hastigheden måtte nedsættes til 50 km i timen på motorvejen omkring Odense. Da vi nåede Jylland var det klaret pænt op igen.
Da mit møde var overstået, gik vi en tur rundt på slottets område, for at se hvad der var sket siden sidst. Den Holstenske lade er genopbygget og i brug. Der skal være stor havemesse i weekenden, så der er en gevaldig aktivitet overalt. Alle udstillere er ved at gøre klar til det helt store rykind. Sikke et arbejde at etablere alle disse små anlagte haver overalt i parken, nogle med fliser og springvand. Der er noget for enhver smag og haveelsker.  Tænk jer, om to dage skal de fjerne det hele igen, og nogle skal et nyt sted hen. 
Der er gedigne havemøbler, klatrestativer, legehuse, kæmpe træsvampe, grillhytte og sauna. Det er kun din egen fantasi der sætter en stopper for dine ønsker. 

I Gram har de længe talt om at åen skulle genoprettes. Det er de i færd med. Desværre bliver den ikke færdig til weekenden. Den vil først blive åbnet den  28. Der sker altid noget i Gram, hvor det altid summer af livlig aktivitet omkring slottet.









Det blev tid at vende næsen mod øst igen. Jeg synes ofte jeg har hørt, at de ikke har brug for motorveje i Jylland, men der var i hvert fald fyldt godt op i begge retninger, og jeg ved at de er rigtig glade for den nye sønderjyske motorvej, som både holdt prisen og blev færdig før tid.
Vi havnede i en lang kø. Da vi nåede midt på Fyn, faktisk nøjagtigt samme sted som på udturen i morges åbnede himlens sluser sig atter, og det styrtede ned, dog ikke skybrud som tidligere. På Sjælland var det fint og her på matriklen… Tja.. der har vi i skrivende stund endnu ikke fået en eneste dråbe og vinduerne står stadig åbne for at prøve at få lidt luft ind. Jeg ved dog fra Mads, at det både har tordnet og styrtregnet i Maribo.

Kos rundt i bil

Det er mors dag, søndag den 11. maj 2014, men det er ikke en dag, man ser eller mærker noget til på Kos.
Med denne oplevelse in mente, gik vi, som vi har gjort før, direkte til en lokal biludlejer. Vi fik en helt ny bil at køre i, til billigere penge end gennem et dansk udlejningsbureau. Vi tog den direkte vej mod Kefalos, for at tage oplevelserne fra sydvest til nordøst i bagvendt rækkefølge, så at sige. Så hvis der var noget, vi ikke nåede, fordi vi ville bruge tid til fordybelse, var det ikke længere væk, end vi kunne cykle. 
Vi fik dog hurtigt kørt på de veje der fandtes, og set det man bør se og lidt til uden at falde ned af benovelse.
Herunder er det Paradise Beach som er så anderledes en strand end alle de andre fordi der er sand, og turisterne elsker det. De eneste turister der var, var os. Sikkert fordi vi er her i den allerførste uge der flyves til Kos og sæsonen først starter næste uge.
Ikke langt derfra opdagede jeg en lille fjerkræsfarm med høns og kalkuner. Vi nåede til Antimahia hvor der var traditionelle huse og møller.
De er der, men der er ikke mange af dem. Faktisk burde det ikke stå i flertal. Vi så i hvert fald kun en mølle og et hus. Til gengæld er det hele velholdt. Det synes jeg ikke man kan sige om ret meget på Kos i øjeblikket, men der arbejdes på det, har jeg læst. Vi så det dog også, men det tager la-ang tid og når man som os ikke har set hvordan det har set ud, er det svært at få øje på.
Det er det samme hus der er fotograferet fra alle vinkler.
I Mastihari hænger blæksprutterne til tørre.
Skiltning er der ikke meget af. Vi kørte længe på en grus og stenvej, og pludselig dukker er noget op, uden nogen form for oplysninger. Heller ikke på græsk. Jeg forhører mig i salgslugen og får at vide det er Hippokrates have. Det gider vi ikke, så vi fortsætter og møder en meget, meget smuk pyntet lille kirkegård.
Senere møder vi en lille flok mennesker, mest små børn, som rækker hånden ind gennem bilruden og tigger om penge. De får dog ingen og inden længe kører vi forbi en stor zigøjnerlejr. Jeg beder Allan stoppe, men ikke om han vil. Først da vi kommer et pænt stykke væk, indvilliger han. Jeg løber lidt tilbage for at få et par billeder. 
Der skulle være en attraktiv sø ved Tagaki, men den så nu lidt kedelig og grumset ud, men Allan fik øje på nogle ‘sjove’ fugle over på den anden side, hvortil man ikke kunne komme i bil. Den store linse blev sat på, og hjem og zoome ind, men det var ikke helt nok til at identificere, udover at det vist var nogle langbenede nogle. 
Vi var i Zia, en lille bjerglandsby, som skulle være så utrolig smuk, det var den såmænd også, men der var ikke til at være for turister og suveniers. Mens Allan kørte rundt og rundt for at finde et sted at parkere, rendte jeg gaden op og ned for at finde en sted vi kunne parkere, for at gå os en tur. Det viste sig at være en umulighed, så vi forsvandt igen. Vi var også en tur i den lille by Pili. Faktisk er der ikke det sted vi ikke har været. Vi har taget mange veje, for blot at konstatere at de ender blindt, når vi har bevæget os væk fra landevejene.
Nu manglede vi kun Therma, de varme kilder. Der var meget langt ned, så vi startede nedturen med en is. Kunne man ikke gå, kunne man købe sig til en æseltransport. Da jeg spurgte efter et toilet, fik jeg at vide, at jeg kunne gå 10 meter op ad bjerget og vælge hvilken som helst busk jeg måtte ønske. 
Selvom det var sidst på dagen, og mange mennesker var ved at bryde op, var der stadig godt fyldt op. Jeg var bare ude at soppe, for at mærke hvor varmt vandet var, og det var rigtigt dejligt varmt. Man ville dog ikke tabe vejret ved at bade der.
Hvis man syntes der var langt ned, så var det intet at regne mod opturen i den varme. Da vi nåede op, så jeg ingen anden udvej end at udvælge mig en busk. Da jeg gik op ad bjergets asfalterede vej, hvor der var bomme for og ikke kunne komme biler ind, tænkte jeg, at jeg ikke var nogen bjergged. Hvordan pokker ville hun have, jeg skulle forrette min nødtørft der, lige lukt ned hvor vi lige havde gået. Den anden side så ikke meget bedre ud, men det var dog opad. I øvrigt var buskene så små, at man ikke kunne gemme sig der, men jeg var alene deroppe, og så ingen anden udvej, end at sætte mig. 
Vi havde alt, alt for meget brændstof på bilen. Det kunne vi ligeså godt se om vi kunne brænde lidt af, da det ellers bare var det rene tilsætning, så vi kørte tilbage og op i bjerget igen. Det hændte vi mødte noget skiltning, men det blev vi ikke klogere af. Til sidst mente vi ikke vi kunne finde mere at køre efter, så vi afleverede bilen med alt for meget brændstof på. Vi kan bedst lide, når vi skal aflevere bilen med en fyldt tank, og ikke som når man skal prøve at ramme den tomme eller halvtomme tank, vi kørte afsted med.