Pensionisten har travlt

På hjemmefronten vælter arbejdsopgaverne ind over Allan.  Nogle af dem har han selv været skyld i, men held i uheld var det et familiemedlem til en autolakerer, han bakkede ind i. Vi kunne altså få slebet og malet vor egen kofanger til en absolut favorabel pris, men så var Mads hos produkthandleren, hvor han så en bil magen til, også i farven. Det sparede os for yderligere for 200,- kr. Allan og Mads tog afsted og pillede kofangeren af, og  de fik den monteret på vores bil. Skadesudgiften på vor egen og modpartens køretøj blev holdt under selvrisikoen.
Med alt det arbejde Allan i øjeblikket har gang i på værkstedet, syntes Mads det var synd at han ikke havde noget ordentlig varme. Kun en gasovn. Derfor har han lavet ham et oliefyr, som Allan kunne hente en aften i sidste uge, og de to fik det stillet op, og afprøvet. Det virker selvfølgelig og der bliver hurtigt dejligt varmt på værkstedet.
Bodil smadrede jo en del glas i vores drivhus og rev døren af. Vores selvrisiko på den sag var 2.100,- kr.  så det kunne slet ikke betale sig at inddrage forsikringen. Vi havde lidt glas på lager, men ikke helt nok til at dække alle huller. Noget af glasset fås i standardmål, så det blev købt lige til at sætte i, men glasset til døren, skulle laves af en glarmester, så Allan har også været i gang som glarmester. Nu er drivhuset igen tæt til en pris af ca. 350,- kr.
I weekenden, lige før vennerne skulle komme opdagede jeg en lille sø på gulvet på det lille toilet, og fandt skaden. Vvs-manden Allan blev tilkaldt. Det kunne løses ved at spænde pakdåsen. Næste gang bliver det nok en grafitsnor, siger han, eller en pisk af pakgarn. 
Det er julegavetid, og normalt er gaver ikke noget vi afslører. Camilla kan finde på at læse med her, men det kunne Mads aldrig drømme om. Alligevel vil jeg normalt ikke afsløre gaver her, for måske andre får nys om sagen og sladrer, men i dette tilfælde betyder det intet, for vi har selvfølgelig talt med Mads om det, fordi han rigtig meget ønsker sig nye tagrender, eller tilskud til samme efter at han har fået lagt nyt tag på huset. Tagrenderne er hans allerstørste ønske, og han har erklæret, at han er fuldstændig ligeglad om han skal undvære fødselsdagsgave fra os hvis det skulle være, og han vil også gerne betale noget til dem selv. Bare det hele kunne blive bestilt og lavet på en gang. Derfor har Allan bestilt tagrender til hele hans hus, og er nu i gang med at lodde endestykker, og bukke rendejern, så det hele kan blive monteret. 

Jeg selv har fået skrevet de få, men lidt længere julebreve, der skal skrives og fået pakket de julegaver ind, der er kommet i hus. Jeg mangler at købe en enkelt gave. Det bliver forhåbentlig klaret i morgen, hvor jeg også satser på at få fat i mandelgaven. Senest i weekenden skal jeg have indkøbt det sidste vedrørende julemaden. Der skal købes flæsk, som skal saltes, så det er klar til at koge sammen med medister og hamburgerryg til grønlangkålen, som er et must at servere juleaften, inden anden. Vi skal ikke have ødelagt flere juleaftener. Det har både min mormor og min mor prøvet hver en enkelt gang. Herhjemme er jeg ikke i tvivl om, at jeg når, det jeg skal. Det er mere tvivlsomt på arbejdet, hvor jeg er gevaldig presset. For længe siden, havde jeg forestillet mig at gå på juleferie allerede på fredag. Det kan jeg vist godt glemme. Intet af det har jeg kunne lave på forskud. Det landede først på mit skrivebord fra det offentlige i dag, og den 23. er absolut sidste frist at få det sendt videre, sammen med alt det andet der skal klares inden årsskiftet. 

Julen er hjerternes fest - DIY

For 40 år siden, flyttede jeg hjemmefra den 1. oktober. Da julen nærmede sig, gik det op for mig, at jeg intet julepynt til juletræet havde. Så der blev klippet julehjerter og foldet julestjerner i massevis. Min mormor kom med en lille decembergave. Disse små julehjerter og kræmmerhuse, har hun selv lavet, og de har været pynt på træet lige siden. 
Man tager et glas, eller lignende, på ca. 8 cm i diameteren, som man tegner og klipper efter. Stryger vlieseline på, folder cirklerne til to halvmåner. Pynter med agraman eller blonde, inden de to halvmåner limes sammen, ved at putte den ene ind i den anden, så hjertet kan fyldes med indhold. Derefter limes hank og sløjfe på. 

Kræmmerhusene har samme længde og målet foroven er 15 cm i diameteren. De har ligeledes fået påstrøget vlieseline, og er kantet med skråbånd foroven, inden de er syet sammen. Til sidst er hanken af skråbånd syet på.
Da jeg var ude at handle ind efter arbejde i går, fordi vennerne er inviteret til mad i aften, faldt jeg over en buket roser, som jeg forærede mig selv. En frisk buket til 15,- kr. er da rørende billigt, og jeg elsker den laksefarvede rose. 
Da jeg alligevel skulle i Superbrugsen, tænkte jeg, at jeg ville overraske Allan med en lille gave. Selvom jeg ved han syntes de øl er lige lovlig store til ham alene, med mindre vi er på ferie, og det er frygteligt dejligt sommervarmt. Han fik da også julelys i øjnene, mens han sagde, at han ikke kunne drikke sådan en pokal alene. Der kommer da af og til nogen forbi, der drikker øl, så du må da kunne dele med dem.  
Søster har været med mor til flere samtaler på Nyk. hjerteambulatorium, og i denne uge har jeg været med mor til ultralydscanning i Roskilde. Alt sammen normal procedure. Det er groet fint sammen, men ellers ser det ud som før operationen. Underforstået hjertets pumpefunktion. Det vidste vi og mor godt, ikke ville ændre sig. Som alle andre opererede, har de nu tilbudt hende en pacemaker. De slipper mig aldrig siger hun, med et opgivende suk og supplerer med jeg har det jo godt, og vi siger, hun løber f….. stærkt igen. På Roskilde, spurgte jeg hende om vi skulle tage elevatoren. Nej, jeg kan da sagten tage trapperne. Det er dejligt at se. 

Julen banker på og lukkes ind

Fredag i sidste uge, gik jeg på loftet efter boksene med julepynt, så de var lige klar til at gå til. Julestagrne blev dog sat i vinduerne med det samme. De giver altid lidt julehygge.
Lørdag formiddag skulle vi lige se hvordan det så ud med stormfloden lidt længere nede i byen. Vi ved familier måtte forlade husene om fredagen. Forinden havde de prøvet at redde nogle af deres ejendele, mens de gik i 80 cm vand. 11 timer senere var vandstanden faldet en hel del, men mange huse stod stadig under vand. Alle beboere er  stadig evakueret fra et plejehjem i Sakskøbing. Nogle er flyttet til et andet plejehjem i byen, andre til et tomt plejehjem på Falster, mens de sidste opholder sig hos noget familie.
Lørdagen havde vi afsat til at besøge Engestofte Gods, som holdt deres allerførste julemarked. Et meget storet et af slagsen. Det trak folk til, selvom der var betaling 25,- kr. for bare at komme ind og se hvad det indeholdt. Vi besøgte også Engestofte kirke, for at gense den smukke altertavle, som jeg stiftede bekendskab med første gang, da Camilla sang i kirkekor, og jeg kørte rundt med hende til forskellige kirker.  Da vi trådte ind i kirken var Maribos vægtere næsten færdig med at fortælle historien om Marie Wichfeld og Engestofte Gods og kirke.   
Resten af lørdagen blev brugt til at julepynte hjemmet. Hvert år, når jeg kigger i den julekasse, tænker jeg, at det pynt for længst har udtjent sin værnepligt. Jeg prøver at kassere lidt hvert år, men det hele indeholder så mange gode, dejlige og hyggelige minder, fra det blev produceret for ca. 30 år siden. I år har jeg besluttet at det nu er allersidste gang dette kommer op. men det havde jeg også sidste år. Det kan ikke hænge sammen mere, uanset hvor meget jeg lapper på det.
Der er også julepynt ungerne har lavet i fritidsordningen og i søndagsskolen. Det bliver jeg helt varm om hjertet af at kigge på. F. eks. de små hjerter som Mads har syet til mig, kun 5 år gammel. Jeg husker tydeligt, da han forklarede, at han helt selv havde syet ‘God jul’ helt uden de voksnes hjælp, og at der også skulle have stået ‘mor’ men det var der ikke plads til. Samt detaljerne i hvordan man får lavet en snemand og sat ham på en gardinring.
Englene af neylonstrømper, og de tre risnisser har Camilla lavet. Ligesom hun har lavet nissepigen med de lange fletninger ovenfor. Forskellen på de to unger er, at C ofte slet ikke kan huske hun har lavet tingene, og bestemt heller ikke syntes det er noget at gemme, hvor M husker hver en detalje, og syntes godt om, at jeg stadig gemmer det. 
Midt mellem madlavningen, omrokering af møbler og spisning hos mor i søndags, nåede vi The Julemarked på Nyk. F. Teater, hvor det også kostede penge at komme ind. Det fik vi dog hurtigt løbet igennem. Der var fine sager, som alle steder, men ikke ret meget nyt.
Vi er igen nået til den tid på året, hvor jeg har forrygende travlt på ‘det gamle arbejde’ samtidig med at alt, hvad jeg griber fat i, i øjeblikket, giver en masse udfordringer. Der er som om intet vil samarbejde med mig. Bankskift og bankudfordringer i både den ene og den anden store bank. Leverandørportaler, egne hjemmesider, alt sammen p.g.a. den nye IE version 11, som ikke kun giver mig problemer, men også alle de nævnte instanser. Ud over det, er der andre forhindringer. Digital kommunikation med SKAT samt kommunale myndigheder. Printeren der pludselig har kappet forbindelsen med det trådløse netværk. Storm- og stormflodsskader osv. osv. Alt sammen noget der normalt bare kører, eller ikke finder sted i mit daglige arbejde. Da i hvert fald ikke samtidig. Mit hoved er totalt fyldt, når jeg kommer hjem, så der er ikke plads til ret meget hjerneaktivitet. Der skal frisk luft til.
Jeg er gået i gang med at klippe og klistre lidt julekort, og lidt tidskrævende Pergamano, da jeg både har værktøjet og gamle materialer på lager.

Ellers bruges tiden på strik og knipling, hvor jeg kæmper med nogle edderkopper. Jeg var faktisk helt sikker på, at nu kørte det bare, indtil jeg opdagede en fejl, og har måttet tage hele molevitten tilbage igen. Hold da op hvor har det altså irriteret mig hele ugen. Når jeg lå i min seng, kunne jeg tydeligt se for mig hvad jeg skulle gøre, men når jeg så sad med arbejdet foran mig, virkede det alligevel ikke. Nu kører det, tror jeg, ellers må det ligge til næste år, for nu er der juleferie fra kniplingen og altså ingen hjælp at hente.   

Fars minde

I år har Mor og Mark haft et heldagsprojekt med at hente grønkål, skylle, koge og hakke det. For selvom det i sommers var 6 år siden far døde, så er hans fødselsdag stadig en dag, hvor vi børn og mor samles. Før mor blev syg, var børnebørn med familie også med, men ting ændrer sig som bekendt. I dag ville far være blevet 93 år. Tankerne kommer jævnligt tilbage til alt det han igennem tiderne har stået for, både som far og indenfor det erhvervsmæssige og de kunstneriske, ulønnede, fritidsudfoldelser. Jeg vil dog forsøge at holde faderrollen ude af dette indlæg, for det er en helt anden historie, som også er fyldt med masser af gode og sjove minder.
Far blev i bogstaveligste forstand født med 3 tommelfingre, men det har ikke været nogen hæmsko for ham, den ene blev også fjernet. Han var autodidakt tusindkunstner.
De store heste havde han altid været fascineret af, så da han, tidligt som det var dengang, måtte ud og tjene, skulle det helst være på en gård med heste, for dem ville han rigtigt gerne arbejde med. Lykken var at komme til at styre et spand heste. Det ønske blev opfyldt, da han kom til at køre mælk fra gårdene til mejeriet og retur igen med de tomme mælkejunger. 
En stor drøm var det også at blive soldat. Det blev han under krigen, og han har altid været glad for den tid. I dag ærger jeg mig over, at jeg aldrig lyttede til de evindelige historier, han prøvede at fortælle os om sin soldatertid.   
Musik har altid betydet meget for ham, og det har smittet af på os alle. Som ganske ung lærte han sig selv noderne. Sang og spillede banjo og guitar. Han og en ven cyklede i de helt unge dage fra Lolland til København, hvor de turede rundt i gaderne som gårdmusikanter eller spillede på værtshuse. Han har tit pralet med, at han har været meget sammen med Knud Pheiffer. De to har udvekslet mange samtaler over et par bajere fordi de brændte for de samme ting. Far gjorde sang og musik til en del af sin egen levevej. Han skrev festsange for folk. Faktisk skrev han en sang til mors konfirmation. En sjov tanke, syntes jeg. Da han var den eneste mand i byen, der havde en skrivemaskine, renskrev han breve og udtalelser for folk. Han skrev også en hel del revyviser til de forskellige sogne i området. Det var også ham, Kaløs Rimsmedie, man gik til, hvis man skulle have lavet foldere eller reklamer. Havde kunderne fået skrevet en sang og manglede sangskjulere, lavede han også dem. Det gav somme tider også arbejde til mor, og vi unger har foldet mange sange og foldere. Vi syntes det var sjovt, selvom det skulle laves knivskarpt uden skævheder.
Da krigen var forbi, og far igen skulle have et rigtigt arbejde, havde min farfar, som selvstændig malermester, så meget at lave, at han havde lidt arbejde til far. Farfar fik mere og mere at lave og på den måde startede far hurtigt sin egen virksomhed. Tiderne ændrede sig dog så meget, at der ikke var arbejde nok i at male og tapetsere for folk, fordi man efterhånden var begyndt at udføre disse arbejder selv. Derfor udvidede han forretningen til også at omhandle glarmester- tømrer- snedker- el- murer- vvs- jord- og betonarbejde. Det var dengang, der ikke skulle samme autoritation til som i dag. Han restaurerede huse, lagde nyt tag på, lavede badeværelser, restaurerede kirker og gamle møbler osv. Intet job var for stort eller for lille. Han fik så meget at lave, at han måtte ansætte folk. I en årrække havde han tre ansatte. Hans første helt nye husbyggeri fik han, da vi spurgte om han ville stå for konstruktionstegningen efter vores skitsetegning og selve opbygningen af vores hus. Der var reglerne ændret så meget, at vi måtte have elektriker og vvs- folk med autoritationerne i orden. Nogle år senere spurgte søster og svoger, om han ville påtage sig samme arbejde for dem, og det gjorde han selvfølgelig.
Han var ‘urmager’ og reparerede alt lige fra armbåndsure og lommeure, til de helt store bornholmerure. Han kolererede billeder. I min barndom var alle foto i sort/hvid. Også dem der blev taget af den professionelle fotograf, som det øverste her, hvor far har lagt farve på. Teknikken lærte han af en tysk kunstner, og det var et efterspurgt arbejde indtil farvebillederne kom frem. Han restaurerede gamle og antikke møbler. Store flotte trækister skulle males med snørklede monogrammer, bornholmerure og lignende, som skulle have lagt bladguld på. Han ombetrak stole og andre møbler. Han malede skilte til æresporte ved sølv- og guldbryllupper. Han beherskede kunsten ådring og åremaling. Billedet lånt her. Allan har arvet værktøjet, fordi han gerne ville lære det. Værktøjet venter stadig på ham. Han spillede og ledede dilettant, skrev dilettantstykker, lavede kulisser og sminkede folk. Hans sminkekuffert havde en anseelig størrelse. Han tegnede en masse tegninger. Lavede små hæfter med vittigheder og tegninger. Snittede lidt i træ. Han tegnede snitmønstre, som mor syede efter. Han malede malerier, og var politisk aktiv.
Da han som 67 årig lukkede sin virksomhed og gik på pension, malede han stadig sølvbryllupsskilte og skrev festsange. Sangskrivning blev han ved med til sin død. De sidste år dog kun, når han selv var inviteret med som gæst. Han har aldrig været til en fest uden at medbringe en sang og levere en tale. Han var et livstykke, men de sidste år, var hans største ønske bare at få fred. Han orkede ikke mere livet. Han mente, at han havde oplevet alt, hvad han havde ønsket sig og mere til. Ønsket blev til sidst hørt. Han døde mæt af dage og ovenud tilfreds, med det liv han havde levet.

Ekstraudsendelse om stormen Bodil og hendes rasen

Det var slet ikke med i planen at jeg skulle skrive indlæg nu. Jeg skulle i stedet pynte op til jul, fordi hele weekenden er optaget af andre ting. Der er jo også længe til jul endnu.
Det blæste allerede gevaldigt op ved middagstid i går, og i løbet af aftenen og natten knagede, buldrede og bragede det noget i huset, men endnu mere udenfor. Flere gange i løbet af aftenen fløj udrykningskøretøjer igennem byen både den ene og den anden vej. Vi fulgte med i nyhederne både i radioen og på tv, når der var lyd og billede på. Vi hørte at gården, tæt på mit barndomshjem, brændte med 280 grise, og at de omkringliggende huse var i fare. Du kan læse historien her, og der kommer mere i TV2 nyhederne, for de filmede i dag. Der er væltet mange træer rundt omkring.
I morges var vi spændt på, om alt hos os stadig stod som det skulle. Det var stadig meget mørkt, da vi listede ud, og opdagede, at vi desværre ikke var sluppet helt denne gang. Drivhusdøren, som ellers går pænt stramt, var blæst ud. Et fag glas mere var spredt langt omkring i haven.
Da jeg kørte hjem i dag først på eftermiddagen, havde stormen endnu ikke lagt sig det mindste. Samtidig haglede og sneede det helt vildt. Sneen forsvandt dog ret hurtigt igen. Der er skumsprøjt, og det er blevet gevaldigt højvandet. Her ved Vestermark plejer der at være flere meter ud til vandet, nu pisker vandet ind over skrænten, og vandstanden stiger stadig. Jeg ved godt at Vesterhavet ser noget anderledes ud. Svaner i hundredevis på marken, som finder føde i resterne af roerne efter optagningen. Gæs i lige så store mængder tilslutter sig det store madbord, og holde et lille hvil under stormen. Det sidste billede er fra naboens have. Det ser helt sommerligt ud, selvom det er taget i dag. Jeg aner ikke hvad det er for en busk, men flot står den nu med lyserøde blomster.
Vi syntes endnu ikke, at vi kan mærke stormen er stilnet af på disse kanter. Det blæser ret kraftigt, og der kommer nogle gevaldige vindstød, så man tror taget er ved at lette.
Én kan jo fristes til at sige, som de gør i medierne, at det var dagens ekstraudgivelse udsendelse, og at jeg vender tilbage med en opdatering, hvis der skulle opstå nyt i vejrsituationen :-)
Opdatering: Da blæsten lagde sig lidt, trak vi i gummistøvlerne ved 22:30 tiden, for at kigge lidt på oversvømmelserne, som vi vidste var der. Veje, huse og haver står under vand. Masser af vand. Folk gik i waders, og vandet skyllede afsted over hovedvejen. Det var alt for mørkt til at jeg kunne fotografere.

En fridag

Det “nye” bijob, har ikke været nogen nem opgave, men det er lykkedes mig at få det hele op at køre. Faktisk har jeg så meget styr på det, at jeg ved, der ikke er arbejde til mig til to fulde dage om ugen. Jeg har allerede haft nogle korte arbejdsdage ind imellem her de sidste par måneder. Selvom, der er nye tiltag på vej i det nye år, som betyder lidt mere arbejde til mig, bliver der plads til en fridag, eller flere, om måneden, måske en gang om ugen? Så langt kan jeg endnu ikke gennemskue det, men fridage bliver der, helt sikkert nogle af, da jeg ikke orker det cirkus med A-kassen igen. Vi sætter i stedet tæring efter næring, og nyder den ekstra frihed det giver mig os. Jeg har lige haft sådan en fridag, og den blev omsat til en bagedag.
Det er ikke ret tit, jeg kaster mig over bagning af småkager mere. Det kræver en del mere tid, end jeg synes jeg har, eller i hvert fald gider afsætte til det, men med en hel fridag, var det nærliggende at få bagt lidt af de gamle favoritter til småkagedåserne. Det er ikke julesmåkager. De her er meget bedre. Selv jeg, som ellers ikke rører småkager, kan finde på at spise et par stykke af 3 af dem. Kun kniplingskagerne kunne jeg ikke drømme om at putte i munden.
Når man bager småkager, er det svært at  udnytte ovnen hele tiden, og derfor blev der slået op til morgenboller og rørt en kage sammen. Jeg havde nemlig også nogle æggehvider i fryseren. De blev brugt til Malenes æggehvidekage.
Dagen endte med at blive på 7 timers arbejde i bageriet, inkluderet opvask og oprydning. Det blev stående middagsmad og stående eftermiddagskaffe. Mads kom forbi og syntes det duftede så godt, at han slet ikke kunne køre derfra, uden at få smagsprøver. Uhmmm….. de svenske chokoladebrød, er altå lige så gode som jeg husker det, var hans kommentar. Alle kager blev godkendt af både ham og Allan. Sidstnævnte skal der nu ikke meget til for at imponere, når det taler til den søde tand.
Da jeg var barn, fik vi hos Katarigna fars tante, som var polak, altid serveret nogle helt specielle småkager, som jeg aldrig har set andre steder. Jeg har ikke hendes opskrift, men jeg har en unavngiven en, som sagtens kunne være den. Jeg har døbt den Katrines småkager. Skærgårdskagerne kunne Mads ikke få lov at smage, de indeholder nødder, og det tåler han ikke. Heldigvis havde jeg undladt nødder i skærekagen, så han kunne få et stykke med hjem til aftenskaffen.    

1. søndag i advent mellem vilde dyr

Det er ikke julemarkeder det skorter på i denne tid. Da jeg læste en lille notits i en af de lokale aviser, om at Knuthenborg i år slog dørene op til et julemarked med gratis udflugt i dyreparken, var der ingen tvivl om, at det var der, vi skulle hen i år. Der var ikke meget information at hente nogen steder om arrangementet, men vi regnede med at det ville trække fuldt hus, så vi kørte hjemmefra i god tid og portene var allerede åbne, så vi kørte ind og så lidt på park og dyr.
Folk strømmede til, så det var vist bedst at begive sig op til boderne til de åbnede, hvis vi skulle have en chance for at komme til at se noget eller bare komme fremad.


Markedet var ikke voldsomt stort, men det blev hurtigt pakket med mennesker. Som på alle markeder, var der kreative hænder, der havde lavet en masse forskellige ting. Der var spiselige og drikkelige produkter og gaveideer. Hvis I er til sælskind, syntes jeg lige I skal tage et kig på denne hjemmeside. Hun laver så mange smukke ting. Selvom hun bor i hovedstadsområdet, er det altså på markederne hernede, hun sælger sine varer, fortalte hun. Flot håndarbejde som hun udelukkende laver i sin fritid, som hun, som så mange andre, har alt for lidt af med et fuldtidsjob og weekendarbejde.
Efter at have været markedet igennem, smagt lidt på æbler, og blive inspireret med gode idéer af kreative påfund til både det ene og det andet og hilst på og talt med flere kendte mennesker, satte vi os atter i bilen, for at tage den helt store rundtur i parken, for at se lidt af de dyr der endnu ikke var lukket ind for vinteren. Vi skulle jo ikke være hjemme før kl. 16.
Vi syntes der var overraskende mange dyr at se. Avisen havde i hvert fald ikke lovet for meget, kan vi konstatere. Der var rigtig mange dyr ude. Her er bare et lille udvalg af dem vi så. Det var også dem vi brugte mest tid på at fornøje os med
Imponerende store, sjove og anderledes dyr med en ret stor underholdningsværdi. Tigrene var i legehumør. Det samme var aberne, som de vist altid er, nogle var også i krigshumør.
Slottet får I da også lige et glimt af, selvom det har set bedre dage. I øjeblikket er deet pakket ind i stillads. Den helt store renovation er i gang. De er bl.a. ved at lægge nyt tag på.

Det flotteste omkring den bolig, lige p.t. er vist de to lamper foran indkørslen.

Vi nåede hjem til en tår eftermiddagskaffe, inden vi igen begav os ud i blæst og kulde, på en lille spadseretur, for at støtte op om et meget lokalt arrangement, som den store grundejerforening står for. Årets juletræstænding, med julemusik, en lille tale, og uddeling af gløgg, slik og kage, som vores brugsuddeler sponsorerer. Der er varm cacaomælk til alle børnene. Dette er virkelig et arrangement, der kan samle byens borgere. Der dukker rigtigt mange op, som vi aldrig har set før, og byen er bestemt ikke særlig stor. Sådan forsvandt den søndag. Det var dejligt ikke at skulle tænke på aftensmad. Vi skulle blot varme resterne fra i går. Jeg vil fortsætte resten af dagen i samme stil, med absolut intet at få fra hånden ud over de pinde, der glider gennem strikketøjet, mens adventslyset tændes og vi nyder et glas alkoholfri kirsebærgløgg, som vi købte på julmarkedet sidste år. Gløggen skal drikkes inden marts 2014, så det er vist passende at få den ryddet af vejen i aften.