I fortsættelse af forrige indlæg, håber jeg du har fået lukket jakken og fundet handskerne frem, for nu skal vi ud i kulden, og gå os varme en kilometers penge. 
Vi skyder genvej mellem alle bilerne. Der er livlig trafik henover dette område, især stien, da der ligger flere erhvervsskoler og gymnasier den vej. Det er ikke nemt at se hvad man træder i, men vi prøver at undgå det værste smat og de allerstørste pytter. Nogle steder er der fliser mellem bilerne, men de er tit så plørede, at det er bedre at gå et andet sted. Træder man alligevel på en, kan man let komme ud på en vippetur, da de er helt undermineret af dette års nedbør. Så sent som i morges, sagde det sssvup, med en skvulpende lyd jeg ikke havde hørt før. I et splitsekund så jeg for mit indre, både flisen og jeg forsvinde ned i et stort bundløst hul.
Vi når frem til fodgængerovergangen. Her når man sjældent at stoppe op helt op, da bilerne allerede stopper, så snart man vender siden til kørebanen. Er man ikke lokalkendt, og gerne vil finde ind til centrum, kan man, hele vejen fra Cementen blot, følge de små kunstværker, der er lagt ned i fortovet, så er man sikker på at komme til byens gågade. Vel over på den anden side, følger vi stadig de små kunstværker, som er lavet af handicappede.
Et lille stykke nede ad den relative smalle gade, ligger den private Realskole, hvor der går 350 elever fra 0. til 10. klasse. Er det ikke skoledag, er det en ret død gade, men ellers er der virkelig trafik om morgenen. Flere forældre sætter poderne af lige foran skolens indgang. Nogle børn går eller cykler selv, mens andre, rigtig mange, bliver ledsaget af en forælder. Her tænker jeg ofte curlingbørn. Det er selvfølgelig i orden at hjælpe ungerne med at slæbe nogle af deres ejendele, men jeg ser flere forældre slæbe både skoletaske, træningstaske, musikinstrument, samt måske en løs madpakke eller et kagefad, mens barnet går tomhændet. Lær dog jeres børn at de selv skal bære deres ting. I det mindste noget af det. Hvad værre er, så ser jeg også børn og unge omkring konfirmationsalderen, hvor forældrene troligt slæber alt ungernes habengut, mens de måske samtidig går og holder i hånd. Det eneste de unge ‘bærer på’ er en voksen hånd. Okay, det er fåtallet, det sidste, men jeg ser dem. Heldigvis ser jeg også børn, i alle aldre, selv slæbe eller køre deres tasker, men det er lige før jeg tror der er flest af den første kategori. 
Jeg når hen til rutens farligste kryds. Der er ingen lyskurve, og det ER svært for bilisterne at se for husene. Man skal have snuden helt ud på kørebanen, og er nødt til at liste langsomt ud, for ligesom at ‘føle’ sig frem, men det er der flere, der ikke gør. De kører bare ud. Den ene dag var der ikke mindre end fem biler, der var stødt sammen. Eller hvor mange der reelt var stødt sammen, ved jeg ikke, men der holdt fem i en klump, og mindst tre af dem havde store buler. Der blev skrevet ned og ringet i telefon fra de forskellige biler.
Jeg ser mig godt for inden jeg begiver mig over denne vej og fortsætter op til en lille parkeringsplads, hvor der også bliver sat mange børn, eller hvor forældrene parkerer mens de følger dem i den retning, jeg lige er kommet fra. Jeg skråer over parkeringspladsen. Går forbi Jobcenteret, hvor mange ansatte allerede er i fuld gang bag deres skriveborde længe før klokken 8, mens andre først møder og låser sig ind til kl. 8. Herfra møder jeg ikke mange mennesker resten af vejen og heller ikke de små kunstværker i fortovet. Jeg krydser endnu en stor parkeringsplads, hvor der om et par timer er umuligt at få en parkeringsplads. Jeg går forbi en gammel bunker og ind i en meget mørk baggård. Godt man ikke er mørkeræd, for somme tider må en lommelygte frem for ikke at komme galt af sted i det små krogede. ujævne og smalle stræder. Jeg når frem til bagindgangen. Låser porten op, og det automatiske lys tændes. Nu er der rimelig læ og tørvejr. Derefter er der flere sikkerhedsforanstaltninger, før jeg kommer ind og slår tyverialarmen fra. Jeg går gennem den store butiksområde op til kontoret på første sal. Her sidder jeg så de næste mange timer. 
Når jeg har fyraften går jeg næsten altid ud ad hovedindgangen, hvor alle kunderne kommer ind. Her træder jeg lige ud i det pulserende gadeliv. Det er en lille omvej at gå hjem, men det nyder jeg. Her er en hel del mere at kigge på. Ikke fordi jeg står og kigger på forretningsvinduer, slet ikke. Jeg farer lige forbi. Noget af turen ned til bilen, må dog nødvendigvis være den samme. Det er hjemturen i bilen også, hvis ikke jeg skal ud på en større omvej. Det er der ingen grund til. Allan venter oftest med aftensmaden.
Der er varme i sæderne og vi sidder lunt og godt. Jeg håber du vil nyde turen. Hver tirsdag og torsdag er det, set i forhold til de andre dage, en noget længere tur jeg skal ud på for at komme på arbejde. I denne tid er det bælgravende mørkt, både når jeg kører hjemmefra, og når jeg har fri. De to dagsbilleder er taget en lørdag formiddag, hvor jeg har var ude at handle. 
Selvom det er hovedvej hele vejen, er der meget mørkt, så vi kan ikke se sundet, der ellers vil være udkig til på en ret stor del af turen. Der er pænt med trafik, så det er umuligt at køre med det lange lys. Heldigvis er der cykelsti på begge sider af vejen et langt stykke. Jeg tænker ofte, hvor pokker alle de modkørende biler skal hen. Både skolen og børnehaven er for længst nedlagt og arbejdspladserne ligger i en helt anden retning. Efter godt 5 km krydser jeg motorvejen, og snart kører jeg ind i et næsten 8 km langt skovområde. Der er dog kun skov på begge sider et par km. Jeg sætter farten ned, da skovens dyr har for vane at springe frem, og løbe lige ud foran bilen, eller blive fanget i en lyskegle. Selvom vi stadig er på Lolland, nærmer byen sig. Nykøbing F. er, som årene er gået, vokset helt over til Lollandsiden. Den sødlige lugt fra Sukkerfabrikken rammer næseborene. Jeg glæder mig over at vores landsdel stadig har en fabrik kørende. 
Lige efter Guldborgsundcenteret møder vi en rundkørsel, som kan være umådelig svær at blive lukket ind i, herfra hvor jeg kommer, når det er myldretid. Den har været ret udskældt uden at det har hjulpet noget. Den tidligere lyskurv var så absolut at foretrække. Nu er der virkelig tæt trafik, og der kommer flere og flere vejbaner og lyskurve på stribe. De fleste af os bilister skal krydse vejbaner flere gange på rimelige korte strækninger. Jeg hader, når jeg skal holde i længere tid ved krydset efter broen, for der stinker altid af dieselolie. Det er den værste lugt jeg ved. Jeg holder vejret så længe som muligt. Ved flere af lyskrydsene er mange bilister bange for ikke at nå over, mens der er grønt, så de kører ud og holder i krydset og spærrer derved for trafikken. Jeg har flere gange mødt udrykningskøretøjer, der ikke kan komme igennem på grund af hensynsløse bilister. Hvorfor er der aldrig noget politi der! Ved det store banegårdskryds er der trængsel både af biler og cyklister på vejene, men også fodgængerovergangene er sorte af mennesker. Mest alle de studerende der er stået af toget eller bussen, og som skal gå ud til skolerne, som jeg også selv har gjort i tidernes morgen. 
Efter at være kommet rundt i det store kryds med flere vejbaner i alle retninger, møder vi lidt længere fremme et fodgængerfelt. Her er ingen lyskurv, men stort set alle bilister stopper, så snart en fodgænger nærmer sig fortovskanten. Endnu en fodgængerovergang af samme slags, dog knapt så meget benyttet, inden jeg drejer af og finder mig en p-plads på byens vel nok største parkeringsplads, også kaldet Cementen, ved Hallen. Det er det eneste sted i byen, hvor man kan holde hele dagen, og endda parkere gratis. Cementen ligger ved et dejligt grønt område. På den ene side kan man gå tur og fodre ænder og svaner, eller man kan slå sig ned på en bænk og nyde synet ud over Svanedammen eller man kan krydse en af de små hvide broer og gå sig en tur ved Tingsted å. 
På den anden side af Cementen, lå det gamle stadion, som det sidste år, eller mere, har været omdannet til en stor byggeplads. Sidst i oktober, i år, åbnede Evigheden, som er et stort udendørs aktivitetsområde. Der er tomt om morgenen, men resten af dagen er der liv. Det benyttes flittigt af børn og unge i alle aldre. Når jeg har parkeret, så skal jeg ud og gå en lille kilometer. Hvis du vil med, må du klæde dig godt på, det kan være en kold og våd fornøjelse, men jeg nyder turen på alle måder og glæder mig over den ‘motion,’ jeg kan få gratis inden jeg de næste mange timer, sjældent kommer ret mange meter fra kontorstolen. Alt hvad jeg skal bruge på en hel dag, er lige inden for rækkevidde, eller sjældent mange skridt væk.
Jeg har altid tusindvis af planer om alt muligt, og jeg ved udmærket godt, at jeg ikke når en brøkdel af dem. Sådan har det været hele livet, og det får vist aldrig ende. Heldigvis er disse planer ikke noget, der på nogen måde skal udføres. Det er bare noget, jeg synes kunne være sjovt, og når tankerne myldrer frem, er der slet ingen grænser for, hvad jeg skal have gang i. 
Min egen fantasi kan sagtens holde mig beskæftiget, ikke alene i tankerne men også på det udfoldelsesmæssige plan, og når jeg så samtidig bliver inspireret af ting jeg hører i radioen, eller ser og læser om, kommer jeg aldrig i mål. Det er nok også godt det samme.
I dette indlæg vil jeg dog nøjes med at forholde mig til noget af det, jeg havde tænkt, jeg skulle have fyldt min blog med de sidste par måneder. 
Jeg ville have skrevet om …
- Byggeklodser i overstørrelse
- Den stille pige
- hvad vi ‘slås’ med af forskellige ting på hjemmefronten. Lige fra små ting som utæt tag, til helbred og stive systemer, den nye sundhedsplatform, samt hverdagens små glæder.
- familieture, fester, oplevelser, hyggelige samvær, vandreture og en enkelt udflugt i bil, som der også er blevet plads til.
- en dagbog eller rettere flere dagbøger.
- mor og hvordan hun har det nu, både med de ‘gamle’ skavanker og det nye der er ramlet ned over hende og dermed også os unger.
- at påskeliljerne tittede frem allerede den 3. november, trods den kølige og våde sommer og mindst lige så våde efterår.
- og sat en lille blogleg i gang, hvor jeg ville bede dig om at vise et billede af din bys julebelysning. Altså det der oftest hænger over gaden i din nærmeste handelsby.
- julen. Flere indlæg om dengang jeg var barn, kontra mine forældres og vores børns jul. Pakkekalendere og alt muligt andet i forbindelse med december og julen dengang og nu.
- når storken ikke kommer.
- barndommens lege.
- at tage jer med på en virtuel tur til og fra arbejde i byen.
Listen, i hovedet, bliver længere og længere. Noget er sikkert allerede forsvundet ud i glemslens tåger, og derfor ikke opremset her, mens der måske stadig er et lille håb om, at noget af det bliver til virkelighed en dag!
I fredags, hvor jeg efter job, prøvede at få et overblik over manglende julegavekøb og de mere generelle juleindkøb, syntes jeg, det så en smule håbløst ud med alle de sedler, jeg havde spredt ud over spisebordet i køkkenet. Overblikket sejlede. 
Lørdag morgen kørte jeg alene til Nykøbing, og efter 3 timer var bilen læsset med julegaver og dagligvarer. Juleaftensmenuen, har ligget klar i fryseren længe, men nu er en stor del af julefrokostmenuen til 2. juledag også i hus. I løbet af lørdagen fik jeg styr på alle mine sedler og en hel masse mere. Jeg er så meget med, at vi tog til juleoptog i Sakskøbing om søndagen. Det har vi vist ikke prøvet siden ungerne var små, og det er immervæk 30-40 år siden. 
Sakskøbing er en meget lille by, men når Handelstandsforeningen, eller andre initiativtagere laver forskellige arrangementer, tropper folk op i mængder, så det er svært at komme frem. Vi vidste at Torvet ville være sort af mennesker, så vi parkerede udenfor byen og stillede os op nede ved åen, hvor der var større sandsynlighed for, at vi kunne se noget. Det var der flere andre der også gjorde. Vi gik derved glip af informationerne om de deltagende grupper, men alle havde jo en slags reklame med sig, og vi kunne SE det hele. 
Der var 41 grupper, der deltog i år. Alt lige fra firmaer til børnehaver, badminton- danse- ride- karate- ro- gymnastikklubber. Fortsæt selv. Det der virkelig rørte mig, var de forskellige alderdomshjem, plejecentre og bosteder. Der var mange der var ude og blive luftet i dagens anledning. Nogen gik med rollator, andre blev transporteret på cykel, mens de sidste blev kørt i en lille minibus.
Der uddeles forskellige præmier. Der var virkelig mange kreative og fine optog med. Jeg har ikke set det hele gennem kameraet, og det er nok de allerflotteste jeg mangler billeder af. De personer, der har set det de sidste mange år, siger, at der var mange gengangere fra de andre år, og sådan nogle vinder selvfølgelig ikke på kreativiteten eller flotteste udsmykning, men de deltager.
Selvfølgelig under jeg de sportsklubber der vandt præmier og penge, men jeg glæder mig endnu mere over, at et plejecenter vandt en udflugt med bus. Det skal nok bringe glæde. Efter et par time i den friske luft, var det dejligt at komme hjem i varmen og få en tår kaffe.
Kært barn har mange navne. 
Som mange af læserne allerede ved, så holder vi meget af gør-det-selv projekter her i huset. Hvorfor betale sig fra det, når det er sjovt at lave det selv.
Nogle aftener i november, da jeg alligevel skulle finde vlieseline til de butterfly, jeg havde lovet at sy til Camillas ‘drenge’, kastede jeg mig over stofresterne, for at se om jeg kunne få udryddet nogle af dem.
Derefter fulgte endnu et par aftener ved symaskinen, og en hel søndag blev også revet ud af kalenderen til samme formål. Det kom der lidt forskelligt ud af.
Der lå en del velour, så jeg havde fundet et mønster på et par små sko, eller baby slippers. Skoene blev syet i dobbelt stof, så de er dejlige tykke og bløde.Rib har jeg også liggende i mange farver. Der skal sys flere af den slags af det sidste velour.
Hver gang jeg mødte et stykke stof, som jeg havde en lille ide om, hvad det kunne bruges til, blev det lagt i en bunke for sig. Der var rigeligt med stof, for og vlieseline til en kosmetikpung, eller hvad man måtte ønske at bruge sådan en boks til, men havde jeg nogen lynlås der matchede? Jo, heldigvis,for så kunne det projekt blive udført. 
En lille kurv, foret og stivet af med vlieseline. En hurtig opgave, så der blev lige lavet en til i en mindre udgave. Der er flere rester der sikkert kan bruges til det, hvis ikke jeg finder andet at bruge resterne til.
Der var stadig rigeligt med stof tilbage fra kosmetikpungen, men jeg havde kun en lynlås der matchede det stof, så toilettasken måtte blive derefter. Det blev en pæn stor toilettaske med indvendige lommer.
Jeg har også hæklet og strikket lidt, men det forbliver en hemmelighed, da det er julegaver. Man ved jo aldrig hvem der læser med her. 
Allan har også været i gør det selv hjørnet. Selvom det mest er mit domæne, så er det hændt nogle gange, i det forløbne år, at jeg er kommet hjem fra arbejde, og duften af nybagte boller rammer mine næsebor, så snart jeg lukker yderdøren op. Den seneste portion fra hans side, var surprise på mere end en måde, idet bollerne slet og ret hedder surprise. Det var han sluppet vældig godt fra. Opskriften fandt han i min mappe med opskrifter fra Amo og Gluten.
I går kørte vi en tur til Engestofte Gods, hvor de afholdt julemarked. På en måde gider jeg ikke disse julemarkeder, men en gang imellem er det rart at stikke af hjemmefra. Vi tog mor med, så hun kunne blive luftet lidt. Selvom vi var der, da de åbnede, var køen allerede alenlang. Heldigvis er der mange lader og stalde, så de besøgende blev spredt, og det gav noget luft til os alle. Der var også meget at se på og få inspiration af. Der røg et par lækre olivenolier, flere kilo danske æbler og en stor strømpenisse med hjem. 
Der var virkelig mange fine hjemmelavede ting derude. Det er et godt sted at hente inspiration til mangt og meget, og der er ikke grænser for (i min hjerne) hvad jeg nu vil gå i gang med at kreere. Jeg ved dog udmærket godt, at det ikke bliver til noget. For godt nok er det fint, men jeg har intet at bruge det til, og jeg har ligesom nok at tage mig til i forvejen.
Sulten begyndte at melde sig. Ingen af os havde fået andet end vores morgenmad, bortset fra de smagsprøver vi blev fristet af. Allan fristes hele tiden, men det gør vi andre ikke. Jeg begyndte at kigge efter spisestederne, men kunne se, at vi kom til at stå i kø meget, meget længe. Desuden var det kun muligt at sidde ned et sted, og der var fuldt optaget. Stående spisning duer ikke for mor.
Det var langt over middag, da vi opgav at få noget at spise på Engestofte. Mor foreslog at vi kunne prøve Sportshallens cafeteria. Da vi trådte ind ad døren hilste vi på en ung pige, der sad ved et bord med en masse julegaver, og en julemand der stod ved siden af. Vi fik vores mad. Udvalget var ikke så stort, og årsagen fandt vi først ud af da vi rejse os. De lukkede faktisk da vi trådte ind ad døren, men det blev der ikke sagt noget om. Det kalder jeg fin service. Mange andre steder ville de nok have sagt. Desværre, vi lukker nu.
Da vi gik ud af cafeteriaet var de to unge mennesker der stadig. Jeg gik hen og spurgte, hvad man skulle gøre, for at få del i en af de mange pakker, de havde i kasserne, sådan bare for at få styret min nysgerrighed om, hvad der foregik. Julemanden sagde, først og fremmest skal du have været sød! Og så var snakken ligesom i gang. den unge studerende pige fortalte, at hun havde startet en julehjælp, og købt en masse julegaver af sine egne penge. Det havde hun gjort løbende hele året. De der ikke havde råd til at give deres børn en julegave, kunne ansøge om at få en. Allerede der var der mange, der ikke engang svarede på hendes spørgsmål, når hun spurgte om det var en dreng eller en pige, og hvor gamle børnene var. De har været helt i Kolding for at uddele gaver og flere andre steder. I dag skulle de til Sjælland. Alle de steder de har været, er resultatet det samme. Folk har skrevet sig på, men kommer ikke og henter pakkerne. Kun få har skrevet at de, af en eller anden årsag, var blevet forhindret. Resten er bare blevet væk. Tænk, at man kan være så skødesløs. Over hundrede stod på listen både i Kolding og i Sakskøbing. Billedet var det samme i alle de byer de havde været i. Ca. en fjerdedel er aldrig dukket op, eller har givet lyd fra sig. Det kan de personer der har ansøgt, f…. ikke være bekendt. De trænger åbenbart ikke så meget til hjælp, som de lader til. Jeg bliver ked af det på de unge menneskers vegne. Den unge pige sagde, at nu blev de mange overskydende pakker foræret væk til en organisation, hvor de kan gå til et godt formål. Det var den unge pige og hendes kærestes første arrangement, og det bliver helt sikkert også det sidste, lød det fra dem begge to. Jeg ønskede dem held og lykke på Sjælland i dag. 
Nu skal man ikke lade solen gå ned over sin vrede, så jeg har i dag hygget og glædet mig med at julepynte. Hver lille ting jeg har hevet op af kassen og sat på juletræet, eller andre steder, har bragt minderne tilbage til min egen barndom, hvor vi sad og flettede stjerner og julehjerter. Tankerne gik også til min mormor, da jeg fik de små kræmmerhuse og hjerter af stof i hænderne. Det var fine adventsgaver. Ungernes fineste hjemmelavede julepynt, er placeret rundt i stuen. Rigtige mange minder gennem alle mine leveår passerede revy. Det bliver dog ikke nu I får et indblik i dem, da indlægget vil blive alt for langt, men det var dengang man blev utrolig glad for lidt. Tænk man kunne næsten ikke vente, vi kunne i hvert fald ikke, med at åbne lågen i julekalenderen, selvom den ikke indeholdt chokolade, men bare et lille billede af en juleting. Lågerne blev sirligt lukket, når julepynten blev pillet ned og gemt væk. Næste år var vi nøjagtig lige så spændt. Tiderne var meget anderledes dengang. (Jo vi fik alle tre tøser også pakkekalendere hver dag, alligevel var papkalenderen en stor glæde)
Da jeg pludselig blev i tvivl om hvor mange n’er og l’er der skulle i tunnellen, besøgte jeg sproget. Hold-da-op, et speget ord. En ting er, hvor man lægger trykket. En anden ting er, at Tunnelen er længere en tunnellen. Man kan se fra den ene ende til den anden i tunneller. Er du forvirret, så prøv om du bliver klogere her. Jeg er nået frem til, at ordet i overskriften er stavet korrekt, for min tunnel har været meget, meget lang. Faktisk har det taget mere end et år at komme så langt, at jeg endelig kan se lys forude.
Absolut igen kunne forudse, hvad der ventede mig i mit nye job. Både chefen og jeg var ret fortrolige med den slags forretning. Da han samtidig, har været min chef, i 10 år, kendte vi også hinanden, så på det område vidste vi begge, hvad vi gik ind til. Alt ville blive som i gamle dage, hvor jeg havde mulighed for at komme og gå, som jeg havde lyst. Jeg havde dermed udsigt til at arbejde færre timer i perioder, hvilket tiltalte mig gevaldigt. Virkeligheden har bare været en anden. Drømmen om mindre arbejde og flekstid, som i gamle dage, udeblev. Mine arbejdsdage har været noget længere end, hvad der er normalt for kontoransatte.
I sidste uge, var jeg til MUS-samtale. Faktisk den allerførste i hele mit liv. Det var hyggeligt at sidde der med en kop kaffe og snakke. Der var ikke rigtigt noget nyt, hverken fra chefens eller min side. Vi tager tingene løbende, hvis der er noget, men hverken chefen eller jeg bruger mange ord på hinanden i det daglige. Han passer det, han er rigtig god til, og jeg sidder mutters alene og passer mit. Til denne MUS-samtale startede chefen ordene med: Jeg ved det har været et rigtigt hårdt år, men du skal vide at ...
Jo mere han talte, des mere rørt blev jeg. Jeg sad med blanke øjne. Jeg har jo bare passet mit arbejde. Jeg mener alt hvad jeg har sagt, siger han så, og vi har tit talt om dig derhjemme, og hvor godt det var, du sagde ja til at arbejde for mig igen. Det er jeg utroligt glad for. 
Til punktet, om jeg kunne få opfyldt mine ambitioner i virksomheden, og om jeg havde udfordringer nok, kunne vi ikke lade være med at trække på smilebåndet begge to. Som jeg sagde til chefen, har jeg, i forhold til arbejdslivet, fået opfyldt alle mine ambitioner for mange år siden. Jeg har ikke mindre en to spændende og meget alsidige job, med mange udfordringer, så det behov er også dækket ind. Jeg kan godt lide, der er udfordringer, bare der er tid nok til at løse opgaverne i. Det er så det, det har knebet med, på begge arbejdspladser.
De sidste måneder, har jeg, de fleste dage, kunne nøjes med 8 arbejdstimer, men det er stadig mere, end en kontoransat på fuldtid har om dagen. Jeg sagde dog til chefen, at nu tror jeg på, at jeg snart kan begynde at arbejde, som jeg gjorde i gamle dage. Møde klokken 8:00 og gå hjem lidt tidligere i ny og næ. Det glæder jeg mig rigtigt meget til, og i denne uge er det lykkedes mig, at gå hjem efter kun at have haft en arbejdsdag på syv timer. 
Da jeg også, det sidste år, har været overbebyrdet, på den anden arbejdsplads, hvor jeg bare har fået flere og flere arbejdsopgaver pålagt, har jeg for mange måneder siden meldt ud til chefen, at jeg har for meget at se til. Så vi tog en snak. Det mundende ud i, at jeg skulle følge nogle regnskaber og arbejdsopgaver til dørs. Det har jeg fået klaret, så de allerede nu er fjernet fra mine skuldre. Det er nogle arbejdsopgaver, der på ingen måde kulminerer eller overlapper det, jeg kommer til at sidde tilbage med. Hvor meget tid det frigiver mig, ved vi ikke. Det må stå sin prøve, for fra 1. januar 2018 holder jeg fri hver anden fredag. Jeg ved, at jeg under alle omstændigheder har forrygende travlt de første 3. måneder af året, så hvordan det kommer til at hænge sammen, har ingen af os nogen ide om, men det finder vi ud af, og jeg glæder mig til mit nye liv.
Det var slet ikke det jeg skulle sy. Jeg skulle bare lige finde en stofrest, jeg kunne lave en prøvesyning af, inden jeg begyndte at klippe i det specielle stof, jeg købte under et miniophold i Lübeck i efterårsferien..
Enten var stoffet for godt og for stort til, at jeg nænnede at klippe det i stykker, eller også duede det slet ikke til formålet. Jeg nåede ikke helt til bunds i lageret, da jeg faldt over en skindrest, der stadig var i overskud fra en gammel taske, efter jeg fik syet kameraetui. Den rest er da ikke til noget, tænkte jeg, men nænnede alligevel ikke at kassere det. Der lå også nogle spænder, jeg har klippet af et par støvler, inden de blev kasseret. Skindstumperne blev vendt og drejet. Pludselig var ideen der, så jeg gik i gang med at sy af stumperne.
Den største stump målte kun 20 cm hvor den var bredest, så det var stumper, og den stump blev klippet midt over, og en bund sat i. Ud over disse små skindrester, blev der genbrugt en lynlås, to spænder fra et par kasserede støvler, en taskering. Foret er et kasseret skørt. Så manglede jeg bare hanken. Jeg synes ikke, jeg kunne finde noget der passede og sagde det højt. Æv altså. Så rejste Allan sig fra sin kryds og tværs, uden at sige noget, men kom tilbage med en USB-nøgle med den fineste snor i. Kan du bruge den? Ja, må jeg få den? Ja, jeg har nok noget andet, jeg kan sætte i den her, siger han. 
Sådan fik jeg, for et par uger siden, det meste af en regnfuld søndag til at gå. En af de søndage, hvor vi ikke rigtigt gider foretage os noget, udover at gå ture og lave andet ‘ingenting', fordi vi igen var kommet alt for sent i seng. Jeg havde været til julefrokost i chefens private hjem, hvor vi hyggede 11 personer, og Allan var, som altid min trofaste chauffør både ud og hjem.
For endnu længere siden, sidst i oktober, sendte Camilla en MMS. Jeg nåede kun lige at se billedet, før jeg havde hende i telefonen.
Hej, mor! Jeg har lige sendt dig et billede.
Tror du, det er noget, du kan lave? Jeg skal til noget juleskue, om lang tid, så den skal være rigtig postkasserød.
Det mente jeg nok jeg kunne klare.
Selvfølgelig havde jeg ikke noget postkasserødt, men jeg kunne da sy en prøve, så hun kunne godkende størrelsen, når vi sås om et par dage. Umiddelbart mente jeg selv, den nok var blevet for lille, da den ikke var meget længere end en kuglepen, men da Camilla så den, sagde hun den var alt for stor.
Det tog ikke mange minutter at lave en ny som straks blev godkendt. Så skulle jeg bare have fat i noget rødt stof. Husk nu det ikke haster. Jeg skal først bruge den en gang i december, så du skal ikke få stress af det. Så vigtigt er det altså ikke. Efterfølgende har Camilla skrevet, at juleskuet er aflyst, så hun fik ikke brug for butterflyen denne gang, men at den alligevel ville være rar at have.
Faktisk har vi fået en lille stofbutik her i byen. Helt uhørt. Hun opkøber fra diverse overskudslagre, og har kun åbent to hverdage om ugen. Hende har jeg besøgt, men hun havde ikke noget.
I torsdags, da jeg gik hjem fra arbejde, ville jeg lige runde stofbutikken i Nyk. F. for at få fat i det røde stof. Tænk, så lå den der bare ikke mere. Lukket og slukket! Eller bare flyttet! men hvorhen? Jeg travede gade op og ned for at finde den, men stødte ikke på nogen. Da jeg sad i bilen, slog det mig pludselig, hvor jeg havde set en ny stofbutik. Jeg har endda været derinde, for at se hvad de havde at byde på. Jeg må derind snart igen.
Jeg har forgæves søgt på nettet, i håbet om at få nogle ideer til at få brugt mine tapetrester på. Ikke små stumper, men ruller hvor der måske kun er brugt en enkelt bane.
Det eneste jeg har fundet på nettet, er noget boligindretning med farvestrålende tapeter. Det var ikke lige i det, jeg havde tænkt mig.
Har vi skullet pakke noget ind, der fylder ret meget, har jeg et par gange fået brugt sådan en rulle.
Jeg har også foldet æsker, til at lægge forholdsvis små gaver i, men jeg mangler nye ideer til noget brugbart.
Når jeg ikke kan finde hjælp på nettet, må jeg prøve at klare sig selv
Jeg har før foldet poser af paprøret fra gavepapiret, så mon ikke også jeg kunne folde noget af det tykke skumtapet eller miljøvæv, jeg havde stående. Det gik fint nok, når det fik en klat lim. Der blev klippet fire huller og fundet noget passende bånd frem, som blev sat i som hank.
Der var mere tapet tilbage på den rulle, så jeg gik i gang med at fabrikere et kort.
Det er så dejligt at få ryddet ud i diverse gemte ting og sager, og tilmed få noget brugbart ud af det.
Det var ikke kun hobbykniven og limen, der kom i brug. Synål, sytråd og sågar bøtterne med knapper blev fundet frem og benyttet. 
Da jeg var barn, elskede vi 3 tøser, når far fik nye tapetbøger. For det første var vi vældig glade for at få lov at kigge på alle de spændende tapeter, folk havde mulighed for at købe. Vi kunne bruge timer på den fornøjelse.
For det andet fik vi de gamle tapetbøger at lege med. Nøj, hvor blev der tegnet og klippet tøj til alle vores påklædningsdukker. Der var vist ikke en eneste påklædningsdukke, der ikke fik ny garderobe. Det tapet der ikke kunne bruges til påklædningsdukketøj, blev brugt som tegnepapir. Det var dengang man ikke bare fik en tegneblok og en skriveblok udleveret. Jeg husker, når vi var på besøg hos farmor og vi gerne ville tegne, så var det mel- og sukkerposer eller andet genbrugspapir, vi fik udleveret. Dengang købte man alting i løs vægt, og fik det med hjem i brune papirsposer. Selvom det var genbrugspapir, kunne man godt tegne og skrive på begge sider af papiret inden man fik udleveret et nyt stykke.
Har du nogen gode ideer til, hvad man kan lave af tapetrester, så hører jeg gerne om det.
Det er efterhånden længe siden, jeg har taget jer med på en gåtur her i smørhullet.
Et stykke væk herfra står der et citrontræ i haven. Jeg kan næsten ikke bære, at de ikke høster de kæmpe store citroner det giver. De ligger bare på jorden, så det er fristende at række over hegnet og snuppe den fine, der hænger høstklar på træet endnu. 
Valgplakater hænger alle vegne, og her i kommunen har vi vores helt eget parti. ‘Guldborgsundlisten’. Prøv lige at se det fine logo de har! Det er ikke et nyt parti, men Allan havde ikke opdaget, at det var en svane, før jeg fortalte det. Det havde Mads, og han havde også lagt mærke til alle de plakater, der havde fået flueben. (Venstre, hvis nogen skulle være i tvivl)
Oftest går jeg næsten direkte ind i skoven herfra bopælen, men denne dag tog jeg et stykke af landevejen først, og forsøgte at gå langs stranden, men det var ikke nemt at færdes i alt det tang, Ingolf har skyllet i land, så jeg vendte om skød genvej ad en lille sti i noget sump og tilgroet krat, inden jeg nåede skoven.
Efter en god times vandring og nydelse er jeg næsten hjemme. Jeg bemærkede at nogle af træerne havde fået røde klatter. Jeg ved det er nogle ildsjæle, der har lavet en aftale med skovfogeden på Aalholm om nogle vandrestier, for at få trykt nogle brochurer til turisterne, så de også kan finde rundt og kan få en fornemmelse af hvor lang en rute, de begiver sig ud på.
Et par dage senere tog jeg en helt anden tur. Jeg ville ned og se til det lille Paradis. Det var stadig lyst, da jeg gik hjemmefra. 
Manden der har lavet dette lille Paradis, er stadig i gang med at bygge. Nu har han også lavet en lille bro. Klikker du på linket, kan du se forandringen.
Sten for sten lægger han med de bare næver, uden nogen form for maskiner til hjælp. Hvis du tror det bare er en stenbunke, der ligger derovre bagved broen, så tager du fejl.
Når man har passeret broen, er der en bænk. Her kan man sidde og nyde udsigten ud over vandet, på en skyggefuld plads en frygtelig varm sommerdag. Resten af stranden ligger i bagende sol, men her er også borde og bænke.
Inden jeg vendte snuden hjemad, var solen begyndt at gå ned. Det er det rene luksus, at rive sådan en time ud af kalenderen og forkæle sig selv nogle gange ugentligt med en dejlig lang gåtur.
