Mikadospillet

Mens jeg lørdag morgen ventede på butikkerne åbnede, så jeg kunne komme afsted og købe fødselsdagsgave til Allan til på onsdag, talte vi lidt om hvad vi skulle foretage os, når jeg kom hjem igen. Det regnede jo, så det var ikke rigtigt vejr til de oprindelige planer med udendørsarbejde på huset for Allans vedkommende og havearbejde for mig. 




















Jeg har, som tidligere nævnt, for vane at klippe ting ud af avisen, hvis det kunne have min interesse at se det, så siden i sommers, har der hængt et udklip om Mikadospillet i Rødby. Da jeg viser Allan det, mente han det måtte ligge tæt på vores grund derude, så det skulle være let nok at finde.
Jeg ringede til mor, og spurgte om hun ville med på en lille udflugt, når jeg kom hjem fra Nykøbing. Det ville hun selvfølgelig vældig gerne. Man får aldrig et nej, så man skal ikke spørge, hvis man ikke vil have hende med. Vi kørte de små veje i Rødbyhavn tyndt, og kan konstatere at de graver her, der og alle vegne. Arkærologerne har sat sig på enorme områder, i spredt fægtning. Kloak- vej- og byggefirmaer er i fuld gang overalt. Den kommende forbindelse over Femern Bælt fylder rigtigt meget i landskabet derude, men ikke om vi kunne finde det, vi søgte. Vi kørte ud på grunden, for at forvisse os om at vi ikke behøvede at have dårlig samvittighed over hvordan der så ud. Vi var ganske tilfredse med synet. Vi skal dog afsted og have fjernet en masse nedfaldne grene, inden græsset skal slås, ganske som vi plejer. Vi kørte ud til diget, og mor spørger om vi skal ned til vandet. Vil du gerne det, siger jeg. Ja, jeg har nemlig længe gået og savnet lugten af strand og saltvand.
Selv med den medbragte kikkert, var det ikke muligt at finde det vi søgte. Vi gik over klitterne og en lille tur langs stranden. Det var hundekoldt og småregnede, men mor skulle få sin strandlugt. Vi har alt for mange gange måtte springe, i vores øjne, ret korte gåture over, når hun var med, men efter hun fik den firedobbelte baypass i oktober, taber hun ikke mere pusten efter ganske få skridt. Hun skal slet ikke have pause mere, så det er en fornøjelse at gå sammen med hende igen, og hun render rimeligt stærkt. Vi kørte længere ud og gik endnu en tur over klitterne og ned til stranden. Vi bliver altså nød til at finde nogle mennesker et eller andet sted, og spørge hvor vi finder det meget omtalte bygningsværk, siger jeg, for nu vil jeg altså se det, når vi er kørt helt herud. Vi kørte op i byen og Allan spurgte vej i Brugsen. Da han kommer ind i bilen, siger han, at vi er kørt lige forbi. Hmmm, så er vi altså nogle stykker her i bilen, der skal have nye briller, siger jeg. Det viser sig at vi er drejet af i stedet for at køre lige ud, nogle ganske få meter.
Vi fandt det men det tissede ned, så vi blev siddende lidt i bilen og indtog den medbragte kaffe og kage. Det var ikke bare regn, det var også ganske diset, så selvom vi var oppe i tårnet, kunne vi ikke se ret meget. Vi kunne lige ane Danmarks største vindmøllepark i 1998 Syltholm i baggrunden på billedet nederst til højre, hvor vi også lå og kørte rundt.
Når de for alvor går i gang med at bygge, vil man fra tårnet kunne se byggeaktiviteten ude på vandet. Når den 18 km lange tunnel står færdig, er der kun 10 min. kørsel i bil fra Rødby til Tyskland og 7 min. med tog. Du kan læse meget mere på hjemmesiden. 
Da der ikke var noget videre at se fra det skæve tårn, kørte vi en tur i Lalandia, bare for at se hvordan der så ud nu. Det har jo haft vokseværk, siden vi var der sidst for 22 år siden, da ungerne var små, og der kun var badeland. Nu kan man løbe på skøjter, stå på ski, lege bjergbestiger på klatrevæggen, bowle, få tyrkisk bad og meget, meget andet. Fristelser er der i hvert fald nok af, og det er et sandt, men også dyrt, eldorado for børn og barnlige sjæle. Vi nøjedes med at gå rundt og se lidt på det hele. Gratis glæder findes nemlig også. Bl.a. forskellige udsmykninger se allerøverste billede. Indtil man kommer lidt tættere på, tror man, at døren er en gammel en med smedejernsbeslag. Det viser sig, at både træværket, søm og beslag er malet på. Træværket er åremaling, som jeg har skrevet om her. Sådan forsvandt lørdagen ud i det blå og søndagen er gået med at samle op på de gøremål, jeg skulkede fra i går.