Man kan meget, hvis man vil

Det er mange, mange måneder siden, jeg inviterede mor og alle mine søskende med slæb samt vores unger til et måltid mad, netop i går lørdag. Så sker der det, at vi får en invitation til at deltage i en 3 timers skovtur, hvor skovfogeden fra Aalholm Gods vil guide og fortælle om vores skov, som han også gjorde sidste år. Denne gang var emnet bare meget andet også. Århh, hvor ville vi altså gerne deltage, men det så lidt håbløst ud, når jeg også skulle lave en tre retters menu til 12 personer.
Menuplanerne blev ændret, så jeg stod i køkkenet hele fredagen, for at tilberede alt, så det var lige til at gå til. Det betød at lørdagen blev vældig afslappet. Det passede mig ganske glimrende, at der både var tid til at gå tur inden morgenkaffen, og der var absolunt intet stress eller mangel på tid lørdag. Det er også meget sjovere at have gæster, når man kan deltage helt på lige fod med dem, og ikke bliver holdt udenfor, fordi man har så mange opgaver i køkkenet. 

Fællesrådet arbejder på, at der skal være et årligt tilbagevendende arrangement i skoven hvert år. Sidste år var vi kun 11 der deltog. I år så det noget anderledes ud. 25 havdet tilmeldt sig, og så var der os andre der bare troppede op. Jeg talte ikke efter, men det lignede en tredobling. 
Vi fik skovens historie, og fortællingen om Danskerskansen, der er opført i forbindelse med en af de mange krige mod Sverige. For os der har boet her i 40 år er det ikke noget nyt, men der var tilflyttere med på turen, og et par der kraftigt overvejer at flytte hertil, havde også meldt sig til på turen.
Mens vi gik fløj flokke af traner over trætoppene. De var på vej sydover fra Sverige. Vi fik at vide, at flere havørnepar yngler i ‘vores’ skov, men skovfogeden ville ikke oplyse hvor. Hvis vi vil finde dem, må vi ud og udforske skovens mere end 1400 ha. Fiskeørnen er her også, dog yngler den ikke her. 
Det kommer ikke bag på os, at vi har et rigt dyre- og fugleliv. Vi har rådyr, sikahjort, ræve, flagermus, frøer og ikke mindst grævlinge. Alt for mange grævlinge, fordi den blev fredet i 1994. Grævlingerne ødelægger skoven med alle deres underjordiske gange og når man skyder ræven, er der ingen til at jagte grævlingen.
Vi var omkring de spiselige ting og sager i skoven. Lige fra brombær og hyldebær til svampe, ænder og vildt. Selvom skovfogeden sagde, at det i vores område, har været et elendigt svampeår i år, fordi det har været alt for tørt, ved jeg nu at der findes Karl Johan og Almindelig Rørhat i vores skov. Jeg skal bare finde dem. Stederne ville han ikke afsløre, selvom en svampejæger forsøgte at få det oplyst. Skovfogeden, som bestemt er en meget flink og meget large person, pointerede dog, at man ikke måtte gå væk fra anlagte stier, da det var en privat skov. Det ville svare til at han bare gik ind i vores have og høstede jordbær, gulerødder og radiser som det behagede ham. Vi måtte pille og plukke alt hvad vi kunne nå fra skovstierne, men ikke mere end der kunne være i en stråhat. Jeg kender udmærket godt loven omkring de private skove, og desværre er det ikke statsskove Lolland eller Falster er beriget mest med, selvom vi har masser af skov.
En af de tidligere skovfogeder var så strikse, at når han kom forbi, og så man havde pillet brombær, hældte han dem ud på skovstien, og trampede på dem, hvis ikke man i forvejen havde indhentet tilladelse og bar ‘sankekortet’ på sig. Sådan er ham her ikke, men en polak, der kom kørende ind i skoven i sin bil, havde valgt et uheldigt tidspunkt at trodse loven på. Han påstod han skulle finde vej til et hus den vej. Der findes absolut ingen huse den vej, og ingen Gps vil overhovedet foreslå denne rute. Han fik venligt vist vejen ud igen. Der var lang vej at bakke. Der bliver desværre stjålet alt for meget i skovenen. Der står jo dyre skovmaskiner, traktorer, lifte og meget andet der bruges i den daglige drift hver dag.
En af indtægtskilderne i skoven er grankoglerne. Dvs. det er selve frøene der sidder i koglerne på en normangran der er interessante. Koglerne bliver håndplukket fra en høj kran og puttet sække en efter en.  Et rigtigt klistret job, fordi man bliver smurt ind i harpiks.
Efter tre timers skovtur, gik de fleste ud til Skansen og tændte bål, mens jeg forlod selskabeet, for at få gjort maden og mig selv klar til gæsterne kom. Nogen havde lavet en lækker hjemmebagt lagkage til mig i dagens anledning.
Netop i dag var der også en skovtur i Lars Jensens skov ved Røgbølle på Lolland.
Her ville man have mulighed for at finde stor trompetsvamp, som vi før har prøvet at jage, uden noget særlig godt resultat. Selvom de lidt længere vestpå, har fået mere vand end vi har, regnede jeg alligevel med, at det var umuligt at komme hjem med nogen svampe overhovedet, da det som tidligere nævnt er alt for tørt på vore egne. Jeg har i stedet været på min egen lille svampetur i skoven, i håb om at få øje på en Karl Johan. Det gjorde jeg så ikke. Jeg nøjedes med at nyde synet at alle de andre.

Den glemte dag vil altid blive husket

Kreta, søndag den 4. oktober 2015
Jeg vågner, og det er bælgravende mørkt i værelset, men da jeg ikke kan sove mere, står jeg op og ruller de tykke gardiner fra vinduet, og dette syn møder mig, mens jeg nyder synet og venter på klokken bliver 7, hvor jeg har en aftale med Camilla, vågner Allan og siger tillykke. I det øjeblik er jeg slet ikke med, men så går det op for mig, at det er i dag, det er den store runde dag. For mig, er det bare en dag som alle andre dage, og sådan har jeg haft det siden jeg fyldte 18. Det er immervæk en del år siden.

Camilla havde også været oppe en tid og bare ventet på vi skulle mødes til den aftale morgentur langs stranden. Da vi efter en lille time kommer tilbage, er kaffen brygget, og der er morgenhygge på terrassen, mens vi taler lidt om hvad vi skal lave i dag. 
Gerne noget tæt på, uden alt for meget bilkørsel, lyder forslaget, så det bliver hurtigt vedtaget at vi skulle en tur til den gamle bydel i Chania. Her var der også et marked med lokalkolorit. De slagtede kaniner har stadig pels på fødderne, gederne deres hale og kyllingerne hovedet på rette sted. Ingen af os havde tænkt tanken at det var søndag og derfor ikke markedsdag.

Vi gik tur ved havneområdet. Travede de små gade op og ned. Kiggede lidt på boder, uden at at føle trang til at købe noget af det. Kom forbi kirken, hvor en blomsterdekoratør var ved at sætte krukker op bl.a. indeholdende brudeslør, så mon ikke det er brudeparret, der skal holde en fest for rigtigt mange mennesker her. Det blev vi i hvert fald enige om.

Vi kiggede på den slidte charme, som nogen kalder det. Vi kan dog ikke se det charmerende ved en meget stor del af det, men undrer os over at mange bygninger benyttes, også som restaurant og forretning, selvom det, eller etagerne ovenover, ser ud til at kunne styrte sammen hvert øjeblik det skulle være. Der er heller ikke meget charme ved de store affaldsbunker, der ligger alle vegne på hele øen, både udenfor turistområderne, men også lige midt i. Der findes dog også hyggelige og indbydende gader og steder.

Da vi havde set os mætte på bylivet. Kun maven var sulten, men turisterne var strømmet til, så stort set alle tavernaer og hvad de ellers kalder dem var fyldt godt op. Der var ikke meget fred og ro at finde. M var stadig ikke helt frisk, og C havde noget arbejde hun skulle klare, så vi valgte at forlade bylivet og sætte kursen mod hotellet.
Vi fandt et lille hyggeligt sted, hvor to af os fik en lækker salat, men de andre to valgte lidt anderledes.
Mens den ene af ungerne fik sig en lur, og den anden arbejdede, gik Allan og jeg os en tur. Så kunne vi måske passende finde et godt sted at spise fødselsdagsmenuen om aftenen.

Ved stranden så vi flere krokodiller af den fredelige slags. Badende turister, langt fra kysten i det store Middelhav. Jeg tvivler på de  er helt klar over hvad de foretager sig så langt fra kysten med understrøm. Sidst men ikke mindst, så var fyldt godt op på liggestolene langs stranden.
Hjemmefra havde jeg noteret mig flere spisesteder, der var blevet anbefalet. Vi fandt også flere af dem, men da vi endelig stod der, så det ikke nær så hyggeligt ud, som Taverna Roka et andet sted på vejen. Jeg havde godt nok ikke læst noget om dette, men en ung mand kom ud og talte med os, så vi traf beslutningen og bestilte bord med det samme.
Det skulle vise sig at være et rigtigt godt valg. Både vi og ungerne var begejstrede over hyggen, betjeningen og ikke mindst maden, som kom i rigelige mængder til yderst forrable priser. Havde vi ikke i forvejen fået fortalt at vi ville få serveret nogle små græske appetizere inden hovedretten, havde vi nok bestilt forret. Dette var jo nærmest et lille måltid i sig selv. Til hovedret ville vi alle gerne have Kleftiko. (lam) Det var så mørt og lækkert. Det så måske ikke ud af så meget, da de kom med det, men jeg skal love for der var indhold i gryden. Ingen af os kunne spise op. 

I kan selv gætte hvem der sang for at få dessert, så vi bestilte hver en kage med is, da menukortet i den retning var ret beskedent. Jeg rørte ikke min dessert.
Jeg fik nemlig min helt egen, som husets mama havde kreeret specielt til mig. Kagen var så stor, at jeg godt kunne dele ud af den. Det er virkelig en skam, at den ikke er med på menukortet, for den slår alt. Det var en tiramisu-lignende chokoladekage, dog uden ladyfingers. Rigtig,rigtig lækker, selv for mig, som ikke er den helt store kagespiser. Under middagen fik vi, foruden den flaske rødvin vi havde bestilt, også en lille kande af faderens hjemmebrygget 4 år gamle rosevin på husets regning. Den var udmærket, men ikke noget jeg ville købe. Vi kunne trille ned ad bjerget i mere end en forstand. Hjemme blev kaffen sat over, til dem der kunne få mere ned. Den blev nydt på altanen i det aldeles varme sommervejr vejrguderne havde sendt os.

20 år på 4 dage

Nogen husker måske, da jeg i februar skrev om en forlænget weekend med ungerne. Forklaringen på det næsten umulige må være, at vi har været alt for tidligt ude.
Årsagen til denne miniferie var, at jeg fyldte 60 og ønskede at fejre den på denne måde. Vi har altså tilbragt fire dage på Kreta, tæt på det sted vi ferierede for 20 år siden da jeg fyldte 40.
For tyve år siden var ungerne kun 17 og 12 år, så det var selvfølgelig ferie på en helt anden måde. Nu er de voksne, og har et helt andet syn på det at holde ferie. Fælles for ungerne og mig er, at vi ikke ret godt tåler bilkørsel, med mindre vi selv sidder bag rattet. Det er ikke chaufførens skyld. Allan er gennem de sidste mere end 40 år blevet godt trænet i at køre med sin sarte lille famile.
Der er røget mange minder igennem mit hoved på denne ferie. Vi har delt og talt om fælles minder, men jeg har også haft mine helt egne tanker og minder om ferier med ungerne gennem årene, når jeg så dem gå eller løbe sammen.
Klokken havde passeret 21 da vi ankom til hotellet, hvor vi fik udleveret nøglerne til lejlighederne. Vi kastede nærmest kufferterne ind i vores nye boliger, og mødtes for at gå en tur i buldrende mørke, men i 20° for at købe vand og lokalisere os lidt.
Vi er alle fire morgenmennesker, så når kl. er 7 er to af os for det meste forlængst færdige med at sove. Mændene har brug for at indtage morgenkaffen, inden der skal ske noget. Vi andre har det mægtigt fint med, at der sker noget inden kaffen, så vi påtog os med glæde at hente morgenbrød hver morgen, mens de andre to vågnede i et lidt langsommere tempo og bryggede kaffe til vi kom tilbage.
Hver eneste morgen, inden vi hentede morgenbrød, gik Camilla og jeg os en tur på en halv til en hel time langs stranden, mens solen stod op. Her var vi ikke helt alene. Der var nogle der var meget mere aktive end os. Nemlig løberne.
Der var også det arbejdende folk. Dem der sørgede for at fjerne alle sten på vejen til alle liggestolenyderne og dagens strandgæster langs den flere kilometerlange strand.
Vi kunne ikke kende ret meget af det Kreta vi oplevede for 20. Der er sket rigtigt meget på den del af øen. Elller… måske er det netop det modsatte der er hændt.
Dengang syntes vi, der var flot og meget frodigt. Rigtige gode veje og god skiltning med mindre vi kørte i bjergene. Sådan opfatter ingen af os det i dag. Kontrasterne er store, både på hoteller og private hjem. Ofte tænkte vi, her bor da ingen mennesker, men hunde i snor eller åbne døre fortalte os noget andet.
Skiltningen er mangelfuld eller ulæselig, og her taler vi ikke kun om det græske sprog. Næsten alle skilte er overmalede eller helt udviskede, lige bortset fra på motorvejen. En præcis adresse findes ikke på seværdighederne vi er kørt efter, og GPS’en kan ikke finde vej til de små byer. De er simpelthen ikke eksisterende, selvom de står på landkortet.
Når det så er sagt, skal vi ikke klage. Vi har haft en rigtig dejlig ferie. Vejret har været bedre end den gode vejrudsigt vi tog hemmefra. Her lovede de sol og tørvejr med dagtemperaturer på 21° til 23°, men skyet både mandag og tirsdag. Vi har stort set ikke set en sky, bortset fra om morgenen. Det har været rigtigt varmt, endda rigeligt varmt med temperaturer på 24° til 31°
Da vi tog hjemmefra var Mads så syg af forkølelse, at han havde mest lyst til at blive hjemme. Ham som selv i en dansk vinter med frost og sne, sjældent har mere på end en kortærmet t-shirt, tog afsted  vinterjakken. Vi landede først på Lolland i nat kl. tre, så jeg har valgt at holde ferie resten af ugen. Anderledes ser det ud med Camilla, som skulle på job i Vejle i dag og resten af ugen, med lange arbejdsdage. Faktisk skulle hun allerede have været der i mandags, men da vi planlagde ferie vidste hun jo ikke hun fik nyt job.
Vi har faktisk haft en okay internetforbindelse i vores lejligheder, selvom de kun havde lovet der var forbindelse på fællesområderne. Jeg har bare valgt at bruge de kostbare timer på oplevelser og samvær med famlien.

Flere ferieberetninger fra Kreta vil komme, når tiden afsættes til det. 

Kom med mig på arbejde

Den sol, sommer og varme vi manglede i foråret, har vi heldigvis fået lagt til her i efteråret. Det er et fantastisk vejr, selvom der godt nok ikke er meget varme i luften om morgenen.
De to dage om ugen jeg kører til Stubbekøbing, sidder jeg lunt i bilen, og kan ikke helt nyde udsigten på samme måde, da jeg selv er chauffør. Disse paddehatteskyer måtte jeg dog stoppe op og tage et billede af i tirsdags.
De tre andre dage, hvor jeg tager cyklen, har jeg meget mere nydelse på hele min rute. I onsdags tog jeg hjemmefra et kvarter før normalt, så er der tid til et par stop undervejs.

Første gang jeg hoppede af cyklen, var jeg kun kommet godt en halv kilometer væk hjemmefra. Det er blevet rigtigt koldt om morgenen. I starten af turen, mærker jeg den kolde luft igennem tøjet, og hvis nogen af jer skulle være i tvivl, har jeg faktisk både en lille trøje, jakke, ørevarmere og lange tynde bukser på. Næste stop er lige før skoven.
Den lille remise der ligger ude på marken, kan, i mine øjne, både ligne en kæmpe færge og en lille ø. Nu er jeg godt en kilometer hjemmefra, og har allerede fået arbejdet mig varm, så lynlåsen i jakken er blevet åbnet. Man arbejder sig jo hurtigt varm, på krop og ben. Anderledes ser det ud med fingrene. Jeg må altså huske de handsker i morgen, for fingrene var ved at fryse af. Jeg prøvede at trække hænderne op i jakkeærmet, men så kunne jeg ikke nå cykelstyret.
Når jeg kommer ud ad skoven, ved jeg at det næsten er en selvfølge at se dyr, så jeg sagtnede farten rundt om hjørnet, og her stod et af dyrene lige midt på vejen. Jeg forventede at det ville løbe sin vej, når jeg steg af cyklen for at tage et billede, men det blev stående, og så kom der et dyr mere fra den anden side, og lidt senere endnu et.

Vi stod en rum tid og holdt lidt øje med hinanden, inden jeg satte mig op på cyklen, som bevirkede at de sprang afsted.
Når jeg ankommer til kontoret har jeg ingen problemer med at holde varmen i sommertøjet og de bare arme.
Når arbejdsdagen er slut, og jeg ikke hænger i en eller anden snor, med noget der skal nås til et bestemt tidspunkt, fristes jeg ofte til at tage en lille afstikker hjem.

 
Jeg har kigget på flagermustræer. Dem er der rigtig, rigtig mange af. Jeg har kigget på ny sø i skoven.
Man vurderer søen vil tilføre skoven øget biologisk værdi, da den vil have en positiv effekt på flora og fauna og blandt andet også fremme levevilkårene for den grønbrogede tudse. Nu venter søen bare på at vejrguderne fylder den med vand og det har den sådan set gjort i flere uger, men vandet skal nok komme.
Jeg har kigget efter svampe, som jeg bare har beundret og ladet stå. Lige bortset fra en enkelt støvbold, som kom med hjem. Støvbolde er der rigtig mange af. Flere end jeg kan spise mig ud af, da de tilmed er kæmpe store.

Blogtræf - utroligt hvad bloggeri og en campingtur kan føre til

I Kristi Himmelfartsferien var vi på camping i Vemmetofte. På samme tidspunkt opholdt Jørgen sig også der. Kommentarerne her skulle senere vise sig at give udslaget til en stor del af denne indholdsrige søndag.
Jeg stod op sammen med solen, og gik mig en morgentur i det skønneste vejr. En time senere vendte jeg hjem til den nylavede morgenkaffe, som Allan var i gang med at indtage.
Lidt senere satte vi kursen mod nord. Der var et kæmpe lokalt kræmmermarked, som vi gerne ville give vores opbakning og støtte ved en entrebillet. Det havde vi aftalt med hinanden, at vi ville besøge i lørdags, men vi glemte det totalt midt i alle lørdagens andre gøremål. Først da vi indtog aftensmanden, kom jeg i tanke om det. Der var lige plads til at bruge en time her, inden vi skulle mødes i Vemmetofte til blogtræf.
Vi gik ud til musestenen, som nogen ikke havde set før. Derefter var det meningen at vi ‘bare’ skulle gå rundt i det store område, men det blev aflyst.
Jørgen havde fået en enestående aftale i stand om, at vi kunne få en rundvisning på selve klosteret. Sådan et tilbud kan feje alt andet til side, og det vakte store glæde hos alle os fremmødte. Turen rundt i parken blev derfor ganske kort, men vi selv har også tidligere travet den tynd, og ellers kan den jo besøges hele året rundt.

Marianne Kreutzmann, som er kulturetnolog, var så venlig at vise os rundt. Vi kunne ikke have fået en bedre guide.
Marianne er en af dem der til dagligt bor i klosteret, så hun fortalte levende om klosterets historie og hvordan det er at bo sådan et sted til dagligt.
Vi besøgte kirken og vi fik vist det flotte messehagel som Dronning Margrethe har broderet.
Vi blev taget med rundt i de private stuer.
Jeg bliver aldrig mæt af den slags oplevelser.







Bor man på klosteret, har man en udsigt som denne.

Det var en oplevelsesrig time, hvor vi fik set de fleste kroge på klosteret, og fik en masse viden med os hjem. En særlig tak til Marianne, som i sidste ende var den der gjorde det muligt, at få et indblik i hvad der gemmer sig bag klosterets tykke mure og endda åbnede dørene til sin helt private lejlighed, hvor en flok bloggere, hun overhovedet ikke kendte også blev inviteret indenfor.
Efter dette besøg vendte vi igen snuden sydpå. Dog i første omgang ikke længere end til Den Stråtækte, hvor der blev disket op med kaffe og kage, som vi sad ude i solen og nød.
Vi sluttede dagen af med at køre til havnen i Præstø, hvor vi trissede lidt rundt på havneområdet, inden vi gik ind og spiste lidt aftensmad. Det blev mørkt og vi så solen forsvinde. Inden vi sagde farvel til de sidste, var vi lige en tur rundt om springvandet, hvor man kan gå ind i midten af springvandet og stå.  Man kan ikke rigtigt se det, men jeg har taget dette billede inde fra midten af springvandet.

Det var dejligt at få sat ansigt på et par bloggere, jeg kun kendte fra denne verden, men også dejligt at mødes med gamle kendinge. Deltagerne var Conny, Jørgen med hustru, Kisser, Inge, Hasse, Ellen, John samt Allan og mig selv selvfølgelig, og hos de andre bloggere kan du læse deres version af samme blogtræf. Tak for et rigtigt godt initiativ, og nogle hyggelige timer allesammen.