Tavshed, hvad sker der…

Der er mange grunde til min tavshed, men livet er en stor prioritering, og bloglivet står for tiden ikke særligt højt på listen, bl.a. fordi det irriterer mig grusomt, at jeg ikke kunne lægge billeder ind sidst jeg skrev. Sådan noget skal bare virke, uden at jeg skal bruge oceaner af tid på noget, jeg åbenbart ikke har forstand på at løse. Heldigvis er der andre steder, jeg kan bruge min tid bedre.

Begge ungerne har lige haft fødselsdag, og begge ønskede sig både materialer og arbejdskraft til renovering af deres hjem. Derfor bruges der mange timer på byggeprojekter. Hos Mads er det 1. sal, der bygges videre på, og hos Camilla er der mange både store og små projekter at tage fat på. Begge unger har købt gamle huse, som er bygget i 1870, og selvom det er 19 år siden Mads blev husejer, så vil der hele tiden være noget, at tage fat på og vedligeholde.

På arbejdsfronten, har det altid været en travl tid, indtil vi når april/maj. De sidste 2½ år har ikke forbedret den situation, selvom der er lavet små tiltag, der skulle aflaste mig både det ene og det andet sted. Jeg er udmærket klar over jeg har verdens bedste chefer, både på landet og i byen. Jeg ved jeg, stort set, kan gøre som jeg vil. Chefen spørger, hvad vil du gerne? Jeg kom med mine specifikke ønsker, om både hjælp og arbejdstid. Hvis det er sådan du gerne vil, så er det det vi gør.

Den anden chef har jeg også talt med, selvom jeg vidste at svaret ville være, at det styrer jeg helt selv. Det var lige nøjagtig de ord han brugte, efterfulgt af, at han var glad så længe, jeg ville arbejde for ham. Jeg fik en masse ros, som selvfølgelig er rart nok at få, men som jeg ikke har behov for, da jeg er sådan indstillet, at så længe jeg passer det jeg skal, og ingen brokker sig over det jeg laver, regner jeg med, det er godt nok. Derefter sagde han, du knokler jo konstant. Får du i det hele taget nok i løn? Jeg nåede slet ikke at svare, da han sagde, du skal da bare hæve lønnen med X-antal kroner med øjeblikkelig virkning. Det er jo det jeg siger. Jeg har nogle fantastiske chefer.

For 3 uger siden, da jeg skulle ned ad nogle trapper, overså jeg det sidste trin, og faldt det sidste stykke med et gevaldigt brag. Egentlig gjorde det slet ikke ondt, og jeg tænkte var heldig sluppet, men efter et par dage, kunne jeg mærke der var noget galt i lysken. Der hvor benet “er sat på.” Jeg bestilte en tid hos kiropraktoren, som kunne fortælle mig, at jeg har forskubbet mit bækken og det er låst fast i en uheldig position. Det er han nu ved at udrede. Heldigvis kan jeg stadig går mine ture, uden besvær, og lave alt det jeg vil. Det er kun, når jeg skal ud og ind ad bilen, og når jeg rejser mig fra en stol, at jeg mærker noget.