Iranere, roer, maskiner, gevinst, æbler, mad og…

Vi har manglet både timer og dage i den forgangne uge. Desværre kan man ikke det hele,
så der må prioriteres, der må der også i dette indlæg. Vi har nemlig gabt over rigtigt meget. Her er et lille udpluk af en interessant uge. I hvert fald set med mine vores øjne.
GN ReSound havde for lang tid siden sendt os en invitation til en informationsdag, men  det er selvfølgelig en hverdag. Selvom det er interessant, så syntes jeg mine feriedage er for kostbare at bruge på det, så Allan måtte tage til Ballerup alene. 

I vores lille flække er der stablet et helt nyt tiltag på benene. Første dag var tirsdag aften, og vi havde besluttet at støtte op om det. I første omgang bare for at se hvad det var for noget. OM det i det hele taget var noget for os. Det er farligt for sådan en som mig, der gerne vil det hele. Det er ligesom at sende børn ind i en legetøjsbutik, og så kun må vælge en ting. Der var jo ikke det man ikke kunne. Vi jeg tager derop igen på tirsdag. 
Mens vi sad der, og hørte på alle mulighederne, havde Camilla ringet. Hendes radiator var gået i stykker, og hun mente hun kendte en vvs-mand, der kunne klare den opgave. Allan hjem og pakke bilen med det nødvendige til næste morgen, afsted til Kbh. kigge på radiator, købe materialer og lave radiatoren mens Camilla var på arbejde.
På min ene arbejdsplads har vi haft besøg af en busfuld iranske landmænd, der gerne ville se vores roer og maskiner, samt høre om vores drift. Vi var faktisk slet ikke klar over at de dyrkede sukkerroer i Iran. De fotograferede flittigt og var forundret over mangt og meget. Det samme var vi. Rigtigt mange landmænd, har deres egen sukkerfabrik. Der findes 40 af dem i Iran. Vi morede os over, at en af de deltagende landmænd havde en Ph.d i sukkerroer, og vi undrede os over, at de sår hver enkelt roefrø med hånden. Deres maskiner er fra 1940erne, så der var en verden til forskel, for os og dem. De lærte noget, og vi lærte noget. Måske har de også lært, at vi har overnatningsmuligheder på både Lolland og Falster, så ikke de behøver at overnatte i Kbh. og tage turen til Lolland flere dage i træk. 
I fredags, da jeg kom hjem fra job, sagde Allan, at nu var han kommet på den. Han havde skrabet sig til en gevinst, og vundet et mini-cruise til Oslo. Han vidste på forhånd, at jeg nok ikke havde den store lyst til at tage med. Det har jeg heller ikke. Vi har jo lige været der. Jeg har set det, der skal ses. Allan tager afsted alene, og så er vi begge glade.  
Lørdag var det tid til at hygge med vennerne over lidt god mad. Drivhuset kaster stadig af sig i rigelige mængder, og hvad pokker skal jeg bruge alle de chili til. Det blev til et eksperiment med chilisuppe, og den faldt i rigtig god jord. Vennerne fik en pæn portion chili med hjem, og ville også gerne have opskriften på suppen, men sådan en har jeg ikke. Der blev brugt rødløg, hvidløg, tomater, peberfrugter, chili, bouillon, fløde, og lidt krydderier. Det blev serveret med brunet oksefars og nybagte suppebrød. Hovedretten var fasanbryster marineret med en krydderiblanding, brunet på panden, hvorefter det kom i en stegeso sammen med løg, selleri, champignon, portvin, piskefløde og bacon. Retten blev serveret med saltkartofler. Desserten var hjemmelavet skildpaddeis.
Hele weekenden har der været stor Frugtfestival i Sakskøbing, og LF Frugt havde åbnet dørene, så man kunne se hvordan arbejdsgangen ser ud, fra æbler i tonsvis bliver leveret, til de bliver pakket og distribueret. Håndplukkede og håndsorterede danske æbler. Vi så arbejdsgangen i mosteriet. Det hele var virkelig interessant. Man er vel arbejdsskadet. Der har også været Åbent Landbrug. Vi var ikke blandt det arbejdende folk, som sidste år, men nøjedes med at plukke en kasse æbler til os selv, og gå en tur i plantagen.. 

Streymoy rundt i silende regn

Mandag den 26. august og 6. feriedag. Det var tåget og regnvejr. Alle billeder er fyldt med pletter fra regnen.
Torshavn var åbenbart ikke meget for at slippe os ud igen, for nu kørte vi atter i ring. Sjovt nok kom vi tilbage til hotellet hele tiden.
Jeg havde læst at Nordens Hus skulle være et besøg værd, så det startede vi med. Det er lidt i stil med Operaen i Kbh. & Oslo. Der var ret tomt, så vi fik hurtigt set det hele og forsvandt ud i regnen igen. 
Vi skulle nu se det Strømø, som forsvandt i tågerne forleden, så vi kørte mod Haldarsvik, hvor vi på vejen ville møde Færøernes største vanfald, Fossá. Selvom det var regn og tåge, kunne vi da se til begge sider gennem forruden, når viskerne kørte. Det var bare at tage billedet på det helt rigtige tidspunkt, når viskeren var ude af syne og ruden ren.
Turen fortsatte til Tjørnuvik, hvor der skulle være en café og restaurent. Bygden er meget lille, og til at overse. Der var intet der tyde på nogen café. Vi mødte en mand, og spurgte os for. Han kunne fortællen, at der kun var åbent i skolernes sommerferie.
Når vi steg ud af bilen, kom der selvfølgelig regndråber på kameraets linse, og selvom vi blev i bilen og rullede vinduerne ned, regnede det ind. Det regnede skomagerdrenge stort set hele dagen.
Derefter gik turen til Saksun igennem Saksundalen. Her så vi en meget anderledes natur, end den vi hidtil havde oplevet. Saksun lagde kulisse til filmen “Barbara” og flere andre.
Der foregik et eller andet i kirken. Det kan vel næppe være andet end begravelse på en ganske almindelig mandag. Bemærk hestene foran kirken herunder. Der holdt også en bil og vi så et par mennesker gå fra kirken.
I Saksun var vi virkelig kommet på landet. Der var ingen grund til at udsætte Kvivik og Vestmanna, til næste dag. Vi kom jo relativ tæt på, på vej hjem, og havde masser af tid. Vejret indbød alligevel mest til bilture, eller at trække i regntøjet og blive ude hele tiden, men med det kendskab vi nu havde til Færøerne, var vi ikke i tvivl om, at det var alt for farligt at gå der, hvor vi allerhelst ville udforske naturen.  
Om aftenen travede vi rundt i Torshavns gader, som dagen forinden, stadig i håbet om at finde et andet sted at spise, end på hotellet. Mørkt og lukket så der stadig ud sådan en hverdagsaften. Pizzarierne havde dog åbent, men så skulle vi stå op og spise og nøjes med en sodavand. Spiritus kan kun købes i specialbutikker, i lighed med Sverige, og vi fandt altså ikke sådan en butik heller. Den må jo være der et sted, men når vi var færdige med vores daglige udflugter, så var der lukket og slukket overalt. Vi fandt et supermarked, på størrelse med vores egen Brugs, men ingen vin. Allan plejer ellers altid at skal smage en lokal øl, når vi er på ferie, men det nåede han ikke denne gang. De lover tørvejr, men skyet vejr i morgen. 

Ankomst til Torshavn

5. feriedag, søndag den 25. august 2013.

Vejret er skyet, da vi kigger ud ad vinduet. Efter morgenmaden er det blevet finregn. 

Vi skal forlade Gjógv, da de sidste 3 nætter er booket på Tórshavn Hotel.

Det er ikke altid lige nemt, at holde nogen steder for at tage et billede. Så under hele ferien har jeg skudt ud ad forruden, mens vi kørte. Når Allan kunne se sit snit til at holde stille midt på vejen, blev vinduerne rullet ned. Nogen gange nåede jeg det slet ikke, før han sagde, så kører vi, når han så i spejlene at der kom trafik.

Det første vi mødte, da vi nåede frem til Torshavn var Skansin, en fæstning, som vi gik rundt på. Herfra var der en fin udsigt over hele byen.

Det var meget blæsende og koldt på toppen. Det hjalp lidt at komme i læ bag bygninger og stenvolde.

Vi ville finde vort hotel. Det var ikke nemt. Jeg ved ikke hvor mange gange vi kørte i ring. På det tidspunkt savnede vi fru Garmin. Vi spurgte om vej. Der blev sagt lige ud, og drej til højre i 2. lyskuv, og spørg igen. Enten kunne vi ikke holde, eller der var ingen at spørge, og hvis begge dele var muligt, kendte de ikke vejen. Vi havde et bykort, men vi kredsede stadig rundt i det samme, uden at finde hotellet. Til sidst lykkedes det. Her kom vi også alt for tidligt at tjekke ind. Hotellet havde reklameret med at de havde gratis p-pladser til os. De har ca. 10 ialt, som de deler med kommunen og andre erhvervsdrivende, så de var besat. Alle steder vi fandt, måtte vi kun holde fra ½ - 2 timer.

Vi parkerede bilen, og gik på udkig efter p-pladser, og lidt at spise. Begge dele var lidt af en opgave. Vi vidste at Færøerne lukkede tidligt om lørdagen, og alt var lukket om søndagen, men vi tænkte, at det vel var muligt at finde et par åbne forretninger i hovedstaden. Vi fandt også langt om længe en enkelt café, og det lykkedes også at finde en p-plads, der dækkede vores behov, og i overkommelig afstand til hotellet. I løbet af de 3 dage vi boede i Torshavn, vandrede vi rundt i gaderne om aftenen, men vi fandt ikke meget, der var værd at kaste et blik på. Lad os komme ud på landet, hvor vi hører hjemme.

Da frokosten var spist, fik vi udleveret nøglen til vores værelse på 4. sal, på Hotel Torshavn. Skulle man på toilettet, så havde man håndvasken på nakken, eller også havde man den som spytbakke. Vi har aldrig set så lille et værelse. Vi blev enige om, at vi har mere plads i vores campingvogn, og en meget bedre indretning. Pyt vi skulle jo sådan set kun bruge værelset til at sove i, og kunne tage et bad, så det kunne være lige meget. Den ene af os måtte bare sætte sig ned, når den anden skulle forbi. Værelset var helt uden udluftning. Der lugtede meget fugtigt og jordslået. Vinduerne kunne vi ikke lade stå åbne, fordi det regnede lige ind på gulvtæppet, eller direkte ned i vores kufferter.
Vi travede rundt i den gamle bydel indtil vi skulle spise, og efter aftensmaden tog vi endnu en spadseretur. Dagen var blæsende og regnfuld, men yr.no havde lovet tørvejr kl. 17:00. Allerede 16:45 holdt regnen op. Morgendagens vejr, så knapt så lovende ud. DMI og yr.no var ganske enige om vejrudsigten, så vi kunne lige så godt indstille os på et gedigent møgvejr.
.  

Ø-hop på Færøerne

Lørdag den 24. august og 4. feriedag.
Det er tørvejr og det tunge dis forsvundet. Det ser ud til at solen bryder igennem i dag. Det passer os ganske fortrinligt, da vi har planlagt at køre alle de nordøstlige øer tynde. Ikke flere sejlture til os. Ø-hop, der indebærer sejlture, har slet ikke været på tale, altså lige bortset fra Mykines.
Vi sprang alt over på Østerø, og kørte direkte til Leirvik, hvor vi skulle betale tunnelafgift, for at komme videre til de nordøstlige øer. Vi ville selvfølgelig allerhelst have det hele med for samme pris, så vi gik ud fra, at det blev en lang dag. Vi fandt dog hurtigt ud af, at vi havde rigeligt med tid. Så første stop blev allerede i Klaksvik, hvor Christianskirken skulle være et besøg værd. Altertavlen er fra Viborg Domkirke.
Der var også de fineste træskærerarbejder at finde i kælderen. Hele 12 styk i en anseelig størrelse. De tolv disciple, gætter vi på, det må være.
Vi fik hurtigt kørt på hver en vej der findes på Bordoy og fortsatte til Vidareidi, som også kaldes ‘Verdens ende’. Efter beskrivelsen skulle det være en spændende og hårrejsende vej, og byen en af Færøernes smukkeste.  
Vi har nu oplevet veje, der er en hel del mere hårrejsende. Færingerne selv har, set med mine øjne, meget smukkere steder og hårrejsende veje. Bevares, turen var smuk nok, men beskrivelsen havde da skruet mine forventninger op på et noget højere blus. Jeg gætter på, at stedet er blevet udpeget til noget særligt, alene, fordi filmen “Barbara” med bl.a. Jens Okking og Bodil Udsen, blev optaget der. Vores rejsebeskrivelse anbefalede også frokost, eller kaffe på ‘Elisabeth’ men der var lukket, allerede den 15. august, og det var alt andet også, eller der findes vist ikke noget andet. Nu skal det ikke forstås, som det blev en dårlig tur, for det blev det bestemt ikke. Vi fik masser af oplevelser, og udsigten til både Svinoy og Fugloy, som man stadig skal sejle til, oplevede vi også.
Nu manglede vi bare Kunoy, hvorfra vi kunne se til Kalsoy. Den 3. af de østlige øer, man kun kan komme til med båd, eller helikopter.
Kunoy har en ultra kort vej, så det blev hurtigt overstået, og vi kørte tilbage til Eysteroy. Vi har set fjelde, fjelde og atter fjelde. Uendelige mange får, både på vejen og bag indhegninger. Her er der et, der synes græsset er bedre på den anden side af hegnet. Vi så græstørv til tagene flere steder. Vi har været i enhver bygd, der findes. Vi har passeret tunneller i stribevis. Kørt i hårnålesving og uanset hvor pokker man kører, er der udsigt til vand, lige bortset fra tunellerne selvfølgelig.
For at komme til og fra alle disse øer, kørte vi igennem den ene lange smalle og mørke tunnel efter den anden. Færøerne har ikke mindre end 19 af dem. De fleste er kun i et spor, og ikke baseret på modgående trafik, der er selvfølgelig vigepladser. Man skal i hvert fald ikke lide af klaustrofobi, for de føles uendelige lange, de tunneller. Godt 6 km er den nyeste og hidtil længste, og hører også til blandt de længste i hele verden. Lyskunsten i tunnellen skulle være en rigtig stor oplevelse. Hmm… Hvis man er meget opmærksom på, at kigge efter det fantastiske *) farvelys, kan man da godt få øje på det, et par steder, men man kan sagtens køre igennem uden overhovedet at opdage det. En regnbue er langt kraftigere i farven. Jeg havde forventet noget helt, helt andet.
Færøerne har planer om den længste undervandstunnel i verden. Først en på 11,9 km og senere en på 25 km. 

Første og sidste billede, er den udsigt vi havde fra vores værelse. Det øverste er dagens morgenudsigt. Det sidste er fra om aftenen. Gjaargardur er absolut et anbefalelsesværdigt og dejligt sted at bo. Her spiser man godt, selvom det ´bare’ er ganske almindelig mad, og en fastlagt menu, man ingen indflydelse har på.
*) Vi har i skrivende stund googlet, og set billeder af det omtalte lys. Måske var alle pærer bare sprunget? Noget var der galt.