Ingen og intet skulle spolere vores planer

Årets første campingtur var endnu ikke blevet til noget, så denne weekend var afsat til det. Vi var fuldstændige enige om, at uanset hvad der måtte dukke op af interessante ting, og uanset vejret, så skulle vi altså afsted. Intet skulle hindre os i det. Der skete bare det, at Camille spurgte, er I egentlig hjemme på lørdag, for jeg har lavet en aftale med Mads. Det var rigtigt ærgerligt, for vi vil rigtigt gerne være sammen med vores børn. Selvfølgelig skal I tage afsted som planlagt, sagde Camilla, vi ses da bare en anden dag.
Nu er det bare sådan at vi, de sidste to måneder, nærmest hverken har hørt eller set noget til de to børn, vi har sat i verden. De har begge rigeligt at se til, og det har jeg vi faktisk også selv. Derfor har kontakten kun bestået af sms- og mailkorrespondance, samt ultrakorte telefonsamtaler. Selvom jeg var barnepige for 3 uger siden, så er der grænser for hvor meget samtale, der finder sted midt om natten, når “barnet” bliver afhentet.

Altså vi kunne og ville bare ikke gå glip af dette besøg, så vi blev hjemme. Mads dukkede uventet op på matriklen til morgenkaffe. Det kunne han lige nå, inden Camilla kom til ham. Ihh… mor, hvor er det længe siden jeg har set dig. Sidste weekend rakte jeg bare et par pølsebrød op på taget til ham, og så forsvandt jeg igen.
Jeg tænkte, når nu vi alligevel har aflyst vores campingtur, så kunne jeg da høre om vennerne kunne og ville komme og spise aftensmad. Der blev takket ja. Et øjeblik efter ringede mor og spurgte, hvad vi lavede, og hun fik svar. Så lød der et lidt ‘skuffende’ nåååå i den anden ende. Var der noget, spørger jeg. Næh, jeg ville da bare kigge en tur ned til jer, hvis I var hjemme, for jeg har været oppe siden kl. 6 og tænkte hvad hele dagen skulle gå med. Jamen kom du bare. 
En sms blev sendt til Camilla, at aftalen var flyttet til vores adresse. Her lavede Mads serviceeftersyn på Camillas bil, mens hun selv støvsugede den. Vi fik en tår formiddagskaffe i haven. Dejligt med en fryser der indeholder lidt af hvert, så der blev også kage til. Camilla, jeg og Bacchus gik en tur til vandet. Der var Falck i gang med en øvelse. Allan og Mads lavede bremser på vores gamle Polo og mor gik på en lille havevandring. Det lyder større end det er.
Vi havde slet ikke handlet ind til hverken frokost eller aftensmad, for vi skulle jo på camping, og i øvrigt ville Camilla først komme efter frokost til Mads, men hendes planer blev også ændret. Vores køleskab var stort set tomt, men jeg kogte lidt æg, fandt et par dåser tun, kippers og torskerogn i skabet. Mor havde helt tilfældigt taget lidt små frikadeller med, som var resterne fra hendes fødselsdag, og hun syntes ikke hun skulle leve af frikadeller resten af året. Frokosten blev også nydt i haven. Timerne fløj afsted. Jeg var ved at være lidt presset tidsmæssigt, for at nå at lave den aftensmad, jeg havde inviteret til. Jeg ville jo gerne være til stede og hygge sammen med ungerne, som slet ikke havde travlt med at forlade os. De skulle først nå noget til aftens.
Heldigvis havde jeg fundet lidt kød i fryseren, som blev taget op om morgenen, men planen var altså stadig at Allan skulle ud og handle lidt, men da ungerne forlod vores matrikel, kunne jeg alligevel ikke nå at lave det jeg ville, så menuen blev ændret.
I skal ikke lade jer forstyrre af mig, siger mor, jeg kører også om et øjeblik. Det bestemmer du altså selv, men du må gerne spise med. Kan jeg være det bekendt, spørger hun og fortsætter. Jeg vil jo gerne hilse på … & … og høre hvordan de har det, og jeg har jo ikke noget at skulle hjem til. Bare jeg kommer hjem inden det bliver mørkt. Et par gevaldige tordenskyller gjorde, at vi desværre måtte sidde inde på terrassen og spise aftensmaden, og grillen måtte ind på værkstedet, men det lykkedes at få mad på bordet, og hyggen kunne ingen tage fra os. Da mor kørte efter at have tilbragt 12 timer her, hyggede vi andre videre. Det blev midnat inden vil blev alene igen. Det blev en dejlig lørdag. Vi må afsætte en ny weekend til en campingtur.

Jord i hovedet stimulerer hjernen

For flere år siden, takkede jeg ja, til et par bæreposer ugeblade. Det var nemt at snuppe lidt hurtig læsning. Det går bare lidt trevent med at få tyndet ud i det lager, men i mandags snuppede jeg et af bladene fra 2008  med ud på drømmesengen, da jeg holdt en lille pause fra havearbejdet. Vejret var jo herligt og det skal udnyttes. Der er altid et eller andet man kan rode med, pille i eller kigge på derude mens det gode vejr nydes.


Meget apropos, var der i bladet en lægeartikel om at havearbejde gør dig glad. Er du træt af at luge ukrudt, stod der, så glæd dig over at jord under neglene kan fyre op under humøret. Jord indeholder nemlig en lille bakterie, der får dine hjerneceller til at udskille humørstoffet serotonin. Bakterien  virker antidepressivt, akkurat som lykkepiller, men havearbejde har ingen bivirkninger, måske bortset fra ømme muskler. Hver gang du roder i jorden, hvirvles bakterierne ud i luften, og når du indånder dem stimulerer du hjernen og bliver gladere. Forskerne kom på sporet af bakterien  ved en ren tilfældighed, fordi patienter med lungekræft, følte sig bedre tilpas, efter at de blev behandlet med bakterien Mycobacterium vaccae. Så kom i gang med at slå dig løs i bede og buske, og har du ingen have, så kan du omplante dine potteplanter. (Billedet herunder er en rose fyldt med lus) Jeg læste nu bladet færdigt inden jeg fortsatte med at hvirvle rundt i jord, blomster og ukrudt.
En buket blomster på bordet smitter også af på humøret. De gør dig gladere, sundere og mere afslappet. Selvom du måske knapt ænser dem giver de dig mere energi dagen igennem.
Med eller uden jord i hovedet, har jeg tegnet det meste af haven op, og noteret hvor hver enkelt træ, busk, blomst eller løg står, og hvad de hedder. Det har jeg gjort en gang før, men så omlagde vi haven. Alt blev gravet op. Noget blev kasseret og andet igen overlevede ikke flytningen. Når jeg får eller køber en ny plante, så ved jeg nu, hvor der er plads til at grave den ned, håber jeg.
Jord får jeg også en del af på mine daglige cykelture. Det er jo ikke nemt at forevige disse støvskyer, når jeg kører alene derude, men i dag dukkede en mystisk bil, med svenske nr. plader op et sted, hvor den bestemt ikke skulle være. Chaufføren havde en mærkelig kørselsadfærd, måske “bare” fordi han de var på forbudt område, men der er desværre igen stribevis af indbrud omkring os.
En sjov historie om jord, kom jeg til at tænke på, da jeg så et af mine gamle indlæg var kommet op blandt de mest læste, åbenbart fordi mange søger ferieoplevelser på Kreta i denne tid. Jeg håber, at alt det jord, jeg indånder og spiser, er nok til at holde depressioner og stress fra døren. Jeg kan i hvert fald ikke undvære min daglige portion jordindtag.

Forskønnelse

Det er noget der fylder, ikke bare i vort hjem, men også i landskabet omkring os i denne tid.
Torsdag aften ringede mor, om jeg havde tid at komme forbi, når jeg havde fri fra arbejde om fredagen, så jeg kunne lægge en plade i spisebordet for hende. Da jeg kom var Mark i gang med at kippe hæk. Det havde han lovet. Mor var kørt træt for hun havde været i haven inden Mark kom, men som hun siger, så må hun jo tage hjælpen, når vi andre har tid, og vejret er til det, selvom det ikke altid lige passer hende at hun ikke kan planlægge. Det var varmt, så jeg bad hende sætte sig på en stol, og så overtog jeg riven. Vi blev færdige. Min svigerinde kom, og vi snakkede lidt allesammen inden jeg kørte hjem. De andre tre skulle grille.
Kan I huske de to huse jeg skrev om i vinters. De er revet ned. Det samme er ved at ske med Rørbæk Skole, og mange andre bygninger vil følge efter, som er en forskønnelse for vores landsdel. Desværre står der langt ringere bygninger rundt omkring end disse, og de ruiner får stadig lov at stå. Det er er ikke alt man skal forstå. Heldigvis er der også nogen der river ned for at bygge op igen. Det har Mark gjort. Han er i gang med den helt store omgang både udvendigt og indvendigt. 
Det samme er Mads, men det har nærmest været fast arbejde de sidste 13 år. Han vil nu se om han kan få det sidste tag med kvist gjort færdigt i år, så han kan få udnyttet 1. salen på huset.
Efter solen den sidste uge har været så gavmild med sine solstråler, var det blevet alt for tydeligt hvor beskidte husets vinduer var. Det udvendige klarer vinduespudseren, så jeg var ikke i tvivl om at det sad indvendigt. Allan havde lovet at hjælpe Mark med noget rørarbejde i huset, så lørdag morgen, da han kørte fik jeg vasket alle vores 23 vinduer. Holddaop, nu kan vi igen se ud. Derefter smuttede jeg i planteskolen, og på hjemvejen kiggede jeg hurtigt ind til både Mads og Mark, inden jeg kørte hjem og gik i haven.

Der var sandelig noget at tage fat på. Det gror gevaldigt derude, og det gør ukrudtet også. Flere spandfulde Snerle i metervis har jeg fjernet, og afklippet de fleste grønne blade fra alle tulipanerne og påskeliljerne. Det har i den grad pyntet.

I skyggen blæste det koldt, så jeg valgte at arbejde i solen, hvor der var læ. Det blev rigeligt varmt, så jeg tænkte, jeg kunne gå ind og bage et eller andet til det arbejdende folk. De havde måske dårligt haft tid til at spise, så pølsehorn måtte da være sagen. Jeg havde gær i køleskabet og pølser i fryseren.
Op på cyklen og afsted med det nybagte, som faldt i rigtig god jord. Jeg benede hjemad igen og fortsatte min kamp med ukrudtet.
OBS: Jeg lovede at fortælle hvornår “vores” tv-optagelse sendes i tv. Stjerner på stribe starter lørdag den 15. juni på TV 2 Charlie.

Blandede bolsjer fra hverdagen

Livet findes ikke bedre, når man kan blande posen og få lidt af det hele. Søndagen brugte jeg på hus og have, mens Allan gik i gang med at slibe og male gulvrist. Uanset om vi er ude eller inde, så flyver der store insekter om ørene på os. Det lyder som en kæmpe brombasse. Vi har set billerne før, vi havde dem også sidste år, men i år er der rigtigt mange, og vi vidste faktisk ikke hvad det var for nogle, så jeg har googlet, men kan ikke blive klog på om det er en grøn guldbasse, eller en kobberguldbasse, men flotte er de med den skinnende guld-grønne metalfarve. 
Vi har brugt nogle timer på at snakke ferie. Jeg har undersøgt nettet og fundet et par rigtige gode link til Færøerne her og her. Nu er ferien bestilt, men billigt er det bestemt ikke, men vi regner med at komme hjem med en kæmpe oplevelse, vi ikke kan få andre steder.   
Grundlovsdagen var den årlige cykeltur med grundejerforeningen, så mens Allan sleb træværket på vores store smedejernslåge, så den kunne blive malet, lavede jeg nogle sandwich og bagte en kage. Lige over middag pakkede vi cyklerne med mad, kaffe og drikkevarer og begav os afsted.

I år var vejret helt med os. Solen skinnede så det var en lyst. Vi var 10 deltagere. Én mere end sidste år, så vi var tilfredse med tilslutningen. Efterhånden er alle jo blevet pensionister, som ikke kan klare de lange cykelture, men vi venter på hinanden og holder de fornødne pauser.

To mødte op på cykel da vi skulle indtage aftensmaden på et nærmere aftalt sted. De skulle først passe deres arbejde. En anden stødte til i bil for at være med. Vi var et par stykker som cyklede imod de tilstødende, for at guide dem frem. Min cykeltur blev på 30 km. De andre kunne nøjes med 26 km. Det tog os 7 timer at klare den tur. Sladrehanken cykelcomputeren fortæller, at kun de 2 timer og 12 min. reelt blev tilbragt siddende på cykelsadlen. Sladrehanken beretter også at højeste hastighed var 26 km i timen og laveste var 12 km.

Porten til Lolland – eller porten til friluftslivet

Udklippet fra avisen om indvidelsen af ovenstående i lørdags, har længe hængt på opslagstavlen, fordi det indbød til en dejlig lang cykeltur på steder hvor vi ikke plejer at cykle, men så synes vi, det var for besværligt at transportere cyklerne på traileren for at deltage, og det sociale kaffe- og spisebord var vi slet ikke interesseret i, så det blev først til lidt havearbejde for mit vedkommende og lidt shopping for Allans vedkommende, inden vi pakkede cyklerne, for at tage på årets første længere fælles cykeltur lige efter at have spist frokost. 
På onsdag skal vi på den årlige cykeltur med vores lille grundejerforening, så vi ville ud og sondre terrænnet, for at se om der stadig var borde og bænke, vi kunne spise vores medbragte mad ved. Det er ikke alle der kan komme ned på et tæppe i jordhøjde.
I flere år har jeg også jævnligt talt med en person, som bor på ruten, og som tit har sagt, at jeg skulle kigge ind, når vi var på disse kanter. For ikke så længe siden lovede jeg, at jeg nok skulle gøre alvor af det. På årets første sommerdag, viste vejret sig fra sin allerbedste solskinsside. Derfor blev sommertøjet også fundet frem.
Vi kørte gennem skoven, og den sædvanlige lugt af ramsløg mødte os. Ramsløgene synger på sidste vers, men man kan endnu nå at lave kapes af blomsterfrøene.  Nogen af jer kan måske huske jeg skrev om dåvildt i haven, og det går dem rigtigt godt. De tre er blevet til 7 og hvis alt går som det skal, er der 4 forestående fødsler. Næste år skal de sættes ud i skoven, og så håber vi, de kan huske hvem der har paseet og fodret dem i de tre år, og at de bliver hos os. Når jeg cykler fra arbejde, stopper jeg næsten altid op for at se om jeg kan se dem i vildniset. Hvis jeg er heldig, ser jeg lige skyggen af dem mens de skynder sig væk. I dag nåede vi at fange et af dem.  
Vi tog nogle fotostop undervejs, og nåede efter 1½ time og mange svinkeærinder endelig frem til bestemmelsesstedet, hvor vi drak vores medbragte kaffe. Kagen som jeg havde taget op af fryseren, stod hjemme på køkkenbordet.
Der var, alt for rigtigt varmt i den gryde vi havde fundet, så vi steg hurtigt på cyklerne igen for at få lidt luft under vingerne.
På hjemvejen smuttede vi en tur ind for at hilse på K…. som jeg havde lovet. De bor på en skøn plet, som I kan se på billedet ovenfor. Vi var på havevandring i den enorme have, og blev vist rundt både ude og inde. Tiden fløj bare afsted, og pludselig var det blevet aften, så det blev langt over spisetid inden vi kom hjem. Heldigvis var der en lille rest mad fra dagen i forvejen, ikke det store måltid, men vi gad ikke begynde at kokkere så sent. Der var jo også den kage vi cyklede fra. Dagens cykeltur blev på 23 km, så der er varmet op til på onsdag, hvor turen bliver lidt længere.

Farmor og farfar – 2. del

Jeg har tidligere skrevet en historie om min farmor og farfar, som startede med at bo til leje i et hus på Askealeen. Huset hørte under Oreby Gods, hvor farfar, som selvstændig malermester, arbejdede med at male og tapetsere, inden de flyttede til Tårs. Farfar havde også meget arbejde rundt omkring på gårdene. Dengang fik man ikke nødvendigvis løn udbetalt i kontanter. En årsindkomst i 1916 var typisk på 300,- til 600,- kr., men for nogen var kost og logi den eneste løn for at udføre et stykke arbejde. Farfar fik, især på gårdene, en masse slagtekød og andet mad med hjem, så familen sultede ikke. Han fik også en masse aflagt tøj. Farmor var meget sparsommelig, og tjente lidt penge ved at luge roer hos Behnens. Ingen kunne, som farmor, få et blødkogt æg til at række til så mange halve stykker mad. Når ægget var kogt, blev det hakket og fortyndet med fløde.
Farmor var et sirligt menneske. Se bare hendes fine håndskrift i min poesibog. Jeg har altid undret mig over den lodrette og formskriftlignende skrif, på et tidspunkt hvor alle skrev skråskrift, også jeg.      
Det gik måske nok lidt for stærkt i den lille familie, og på et tidspunkt blev det vist lidt  for meget for farfar. Han blev indlagt på Oringe i en periode. Jeg kender ikke årstallet. Farfar var lidt af en spillefugl. Han lavede tipssystemer, som han udregnede på tapetruller. Han etablerede en tipsklub, og cyklede rundt og opkrævede penge fra de der ville deltage. Til sidst var der dog ikke mere nogen, der troede på hans system. Folk var trætte af ham, og han blev til grin i hele sognet. Man talte om, at det var fuldstændig galt det der. Måske var det derfor, han valgte at blive i sengen, og sige at han var syg, som du kan læse om under det øverste link.
Det var omkring dette tidspunt, min far endelig fik indfanget mor, men det er en helt anden sød og sjov historie. Da mine forældre skulle ville giftes, jeg var allerede født, erklærede farmor, at det ægteskab aldrig kunne gå, fordi hun mente, at mor ville stille alt for store krav p.g.a. af hendes arbejde på slottet, og de deraf fine vaner, hun mente mor måtte være i besiddelse af. Farmor sagde, at far aldrig ville kunne skrabe de penge sammen mor kunne bruge, så hun tilbød at mor kunne aflevere sine penge til hende, hver gang hun fik løn, så hun kunne forvalte pengene. Mor sagde, at hun altid havde været vant til at passe på sine egne penge, så det skulle hun nok selv klare. Farmor vidste ikke, at Mor var meget sparsommelig og nøjsom og bestemt ikke har noget storhedsvanvid. Når ret skal være ret, så var det far pengene sad mest løst på, måske mere løst end godt var, indtil mor kom ind i billedet. Det er også far, der altid har yndet at fortælle, at vi er født med blåt blod i årene efter Marie Grubbe, farmors aner. Farmor var absolut ikke ud af mere blåt blod end de fleste andre, men jeg har ikke kunne overbevise hverken far eller faster om, at det ikke var sandt. 

Farmor var en lattermild kvinde, og mens jeg skriver dette indlæg, kan jeg tydeligt se hende for mig, og høre hendes milde latter. Jeg husker hende bestemt ikke som noget dårligt menneske, men jeg har senere erfaret, at hun tit satte splid i familien, blandt hendes egne børn og svigerbørn. Det har jeg mange historier på og fortæller måske om nogle af dem en anden gang. Trods dette splid formåede farmor alligevel at blive inde i varmen hos både børn og svigerbørn, men hun blev også jævnligt sat på plads. Det var åbenbart nok, til at alt kunne fortsætte som intet var hændt. 

Farmor havde sukkersyge, og allerede i min barndom vejede og målte hun alt sit mad og var på streng diæt. Hun havde næsten mistet synet helt, da hun døde 72 år gammel. Kort efter farmors død, kom farfar på Sakskøbing Alderdomshjem, hvor han var mere oppegående end han ellers havde været i hele det liv jeg havde kendt ham. Han fandt sig en lille veninde, som også boede på plejehjemmet. Farfar læste avis for hende hver dag og de to gamle mennesker hyggede sig sammen. De blev kærester og endda også ringforlovet. Farfar døde i 1978 et par måneder før han fyldte 84 år.

Som nogen af jer allerede ved, fik vi for mange år siden stablet en stadig tilbagevendende fætter- kusinefest på benene. I år bliver det første gang uden et eneste af farmor og farfars børn, fordi de nu alle er døde. Der er dog stadig 2 svigerbørn tilbage.  

Feriedrømme

Det er længe siden vi har talt ferie her i huset. Vi har ikke helt styr på ferietidspunktet, og da slet ikke feriedestinationen, men nu nærmer ferietiden sig snart. Det vejr vi havde i weekenden, sammenholdt med det manglende forårsvejr og måske ditto sommervejr der er i sigte, så drømmer man da om at forlade det kolde, våde danske vejr, bare en uges tid. Kun Kosta og jeg var ude og se på himlen over byens tage.
I dag har det været helt anderledes vejr, og jeg har nydt min have- og drivhusvandring da jeg havde fri, og da jeg sidder her og ser dagens billeder, spørger Allan, hvem er det der allerede har jordbær og tomater. Det er da os, siger jeg. Nej, han havde i hvert fald ikke set nogen, så det var billeder fra sidste år. Kom, siger jeg, nu går vi to ud og så viser jeg dig det hele.
Jeg har stadig ingen tidshorisont på hvornår og hvor længe jeg kan holde ferie, men uanset hvad, så skal, vil og må jeg have plads til lidt sommerferie.
De sidste par år har Færøerne jævnligt været på banen, men det koster langt, langt mere end vi plejer at ofre på ferier. For nogle måneder siden fik Allan opgaven at undersøge mulighederne for at vi kunne komme afsted, da jeg så et helt fantastisk tilbud på en rejse inklusive fly, ophold og billeje i 4-5 dage. Noget jeg lige kunne få trykket ind, inden jeg skulle starte med alt det nye arbejde. Selvfølgelig var der udsolgt, men de foreslog, at vi kunne bestille en anden rejse, der kostede næsten 3 gange så meget. Næh tak, det havde ingen interesse, så vi blev hjemme. Færøerne spøger stadig, så i går hvor det regnede og igen var så koldt at jeg måtte tænde op i brændeovnen, undersøgte Allan feriemakedet, og kaldte med jævne mellemrum, for at vise mig, at han vist nu havde fundet noget. Hver gang, kunne jeg fortælle ham at det var grupperejser. Det er der ingen af os der gider og Allan gad ikke bo i en kuffert, og flytte til et nyt hotel hver dag, så han opgave til sidst, for det var tilsyneladende de eneste muligheder. I stedet ville han til Azorerne, som vi også jævnligt har talt om, og endnu mere efter at det både er overkommeligt at nå dertil, men også overkommeligt at betale. Vi jeg gider ikke 14 dages ferie væk fra hjemmet. En uge er rigeligt til mig. Jeg har prøvet 10 dage et par gange eller tre, og selvom det 2 af gangene har været i egen bil, vil jeg bare hjem, for så har jeg fået nok. Ude er godt, men hjemme er bedst. Personligt tror jeg vi får mest ud af Færøerne, ved at bo i en kuffert, selvom det vil betyde at jeg også skal sluge en kamel. Der bliver nemlig noget mere bilkørsel end jeg bryder mig om. Jeg vil ud og bevæge mig.  
I dag fandt Allan North Travel, som han viste mig, da jeg kom hjem. Måske sluger vi begge et par kameler, hvis der altså noget ledigt i sommerhalvåret, med mindre I der læser med kender noget til Færøerne og kan anbefale et rejseselskab og et sted at bo, så man er mere fri til at køre eller vandre helt uden at skulle hænge i nogen snore af nogen art. Snore der binder, har vi nok af til dagligt, så vi vil gerne være helt fri som fuglen. Selvfølgelig til overkommelige priser. Vi skal bare kunne lave kaffe, bade og sove i huset eller lejligheden.