Weekendens vinterklargørelse

Indtil i lørdags har det været ganske mildt og lunt i vejret efter årstiden at dømme. Da de lovede store snemængder her i weekenden, var det tid at få sneskovlen lagt i bilen inden vi begav os til Sortsø, hvor vi køber regnbueørreder hvert eneste år. Sidste år, ville jeg købe rogn, men der var allerede udsolgt 20 min. efter de havde åbnet. Da Ellen og John også skulle købe rogn, aftalte vi at mødes. Sikke et møgvejr. Det blæste og regnede, men det var heldigvis tørvejr i pavillonen i Stubbekøbing, hvor vi havde aftalt at drikke en tår kaffe sammen, mens vi kiggede ud over vandet. Lunt kan man bestemt ikke påstå det var.     








Hjemme igen, fik jeg ordnet rognen. Den blev pisket og skyllet og pillet flere gange, inden alle hinder var væk. Bortset fra jeg smagte lidt af det, røg det hele i fryseren.

I dag vågnede vi til atter en meget våd og blæsende dag, så jeg spurgte Allan om jeg ikke skulle hive vinterdynerne helårsdynerne frem, til erstatning for de tynde tæpper vi sover med det meste af året, eller han troede, at ikke bare jeg, men også han selv stadig ville få det alt for varmt, trods det altid åbne vindue. Vi satser på vi overlever varmen. 
Sommerjakken er lagt væk. Mine vinterstøvler er fundet frem og er klar til i morgen tidlig.

















Ellers er weekenden gået med at passe forskellige aftaler, bage lidt brød til fryseren, lave æblechips og strikke. 
Bortset fra nogle få store fnug, der et kort øjeblik faldt ned fra himlen i eftermiddags, mens solen også kom frem et øjeblik, har sneen ikke ramt Lolland. Det ser ganske anderledes ud rundt omkring andre steder i landet. Især Sjælland, omkring Roskilde, hvor det begyndte at sne allerede i går. Her er der faldet op til 60 cm sne. (Denne bemærkning mindst lige så meget til mig selv og min dagbog) Her på stedet vælter regnen ‘bare’ ned. Hellere regn, end sne, i de mængder og med den vind, når man ikke bare kan blive hjemme.

Popcorn og fugle, æblerov og hørelse

Vi har på et tidspunkt fået nogle popcorn i en gavekorv. Ingen af os spiser den slags, så da jeg så i bladet ‘Vores Villa’ at man kunne lave spiselige dekorationer, der gør fuglene glade, så var det selvfølgelig det disse popcorn skulle bruges til.



Da jeg kom forbi en række rønnebær, røg der lige et par klaser med hjem. Man må smede mens jernet er varmt. Popcorn blev poppet i mikroovnen. Du milde kineser med popcorn, der bliver ud af sådan en portion. ståltråd blev klippet i passende stykker. Herpå trådte jeg popcorn og rønnebær. Man kan også bruge æblestykker og andet, man ved fuglene kan lide. Jeg har kun lavet et par kranse og hjerter, da der i opskriften stod, at det var vigtigt at popcornene ikke indeholdt salt, og det aner jeg ikke om de gør. Har du børn, eller børnebørn, er ideen hermed givet videre, til et par hyggelige stunder sammen med ungerne. Man kan jo spise lidt af herlighederne, (hvis man er til den slags) mens man laver lækkerier og pynt til haven. I bladet var der sat røde silkebånd på også. Det har jeg undladt, men dekorationerne hænger nu i det bladløse hasselnøddetræ og prøver at lokke flere fugle til. Jeg har været på æblerov, men med god samvittighed, da jeg har fået lov af ejeren.  Alle æblerne er plukket, så man skal lede lidt for at finde nogle på træerne, men det gør jeg også gerne. Det var nemmere at finde paradisæblerne, som der er lige så mange af som rigtige æbletræer.
Paradisæblerne giver en bedre bestøvning af spiseæblerne. Disse paradisæbler er større end kirsebær og mirabeller. Jeg fik helt lyst til at sylte nogen af dem til pynt på desserter, men jeg lod dem hænge. Efter en times vandring op og ned ad rækkerne i den store plantage, var min bærepose  blevet fyldt med æbler. Allerflest af sorten Pinova, men også lidt Galaxy. Pinova er et dejligt dansk spiseæble, når nu Sunrise var ‘udsolgt.’ Der røg også et par andre sorter i posen, efterhånden som jeg så et ensomt æbler hænge på træerne. Jeg kunne snart heller ikke se mere, så jeg vendte hjemad.
Allan har haft høreapparater i omkring 23 år, og har for snart mange år siden, været igennem en undersøgelse for muligheden af en operation for otosklerose. Dengang kunne (eller ville) man ikke operere ham, men nu har han, som jeg skrev lidt om her, forsøgt igen. Køge sygehus, indstillede ham til operation allerede den 12. oktober, så vi gik blot og ventede på indkaldelsespapirerne. Der skete bare ikke noget, så jeg syntes Allan skulle ringe og høre, om Køge havde glemt ham. Det havde de ikke, men der var 3 års ventetid. Jamen kan jeg så ikke blive opereret et andet sted, spørger Allan. Jo, men det skal du selv finde ud af…. Hmm.. jeg aner ikke hvor jeg skal henvende mig. Vi plejer da altid at få et brev om at der er lang ventetiden og hvilke muligheder vi så har. .. Det bruger vi ikke her, sagde de i Køge….. De var dog søde til at hjælpe, og foreslog at han kunne kontakte pivathospital Mølholm i Århus. Hvis de sagde ja til at operere, skulle han vende tilbage til Køge, så de kunne sende hans papirer. Allan har ringet til Mølholm, som selvfølgelig lige skulle have papirerne tilsendt. Når de havde dem, ville de sende et brev med dato for en forundersøgelse. Allan skal til Århus den 30. november. Når undersøgelsen er foretaget vil de højst sandsynlig kunne operere ham allerede nu i december. 

Slik og slikpapir

Da jeg fik en meget stor og meget fin kurv af kollegaerne til min fødselsdag, indeholdt den bl.a. nogle chokolader indpakket i kulørt folie. Det fik mig til at tænke på min barndom og skoletid. 
Jeg er ikke opvokset med at der var slik i huset. Det var noget der kun hørte julen og fastelavnsriset til.
Faktisk har slik aldrig rigtigt sagt os 3 tøser noget. Når vi 4. juledag var til juletræ, fik alle unger udleveret hver en slikpose og en sodavand. Vi spiste hver vores appelsin, men  rørte ikke meget af det andet posen indeholdt. Hvad slik angik, var vi alle 3 nogle meget kræsne unger, og jeg er det stadigvæk. Chokolade er også noget jeg meget sjældent sætter tænderne i, fordi jeg simpelthen ikke kan lide det meste af det. Jeg er dog blevet bedre til at spise slik, men det er ikke noget, der ryger ned i større mængder, hverken ugentligt eller månedligt. Mørk eller fyldt chokolade rører jeg ikke.
Slikpapir fik vi i sagens natur ikke meget af, men når der var sådan et skinnede stykke sølvpapir om et stykke chokolade, ville vi gerne have sølvpapiret til samlingen. Når de voksne tog en af de der flasker med ‘sprut’ i, eller andet indpakket chokolade, bad vi om papiret, som blev glattet ud og nænsomt gnedet på til det var skinnende  blank og lignede et helt nyt og ubrugt stykke sølvpapir. Stykkerne blev samlet i en cigaræske, og der blev passet godt på dem.
I dag findes der rigtigt meget flot slikpapir, og man kan lave de fineste tasker og punge af det. Det er nu ikke noget jeg vil kaste mig over.
I får lige et billede af den overdådige kurv samt kortet. Kortet fortæller uden ord, hvordan mine arbejdsdage er. Meget alsidige og helt uforudsigelige. Noget der passer mig særdeles godt.

Har du også samlet på kulørt sølvpapir?

Vi sysler ude og inde med kapers, vippebræt og meget andet.

Siden sidste lørdag, har vi koncentreret os om at få ryddet en masse opgaver ad vejen. De opgaver der fyldte mere og mere i mit hoved, blev nedfældet på papir, og så gik vi ellers i gang med at udrydde små og store opgaver og blande dem med det vi synes er sjovt. Her er endnu et lille udpluk af hvad vi har brugt vores fritid på.




















Jeg fik revet græsplænen for nedfaldne blade, klippet en del blomster og stauder ned, høstet kvæder. De er ikke særlig kønne i år, og de fleste heller ikke særlig store, men der er som altid mange af dem og de kan heldigvis holde sig rigtigt længe.
Ananaskirsebærbusken havde stadig masser af frugter. De blev høstet og busken beskåret kraftigt. Jeg må lukke øjnene for alle de frugter, der aldrig kan nå at modnes. En stor del af busken fik lov at at stå en uge mere, og det fik jeg da også denne lille portion ud af. De frugter er også noget værre småskravl i år. I dag har jeg atter været over busken, og kun en enkelt meget rigtbærende gren er ladt tilbage weekenden over.
Peberplanterne i drivhuset fik jeg også høstet. Peberne er skåret i terninger til fryseren og planterne blev trukket op.
Mine 3 små figenskud, som er skrumpet ind til 2, blev plantet ud i drivhuset, for at beskytte dem for vinterens kulde. Nu håber jeg de overlever, så de kan plantes ud i haven til foråret.
Jeg kan ikke styre mine hindbær. De vælger selv hvor de vil skyde op, og jeg vil helst have dem på nogenlunde lige rækker. Efterhånden var de kommet alt for meget på afveje. Jeg fik plukket årets sidste hindbær, skar buskene ned OG gravede dem op. Faktisk var det et arbejde, jeg allerede skulle have lavet sidste år, og vist også forrige år, men der nåede jeg det ikke. Allan har i løbet af ugen fået gravet stykket igennem, så jeg kan plante mine planter igen. Det håber jeg at få klaret i denne weekend.
Mine tallerkensmækkere står med deres mange fine små blomster, og lyser så dejligt op ude i haven. Vi elsker hjemmelavede kapers. I dag har jeg været ude at plukke de sidste mange bær og lavet endnu en portion kapers efter Camilla Plums simple opskrift. Det der tager længst tid, er at plukke dem. 
Mens jeg har taget mig af haven, har Allan fået klaret andre opgaver. Mark ringede, at han havde brug for et godt råd af en fagmand. Han havde et par radiatorer, der ikke virkede og havde købt købt nye termostater, men….. Kan man sætte en haneforlænger på, spurgte Mark. Jeg kigger op med det samme, sagde Allan. Han fandt ud af, at Mark kunne returnere termostaterne og bytte dem til et par pakdåser i stedet. Nu har de unge mennesker varme igen.
Allan har også skiftet en bundventil til Mads’ håndvask. Den ene tjeneste er vel den anden værd. Den gamle Polo fik vinterdæk på, og røg glat igennem synet i mandags. Så er det projekt også afsluttet. Det var et af de mere langhårede.
Camilla ønskede sig et vippebræt. Det skulle bruges til at træne Pagani og Bacchus. Barnet havde lånt et vippebræt af en hundeven. Det bræt var helt fantastisk, men de er hundedyre at købe. Tror du ikke far kan lave sådan et til mig, spørger hun. Jo, det tror jeg godt, han kan. Du skal bare sende et billede og nogle mål, så han ved hvor stort det skal være. Nu er brættet klar til aflevering.
Forleden aften fik jeg endelig hørt optagelsen med far. Der var ikke de helt store nyheder eller overraskelser i det interview, men det var sjovt at høre hans stemme og være i stue med ham igen.
Allan var for mere end en måned siden på Køge sygehus, til forundersøgelse til en eventuel operation for sit høretab. Vi venter bare på indkaldelsen. Jeg mente det var en god ide, at han lige ringede og tjekkede at de ikke havde glemt ham. Det havde de sådan set ikke, men der var 3 års ventetid. TRE år. Det betyder at han har mulighed blive opereret på et privathospital. Det eneste sted de kan klare det er i Århus, men mere om det, når vi ved mere. Forhåbentlig meget snart.
 
 
 
 
 
 
 
Denne weekend bliver meget i lighed med den forrige. Vi vil atter blande arbejde med fornøjelser. Jeg kan glæde mig utroligt meget over alle de småting, der får en afslutning.

På togt i Tyvekrogen

Sidst alle vi søskende var samlet, aftalte vi at mødes for at gå en tur i skoven. Hen ad vejen, er der kommet forespørgsler, ønsker og ideer rullende til dagens tur. Det endte med at det, der egentlig bare skulle have været en pæn lille gåtur, blev et heldagsarrangement.
Vi havde aftalt at mødes kl. 9 søndag ‘morgen’ ved indgangen til Tyvekrogen. Efter stormen Freja om natten havde hærget visse steder i landet, var vi ganske tilfredse med dagens vejr. Solen skinnede allerede fra starten af.

Vi havde medbragt hver en pose til at samle lidt i forskelligt i. Efter skovturen, skulle vi nemlig samles hos søster, hvor vi hver især skulle kreere noget af dagens høst.





Et godt stykke inde i skoven, kommer vi til denne gamle skovfogedbolig. Jeg mener det må være Jægershvile, som jeg har læst om,  men ingen andre kunne hverken be- eller afkræfte det. Vi ved at huset var beboet i 80’ er mens Allan arbejdede for godset. I dag står huset nok til nedrivning. 
Da vi havde gået halvdelen af turen var det tid til en tår kaffe og en lille mellemmad, men det var ret vådt alle vegne, så det foregik i stående position. Da vi havde fået lidt at styrke os på, fortsatte vi vores vandring og høst. 
Vi holdt tempoet nede, så mor også kunne følge med. Efter ca. 8 km, var vi nået igennem ruten og tilbage ved start. Her satte vi os ind i bilerne og kørte til søster og svoger, som lagde værksted til dagens næste program.
Søster havde sørget for, at der var en halmkrans til alle, så mens vi fik varm kakao og æbleskiver, blev der bundet og eksperimenteret. De unge havde aldrig prøvet at binde kranse før, og mor havde mistet taget på det efter hendes stunt, så der blev arbejdet stille og meget koncentreret.  
Allan og svoger mente ikke de havde forstand på den slags, så de havde ‘travlt’ med at snakke sammen, men vi andre fik tilsammen lavet dette. Kranse har jeg bundet i hundredevis af, men det er første gang jeg har formet et hjerte af ståltråd, og bundet på det. Mine ting (de to med de mange røde benved) får plads på kirkegården, for her i huset skal vi ikke have ødelagt dørene ved at banke søm i.  
Efterhånden trængte nogle til at sidde lidt ned, så vi rykkede ind i huset, mens søster lavede en tår kaffe, og hev lidt forskelligt julerier frem, som hun gerne ville have hjælp til at lave.  
Jeg er overhovedet ikke gået i gang med nogen form for juleforberedelser, men søster var godt i gang med at lave strømpenisser. .
Mor ville gerne give suppe, så det blev afslutningen på en rigtig hyggelig familiedag. Næste års efterårsskovtur er allerede skrevet ind i kalenderen, ligesom et par andre datoer i 2016 blev det. Det er ikke nemt når søster altid ‘er lidt på tværs’ af alle os andre, med hensyn til arbejdsdage og tidspunkter. Hun kører på arbejde når vi andre er ved at have fri, og arbejder uanset om det er helligdag eller ej, samt både lørdage og søndage i hver anden uge, så det er ikke nemt at få koordineret kalendere. Mark sagde til hende, med et smil. Du er sku’ da også så besværlig. Få dig dog et normalt arbejde som alle os andre. 

Et lille udpluk af, hvad der også er sket de sidste 14 dage

Når der sker meget i ens liv, er det svært også at finde tid til at skrive om det. Vores kalender er fyldt godt op, med alt fra større projekter til mindre arbejdsopgaver, samt diverse aftaler og lutter fornøjelser der skal passes. Fornøjelse er det, når jeg lige kan nå at ‘løbe’ en lille tur til vandet, og nyde dette syn inden jeg kører på arbejde. 
 
 
 
 
 
 
 
 
 








Sidste mandag havde vor lille grundejerforening et arrangement på Sakskøbing Lokalhistoriske Arkiv. Der var flere medlemmer, der gerne ville have hjælp til slægtsforskning. Vi andre kunne så bruge tiden på at forske, eller kigge på andre arkivalier, og måske benytte lejligheden til at få nogle kopier med hjem på vores medbragte USB-nøgle. Jeg vidste at lokalarkivet, for mange år siden, havde været nede hos far for at lave en lydoptagelse med ham, om hans og andres liv og arbejde i lokalsamfundet. Ingen af os har nogensinde hørt hvad han har sagt. Ikke engang mor, som var på arbejde på det tidspunkt, og ikke anede noget, før hun kom hjem, og fandt dem på kontoret. Far havde fået en opringning den samme dag, de ankom. Optagelsen skulle man kunne bestille via Arkiv.dk. Den var der bare ikke.
Det viste sig, at nogen havde sat et flueben i feltet, at den ikke måtte offentliggøres. Hvorfor lave en optagelse, hvis ingen måtte høre den? Det ville ligne far meget dårligt at stille sådanne krav, så det blev selvfølgelig ændret, og vi fik en kopi af lydfilen med hjem. Optagelsen varer en time, og den time har jeg endnu ikke fundet. I pausen var der, som altid, dejlige hjemmelavede lækkerier at fylde i maven.
I sidste uge startede jeg med at tapetsere køkken hos Mads. Det er noget han længe har ønsket sig. Tapetet har også stået klar meget længe, men det har væggene ikke. Aftalen var at M selv skulle rive det gamle tapet af, og spartle eventuelle huller, så skulle jeg nok klare resten. I dag fredag, skynder jeg mig hjem fra job, og fortsætter det arbejde, og håber på at blive helt færdig inden næste aftale skal holdes.

 
 
 
 
 
 





Det er længe siden vi har set så meget til Camilla, som vi gør lige nu. Det er jo kun dejligt, når årsagen er hygge, gåture og fotografering, som vi alle godt kan lide. I søndags var det mor- og datterhygge hos os, med gåtur, handling, fotografering og leg i haven med børnene, mens vi spiste vores frokost og drak kaffe i det milde efterårsvejr. Her står havemøblerne nemlig ude hele året, og de bliver også benyttet. 
Allan og Mads havde mandehygge på værkstedet hele dagen, et helt andet sted. Mads havde nemlig lovet at lave vores gamle Polo klar til synet i næste uge. Der skulle sættes nogle lapper i, laves bremser, udskiftes bremserør og et par 'småting' mere. For Mads’ vedkommende, er der brugt en del timer, efter arbejdstid i denne uge, mens Allan er kørt efter materialer flere gange i ugens løb, efterhånden som der er dukket flere behov op. I aftes blev bilen endelig klar til synet på mandag. 

















I mandags, mens jeg lå og håbede på at få lidt mere søvn, inden det var tid at stå op, ringede Mads. Undskyld jeg ringer og vækker dig, men J (hans nabo, som ikke var hjemme) vil gerne have mig til at kigge en tur forbi hans hus, da han har fået en opringning om at der brænder lys. (Han har haft så mange indbrud) men jeg er jo heller ikke hjemme, siger M, men jeg sagde, at jeg nok kunne få dig eller far til at køre forbi og tjekke det. I øvrigt brænder der også lys hos mig, så hvis I gider tjekke det samtidig. Det gør jeg med det samme, jeg kan alligevel ikke sove. Op og hive noget tøj ud over natkjolen og afsted med lommelygten. Et par omgange rundt omkring det ene hus, hvor jeg lyste både højt og lavt og ind gennem døre og vinduer, uden at finde tegn på noget unormalt. Jeg kunne ikke lade være at tænke om J nu fik en opringning mere, om der gik en mystisk person rundt på hans grund. Hen til Mads, hvor jeg først gik rundt om huset, inden jeg låse mig ind, og tog en runde der også. Jeg kunne ringe tilbage til Mads og fortælle, at de begge måtte have glemt at slukke lyset. Sådan kan man hurtigt få en anderledes start på dagen, men det er rart, at så mange holder øje med hinanden herude på landet, når nu vi er så plagede af indbrud og brandstiftelser. To pyromaner er spærret inde, men det er åbenbart mindst en for lidt.

På tur i vandkanten på Lolland

Vi havde afsat hele lørdagen til at vise Ellen og John lidt rundt på Lolland. Vi startede med at besøge den lille cafë og gårdbutik i Sakskøbing, som åbnede i maj i år. Butikken har fået en fin velkomst og er godt besøgt.







Vi var ikke de eneste der ventede på at butikken åbnede. I gårdbutikken kan man finde et pænt udvalg af de mange speciale produkter, der fremstilles af de mange små lokale virksomheder på Lolland, Falster og Møn.
Da vi have kigget og købt, satte vi kursen mod det Gamle Mejeri i Erindlev, for at se den enorme stolesamling, som jeg tidligere har skrevet om. Man kan umuligt forestille sig, hvordan det er at se det ene rum efter det andet, fyldt op med tusindvis af stole. Man kan også gøre en rigtig god handel, hvis man står og mangler et møbel eller noget helt andet, da der udover museum også er loppesalg.

Uanset hvor man befinder sig på Lolland, er der íkke mange kilometer til vandet og vand er altid tiltrækkende at være i nærheden af. Solen prøvede forgæves at bryde igennem disen, der lå over hele landskabet, men det lykkedes ikke rigtigt.
Trods det er friluftlivet alligevel dejligt, så vi drak den sene formiddagskaffe ved Lundehøje havn til denne udsigt.










Turen fortsatte til Errindlev havn, Olstrup Kirke, Lungholm Gods, fuglereservatet ved Saksfjed-Hyllekrog, de små miniature-sommerhuse ved Brunddragene, som jeg alt sammen har fortalt om før, så jeg vil nøjes med at vise et par stemningsbilleder. 

Frokosten blev indtaget ved Østersøbadet til lyden af bølgeskvulp og en lidt kølig vind der på toppen af det 63 kilometer lange dige. Også jeg fik jakken på.




















Efter at være kørt forbi de ca. 50 små huse, besøgte vi Lollands lufthavn, men der var ingen trafik i luften. Når nu vi var på de kanter, var det nærliggende at køre forbi vores sommerhusgrund. Vi har nemlig vores helt private, lille skov i baghaven. På vores egen lille matrikel fandt vi nogle fine svampe. Iflg. Ellen også en spisesvamp, men også nogle ukendte og sjove svampe. 

Atter en gang satte vi os til bords ved vandkanten og drak en tår eftermiddagskaffe.  













Det begyndte at blive mørkt, og jo lavere solen kom på himlen, des mere synlig blev den. Det var på tide at vende snuden hjemad, men som det sidste, ville vi lige vise dem det lille paradis, jeg ofte går en tur ned til. Desværre var der nu ikke meget lys over landskabet, men de kunne sagtens se, hvad jeg mente.
Dagens udflugt har jeg tidligere skrevet om både her, her og her, og hos Ellen kan du læse hendes version af dagens oplevelser.