Ansat, ledig, fyret? Muskelspændinger og foredrag

Jeg er hverken døv eller blind, så det kommer ikke bag på mig, at der måtte ske et eller andet på min ‘nye’ arbejdsplads bijobbet. Som jeg skrev om her, så har jeg så få timer, at min sidste lønudbetaling for en hel måned, i dette firma, beløb sig til kr. 900,- efter skat. Jeg kan melde mig delvis arbejdsløs og få supplerende dagpenge i et halvt år, men det cirkus orker jeg bare ikke igen. Nu ser vi hvor længe, vi kan klare skærene.
Da jeg åbnede døren til firmaet tirsdag morgen, blev jeg alligevel mødt af en overraskelse.  Der er da vist gang oprydningen, tænkte jeg, da jeg så alt det der var stablet op, mens jeg banede mig vej til mit kontor. På vejen mødte jeg chefen og en lille skare arbejdende mennesker. Nå, I har gang i den store oprydning, sagde jeg. Ja, nu sker der noget, sagde chefen. Godt, sagde jeg og tænkte, det bliver dejligt at kaste mig ud i alt det nye, han havde sagt ville komme efter årsskiftet, så jeg også kunne få lidt flere timer. Et øjeblik efter kom chefen ind på mit kontor og fortalte at bygningerne var lejet ud. Jeg håber du vil fortsætte, sagde han, for der blev nok lidt ekstra at se til nu i den første tid. Det ville jeg gerne.
Der strømmede flere og flere mennesker til i løbet af dagen. Jeg har slet ikke tal på dem. Der var allerede på alle måder gang i virksomheden. Jeg kunne jo ikke undgå at høre en masse. Jeg tog en snak med et par af de ‘nye’ folk, for at lægge billet ind på at få et lille job i det firma også. Ved du hvem vi er? Nej, det ved jeg ikke. Det de fortalte mig, blev jeg ikke klogere af. Ingen firmanavn blev nævnt. Kun hvor meget de ejede. De er MEGA store. Har alle slags forretninger i hele landet. Nu venter jeg sådan set bare på at få min opsigelse, for jeg kan godt lægge to og to sammen. Senere talte jeg med en anden chef, som fortalte at de overtog firmaet det største af de 3 virksomheder jeg passer. om… han kiggede på uret… og sagde… om 3 dage. Altså i dag 1. februar. Jeg har allerede sendt de 3 første ansøgninger afsted. En opslået, som jeg dårligt ved hvad er, da det var på billet mrk., men det lød som noget jeg rigtigt godt kunne tænke mig. De andre to var uopfordret, hvor jeg i forvejen havde ringet.

Siden i tirsdag aften/nat, har jeg haft så ondt i ben/balle, at jeg hverken har kunne sidde eller ligge ned. Fredag havde jeg en aftalt tid hos min mirakelmand, men ventetiden indtil da har næsten ikke været til at holde ud. Jeg har fået en ordentlig portion nåle, og så siger han gudhjælpemig, at det nok var en rigtig god ide, at jeg lod være at gå ture, med mindre jeg holdt mig fra skovture og andet ujævnt terræn. Det er straffen for at have gået lange skovture siden juledagene. Meldingen var, at der hvor jeg skal gå, skal der være rent, tørt og helt plan vej, indtil musklerne igen er løst op. Sådan et terræn har vi slet ikke her i området i denne tid, lige bortset fra vores eget lille fortorv, med mindre jeg altså valser rundt oppe midt på hovedvejen og sikkert kommer i karambolage med politiet. Altså ingen skovture til mig, hvis jeg ville have musklerne til at slappe af, og det vil jeg. Mine gåture har jeg taget i vort eget hus, ved at vandre gennem gangen ind i stuen rundt om borde og tilbage igen en masse gange, men det bliver altså hurtigt ensformigt, og efter 10-15 min. er det ikke interessant mere. Vi skulle ellers have været på en vandretur på Avnø i morgen, men har måttet aflyse.

I aftes var vi i vores lille grundejerforening som tæller 12 husstande, men ikke alle møder op. Der var arrangeret foredrag om min arbejdsplads med forfatteren til bogen om samme. Bogen fortæller mig ikke rigtigt noget jeg ikke ved i forvejen. Jeg har nok for meget insiderviden. Jeg har selvfølgelig mødt forfatteren og talt med ham mange gange, og forventede at han var en rigtig god foredragsholder. Det holdt stik. Han kan sin lektie helt udenad, og holdt vist alle fanget hele aftenen, men som forfatter er jeg ikke imponeret af ham.  

Man skal ikke hidse sig op over noget, man ikke kan ændre på

Vi har brugt en del krudt på, at få nogen til at gøre noget alvorligt ved den reklamation omhandlende vores nye fryseskab, leveret her den 3. januar.
Jeg ved det ikke er nemt at være butikschef i dagens Danmark. Jeg har trods alt været ansat i branchen i 10 år, og kender alt en hel del til den situation butikscheferne står i. Det bliver min tolerancetærskel desværre ikke større af. Som min gamle chef, en særdeles dygtig købmand sagde, og stadig siger, så fatter han ikke, hvorfor man i kæderne ikke hører på butikscheferne, som trods alt står med kunderne til dagligt, og ved hvad der rører sig. Hvilke varer, ønsker og behov  kunderne har. Ganske simpelt fordi tilfredshed skaber kunder.
Vi har, både Allan og jeg, talt med Skousen flere gange. Han kan intet gøre. Vi har talt flere gange med det Servicecenter, som kører for hele kæden på Lolland, Falster og Sjælland. Da vi bad dem rykke for den ny låge, vendte de tilbage, og sagde at den ville blive leveret til butikken den 30. januar. Det kan bare ikke være rigtigt. Allan fik oplyst et telefonnummer til Witt, som har servicen på bl.a. alle Liebherr produkter i landet, og åbenbart er det øverste led, man kan nå som forbruger. Der var ikke andet at gøre, end at vente på lågen. Jeg var lige ved at gå op i limningen, da jeg fik den besked af Allan. Jeg ringer ikke mere, bedyrede han, selvom han ellers ikke er bange for at åbne munden, når uretfærdigheden blomstrer. Mit hjerte bankede af arrigskab, mens jeg omgående fløj til telefonen, for at fortælle om alle urimelighederne, og at de var nød til at gøre noget NU. Der var meget, meget tavst i den anden ende. Et øjeblik senere blev Allan ringet op på sin mobil af servicefirmaet, som ville sende en tekniker ud til os, om 5 dage, for at varme gummilisten op. Jeg ringede til Witt igen. Bad om at tale med den samme navngivne herre. At han var vældig flink, hjælper mig ikke en pind. Den gummiliste, tror jeg altså du skal se. Den er total flad og helt vredet, og kan ikke rettes op. Det var nemlig også det, den første tekniker sagde den ‘bare’ skulle. Nej, men de ville prøve at gøre et forsøg, så vi i det mindste kunne bruge fryseren. Jeg sagde, det var spild af både vores og alle andres tid. Vi ønsker den nye låge nu, eller et nyt skab, som jo næsten kan komme med dags varsel. Jamen sådan var det ikke. Når det var sådan et dyrt skab, vi havde købt, så gjorde man alt for at reparere det. Når det var en reservedel, så tog det bare længere tid, og de skulle også sørge for at reservedelene kom frem ubeskadiget. Derfor den lange ventetid. (Jeg har nævnt, at vi til alt held havde den gamle fryser, men havde vi  ikke haft det, havde situationen fra deres side ikke ændret på proceduren) Havde det været en billig fryser, så kunne vi have fået en ny… Giver det nogen mening, spørger jeg bare.
Tjekker I ikke jeres varer inden de bliver afsendt fra lageret, spørger jeg. Jo, det gjorde de. Så er der givetvis nogen, der har lukket øjnene her, for det er i hvert fald ikke tjekket. Han var helt enig og beklagede, at vi var havnet i den situation. Han gav mig også ret i, at det var helt urimeligt, men at der ikke var andet at gøre end at vente på den nye låge. I går blev Allan ringet op af en ny tekniker/montør, der alligevel var blevet bedt om at kontakte os, for at se om han kunne afhjælpe skaden midlertidig. Han kunne intet stille op. Jeg prøver at lade være med at tænke på, alle de historier jeg har hørt den sidste måned, om hvad andre har været igennem, og de historier jeg har læst mig til på nettet, uanset mærke og arten af hvidevarer.
De kommer og monterer den nye låge fredag den 31. Jeg håber d…. ikke, der er mere i vejen med den fryser, når den igen får strøm. Billederne er fra de sidste par dages vandreture.

Oprydning, håndarbejde, en gammel drøm og en gåtur

Det blev indholdet fra den ene skænk i stuen, der stod for kritisk gennemgang. Skænken  indeholder mange fine håndarbejdsting. Noget bliver jævnligt brugt, og andet overhovedet ikke. Jeg har selv fabrikeret en del af det, og andet har jeg fået foræret.  
Lysedugene har ligget i skabet de sidste 10 år eller mere, og bare ventet på at tiden igen blev til den slags pynt. De rødlige mellemlægsservietter og dem med den grønne kant bruger jeg. De tynde hvide er vasket, men ikke stivet og spændt ud, for jeg bruger dem ikke mere. Alligevel kom de tilbage i skabet. De 6 hvide forrest har aldrig været brugt og er pakket sammen med lysedugene og andet, der skal til genbrugsbutikken.
Min gudmor, har lavet rigtigt meget håndarbejde og foræret væk, og lidt af det er også nået til mig, selvom det ikke var den slags gaver jeg fik af mine gudforældre til jul og fødselsdag. Jeg vidste nemlig altid hvad jeg fik, men det er en helt anden historie. Den håndbroderede dug har min gudmor lavet, og jeg fik den til min 18 års fødselsdag. Hvis man skulle være i tvivl, er det broderet ind i kanten. Dugen er hele vejen rundt i kanten broderet med samme mønster, som det der ses her til højre. Var det ikke sådan et stort arbejde at stryge den hver gang, ville den blive brugt meget mere.
Da jeg var ganske ung, havde jeg en drøm om at lære at kniple. Som tiden gik ændrede behovet sig for den slags pynteting. Til trods for jeg ikke aner hvad jeg skulle bruge kniplingerne til, startede jeg alligevel, som nogen af jer ved, til knipling her i efteråret, for at få den gamle drøm opfyldt om at lære dette håndværk. Det lykkedes. Jeg er bare ikke blevet overbevist om at jeg skal lave flaconer, mellemlægsservietter, jule- og påskepynt, halstørklæder, smykker osv. osv. Selvom det er flot, for det er det. Jeg går ikke med tørklæder, og jeg har ikke et lager af smykke at vælge imellem, og skal heller ikke have det. Dem jeg har hænger på mig altid. Jeg har lært alle grundslagene, og kan kniple en smule. Der er selvfølgelig mange slags mønstre. Nøjagtig som når man strikker og hækler. Knipling er et meget billigt håndarbejde, men frygtelig tidskrævende. En tid som jeg ikke har til hensigt at finde, og jeg skal heller ikke have skabt mig et større lager af noget som helst, der ikke bliver brugt. Det har jeg i forvejen nok af. Se bare de små flaconer, som jeg selv har hæklet med en hæklenål så tynd som en synål. Det er samme tynde garn som man bruger til knipling. Jeg nænner ikke at kassere dem, så de kom også tilbage i skabet. På min vandretur i dag, mødte jeg flere mennesker. Jeg var dårligt komme ud ad døren før, jeg stødte på en fra nabolaget. Han ville gerne snakke, så vi fulgtes et lille stykke, men hans gang var lidt for treven til mig, så jeg sagde, jeg skridtede af, for jeg havde sagt jeg var hjemme om 1½ time. Da jeg nåede stranden, kom en ung mor hen til mig og spurgte om jeg vidste, hvor naturlegepladsen lå, for de kunne ikke finde den. Jeg tog hende med tilbage, hvor jeg kom fra, og udpegede stedet. Ude i skoven mødte jeg et par hundeluftere. Konen råbte, på lang afstand. Er du bange for hunde? Nej, råbte jeg tilbage. Da vi mødte hinanden, ville de gerne snakke og forklare hvorfor de råbte til mig. Hunden var ikke i snor. Det emne tog vi så også, uden at være enige. Sig mig engang, sagde konen. Du er da vist kommet langt væk hjemmefra. Næh, det mente jeg da ikke… Jamen var det ikke dig, der gik oppe i S. den anden dag. Jo, det kan sagtens være. Jeg ser dig da tit, og har gjort i flere år, bor du ikke der? Nej, det gjorde jeg ikke. Jamen du gik da også nede ved det lille skovløberhus helt ude ved X-vejen den anden dag. Ja, men jeg kommer langt omkring. Jeg fortsatte min tur og mødte en hundelufter mere, som kun fik en kort bemærkning med på vejen. Jeg nåede hjem til kaffetid, som aftalt. Sådan kan en dag også få kulør.

Det går op og ned

Da jeg ledte efter noget i min mappe med sjove historier, stødte jeg bl.a. på denne beretning. Det er angiveligt en skadesanmeldelse til et forsikringsselskab.
Jeg er murersvend, og på ulykkesdagen arbejdede jeg alene på taget af en seksetagers ejendom. Da jeg havde afsluttet mit arbejde, havde jeg ca. 50 mursten på 110 kg tilovers, og i stedet for selv at bære dem ned, besluttede jeg at anbringe dem i en træbalje, og hejse dem ned ved hjælp af en talje, anbragt på bygningens top. Derefter steg jeg ned, holdt godt fast i rebet og forsøgte langsomt at fire stenene ned, men som det fremgår af skadesanmeldelsen, vejer jeg desværre kun 71 kg.
Det er vel overflødigt at bemærke, at jeg pludselig fræsede op langs hussiden i pæn fart, og at jeg i 3. sals højde mødte træbaljen, der var på vej ned, hvilket er årsagen til kraniebruddet og det brækkede kraveben. Dette møde nedsatte kun farten lidt, så jeg fortsatte min hastige opstigen – indtil baljen ramte jorden og bunden gik ud af den. Befriet for sin vægt, vejede den nu kun 20 kg, og idet jeg endnu engang refererer til min ringe vægt, begyndte jeg en hastig nedstigning langs nybygningens facade.
I 3. sals højde mødte jeg igen træbaljen, denne gang på vej op, hvilket forklarer mine to brækkede ankler samt hudafskrabningerne på benene og den nederste del af kroppen. Heldigvis bevirkede mødet med baljen, at hastigheden blev nedsat, så jeg kun brækkede tre ryghvirvler, da jeg havnede i bunken af mursten.
Og brevet slutter: Jeg er ked af at måtte fortælle, at da jeg lå der i bunken af mursten i dybe smerter og betragtede den tomme balje seks etager over mig, mistede jeg desværre bevidstheden – og gav slip på rebet.

Billederne har intet med historien at gøre, men gad vide hvad forsikringsselskabet vil sige til sådan en sag, med alternativt låsesystem, hvis der bliver indbrud. I retfærdighedens navn, skal siges at ejendommen er ret velholdt, men af en eller anden årsag, rører man åbenbart ikke ved denne dør og gavl, som skjules af bladene på træet det meste af året. 

Luksus har altid en pris

Den sidste tid har jeg levet et luksusliv. Det har selvfølgelig en pris. Også selvom det er de gratis glæder. Jeg har nemlig taget mig den luksus at hive 1-1½ time ud af kalenderen næsten hver dag i den sidste tid, til at gå mig en tur. I mit univers er det luksus i overklassen, fordi andet selvfølgelig må tilsidesættes. Man kan bare ikke være flere steder samtidig.

Jeg nyder mine ture i al slags vejr. Skoven er meget våd, og farven næsten brun overalt, men jeg har den helt for mig selv, møder en enkelt hundelufter i ny og næ. Skoven fortæller mig mange historier, mens jeg går rundt derude. Et fredeligt dyr ligger og kigger i strandkanten. Se den nederste fjerdedel til højre i billedet. Lidt længere inde i skoven har nogen smidt løbebukserne, eller måske er det det meste af en underkrop, der ligger der. Der er hele tiden noget nyt at få øje på.  

I dag havde jeg planlagt en tur igennem en anden skov. Allan ville gerne med på denne rundtur. Det var tørvejr, men hundekoldt. Temperaturen svarede til minus 14°, så vi var klædt varmt på. Hætten blev trukket godt ned i panden og snørret til. Der var ikke meget læ at hente i skoven, og slet ikke ude i det åbne landskab. Det var svært ind imellem at holde fodfæstet. Vi brugte godt 1½ time på dagens tur, som var på ca. 7 km og blev til næsten 8.900 skridt.
Lørdagen startede jeg med en lang vandretur og oprydning. Eftermiddagen brugte jeg på at hjælpe Mads med at isolere hans garageloft, mens Allan ryddede op på vores eget værksted. Aftenen tilbragte vi hos de bedste venner, som havde inviteret på mad. Det blev en særdeles hyggelig aften, og vi kom først hjem langt over midnat. Søndagen startede jeg med at kniple et par timer. Det kører fint, jeg lærte det inden jul, og nu kan jeg helt selv. Jeg er ret tilfreds med alt det jeg får ud af mine dage, selvom jeg river så mange timer ud til ‘ingenting’, så jeg tror jeg fortsætter stilen en tid endnu.

Av min arm

Det fortsætter med tidsspilde, ærgelser og opgaver der står i kø.
For 2. gang i vort liv tog vi turen til Det Blå Marked i søndags, i håb om at finde et lille, men specielt opbevaringsskab og et gammelt syskrin. Da vi ankom kl. 10 blev vi mødt med et skilt, hvor der stod, vi holder lukket i dag. Det kan man da ikke bare gøre. Der stod mange folk og kiggede gennem hegnet. De var sikkert også lidt utilfredse med at være kørt forgæves. Vi kørte om på den anden side, og fik øje på en brandbil. En kræmmer, som hver uge tager turen fra Bornholm, kom ud og sagde, at de havde haft brand tidligt i morges. Æv altså spild af tid – igen. Vi kan da køre til Lov, siger Allan. Jeg var langt fra varm på den ide, for sidst vi var der, godt nok for mange år siden, var der absolut intet at komme efter, men da det lå på hjemvejen, kiggede vi ind. Det er stort og fint, og de har meget at byde på. Gode og billige ting. Se bare et massivt massivt egetræsbord og 6 stole til blot 600,- kr. Vi prøvede at holde os til de steder, hvor der var en chance for at finde det vi kørte efter. Vi fandt ikke det vi søgte og kom helt tomhændet hjem. Der findes også et biografmuseum. Allan ville gerne studere det, men vi havde en aftale der skulle passes, så vi må forbi en anden dag.  
. 
De to vejrbilleder er fra henholdsvis mandag morgen og 
mandag eftermiddag.


Det virkelige liv kræver vores tilstedeværelse en stor del af tiden, både ude og hjemme. Som sædvanlig på denne årstid er jeg hængt godt op på jobbet. Det hjælper ikke ligefrem på reduceringen af mine bunker, at virksomhederne har valgt at skifte bank midt i alle regnskabsafslutningerne. Chefen har tilstået at det ikke var helt gennemtænkt. Han troede det kunne klares hurtigere. Allan forlader matriklen om morgenen lige efter jeg er kørt.

Der skal jo ryddes op her i huset. Det bliver der også, men det det går for langsomt. Tiden bruges på meget andet en pc´en. Det er vigtigt for mig, at få frisk luft til hjernen, så når jeg kommer hjem skal jeg ud og gå en tur på en time eller halvanden. Min skridttæller har jeg fået maskinvasket. Det kunne den ikke rigtigt tåle, selvom den er blevet tørret og har fået nyt batteri. Sådan en kan jeg ikke undvære, så jeg har købt en ny Omron 3 på Apoteket.

Så gik der tid med det

Vi fik noget at bruge tiden til. Sådan kan vi synge for hver afsnit i dette blogindlæg.
Vi leder bestemt ikke efter noget der kan slå tiden ihjel for os, og da slet ikke i denne tid. Vi har altid noget at tage os til og kunne godt bruge lidt ekstra tid. Måske var det derfor mit ur, valgte at gå i stå fredag aften i sidste uge, midt i al flytterodet. Jeg havde hverken tid eller lyst til at spilde hele lørdag formiddag i byen for at få fat i et nyt ur. Mit ur har mange år på bagen og har gjort det godt, men det var slidt godt. Det hænger jo på mig døgnet rundt, lige bortset fra når jeg er under bruseren. Mandag efter fyraften kørte til til byen og købte mig et nyt ur. Allan mente jeg skulle købe et godt altså dyrt ur. Jeg kiggede på dyre ure, men i mine øjne var de alle herreure. Jeg fandt dog et med guld og sorte sten i lænken, som så godt ud da det lå i skabet, men da det kom på min arm, hørte det bare ikke hjemme der. Jeg faldt for dette billige gode ur, som ekspedienten sagde, hvis du spørger mig, så klæder det altså også din arm meget bedre. Jeg sagde til hende, at det var første gang, jeg havde hørt om at et ur kan klæde en arm. Hun kunne have talt for det dyre ur, men det gjorde hun ikke. Det havde også været nytteløst overfor mig.
Søndag aften kom den nye fryser langt om længe endelig på plads. Den blev vasket af, så den var klar til at modtage alt indholdet mandag aften, hvor jeg så vaskede den gamle fryser af. Tirsdag morgen så jeg, der var meget is på skabslågen, og isklumper faldt med høje dumpelyde ned på hylder og i skuffer, og skufferne kunne ikke komme ud for is. Jeg sagde til Allan, at det ikke var normalt. Han reagerede knapt nok og gad vist ikke beskæftige sig mere med fryser, og hvsi jeg kender ham ret, tænkte han vist at jeg overreagerede. Onsdag aften kørte Allan til møde. Ved 21 tiden, mens jeg vaskede op efter brødbagning, gik fryserens advarselsalarm i gang. Da Allan kom hjem kl. 22 bad jeg ham om at mærke hvor meget kulde der blæste ud af skabslågen. Så opdagede han at skabet gabte flere millimeter, og slet ikke kunne lukke tæt. Jeg kunne have ringet selv, men Allan går jo herhjemme, og jeg har frygtelig travlt på jobbet. Torsdag havde Allan en aftale i Ballerup, men lovede at kontakte forhandleren, som henviste til det servicenummer han skulle ringe til. De kunne allertidligst komme fredag sidst på formiddagen, og inden 13 for der var det fyraften. Jeg var dårligt kommet ind ad døren efter arbejde torsdag, da der lød høje fiskerkutterlyde. Da kunne mit ellers normalt meget lave blodtryk, 110/67, vist være blevet målt til noget over det normale, hvis det var blevet tjekket. Jeg røg til telefonen. Det kunne jeg lige akkurat nå inden lukketid. Jeg bad om et akut besøg, men sådan noget findes ikke. Heller ikke selvom hun dårligt kunne høre mig for vores maskinstøj. Jeg ringede til forhandleren og klagede min nød. De beklagede, men kunne intet gøre. Han havde dog aldrig hørt sådan en larm fra en fryser før, hvis det var det der larmede i baggrunden. Om natten blev jeg vækket af da den hysterisk advarslelalarm igen slog til. Fredag havde jeg fri, og da kl. var 12:30 var der stadig ikke dukket nogen tekniker op. Jeg måtte til telefonen igen, for at forvisse mig om, at de ikke bare holdt fyraften kl. 13 og lod os vente til mandag. Hun lovede 100% at han nok skulle dukke op. Det gjorde han også, efter fyraften, og fandt ud af at vi skal have en hel ny låge. Ventetiden er 8-14 dage. Godt vi har den gamle fryser endnu, ellers ville 351 liter diverse indhold tø op og gå til spilde. Den lille nye fryser var fyldt med alt hvad den kunne rumme. Indholdet er flyttet tilbage til den game fryser, den nye er afrimet og vasket af endnu engang.
NB: Til alle jer der skrev en kommentarer om at kummefrysere stadig kan købes. Det ved jeg, men som jeg også nævnte, er vores krav er at den skal kunne rumme 350 - 400 liter, men den må kun måle 1,26 m, for mere plads har vi ikke. Det har aldrig været noget problem tidligere, men i takt med de stigende krav til energi- og støjniveau, fylder isoleringen og kabinettet mere, og hvis fryseren stadig skal have samme rumindhold, må den i sagens natur blive længere. 
I morges kom Camilla hjem. Hun havde en aftale med Mads, der skulle lave noget bil for hende. Jeg startede dagen i bageriet, så der var nybagte boller til formiddagskaffen. Selvom der skulle arbejdes lidt på bilen, var der masser af tid til at hygge, især mellem mig og Camilla. men også os alle fire. Jeg nyder i den grad disse stunder, som altid er hyggelige. Alt det andet bøvl vi slås med lige for tiden, betyder jo ingenting i forhold til den rigdom disse stunder giver.
Da ungerne og mor som også kom forbi for at hilse på os alle,  forlod vores matrikel om eftermiddagen, tissede det stadig ned fra oven, men der er som bekendt intet dårligt vejr, kun dårlige klæ´r. Jeg ville ud og gå. Allan hundefrøs og ville derfor ikke med. Han har de sidste par måneder haft problemer med sine knæ, så jeg går mine skov- og strandture. Jeg havde det dejligt varmt, og mærkede ikke den kulde han talte om. Dagens tur blev på 7 km i strålende regnvejr.
Ligesom Tøsedrengene kan vi synge: Så gik der tid med det.