fredag den 15. februar 2019

En kvindes arbejdsliv fra 50'erne til nu (min mor)

Jeg har skrevet om min fars arbejdsliv og om mit eget. Her kommer min mors.
Mor ville hellere ud og tjene, end at gå i skole, men det måtte hun umiddelbart ikke for sine forældre. Vil du absolut arbejde, må du finde dig job. Det har de formentlig sagt i håbet om, at hun valgte skolen. Det gjorde hun ikke.
Hun startede i roerne efter konfirmationen, men ville gerne have et “rigtigt” arbejde. Hun tog cyklen og kørte til Oreby, fordi hun ville være tjenestepige på slottet. Hun fik jobbet.
Efter et par år blev hun af Baronesse Sigrid Rosenørn-Lehn tilbudt jobbet som oldfrue, men hun takkede nej.
Jamen, hvorfor vil De da ikke det Lilian? Jeg vil gerne kunne være sammen med de andre piger også. Hun var bange for de ville undgå hende, hvis hun blev ”mere end dem.”
Mor fik nøglen til sølvkammeret og vinkælderen og havde ansvaret for dette samt linnedskabet. Altså, funktionen var stort set den samme som en oldfrues, men hun fik ikke ny titel.
På et tidspunkt ville mor gerne prøve noget andet, så hun gik ind og sagde op. Hun havde set en annonce om, at hun kunne blive delikatesse-dame og stå i køkkenet i Slagterbutikken ERNA. Atter tog hun sin cykel for at søge pladsen. Erna spurgte mor, om hun vidste, hvorfor hun havde fået jobbet, men det vidste hun selvfølgelig ikke. Det er udelukkende pga. dit smil. Man kan jo ikke have en sur pige rendende rundt i butikken.

Mor fandt dog hurtigt ud af, at dette job alligevel ikke var noget for hende. Slagterafdelingen var et meget koldt job, især for fingrene og slagterparret skændtes altid. De smed med fade og gryder efter hinanden, så mor ringede til Oreby slot, og bad om at komme til at tale med Lensbaronessen, som hun spurgte om hun kunne få et job der igen. Ak, ja sagde Baronessen, hvad er en sommer uden Lilian på Oreby, så mor var tilbage, og blev Baronessens førstedame. Mor var på Oreby Slot indtil 1. Oktober 1955. Selvom der ikke var det mindste tegn på hun ventede barn, så var hun højgravid med mig. Jeg blev født den 4. oktober, så hun var nærmest tvunget til at forlade sin plads. Nogen skulle jo passe mig. Mor og far var ikke gift og begge hendes forældre var på arbejdsmarkedet alle ugens 7 dage. Mor var dog på slottet ved specielle lejligheder de næste par år.  


Da vi unger var små, var mor hjemmegående, og så alligevel ikke helt. Hun hjalp til på Vigsnæs Mejeri, hvor jeg var med i barnevognen. Hun havde sæsonarbejde i roerne og plukkede frugt, bær og drueagurker, hvor vi også var med, fra vi lå i barnevognen, til vi selv kunne tjene lidt penge ved samme arbejde. Hun havde også serveringsjob i de private hjem. Sidstnævnte var aften- og weekendarbejde, og så var far jo hjemme hos os. Var der et sølvbryllup eller andet en hverdag, kunne far, som selvstændig, let planlægge og tage en fridag, så vi har aldrig været alene. Der var altid en hjemme, når vi kom fra skole, eller også skulle vi cykle ud i roemarken, hvor mor gik.

Sæsonarbejdet med roerne strakte sig over et halvt år, fra maj til oktober. Det var da man lugede hele 3 gange. Derefter skulle roerne trækkes op pr. håndkraft og bladene skulle hugges af. Da vi var helt små, kom vi tre unger i roebørnehave om efteråret, men vi var ikke ret gamle, før vi selv var aktivt arbejdende i roerne, med både at luge og trække op. Mor stod ofte meget tidligt op og cyklede i roerne, for at tage et par timer inden hun cyklede hjem og hentede os, eller sendte os i skole og far på arbejde.
Hjemme var der også nok at se til. Vi havde en stor have og var selvforsynende med urtehave, frugtbuske og træer. Vi havde høns, ænder, gæs og grise. Der blev syltet og slagtet, passet hus og have, lavet risbrænde, skåret og båret brænde. Brændesavning var dog noget mor og far var fælles om. Der skulle to til at trække saven. Hun syede alt vores og hendes eget tøj, men også en del af fars tøj. Hun stivede vores skørter, kridtede sko, og ferniserede gulve, og ordnede alle de huslige ting, som vi alle ved skal klares.
Gennem min opvækst, har mine forældre aldrig selv søgt job. De er altid blevet kontaktet af andre, og er blevet overtalt eller fristet. Selv kommunen, som ville være uhørt i dag, kontaktede mor, for at høre om hun dog ikke kunne tænke sig at blive kommunal hjemmehjælper for en ældre dame, meget tæt på vores bopæl. Det endte selvfølgelig med hun blev ansat, og var der en gang – eller to om ugen. Nogle år senere blev hun atter kontaktet af kommunen, at de gerne ville have hende til at lave aftensmad, alle ugens dage, til en ældre herre i området. (Vi vidste udmærket hvem han var, og at han var noget af en enspænder) Maden skulle bare stilles uden for døren i små campinglignende gryder. Han ville ikke have folk ind i huset. Mor kunne se at hun ville blive ret bundet af dette job, men efter overtalelser og en dialog med kommunen, sagde hun ja til jobbet. Han fik altid det samme mad som vi selv skulle have, og vi unger fik også af og til tjansen med at cykle over med det. 
Senere henvendte et lærerpar sig fra den lokale skole. De ønskede at mor skulle gøre rent hos dem i deres private hjem. Det gjorde hun indtil skolen lukkede først i 70’erne, men hun nåede slet ikke at blive arbejdsløs. Menighedsrådet henvendte sig til hende, fordi graveren ville gå på pension. De mente mor skulle være graver og kirketjener. Det mente mor dog slet ikke var et job for hende, og da slet ikke at grave grave, som blev gjort med spade dengang. De sagde, at hun slet ikke skulle tænke på gravearbejdet. Det ville de få andre til. (Det blev så min far) Resten, med at ordne kirkegården, klippe hække og buske, pynte kirke og alt det der, kunne hun sagtens klare, sagde de. Atter fik nogen overtalt hende.
Hun blev ansat i 1974 og kom også i menighedsrådet. Hun har mange gange haft børnebørn med på kirkegården, når de af en eller anden grund ikke kunne, eller måtte komme i børnehave, dagpleje eller skole. Hun har altid stået parat til at hjælpe, så vi børn også kunne passe vores arbejde. Man skal være døden nær, hvis man har en sygedag, så man passer ‘selvfølgelig’ sit arbejde, selvom man er meget syg og dårlig. Til sidst blev det min søster for meget. Det her går slet ikke. Søster fik hende sygemeldt. Man prøvede ellers at overtale mor til at tage to år mere, så hun kunne få sit 25 års jubilæum med, men denne gang fik de hende ikke overtalt. Hun havde smerter døgnet rundt. Kroppen var ødelagt af det hårde slid. Selvom hun havde fået hjælpemidler i form af el-hækkeklipper, løvsuger og den slags, så var det nogle tunge maskiner at gå med. Hun fik sin folkepension tidligere end de fleste dengang, alene fordi far allerede var folkepensionist, og havde været det i mange år.





Hvis I så tror at hun ‘bare gik hjemme,’ kan I godt tro om igen. Efter lidt restitution, begyndte hun igen at gøre rent hos forskellige mennesker. Hun fortsatte med at servere lidt, som hun hele tiden havde gjort, mens hun var graver. Først da hun faldt om med hjertestop i en alder af 72, stoppede hendes arbejdsliv, men hun kastede sig ud i mange andre aktiviteter, hvor hun var frivillig hjælper i forskellige klubber, hvoraf de fleste af dem i dag er helt udelukket, efter den sidste omgang hun rendte ind i for 3 år siden. Mor bliver 82 til maj og er, trods alt, stadig glad for livet, selvom det ikke er, som hun kunne have ønsket sig. 

10 kommentarer:

  1. Burde være obligatorisk læsning for de folketingspolitikere, som tror, at livet er en spadseretur i parken. Tak for historien.

    SvarSlet
    Svar
    1. Når nu du nævner det, sidder der vist en hel del derinde, der ikke ved, hvad hårdt arbejde er. Mor, og mange andre, har taget deres tørn og har fortjent et godt otium. Velbekomme.

      Slet
  2. En fantastisk fortælling om din mor, som ikke levner nogen tvivl om, hvor du har fået alt dit krudt fra :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hun har aldrig været bange for at tage fat, selvom farmor, din mormor, mente noget andet. Jeg har vist fået en god portion blandingskrudt fra begge mine foældre :-)

      Slet
  3. Det er så spændende at kende vores forældre liv! Hvor er det godt, at du har fået så meget at vide.
    Da min mor døde for 20 år siden, havnede min far i et sort hul, men jeg fik ham til at skrive alt, hvad han kunne huske om både min mors liv og hans eget. Nu er han også væk, men jeg har de 200 sider, han har skrevet til mig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Man skal huske at spørgeinden det er for sent.. Jeg har altid syntes, det var spændende at høre både mine forældre og bedsteforældre fortælle om deres liv, så jeg syntes jeg har ret meget, og alligevel sker det jævnligt, at jeg mangler svar på noget, som min far eller mormor ville have vidst.
      Jeg kan godt forstå, du er glad for de mange sider og det har samtidig, på mange måder, været godt for din far, tænker jeg.

      Slet
  4. Jeg kan godt forstå, mange havde bud efter din mor. Hun var meget alsidig. Det var interessant at læse, at roerne skulle trækkes op med håndkraft. I min barndom i 50erne brugte vi en roeoptager, der kunne ligne et hakkejern. I stedet for "hakkebladet, så var der to kroge, vi huggede ned i roen og trak op. Der blev slidt hårdt dengang, når man var ufaglært som din mor. Hun havde dog, lært af erfaring, mange færdigheder, kan jeg læse.

    SvarSlet
    Svar
    1. Sådan et værktøj mindes jeg ikke at have set. Selvom roerne skulle være løsnet med en enfuret plov, var der mange der stadig sad godt fast. Vores hjælpemiddel var at banke støvlehælen mod roerne, for at løsne dem, så de kunne trækkes op.
      Det var et slid dengang. Jeg kommer fra et meget alsidigt hjem. Min far var på samme måde, så sammen har de favnet alt.

      Slet
  5. Tak for historien om din mors arbejdsliv. Det er spændende at læse om, hvorledes det er gået til, men trist at livet er præget af alt for meget besvær de senere år.
    Min far begyndte som gartnerelev på Oreby i 1921, og efter en måned var der brug for en ung mand til at serve sovs. Det blev indgangen til hans arbejdsliv der sluttede med hans død i 1975.
    Jeg kommer også til at tænke på min mor, der også hjalp til mv og sluttede som 75 årig med at gøre rent i kirken.

    SvarSlet
    Svar
    1. Vi synes også hun har fortjent en bedre alderdom. Heldigvis er hun ikke den, der går og piber. Det ville jo ikke være til at holde ud at høre på.
      Jeg husker godt du har nævnt din far og Oreby tidligere. Sjovt er det at tænke på, hvor meget tilfældighederne, har indflydelse på hvordan vores liv arter sig. Man skal gribe de chancer man får i livet. Man kan jo altid stå af igen, hvis det viser sig at være en forkert dør, man har åbnet.
      Pudsigt med din mor og at vores forældre har gået ad næsten samme sti.

      Slet

Alle kommentarer bliver værdsat. Dit fodspor er med til at sætte liv på bloggen :-)