onsdag den 7. juli 2010

De sure ribs

Ribs

Nu er de sidste ribs plukket…. den første portion er ribbet, og lagt i fryseren allerede i sidste uge. De skal bruges enten til rysteribs, eller til nogle nemme og lækre is, helt uden æg.

Disse 3 kg røde og hvide ribs, kommer ligeledes i fryseren, til enten saft, gele eller rødgrød. Det er rart at have lidt at tage af vinteren igennem.

Is

Mens jeg stadig var i omdrejninger, fik jeg lavet en vanilleflødeis med chokolade. Den skal nok få ben at gå på her i sommervarmen.

Fred og ro – især i ferietiden

Jeg har to lønnede jobs, det er der ikke noget nyt i, sådan har det altid været. På virksomheden langt ude på landet, er der stort set altid fred og ro. Det er der bestemt også på vejen. I sommerhalvåret, tager jeg som regel cyklen de 3 dage om ugen, jeg arbejder der, og cykler gennem skoven, som er en del af Margueritruten. Bortset fra en enkelt hundelufter af og til, og en sjælden gang en turist, møder jeg kun det rige dyreliv og naturen, som jeg nyder til fulde hver eneste dag. Jeg har cyklet med kameraet om halsen i to dage, for at se om jeg kunne skyde et rådyr. Selvom kameraet er skudklart, er dyrene alt for hurtige. Og terrænet er tillige meget ujævnt. Beklager billedet ikke er tydeligere. Men det er der – rådyret.


Rådyr


Når jeg skal på job inde i byen, de andre 2 dage, tager jeg bilen. Der er en trafik uden lige, og en hel del kø-kørsel. Så der er noget ganske andet. I denne tid er der dog meget fredeligt, og transporttiden er væsentligt reduceret.


Krage

mandag den 5. juli 2010

Et varmt minde

Det er 3 årsdagen for fars begravelse. Far var p.g.a. hans erhverv som selvstændig maler, og nærmest alt-mulig-mand, en meget kendt person i det lille samfund, hvor han har boet hele sit lange liv. Vi var totalt overvældet, af den menneskeskare, på 80 pers. der dukkede op i den lille landsbykirke, men også af de blomster og kranse der blev givet. Kirkegulvet var fyldt lige til døren i tre lange rækker.

Min bror og jeg havde skrevet indholdet til den tale præsten skulle holde, ligsom vi begge også havde et meget stort ønske, om at være med til at bære far til hans sidste hvilested.

Da vi er en sangglad familie, bar vi børn og svogre far ud af kirken, mens organisten spillede "Amazing Grace" som var en af fars mange yndlingsmelodier.

Fars begravelse 2

Der deltog 60 mennesker i det lokale forsamlingshus til kaffe og smørrebrød, hvor mor og vi 4 børn, samt nogle af børnebørnene, sang yderligere 5 af fars yndlingsmelodier, mens vores bror spillede til på guitar, og selvfølgelig også sang med.

Vi er slet ikke i tvivl om, at Far blev mindet som han ville have ønsket det. Havde vi ikke spillet og sunget, ville han have “småskældt” lidt med os, som han plejede, for at få os til det, hvis vi ikke lige syntes det var passende. Vi har aldrig været samlet, uden sang og musik. (Far har været gårdmusikant i Kbh. engang i sin pure ungdom) Han har altid opmuntret til sang, og han har lært os, at hvis man er ked af det, skal man synge sig fra det.

Vi sluttede af med suppe i barndomshjemmet, for en lille skare på 20 af de allernærmeste, børn, ægtefæller og efterkommere.

Det blev en meget smuk og minderig afslutning på noget der er uundgåeligt.

En dag var der en skrivelse, til mor, fra de kirkelige organisationer, om at fars gravsten var udpeget som bevaringsværdig, og at de derfor havde fredet den, så vi måtte ikke fjerne stenen fra kirkegården nogensinde. (det havde vi nu heller ikke tænkt os) Den skal blive der til evig tid. Der er flere kriterier, som jeg ikke kender ret meget til, der skal være opfyldt, før en gravsten fredes, men en speciel sten og et kendt ansigt, er noget af det. Mor har valgt en "opslået bog" da det på mange måder symboliserer Far.

søndag den 4. juli 2010

I Rødby med leen

Efter at have drevet den af, det meste af dagen i går, stod vi tidligt op og kørte til vores ubebyggede sommerhusgrund i Rødby, hvor vi har vores gamle campingvogn stående. Heldigvis er Allan og jeg altid et rigtigt godt teamwork.
P7042285 Musvitvej
Vi har ikke været der siden december måned. ( vi har selvfølgelig nogen der holder opsyn) Tidslerne stod i en højde af 160 cm, så der var noget at gå i gang med.
P7042288 Allan med le
Heldigvis har vi ikke fældet alle fyrretræerne, de forhindrer da, at hele grunden gror uhæmmet til. Allan knokler med leen, så vandet driver, mens han basker, bander og svovler p.g. a myg, fluer osv. Selvom han har skiftet sine shorts ud med de lange bukser, er han stadig utilfreds med omsværmelserne.
P7042290 Pia
Jeg river sammen og slæber væk i én uendelighed. Insekterne kan jeg jo alligevel ikke gøre noget ved, så der er ingen grund til at bruge krudt på dem. Og Allan bruger så rigeligt krudt på det for os begge tilsammen.
P7042294 færdig
Efter 2½ times godt teamwork, hårdt arbejde, og hver en liter postevand samt en banan, så er vi færdige med den knapt 1000 kvm store grund.
P7042295 afgang
Campingvognen er hægtet på bilen, og vi er på vej hjemad til en gang tiltrængt frokost efter en køretur på 3 kvarter.
Jeg kan hilse og sige vi er godt radbrækket. Mon ikke vi sover godt i nat.

lørdag den 3. juli 2010

En lørdag under åben himmel


Da vi for at par dage siden erfarede, at dagen i dag skulle blive ekstrem varm, aftalte vi med et par venner, at tage ud i det blå, og tilbringe det meste af dagen. Selvom det ikke skorter på arbejdsopgaver, der skal udføres, ville det være ulideligt, at få noget fysisk arbejde fra hånden. Der skal jo også være plads til afslapning og ren nydelse.

Nogen må arbejde om lørdagen. Posten skal jo ud, så vennerne kunne først være fremme ved 15.30 tiden, men så ville de også komme med campingvognen, så vi kunne lave aftenkaffe, og nyde godt af de andre fordele, som der er ved at have sådan et flytbart hus, som f.eks. service og toiletforhold osv.
Jeg lovede at sørge for kød, salat og andet tilbehør, og lavede en kande kaffe, som vi kunne starte med når vi mødtes. Vennerne ville tage grillen med, og så spurgte de, om ikke jeg troede min mor kunne tænke sig at tage med. Jo, helt sikkert, hvis jeg altså vil spørge hende ☺ Det gjorde jeg så selvfølgelig. Jeg hentede hende til middag, lavede en tår kaffe, og kørte mod målet, og var fremme ved Farøbroen, en time før vennerne. Vejret har været helt fantastisk, og lige tilpas, da der var en let brise hele dagen. Det hjalp noget på temperaturen. Da vennerne ankom, drak vi kaffen, og sad og snakkede og hyggede, til det blev tid at tænde op under grillen.


Vi har haft en rigtig dejlig dag. Og ikke mindst min mor, som har moret sig gevaldigt. Vi kørte først hjemad kl. 21. Vel hjemme her kl. 22, var det som at træde ind i en bageovn, så der bliver luftet gevaldigt ud nu.

fredag den 2. juli 2010

De gamle stole


For en hel del år siden, tog mine forældre en kraftigt, og vel nok også tiltrængt, oprydning, i deres hjem. I særdeleshed på det store loft, hvor stort set alt blev opmagasineret efterhånden, som tingene blev udskiftet. Det store bål i haven var tændt. Og var jeg ikke kommet forbi rettidigt, så havde disse to gamle stole været aflivet på bålet. Bevares, de havde bestemt set deres bedste dage, og var ubrugelige, som de så ud. De var lidt vakkelvorne og stolebetrækket var falmet og slidt. Et par fjerde stak ud, da opbindingen af disse også var forsvundet. Jeg kontaktede en antikvitetshandler, som beskæftigede sig med afsyring, opbinding osv. og fik et acceptabelt tilbud på udførelsen af dette. Hun havde gevaldigt travlt, men det hastede jo ikke, for jeg havde utallige timers broderi foran mig, før det kunne monteres. Selve mønsteret, gik rimeligt hurtigt, det var jo bestemt også det sjoveste, hvorimod udfyldningen var en kedelig nøvendighed, så det gik ikke så stærkt med det.

Efter mere end et år, var mit broderi endelig færdigt, og vi hentede stolene. Jeg var næsten grædefærdig, da jeg så hun havde lakeret stolene. Trods vor klare aftale, (som hun havde skrevet ned på papir) at stolene skulle være ubehandlet (læs: voksbehandlet) så var de altså blevet lakeret mørke. Det ville alle da have... måske, men ikke mig..... Selvfølgelig ville hun så lave det om, MEN det betød at hun skulle fjerne polstring og fjerde, skille stolene af og lægge dem i nyt syrebad, for igen at tørre, samle osv. og jeg kunne, med hendes travlhed, straks regne mig frem til at det måtte blive langt ude i fremtiden. Selvom det bestemt ikke passede mig, valgte jeg at beholde stolene, som de nu var kommet til at se ud, og monterede selv det færdige værk og afsluttede med stolebåndet.
Selvom det ikke er tidens trend mere, så står disse to stole for mig, på mange måder, som noget ret dyrebart.

torsdag den 1. juli 2010

Rejer og fortrængte gevinster

Jeg har en bakke, med diverse papirer, her på hjemmekontoret. Den er bare vokset, og vokset, og flød nu helt over. Det er betalte regninger, breve o.l. men også en masse andre papirer af alverdens slags, som jeg mener, jeg skal gemme, men jeg ved bare ikke lige hvor. Jeg fik vendt bunden i vejret på bakken, og begyndte at sortere, som så mange gange før. Så ringede telefonen, om jeg ville have 1½ kg, friskfangede, og nykogte fjordrejer, til en meget billig penge, de havde selv købt dem til en helt anden pris, men orkede ikke at pille flere, og de havde en aftale meget snart. Jeg skulle komme og hente dem med det samme, nogle få hundrede meter herfra. Jeg måtte lade bunker være bunker.


Jeg brugte så godt og vel 1½ time på at pille disse små rejer. De var vist kogt lidt rigeligt, for de var lidt bløde,og dermed vanskelige at pille. Jeg tænkte, vi skulle have os en lækker rejemad til aftenskaffen. Allan spiser da tit rejer, og han plejer da også at spise de friskfangede, bare han ikke selv skal pille dem. I dag ville han dog helst være fri. Det blev til et godt belagt stykke rejemad til mig, og lidt til fryseren til en anden dag.



Så kom jeg ind på kontoret. Du godeste hvor der rodede. Papirer overalt på gulvet. Halvdelen kom tilbage i bakken, til en anden god gang, og noget blev arkiveret. Det var under arkiveringen, at jeg fandt dette brev fra Lolland-Falsters Bryghus. Billedet kan klikkes større




Og sørme om ikke jeg, samme sted, fandt en lille lap papir, hvor der var skrevet, at jeg havde vundet en check på kr. 300,- for en sang til Favørs fødselsdagskonkurrence i september 1987.

Gad vide om ikke jeg skulle overveje at deltage i lidt flere konkurrencer ☺