En gammel dagbog

I forbindelse med min interesse for fortiden, har jeg tit tænkt, at jeg blev nød til at gå på loftet efter en af mine gamle dagbøger. Jeg har skrevet en masse ned i tidens løb. Forleden var der igen et spørgsmål, som jeg var overbevist om, at mine dagbøger kunne svare på. Dagbøger, er måske så meget sagt, for det var ikke hver dag, der var skrevet, men sådan lidt med jævne mellemrum, fra jeg var en ganske lille pige.


Da jeg fik fat i min dagbog nr. 2, den med hængelåsen, fik jeg en krilrende fornemmelse i maven. Gad vide hvad jeg havde betroet til den? Jeg husker nemlig tydeligt, at jeg har skrevet i den som teenager. Mon det var noget der tålte dagens lys, eller andre end mig selv? Det var lidt med bankende hjerte, jeg låste den meget rustne hængelås op, og begyndte at læse, hvad jeg som 11 årig havde skrevet, samt ikke mindst, da jeg blev en smule ældre. Det var alt lige fra vejret, skiløb, skøjteløb, samling af puslespil, hovedpine, afhentning af cykelpenge, skoleudflugt, mit første rigtige job i den lokale Brugs osv. samt mit første møde med Allan som 17 årig. Faktisk var der slet ikke noget hemmeligt, det hele var ganske harmløst. Det skulle da lige være de sider jeg åbenbart havde revet ud, det lader sig nemlig ikke skjule. De sider kunne jeg i rigtig godt have tænkt mig at læse.

Der var minder der stadig står i kniv skarp erindring. Det blev til nogle højtlæsninger for Allan. Eiii, nu skal du høre, kan du huske dengang vi ikke kunne finde hinanden? Det kunne han faktisk godt, når nu det blev nævnt. Der var meget vi stadig husker som i går, men også en del vi begge havde fortrængt, men ved hjælp af dagbogen, fik vi opfrisket vores hukommelse. Det var faktisk rigtigt morsomt at læse og genopleve gamle minder om en svunden tid.

3 år er gået

At miste, gør ondt, selvom det er naturens gang, og helt "almindeligt".

Det var ventet af os alle, og vi havde været forberedt længe, hvis man altså kan forberede sig på sådan noget.

I dag er det 3 år siden, jeg mistede min far. Han nåede en høj alder (det ligger i generne, har jeg fundet ud af ved slægtsforskning) han nåede dog ikke sin 87 års fødselsdag. De sidste år var han meget livstræt, og sagde selv, at han var gammel og mæt af dage, og havde haft et dejligt liv, opnået en masse, og mente absolut ikke han havde mere tilgode, så han ville ønske han kunne få lov til at lukke sine øjne. Han havde under 5% syn tilbage. Havde han ikke haft min mor, som er mange år yngre, så havde vi været tvunget til at anbringe ham på et plejehjem, og det i sig selv ville have taget livet af ham. Far var stærk, og det blev bekræftet så rigeligt af lægerne, den uge han lå på hospitalet, inden han døde. Ingen af lægerne kunne begribe, at han havde kunne holde sig i live, de sidste 2-3 år. Et meget dårligt hjerte, (stiv hjerteklap) som de først opdagede nu, fordi han aldrig havde lidt af åndenød, selv som storryger. Der var andre skavanker og almindelige alderdomsgener. Men 5 blodpropper sætter vel også sine spor. Han var bestemt en stærk mand, men en lungebetændelse klarede han ikke.

Billedet er fra et af de mange år hvor han virkelig var på toppen

Far har altid været et livsstykke uden lige, og selv på sine gamle dage, fortsatte han med dette, han kunne stadig deltage og være med i livet, fortælle sjove historier, synge osv. Han nød simpelt hen så meget, at være mellem alle de unge, som hyggede sig lige så meget. Den sidste uge fra hospitalssengen, kunne han stadig i et kvikt minut skrue sig op til "fis og ballade", som han altid var en mester i. Selvom det var en trist begivenhed, så var ingen af os i tvivl, om at det var det bedste der skete, både for far og alle os andre. Hele familien var samlet om ham da han sov ind, og minderne om ham kan ingen tage fra os. Han lever i vores hjerter, og vi taler tit om ham. Vi ved lige nøjagtigt, hvad han vil sige og gøre i en given situation. Så på en måde lever han stadig iblandt os.

Hjemmestrik

I gennem tiderne har jeg strikket en hel del. Vi var ikke særlig gamle, da vi fik lært kunsten at strikke. Med 3 tøser i huset, og en mor der af og til serverede aften og weekend, fik vores far også lært at samle masker op, og klare fejlene i strikketøjet, sådan lidt i det små, så vi havde noget at nørkle med. Da vi startede i skole kunne vi styre 5 pinde, og strikke vores dejlige tykke sokker selv. (dog undtagen hælen, som mor lige hjalp os over), så jeg slap for at strikke små firkanter. Det er efterhånden en del år siden jeg lagde strikketøjet på hylden, og der har det, for det meste, ligget siden, kun afbrudt af nogle få sokker og et par trøjer i ny og næ.

Min mor har i mange år strikket til Røde Kors, og efter hendes hjertestop sidste år, skulle vi børn se, om vi igen kunne lære hende denne kunst, så hun kunne fordrive de lange mørke vinterdage med dette. Det er lykkedes ret godt, hun har dog brug for hjælp ind imellem. I den forbindelse blev jeg igen bidt af at strikke noget. Jeg fik ryddet op i mine garnrester, og strikkede et par sweaters til Røde Kors. Så var der udtømt, og jeg måtte ud og investere i nyt garn, så jeg kunne strikke lidt til mig selv.

En afslappet søndag

Det har været en dag uden de helt store arbejdsop-gaver. Vi knoklede så rigeligt i går, og det har også været alt for varmt til de store udfoldelser. I formiddags, kørte Allan en tur ned for at fiske. Jeg fulgte efter på cykel med en bog, og sad nede på stranden og læste. Det er mange år siden jeg har prøvet det. Altså både at sidde på stranden, og være med Allan på fisketur. Det holdt vi til en god times tid.

Vi kørte hjem, og mens Allan slog græsset, cyklede jeg afsted for at finde hyldeblomster, så jeg kunne få lavet hyldeblomstdrik, som smager rigtig godt, når det serveres iskoldt blandet med danskvand. Evt. en sjat hvidvin, men absolut ikke nødvendigt. Produktionen sat igang, nu skal den blot stå og trække 4-5 dage før den sies og hældes på flasker.

Resten af dagen er foregået med læsning i haven. Det er en bog jeg længe har villet læse, da jeg har hørt en del om den. Jeg er godt nok blevet overrasket over bogens indhold. Han har virkelig mange jern i ilden, ham hr. Larsen.

Til aftens skulle vi prøve at stege flæsk på havegrillen, det blev rigtig godt, så det gør vi helt sikkert igen.

Krambussen, messe og meget mere

Vi er altid tidligt oppe her i huset. Mads kom uanmeldt til morgen-kaffen, så ham nåede vi at få en morgen-hygge-snak med, inden vi som aftalt ville møde op ved Krambussen, for at få målt vores almene sundhedstilstand. For ikke at stå i kø, ville vi være der når de åbnede kl. 9. Det var faktisk en større messe, der var stablet på benene. (Så meget havde vi ikke læst, vi skulle blot have målt kondital osv.) Da vi ikke umiddelbart kunne finde Krambussen, gik vi og så på standene og fandt til sidst også Krambussen, hvor vi blev testet. Vi havde selvfølgelig begge håbet på gode resultater, men også frygtet, at det måske ikke var helt så godt, som vi kunne ønske os. (Vi får desværre ikke den motion som vi gerne ville) Når det så er sagt, så lå alle mine tal til middel. Det er da okay. Allans tal lå både i middel og lige i underkanten deraf. Så helt sløjt, står det heldigvis ikke til. Og Allan er stadig en smule mærket efter sin knæoperation.

Vi kørte hjem, spiste en hurtig og tidlig frokost. Kørte derefter til min mor hus, (som er til salg) hvor der er en kæmpe have, og ukrudtet står mega højt. Jeg lugede, klippede, pillede og rev sammen i enorme bunker. Allan fik slået lidt med le, og brændte alt det tørre af på et bål, fyldte resten på vores trailer. Mor og Mark kom forbi med en tår sen eftermiddagskaffe.

Vi aftalte at spise et par grillede pølser hos os til aftens, alle 4. Marks kæreste, var på job. Jeg fik hurtigt snittet en gang salat, mens Allan tændte op i grillen, og vi sad selvfølgelig ude og spiste i det dejlige vejr. De af os der ville have dessert, kunne gå ned til jordbærrækkerne og spise videre.

Mor og Mark kørte hjem kl. 20.00

Det blev en dag, hvor vi nåede masse forskellige ting.

Tortur eller selvforkælelse

I de senere år, har jeg jævnligt betalt for en gang massage, når kroppen fortæller mig, at jeg har nået højdepunkterne af hvad den kan yde.

I efteråret, fik jeg pludselig, og tilsyneladende helt uden grund, vand i øret. Jeg regnede med det forsvandt af sig selv igen. Det gjorde det så ikke, så jeg har været både til læge og ørelæge. Der var intet unormalt at se eller måle. Alt var i den skønneste orden, og hørelsen perfekt. Selv efter 4 måneder med vand i øret, var der intet ørelægen kunne gøre. Hun ville godt prøve at lægge dræn, men det kunne godt give mig nogle gener, og så skulle jeg iøvrigt ikke forvente at det hjalp på problemet. Om jeg ville gøre dette forsøg, var op til mig. Ellers kunne jeg blot håbe på det forsvandt igen. Jeg var ved at blive vanvittig af det.

P.g.a. omstrukturering måtte massøren finde nyt job ved årsskiftet. Jeg valgte at blive "i huset" hos kiropraktorerne der også udøver akupunktur, som massøren sagde, måske var en ide at prøve, da det kunne gå lidt dybere end hun kunne med massage. Da jeg så alligevel skulle have en behandling, tænkte jeg, at der ikke skete noget ved at nævne vandet i øret. Tænk... efter første behandling var "proppen" minimeret, og efter et par gange var vandet helt forsvundet. Det er udelukkende spændinger i halsen, (højst sandsynlig af at sove på maven) der forårsager denne fornemmelse af vand i øret. I dag var der så ikke flere spændinger der. Det er da fantastisk, men jeg har også øvet mig i at lade være at sove på maven, men det er nu sådan jeg sover bedst. I dag fik arm og skulder så en god gang behandling.

Bare en bil

Polo bluemotion trendline, Polo bluemotion highline. Polo bluemotion comfortline, eller Polo bluemotion technology comfortline ? Hvad er forskellen ? Det interesserer mig ikke det mindste, skønt jeg ind imellem virkelig prøver. Selvom jeg sætter hjernen på overarbejde, så kan jeg altså ikke få hoved og hale på det. Jeg er virkelig på herrens mark, når talen drejer sig om biler. Heldigvis behøver jeg heller ikke beskæftige mig ret meget med den slags, for der er Allan på hjemmebane. Det kan han i hvertfald sagten overbevise mig om. Biler er nemlig en af hans store interesser, og mig siger det absolut intet. Tvivler jeg et øjeblik på hans udsagn, så er begge unger også bilinteresseret, så der er ekspertise nok at hente. Ikke mindst hos Camilla, som har en chefstilling i bilbranchen, og ved alt om sidste nyt.
Kan jeg blot sidde i tørvejr og bilen starter hver gang, så er jeg tilfreds..... Nåh... jo, når nu det så endelig SKAL være, så vil jeg da gerne have medindflydelse på sikkerhed, farve og ikke mindst prisen, og holde lidt øje med at ekstra udstyrslisten ikke bliver for lang.

Allan mener, at det er en absolut nødvendighed, at vi jævnligt køber ny bil. I mine øjne er det alt for tit, men midt i januar underskrev han slutsedlen, så de kunne sætte bilen i produktion. Vi fik at vide at der var ventetid, for bilen var blevet en rigtig succes. Men i maj ville vi kunne få vores nye bil. Sådan blev virkeligheden ikke.

P.g.a. finanskrisen, i hele Europa, er der fyret en masse mennesker på bilfabrikkerne, så de kan slet ikke følge med. De er end ikke gået i gang med at producere bilen endnu, men det forventes at ske i uge 26-30 hvis heldet er med os.

Vi har solgt den "gamle" bil, så vi kører sådan set gratis og har gjort siden januar, så det er vel ikke så ringe. Men Allan er meget utålmodig, og kan næsten ikke vente til, vi skal hente den nye bil.

En helt almindelig onsdag

Vi bor midt i den skønneste natur, og holder utroligt meget af naturen. Så i sommerhalvåret cykler jeg ofte på arbejde, og jeg nyder hver eneste km ved vandet og gennem skoven, hvor jeg ser en masse dyr. Stort set hver eneste morgen møder jeg rådyr på min vej. Nogen gange farer de lige ud foran cykelhjulet. I dag lå der et og nød solen et stykke inde i græsset, og det blev liggende mens jeg cyklede forbi. Da jeg skulle hjem, mødte jeg endnu et rådyr på skovvejen, men det sprang hurtigt væk og ind i skoven, som de for det meste gør.

Da jeg nåede hjem sad Allan ude i haven og nød en kop kaffe. Naboen viste sig ved hegnet, og vi ønskede tillykke med den runde dag, og blev inviteret på en tår at drikke.

Så var det tid til at få gang i lidt aftensmad, som også blev nydt ude på terrassen. Efter spisningen gik Allan og jeg igang med at fylde traileren til containerpladsen. Mit hammondorgel må jeg desværre skille mig af med. Det er kaput, det har nogle underlige lyde, og somme tider slet ingen lyd. Det er dyrere at reparere, end at købe et nyt. Orglet har gjort det godt. Jeg købte det brugt for mere end 20 år siden. Vi fik smidt et par skabe og andre aflagte sager med op på traileren.

Derefter gik jeg i gang med at høste de første jordbær i haven. Dvs. jeg har prøvesmagt de sidste par dage, og i går var der flere end jeg havde regnet med, men jeg fik da plads i maven til dem allesammen.

Når nu jeg var i gang derude og vejret var godt, kunne jeg jo ligeså godt fjerne lidt mere ukrudt, og sprøjte for samme, samt vande lidt.
Om et øjeblik vil vi gå en tur ned til havnen, for at se Sankt Hans bål, som vi har gjort i alle de mange år vi har boet her, uanset vejret. I år er vejret heldigvis med os..

GN ReSound - testperson

I dag har Allan været hos GN ReSound. I 3½ time har han fået taget høreprøver, samt fået programeret, og indstillet et par helt nye høreapparater, han har fået til låns, de næste 7 uger, hvor han dog skal ind 2-3 gange mere for at få justeret, og fulgt op på hvad der skal ændres, inden det evt. sættes i produktion.

Det er efterhånden mange år siden, at Allan fik høreapparat. (1996) Høretabet skete ganske langsomt, og det var virkelig svært at overbevise ham om, at han hørte dårligt. Jeg kunne bare tale lidt højere. Det var ikke tale, men råb, og det var meget anstrengende, så samtalerne blev bare minimeret. Tv´et stod nærmest og hoppede, så højt skulle det være. Ungerne var endnu ikke fløjet fra reden, og da de en dag heller ikke mere "gad snakke" med deres far, fordi han jo alligevel ikke kunne høre noget, så tog tingene fart. Da indså han problemet, og fik høreapparater, og sikke dog en befrielse, nu kunne vi igen tale sammen, alle sammen.

Høreapparaterne var dog ikke uden en masse problemer, med hyl og dårlig lyd osv. for Allans vedkommende, men han kunne høre lyde, han ikke havde hørt længe, og vi andre kunne føre en mere normal samtale med ham.

Når det offentlige har udleveret et høreapparat, så er det altså det rigtige, og der er overhovedet ingen mulighed for at få et nyt, før aller tidligst om 4 år. Efter lang tids kamp, fik han endelig udskriftet, de dengang 7 år gamle apparater, i 2003, men han kunne stadig ikke høre.

I marts 2003 fik han kontakt med GN ReSound og blev testperson. Han har været fast testperson for dem lige siden. Det blev startskuddet, til næsten et helt nyt liv for både ham og alle os andre. De var meget glade for at få en "ung" mand med i testpanelet, en som både var på arbejdsmarkedet, og brugte mobiltlf. og andet nymodens, i forhold til en pensionist, der slet ikke havde samme behov og ønsker.

http://www.gnresound.dk/

Vi kan takke GN for at have deltaget i kampen mod det offentlige, for Allans høretab var så ekstremt, at han fik nye apparater både i 2005 og 2006 (den ene gang kun til det ene øre) og siden 2007 har han langtidstestet høreapparater, som han har haft meget glæde af.  

At være testperson er frivilligt og ulønnet. Alligevel er hundredevis af personer med til at teste, således, at der produceres høreapparater til brugernes behov, som er meget forskellige. Det, der er en hjælp for nogen, kan være yderst generende for andre. Allan er en af dem der deltager en til to gange om året, hvor han afprøver høreapparater, inden de evt. bliver produceret, og kommer i handelen, Det er helt utroligt, hvor meget teknik, der er i sådan et lille apparat, og rigtigt spændende og interessant, alt det de kan teste. Apparaterne er en lille sladrehank. GN kan aflæse hvor mange timer Allan går med dem, hvilke lyde han bruger mest af, om han er ude eller inde, om han går i støj, af forskellige slags. Hvor meget han bruger teleslynge, osv. osv. Jeg har været med EN gang da Allan blev høretestet derinde, og jeg var vildt imponeret.

I november sidste år var alle testpersoner, incl. ægtefælle, inviteret til et foredrag, med mad og drikke. (Det var virkelig et flot arrangement) Men som de selv sagde, uden alle disse testpersoner, havde de jo intet at arbejde med. Alle deltagere bar høreapparat, dog måske undtagelsesvis ægtefællen.
Det var en overvældende succes også for GN, at så mange hundrede personer havde valgt at deltage, så de var nød til at dele arrangementet i to omgange.

Børnebørn med pels

Hos os kommer børnene ikke sådan helt af sig selv. Men vi har dog fået to dejlige unger, som er det bedste der er hændt os. De har forlængst også selv nået den alder, hvor mange sætter børn i verden. Camilla, den yngste på 27, har beriget os med et barnebarn, allerede for næsten 4 år siden (han har fødselsdag i juli) Og her i marts måned hentede hun en lille nyfødt, denne gang udenlands.



Som billedet viser er det to hunde, af racen Grand danois. Og de er hendes et og alt. Der bliver købt ind til dem ligesom vi andre køber ind til menneskebørn. Kosta, er den ældste, og fik navnet fordi, han kostede "en bondegård", når der både skulle være stamtavle og hele molevitten. (Og så holder Camilla rigtigt meget af porcelænet Kosta Boda) Den lille sorte hvalp, er selvfølgelig også med stamtavle og alt hvad dertil hører. Han har fået navnet Bacchus, som er navnet på en græsk vingud. (Vores søn, Mads har desværre astma, allergi og høfeber, og tåler slet ikke dyr, men vi har fundet en løsning vi alle kan leve med, men det er en helt anden historie.)

Vi har selvfølgelig investeret i havelåger, så børnebørnene kan boltre sig frit i hele haven, uden at nogen af os skal være bekymret for om de stikker af, når de kommer på besøg, selvom det ikke sker hver uge, også fordi Camilla ikke bor lige rundt om hjørnet.

De bonede gulve

Da fusionsbølgen startede engang i 80´erne, skete der ting på mit daværende job, SN-Frø, hvor jeg var ansat i bogholderiet. Der blev uddelt fyresedler ustandseligt. Jeg følte det begyndte at brænde under mig, selvom jeg blev bedyret, at der ingen fare var for min post. Men fyresedlerne fortsatte, så jeg stolede trods alt mere på min mavefornemmelse. I 1989 dukkede et nyt spændende job op. Det viste sig, det var den helt rigtige beslutning, jeg havde truffet, for et år senere, eksisterede det gamle firma ikke mere. Det blev fusioneret med DLF-Trifolium.

Jeg søgte job som bogholder på en Herregård. Det var godt nok ikke på ret mange timer ugentligt, men jeg søgte alligevel og fik det. Jeg passede disse to jobs samtidig i en måned. (sammen med sangskrivning og servering, så arbejde var der nok af) Den 1. juni var det 21 år siden jeg startede, og jeg er der stadig. Efter et par år fik jeg også endnu flere timer.

Det var lidt vedmodigt, efter 14 års samarbejde, at sige farvel til de sidste få arbejdskollegaer, der var tilbage i det gamle job. Men for mig åbnede der sig nogle helt nye døre.

I min ansøgning havde jeg skrevet, at jeg havde bijob som servetrice, så da jagtsæsonen startede fik jeg min debut på de bonede gulve. Jeg havde i min vildeste fantasi, dengang ikke tænkt tanken, at jeg skulle servere for kongefamilien, men der gik jeg pludselig midt mellem mange af dem, samt en masse andre kendte og berømte personer, man ellers kun læser om i de kulørte ugeblade, som jeg kun læser hos tandlægen og frisøren. En spændende og meget anderledes oplevelse, er det, at servere i de kredse, end det er i et forsamlingshus og til private fester. Det er blevet til rigtigt mange middage, lige fra helt private, celebre 4 personers middag, til store fester med langt over 100 personer, som til bryllupper, runde fødselsdage osv. og ikke bare på min arbejdsplads, men rundt omkring på de store herregårde her på Lolland-Falster og Sydsjælland. Men lige som min sangskrivning, kom dette til at fylde alt for meget, det tog alle mine weekender, aftener og nætter, så det er jeg også ophørt med for en del år siden. Lige meget hvor mange gange, jeg er blevet spurgt af "fruen", som har prøvet at kommet med "gode overtalende argumenter" i et par år, så har svaret været det samme. "Du må finde en anden, og det svar vil du få ligeså mange gange du spørger." Nu er hun endelig holdt helt op med at spørge, for som hun selv siger, så bøjer du dig jo ikke. Og hun har så ganske ret.

Jeg har bestemt fået en masse spændende oplevelser for livet, på de bonede gulve mellem masser af både berømte og kendte mennesker, ikke bare fra Danmark, men også fra andre dele af verden. Men pludselig bliver det jo også bare almindelig hverdag for mig. Og en ting er ganske vist. Jeg misunder ikke en eneste af disse menneskers liv. Jeg er vældig glad, for at være en ganske almindelig borger.

Søskende komsammen

Vi har fået skabt en tradition. Den blev til sidste sommer, fordi vi var nød til at samles og tage stilling til en meget alvorlig situation. Nemlig vores og vores mors fremtid, efter hun faldt om med hjertestop midt under middagen, lige efter forretten, til min søsters 50 års fødselsdagsfest den 16. maj 09. Vi var på sygehusets intensive afdeling i døgndrift på skift, lige efter job, og vi var ved at knække halsen alle sammen, så noget måtte ske. Vi skulle jo også gerne selv have et liv.

Mor havde ligget i koma og sad nu i kørestol, når hun ikke lå i sengen, og kunne absolut ingenting, havde både sonde, og slanger her og der. Mor boede alene i et stort hus, med en enorm have, som hun helt selv havde klaret. Så det var absolut en meget alvorlig situation vi skulle have drøftet.

Jeg samlede mine 3 søskende med påhæng, til et måltid mad, lørdag den 13. juni, mens et barnebarn, der læser til sygeplejerske, vågede over sin mormor.

Det endte med, at vi overhovedet ikke fik planlagt noget som helst. Ansøgning om lejlighed måtte vi tage op dagen efter. Vi spiste - drak et par genstande, og ikke mindst sang, spillede og hyggede vi lige til kl halv 5 søndag morgenen. (og Allan skulle møde på job kl 8.30)

Det blev en fest uden lige, som jeg et eller andet sted, tror vi alle havde rigtigt godt brug for. Det havde været alt, alt for alvorligt i lang tid. En rigtig dejlig dag, som vi efterfølgende er blevet enige om, at vi skal prøve at holde fast i. Da vi er 4 søskende, mødes vi ca. en gang i kvartalet. Den næste komsammen holdt min ene søster, allerede i august. Og da det blev næste søsters, tur og ligeså min brors, deltog vores mor. Hun havde hørt nogle historier af os i ny og næ, så hun glædede sig rigtig meget til at deltage, for hun kunne forstå vi havde det rigtigt sjovt. Første gang holdt mor dog ikke ud så lang tid, men hun hyggede sig. Næste gang, skulle hun bestemt ikke gå glip af noget, så hun holdt ud lige til den lyse morgen, som alle os andre. (skal måske lige nævne at mor er kommet ud af kørestolen og nået rigtigt, rigtigt, langt, men vores "gamle mor" får vi aldrig tilbage) I dag, er det så igen mig der står for skud, og mor deltager med glæde, og overnatter så hos dem der står for arrangementet, det er en betingelse.

Vi er en rigtig sang- og musikglad familie, så i aften bliver der igen skrålet på fuld hals.

Den største torsk i Guldborgsund - eller blot en lille makrel

En af Allans store fritidsinteresser er fiskeri. Ikke fordi han har fanget ret meget nogensinde, i vores 37 år sammen. Han påstår dog at han har fanget 8 torsk og 2 fladfisk en og samme dag, men det er før min tid. Selvom han, i perioder, troligt har stået med fiskestangen hele dagen, weekend efter weekend, er det ikke lykkes at fange andet end en masse hornfisk.

Joh.. forresten, han har fanget den største torsk i Guldborgsund nogensinde, den dag han kastede snørren, og fangede sig selv. Han blev kørt hjem af en "medfisker", så jeg måtte køre på skadestuen med ham, for at få ham befriet fra krog og stang. (stangen blev dog afmonteret hjemmefra)
Allan gik på efteløn den 1. december sidste år, og nu har han så fået en smule tid til sine interesser. I dag har han været nede for at fiske, og da jeg kom hjem fra job, sagde han at der var noget han ville vise mig på værkstedet. Jeg troede han var i gang med et projekt. Det var han for så vidt også, fordi han havde renset en fisk, en makrel, af rimelig pæn størrelse. 34 cm og 337 g.

Vores menu var hermed ændret. Jeg udbenede makrellen, krydrede den med salt og peber, og fyldte den med hakkede løg og tomater, samt dild, og stegte den på panden. Den var så lækker og mør. Og det smagte rigtigt godt.

Et barn er en gave

Efter mange års tårer, ( 5 år er en evighed i den forbindelse) lykkedes det os endelig.

Det var ulideligt, at sidde høre på de sange og taler til vores bryllup, som omhandlede familieforøgelse, når nu vi havde fået at vide at det var en umulighed, efter at have været hele systemet igennem, for at afprøve diverse ting. Der var kun adoption, plejebarn, eller leve et liv helt uden børn. Det sidste var slet ikke muligt i min verden.

Jeg turde slet ikke tro på at det var sandt, da jeg erfarede, at der var en lille ny på vej. Og da jeg nåede så langt hen, at det kunne ses, spurgte folk hvad jeg ønskede mig. Jeg er fuldstændig ligeglad, bare det bliver et barn, sagde jeg. Jeg tror simpelthen ikke på, at folk kan sætte sig ind i den smerte det er, at man så brændende ønsker sig et barn, men bare ikke kan få det, hvis ikke man selv har prøvet det. Vi fik mange mærkelige udtalelser som: "Har du ingen børn har du heller ikke nogen bekymringer" og "børn er kun til besvær" og lignende.... Sikke da noget vrøvl.


Knapt et år efter vores bryllup, fødte jeg en søn, midt under vinterkrigen. Jeg husker tydeligt, at jeg talte hans fingre og tæer, og de var der sørme alle sammen. Det er da et mirakel, at kunne skabe sådan et perfekt lille væsen. Eller helt lille var han nu ikke 4.000 g, iøvrigt det største barn på sygehuset dengang.

Selvfølgelig giver børnene os forældre bekymringer, men der er helt afgjort mange flere glæder. Set i bagspejlet, tror jeg stadig ikke jeg kunne have levet et liv uden børn. Jeg er meget taknemlig over at have fået sådan en gave.

Opringning om gevinst

I sidste weekend, havde jeg sendt Allan afsted med en indkøbsseddel, da vi skulle have venner til et måltid mad. Jeg selv var i gang med kost og spand, da telefonen ringer, og da jeg tager den, bliver der sagt at det er fra Superbest. Tankerne røg allerede på langfart, ( jeg nåede at tænke, at det godt nok var underligt, at Superbest ringede, og ikke Allan selv, hvis der var noget han var i tvivl om.) Så blev der sagt, at jeg havde deltaget i en konkurrence for en tid siden... (hvor glemsom kan man være! ) Jeg tænkte stærkt, mens han talte videre. Så dæmrede det. Jo, jeg havde da udfyldt sådan en kupon fra en reklame, som Allan havde afleveret i butikken for mig. Sådanne konkurrencer er ellers ikke noget vi plejer at befatte os med.

Men nu er jeg altså blevet ejer af et Guldkort til Tivoli hele resten af året. Jeg har afhentet gevinsten.

Nu er Tivoli ikke et sted vi kommer hvert år. Faktisk har vi kun været der ganske få gange i vores liv. Men vi må se om vi ikke kan få glæde af det et par gange i denne sæson. Jeg må medbringe op til 5 gæster hver gang. Og det er jo ganske hyggeligt at gå tur i haven derinde. Kortet giver rabat på masser af ting. bl.a. mad, koncerter osv. Vi må holde øje med, hvornår der er tilbud som passer lige netop til os.

Firkløvere og Tokronen

I min purunge barndom holdt min mormor og morfar avisen "Ny Dag" som havde en side for børn, der hed "Onkel Hans" hvor man kunne indsende tegninger osv. Vi var pave-stolte da vi kom i avisen med disse små episoder.

Vi ledte tit efter firkløvere, det var en del af barndomslegen dengang, og da så Onkel Hans efterlyste firkløvere, var der nogen der sørgede for vi deltog. Vi var trods alt kun 3 - 5 og 7 år.



Billedet kan klikkes større, for læsning.
(Jeg husker dog ikke hvad præmien var.)



Og endnu mere lykkelig blev jeg den dag jeg vandt en to-krone, hvis nogen kan huske hvordan sådan en rigtig "guldmønt" så ud. Det var jo en formue :-) Og den blev helt sikkert sat i banken.

Sangskrivning og musik

Jeg og mine 3 søskende er opvokset med sang og musik. Min far havde lært sig selv at spille på guitar og banjo, så han sad og spillede, mens mor og vi 3 tøser sang til. Vi har alle lært at spille på mindst et musikinstrument, bare sådan til husbehov, det er selvlært med støtte fra far, som gerne omskrev de uforståelige noder, til bogstaver, og klistrede dem på klaveret. Senere lærte vi dog også noderne. Men der er forskel på at kunne tælle sig frem til, hvilken node det er, og så spille en sang efter noder. Det foregår jo i et helt andet tempo. Jeg har dog i voksenlivet gået til undervisning i hammondorgelspil. Og min bror, som er en efternøler uden lige, 24 år efter sidste tøs, har dog fået undervisning som barn, og han er helt klart også den bedste. Stik ham et musikinstrument, og jeg er næsten sikker på, at han kan spille på det. Han komponerer også selv musik og sange som han indspiller på CD.

I vor barndom foregik alt indendørs arbejde i stuen, så spisebordet har stået modet til rigtigt meget. Her er der gang i sangtrykkeriet, med klaveret i baggrunden.

Far skrev festsange for folk, og da Allan og jeg skulle giftes. ( ved dobbeltbryllup) ville jeg ikke bede min far om at skrive vores egen takkesang, så der var jo ikke andet at gøre, end at prøve selv, mente jeg. Som sagt så gjort. Og det blev startskuddet til yderligere et job. (Jeg havde i forvejen fuldtids kontorjob og serveringsjob ved siden af) Først var sangene kun til famile og fester vi selv deltog i. Så hjalp jeg min far med at skrive, for han fik flere ordrer, end han kunne klare, og samtidig begyndte vor telefon at ringe. Der dukkede breve op fra Kbh. fra totalt ukendte mennesker, hvor det også var rygtedes, at jeg skrev sange. Det accelererede ganske langsomt. Jeg kunne ikke nå at skrive til alle, når jeg også skulle passe mine andre jobs, så jeg måtte afvise kunder, men det var der overhovedet slet ikke forståelse for. Det begyndte at hænge mig langt ud af halsen, da telefonen ringede ustandseligt og ligeså dørklokken med uanmeldte kunder, begge dele døgnet rundt, ingen respekt for privatlivets fred. Nogen forventede ligefrem, at det var sådan et "hyggebesøg" for de havde sat dagen af. I 2003, lige midt i konfirmationstiden, tog jeg en hurtig og drastisk beslutning, og sagde nej til ALLE der henvendte sig. Jeg skrev kun dem jeg allerede havde lovet. Jeg mødte ikke meget respekt og forståelse, fra gamle kunder, men jeg stod fast som en klippe. Tænk, de næste par år ringede vor telefon stadig utroligt meget omkring konfirmationstid. Og det hænder jeg stadig bliver spurgt, men svaret er et endegyldigt nej. I dag skriver jeg kun de sange, som vi selv skal bruge, og også det, er minimeret kraftigt. Man skal ikke regne med der er en festsang, blot fordi jeg er inviteret med som gæst.

Ny lynlås i en frakke - er ikke en syssel jeg forfalder til

Min søn spurgte for en tid siden, om han kunne få mig til at sy en ny lynlås i sin frakke. Svaret kom ret hurtigt fra mig. NEJ, Mads, det er ikke besværet værd, inden vi får købt en lynlås og det tager en krig, at sprætte den ud, og så problemet med at få den syet pænt i igen, så køb dig en ny frakke.

Nej det er den bedste frakke jeg nogensinde har haft, siger han, så må jeg finde et andet sted at få det gjort. Jeg forsøger igen, det kan ikke betale sig, det er kun en billig frakke du har, og du kan købe en ny for de samme penge. Men det var altså fuldstændig lige meget. Den skulle laves uanset prisen. Jeg forhører mig hvad det vil koste hos "byens skrædder." Jeg var ved at falde bag over. Moderen påtager sig selvfølgelig opgaven, og jeg er overbevist om at jeg ikke gør det igen....... Lige indtil næste gang, bare det ikke er de første par måneder.

En syssel.... ja, helt afgjort. Jeg har rendt fra og til i mere end en uge. Blev endelig færdig i dag. Juhuu......... hvor er jeg glad.

Mad, venner og hygge

Vi har en hel del bekendte, en masse venner, (det jeg vil betegne som lidt løse venskaber) og ikke mindst, så har vi et meget, meget lille udvalg af rigtige, fantastiske gode og nære venner. Et af disse par, som bor i en overkommelig afstand, har vi haft utroligt meget med at gøre. Vi har været på rigtige mange dejlige ferier sammen i sommerhus i Danmark, men endnu flere i bil og telt sydpå, mens vores unger var små. Og da dette par ikke selv har børn, har de altid sagt at vores børn, også var deres. (ligesom deres andres venners børn er det)
Sammen med disse venner, har vi haft mange dejlige ture, i naturen, med den medbragte mad, kaffe o.l. Vi har delt sorger og glæder, op- og nedture gennem 23 år. (Måske vi fejrer vores sølvbryllup, i al 4-somhed!) I går havde jeg så inviteret, dem på mad. Jeg bestræber mig på, at kunne servere noget de aldrig er blevet præsenteret for før i vort hjem, om det så kun er en lille bitte slags tilbehør. Og det ved de godt, og glæder sig altid, til at se, om der er noget nyt og spændende på menuen. Så de har været forsøgskaniner rigtigt mange gange, og når vi er hos dem, har de nærmest "følt sig forpligtet" til det samme. Det kan godt være lidt vanskeligt, at finde nyt at servere, i de perioder hvor vi ses rigtigt tit, for ingen af os bruger tid på at lede efter nye opskrifter. Det er enten egne eksperimenter, eller en opskrift vi er stødt på et eller andet sted. Vi kender hinanden så godt, så vi ikke bruger tid på at prøve opskriften af inden vi går i gang. Vi er enige om at skulle det mislykkes, så må vi have et stykke rugbrød, eller til den nærmeste pølsevogn eller lign. Maden har altid været god og spiselig, men vi kan da godt sommetider blive enige om, at der mangler "et eller andet" Så ingen af os får hverken stress, eller dårlig samvittighed, over at få serveret den samme menu flere gange. Det er bestemt også sket mange gange. Men nyt er altid spændende. I går blev det så nakkekam med bagte grønsager og rodfrugter, samt hvidløgsflütes. Disse grønsager, var vi enige om godt kunne tåle et pift af et eller andet. Oftes får vi kun en ret, nemlig hovedretten, og så lidt sødt til kaffen. Allan har nemlig en rigtig sød tand.
Vi havde alle 4 som sædvanlig en dejlig aften, og der gik ikke lang tid efter vennerne var ankommet, at de spurgte: "Hvordan har vores børn det" og så fik de selvfølgelig en lille opdatering.

Astrologi

Jeg har altid været betaget af den okkulte verden, og er slet ikke i tvivl om, at der er meget mere mellem himmel og jord, end vi kan se og forstå fuldt ud. Derfor begyndte jeg for knapt 10 år siden at studere astrologi på aftenskole.

Vores lærer startede med at stille et puslespil på bordet med tusindvis af brikker, og sagde derpå: "Dette er astrologi" og derefter tog hun en lille håndfuld brikker op af æsken og sagde: "Dette er hvad I kan forvente at lære i denne sæson." Det var meget, meget spændende, så jeg fortsatte med at studere i 5 år på aftenskolen, og øvede mig flittigt herhjemme, med både udregning, opstilling og tydning af horoskoper. I starten brugte jeg kendte personer, og den nære familie. Så kan man jo tænke, at det er nemt nok, når man kender personerne i forvejen. Til det vil jeg sige, nej, det er det ikke. Jeg blev let "farvet" af at jeg troede jeg kendte personen. Jeg blev bare så glad, når jeg kunne se, hvorfor de nu engang handlede og opførte sig som de gjorde. Senere blev jeg spurgt af venners venner, som jeg slet ikke kendte, om jeg ville prøve at kigge på deres. Jeg ville jo egentlig gerne, men var også lidt skeptisk, men kastede mig ud i det. For mig tager det altså mindst en uge at lægge sådan et horoskop, så godt jeg ikke har taget penge for det, for det ville blive gevaldigt dyrt, hvis jeg skulle holde en anstændig timeløn. Det gik rigtigt godt, så jeg fik blod på tanden, og kiggede stjerner, hvis nogen bad mig om det. Jeg har heldigvis kun fået positive bemærkninger. For god ordens skyld, skal jeg lige nævne, at jeg bestemt har enormt meget at lære endnu, og er slet ikke interesseret i at blive uddannet astrolog. Set med mine øjne, skal der bruges alt, alt for meget tid, som jeg slet ikke mener jeg er i besiddelse af, og samtidig koster det en formue, som jeg bestemt heller ikke har. Jeg nøjes gerne med den viden jeg p.t. har erhvervet mig, og prøver ind imellem at holde det lidt ved lige, fordi jeg stadig syntes det er interessant og spændende.

Bureaukrati - der er noget galt i Danmark

Nu må jeg have luft.

Min bror, (i skrivende stund kun halvt så gammel som jeg) er en slank, veltrænet sporty ung mand, med konditallet i orden. Jeg vil nærmest betegne ham som sportsnarkoman. For et par år siden fik han stillet diagnosen diskusprolaps. Og det er gået op og ned, desværre mest ned. I de sidste uger så meget ned ad bakke at han ikke kan køre bil, og kun ligge ned.

I dag var jeg så med ham på Center for rygkirurgi. Og der kan vi bestemt ikke sætte en finger på noget. Men, nu vil de fleste nok mene, at jeg bilder dem noget på ærmet, når jeg fortæller, at vi kun kunne få en samtale/undersøgelse i dag, på trods af, at Region Sjælland selv har henvist dertil. Systemet er nemlig skruet sådan sammen, at privathospitalet ikke må behandle samme patient to gange samme dag, hvis det offentlige skal betale. Ikke engang en telefonopringning til Region Sjælland fra lægens side, gav grønt lys for en scanning samme dag. Men først "i morgen" for da er det så OK. Hallo, det er da helt hen i vejret. Det betyder at min bror skal komme igen, og desværre ikke i morgen, fordi der ingen ledig tid er.

Det kalder jeg bureaukrati, og jeg mener helt afgjort også, at det var et sted man kunne spare penge, ved at tage det i en arbejdsgang, når nu alt fra samtale, operation og genoptræning findes i samme hus.

Vi må tage turen igen på mandag, hvor Center for Rygkirurgi, fik presset ham ind i kalenderen. Vi har godt to timers kørsel hver vej, og får oven i købet disse km refunderet af Region Sjælland. Jeg forstå ikke systemet.

Kantsten og vandfontæne

En god dag, hvor jeg har fået en hel del fra hånden. Det startede allerede i morges inden jeg kørte på job, hvor jeg fik sorteret vasketøj, og gjort klar til en kogevask.

På jobbet er jeg kommet igennem en masse bunker, og nogle "hårde" opgaver, som gik over al forventning.

Tju-hej hjem og skifte til en anden slags arbejdstøj, og vejret var jo lummervarmt, så jeg kunne nøjes med shorts.

Vi har de sidste par år, prøvet på at lave vores have lidt mere arbejdsvenlig, ved ikke at have så mange urte- og blomsterbede, hvor vi skal gå og luge og rive hele tiden, for at det ser pænt ud. Eller rettere sagt, jeg skal, for det er ikke en opgave min mand beskæftiger sig med. Han kan til nøds luge ukrudt, men han har svært ved at se forskel på hvad der skal gemmes, og hvad der skal væk.

Da jeg kom hjem, havde manden fået tilsluttet vandfontænen, (som har stået siden jul), med både strøm og vand, og var i gang med at grave jord af så jeg kunne få lagt nogle kantsten hele vejen ind til naboen. Kantstenene er nu lagt, så skal vi bare have hentet en masse sten. Vasketøjet hænger og blafrer ude i det fri, det vil jeg hente ind, og så ellers nyde en stille aften. Jeg syntes mine arme er lidt tunge, men jeg glæder mig meget over det færdige arbejde.

Slægtsforskning

For godt og vel 20 år siden, begyndte jeg at slægtsforske.

Det var før materialet var lagt på nettet. Så flere timer, en gang ugentlig, var jeg afsted på det lille lokale arkiv. Og tit blev det til en ekstra ugentlig tur på biblioteket, eller andre små lokale arkiver. Der har været ture til Landsarkivet i Kbh, og et par dage i en sommerferie blev brugt til at forske i Sverige. Denne slægtsforskning, brugte jeg ca. 10 år på. Så fik det lov at hvile nogle år, for i ny og næ at blive taget op. Slægstforskning bliver man nemlig ALDRIG færdig med.

Nu er det, som nævnt tidligere, blevet meget lettere, men der skal stadig være nogle timer at tage af, inden man går i gang. Og så finder man måske alligevel slet intet. MEN for et par måneder siden, var jeg lige inde på DIS-Danmark, som så mange gange før, for at se om der var noget nyt og spændende under AneEftelysning. Pludselig fik jeg øjne så store som tekopper, der var en svensker der skrev, at hun søgte sin mormors familie i Danmark. Jeg blev helt ellevild, og kaldte på min mand, Allan, kom, skynd dig, der er noget interessant her. Det er din familie der søger oplysninger om din farmor og farfar. Så fik jeg gang i den varme linie, og kunne levere en del oplysninger, som hun slet ikke havde. Og ikke mindst, kunne jeg udlevere mail-adresser og navne på nulevende personer, som vi selv har kontakt med. Svenskeren C. blev vældig glad og meget taknemlig. Nu var der en masse hun kunne viderebringe til sin mor, (min mands kusine) som bliver 80 i år. Hun flyttede nemlig som ganske ung, til Sverige fordi hun ville se det land hendes mor kom fra, og det endte med hun blev der. Alle kan vel regne ud at C. også slægtsforsker, så jeg fik til gengæld leveret nogle svenske aner, fra hende, til min mands stamtæ. De svenske aner halter nemlig en del bagud her i huset, da det er en noget mere vanskelig opgave, end at forske i eget land og på eget sprog. Vi har ellers nok af de svenske aner at tage fat på, da både min mands farmor og mormor kom fra Sverige, og ligeså min egen oldemor.

Så kom sommeren

Som de fleste haveejere, har jeg den sidste uges tid knoklet i haven. Først og fremmest prøvet at få ukrudtet fjernet, men også klippet hækken. I dag er ingen undtagelse. Jeg skal bestemt ikke klage over vejret, for det er jo lige nøjagtigt sol og sommer jeg har gået og sukket efter, men hold op hvor er det varmt, især når jeg samtidig vil være der hvor solen er, fordi jeg er tvunget til at sidde inde, til dagligt for at passe mit job. Så gælder det da bare om at nyde det når vejret er til det. Lige nu sveder jeg som en damptromle, og er gået indenfor for at dampe lidt af, fordi jeg lige har slået vores pænt store græsplæne. Det er normalt mest manden der påtager sig denne opgave, men da han blev opereret i knæet for ca. 14 dage siden, er opgaven lidt stor at sluge for ham på en gang. Nu har jeg heldigvis heller ikke noget imod det, og jeg trænger til at forbrænde en masse kalorier, og der er noget mere motion i at skubbe en plæneklipper, end der er i at bruge en roehakke og en rive. Jo, jo.. den er selvkørende den plæneklipper, men det går ikke stærkt nok, så det bliver kun slået til "op ad bakke" Jeg må ud igen og nyde solen, mens jeg får noget fra hånden.

5. juni - en særlig dag - hele tre ting

I dag er en helt speciel dag. Det er Fars Dag, ja - men det er også præcis 27 år siden vi hentede vores knapt 3½ måned gamle datter i lufthavnen. Vi havde ventet med længsel så længe, alle 3, mor, far og storebror. Det eneste vi havde var dette billede, som jeg altid bar i min pengepung (og der er det såmen stadig) Billedet er taget i Korea, hvor hun blot er 7 dage gammel, og blev ofte taget frem og kigget på, selvom der ikke var meget at se, ud over et ansigt og en kæmpe tøjbylt. Men ét er sikkert, hun var allerede vores, den dag vi fik udleveret dette billede.

Det kan man vel med rette kalde den største Fars dags gave man overhovedet kan opnå. Vi har aldrig et eneste sekund fortrudt at vi har adopteret. Det er helt afgjort lige så følelsesladet og mirakuløst som en fødsel, og jeg ved hvad jeg taler om. Jeg har nemlig prøvet begge dele. Og der hersker ingen tvivl om at begge børn er VORES børn.

Siden børnene var ganske små, har det tillige været en fast tradition, uanset vejrforhold, at vi tager på en dejlig lang cykeltur med vores lille lokale grundejerforening, hvor vi medbringer kaffen og aftensmaden, samt lidt vædske til et par drikkepauser undervejs. I dag har vejret oven i købet vist sig fra sin allerbedste side, men min mand, Allan, har med et forholdsvis nyopereret knæ, ikke kunne deltage på hele turen, men er stødt til i bil ved kaffetid, og mødte op på cykel ved spisestedet, og fulgte med os andre hjem. Det har været en hel fantastisk solskinsdag, med temperaturer så høje, at vi kunne cykle i shorts.

Epiretinal fibrose

I denne tid er det et år siden, jeg rendte til øjenlæge ustandselig. Den 16. april 2009 blev jeg opereret for den relativ sjældne øjensygdom "epiretinal fibrose" Mig, som heldigvis aldrig selv har været igennem noget sygdomsforløb, som en pille, te og en god nattesøvn ikke har kunnet klare. For mange år siden meldte jeg mig til donorregisteret, og sjovt nok, så er mine hornhinder det eneste jeg har frabedt mig de måtte bruge, fordi jeg ikke kunne lide tanken om at de skulle pille ved mine øjne. http://www.glostruphospital.dk/menu/Afdelinger/Oejenafdelingen/Sygdom+og+behandling/Epiretinal+fibrose.htm
Selve operationen, mærkede jeg absolut ingenting til. Den foregik ambulant i lokalbedøvelse, og jeg måtte overhovedet ikke bevæge mig, hoste eller rømme mig, mens det stod på. Det var jo øjet de stod med skarpe instrumenter i. Øjet blev pillet ud, renset og sat på plads igen. Forbinding og klap for øjet, og så kunne jeg ellers godt tage hjem igen til næste dag, hvor jeg skulle møde igen til kontrol, hvor de pillede forbindingen af, og jeg skulle se mig i et spejl. Det kunne jeg absolut ikke lide. Mit øje var forvandlet til en rød geleklump. Jeg blev helt utilpas, når jeg så mig selv i spejlet, som jeg jo var tvunget til, fordi øjet skulle dryppes flere gange dagligt.

Ved kontrol hos egen øjenlæge, blev trykket konstateret ALT for højt, så jeg fik flere øjendråber, og rendte til øjenlæge 2 gange ugentlig de næste mange måneder. For højt tryk kan jo udvikle grøn stær, så det var ret vigtigt at få trykket ned. Jeg dryppede øjne med både det ene og det andet utallige gange dagligt. Midt i september, kom der endelig styr på det hele, og øjenlægen konstaterede, at jeg havde et fantastisk godt syn, og ville først se mig igen om 9 måneder.

Nu bliver det så interessant hvad øjenlægen siger, når jeg skal til kontrol sidst i denne måned. Jeg ved jo at alle der gennemgår denne operation, skal regne med at opereres for grå stær, inden der er gået et år efter operationen.

Ingen kunne lave mig et par briller jeg kunne se med, før operationen. Og efter operationen nåede min, ellers gode og flinke, optiker frem til, at der ikke skulle ændres noget. Jeg vidste bare der var noget galt, så jeg googlede mig frem, og faldt over noget, hvor jeg læste at man kunne træne sine øjne. Jeg fandt en optiker der var medlem, og han gav mig nogle øvelser, som jeg har arbejdet rigtigt meget med. Efter dette lykkedes det min nye "brillemand" at lave mig et par briller, som jeg ser rigtigt godt med.
Selvom jeg har fået fortalt, at jeg skal forvente en grå stær operation, inden der er gået et år efter denne operation, er det da lykkedes mig at se fantastisk i mere end et år efter, så det tegner godt, syntes jeg.