Jeg har altid været betaget af den okkulte verden, og er slet ikke i tvivl om, at der er meget mere mellem himmel og jord, end vi kan se og forstå fuldt ud. Derfor begyndte jeg for knapt 10 år siden at studere astrologi på aftenskole.
Vores lærer startede med at stille et puslespil på bordet med tusindvis af brikker, og sagde derpå: "Dette er astrologi" og derefter tog hun en lille håndfuld brikker op af æsken og sagde: "Dette er hvad I kan forvente at lære i denne sæson." Det var meget, meget spændende, så jeg fortsatte med at studere i 5 år på aftenskolen, og øvede mig flittigt herhjemme, med både udregning, opstilling og tydning af horoskoper. I starten brugte jeg kendte personer, og den nære familie. Så kan man jo tænke, at det er nemt nok, når man kender personerne i forvejen. Til det vil jeg sige, nej, det er det ikke. Jeg blev let "farvet" af at jeg troede jeg kendte personen. Jeg blev bare så glad, når jeg kunne se, hvorfor de nu engang handlede og opførte sig som de gjorde. Senere blev jeg spurgt af venners venner, som jeg slet ikke kendte, om jeg ville prøve at kigge på deres. Jeg ville jo egentlig gerne, men var også lidt skeptisk, men kastede mig ud i det. For mig tager det altså mindst en uge at lægge sådan et horoskop, så godt jeg ikke har taget penge for det, for det ville blive gevaldigt dyrt, hvis jeg skulle holde en anstændig timeløn. Det gik rigtigt godt, så jeg fik blod på tanden, og kiggede stjerner, hvis nogen bad mig om det. Jeg har heldigvis kun fået positive bemærkninger. For god ordens skyld, skal jeg lige nævne, at jeg bestemt har enormt meget at lære endnu, og er slet ikke interesseret i at blive uddannet astrolog. Set med mine øjne, skal der bruges alt, alt for meget tid, som jeg slet ikke mener jeg er i besiddelse af, og samtidig koster det en formue, som jeg bestemt heller ikke har. Jeg nøjes gerne med den viden jeg p.t. har erhvervet mig, og prøver ind imellem at holde det lidt ved lige, fordi jeg stadig syntes det er interessant og spændende.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Alle kommentarer bliver værdsat. Dit fodspor er med til at sætte liv på bloggen :-)