3 år er gået

At miste, gør ondt, selvom det er naturens gang, og helt "almindeligt".

Det var ventet af os alle, og vi havde været forberedt længe, hvis man altså kan forberede sig på sådan noget.

I dag er det 3 år siden, jeg mistede min far. Han nåede en høj alder (det ligger i generne, har jeg fundet ud af ved slægtsforskning) han nåede dog ikke sin 87 års fødselsdag. De sidste år var han meget livstræt, og sagde selv, at han var gammel og mæt af dage, og havde haft et dejligt liv, opnået en masse, og mente absolut ikke han havde mere tilgode, så han ville ønske han kunne få lov til at lukke sine øjne. Han havde under 5% syn tilbage. Havde han ikke haft min mor, som er mange år yngre, så havde vi været tvunget til at anbringe ham på et plejehjem, og det i sig selv ville have taget livet af ham. Far var stærk, og det blev bekræftet så rigeligt af lægerne, den uge han lå på hospitalet, inden han døde. Ingen af lægerne kunne begribe, at han havde kunne holde sig i live, de sidste 2-3 år. Et meget dårligt hjerte, (stiv hjerteklap) som de først opdagede nu, fordi han aldrig havde lidt af åndenød, selv som storryger. Der var andre skavanker og almindelige alderdomsgener. Men 5 blodpropper sætter vel også sine spor. Han var bestemt en stærk mand, men en lungebetændelse klarede han ikke.

Billedet er fra et af de mange år hvor han virkelig var på toppen

Far har altid været et livsstykke uden lige, og selv på sine gamle dage, fortsatte han med dette, han kunne stadig deltage og være med i livet, fortælle sjove historier, synge osv. Han nød simpelt hen så meget, at være mellem alle de unge, som hyggede sig lige så meget. Den sidste uge fra hospitalssengen, kunne han stadig i et kvikt minut skrue sig op til "fis og ballade", som han altid var en mester i. Selvom det var en trist begivenhed, så var ingen af os i tvivl, om at det var det bedste der skete, både for far og alle os andre. Hele familien var samlet om ham da han sov ind, og minderne om ham kan ingen tage fra os. Han lever i vores hjerter, og vi taler tit om ham. Vi ved lige nøjagtigt, hvad han vil sige og gøre i en given situation. Så på en måde lever han stadig iblandt os.