fredag den 18. juni 2010

Et barn er en gave

Efter mange års tårer, ( 5 år er en evighed i den forbindelse) lykkedes det os endelig.

Det var ulideligt, at sidde høre på de sange og taler til vores bryllup, som omhandlede familieforøgelse, når nu vi havde fået at vide at det var en umulighed, efter at have været hele systemet igennem, for at afprøve diverse ting. Der var kun adoption, plejebarn, eller leve et liv helt uden børn. Det sidste var slet ikke muligt i min verden.

Jeg turde slet ikke tro på at det var sandt, da jeg erfarede, at der var en lille ny på vej. Og da jeg nåede så langt hen, at det kunne ses, spurgte folk hvad jeg ønskede mig. Jeg er fuldstændig ligeglad, bare det bliver et barn, sagde jeg. Jeg tror simpelthen ikke på, at folk kan sætte sig ind i den smerte det er, at man så brændende ønsker sig et barn, men bare ikke kan få det, hvis ikke man selv har prøvet det. Vi fik mange mærkelige udtalelser som: "Har du ingen børn har du heller ikke nogen bekymringer" og "børn er kun til besvær" og lignende.... Sikke da noget vrøvl.


Knapt et år efter vores bryllup, fødte jeg en søn, midt under vinterkrigen. Jeg husker tydeligt, at jeg talte hans fingre og tæer, og de var der sørme alle sammen. Det er da et mirakel, at kunne skabe sådan et perfekt lille væsen. Eller helt lille var han nu ikke 4.000 g, iøvrigt det største barn på sygehuset dengang.

Selvfølgelig giver børnene os forældre bekymringer, men der er helt afgjort mange flere glæder. Set i bagspejlet, tror jeg stadig ikke jeg kunne have levet et liv uden børn. Jeg er meget taknemlig over at have fået sådan en gave.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Alle kommentarer bliver værdsat. Jeg svarer også på kommentarer til gamle indlæg. Dit fodspor er med til at sætte liv på bloggen :-)