søndag den 1. september 2013

Mykines glemmer vi aldrig

2. dag på Færøerne, torsdag den 22. august 2013 
P1120081 Da båden først sejlede til Mykines 10:20 havde vi masser af tid, vi ikke rigtigt kunne bruge til noget. Heldigvis var bilfirmaet allerede på hotellet kl. 9 og vi nævnte samtidig for ham, at vi undrede os over den lugtede gevaldigt meget af tobaksrøg, når der ikke var noget askebæger. Det bliver en regning til ham, der havde den før os, for der må slet ikke ryges i nogen af bilerne, fortalte han. Godt vi nævnte det, ellers var regningen måske landet hos os. Da han havde set på bilen, sagde han, at han ville hente en anden til os i lufthavnen. Vi skulle blot fylde vores op med brændstof, og så lavede vi en bytter.
P1120086 P1120087
Det var solskin og rimeligt stille vejr, og sikke en fart den lille båd skød ca. 35 km i timen. Vi gik i land efter 40 min. Her havde indbyggerne travlt. De skulle til “fastlandet” og handle.
P1120095 P1120117
På hotellet fortalte de os, at der næsten ingen Lunder søpagegøjer var tilbage derovre. Øv, altså, så da vi så de første 10-20 stykker på fjeldet, blev der brugt en del tid på at fotografere dem. Resten af passagererne forsvandt ud af syne, mens Allan blev ved at tage billeder, indtil jeg bad ham pakke sammen og komme videre.
P1120129 P1120130
Vi gik op ad fjeldet og så et par menneskeprikker dukke op hist og pist, når vi fik udsyn. Andre gange følte vi os meget alene. Der var søpapegøjer overalt på fjeldet. Vi kom ganske tæt på og med jævne mellemrum lettede flere hundrede og de fløj lige hen over hovedet på os. Vi gik og vi gik. Hold k…. nogle stigninger, og bestemt ikke for dårligt gående. En vis smidighed og adræthed er absolut anbefalelsesværdigt. Vores kondition kunne bestemt være bedre, der blev pustet og stønnet. Hver gang vi så en fjeldtop, tænkte vi, nu er vi der. Nu vi være der, men det fortsatte.
P1120153 P1120164
Vi fik indhentet to ældre franske kvinder fra båden. På et tidspunkt nåede vi til en meget, meget stejl skråning, som vi var nød til at forcere, med mindre vi ville vende om. Vi blev ærlig talt i tvivl, om det var den rigtige rute. De der omtalte varder, der er så nødvendige at holde sig i nærheden af, er der slet ikke. I samme øjeblik så jeg fem personer helt nede i bunden. Det var de fire kvinder, der havde bestilt guidet rundtur, som var ved at være helt nede, så vi var på rette spor. Mange steder var jeg nede på hug, for at flytte benet et skridt ned. Der var intet plant og absolut in-gen-ting at holde i. Selvom vi syntes de fem var relativt tæt på, forsvandt de hurtigt bag en fjeldtop igen.

P1120168 P1120169
Mens de franske kvinder pustede ud og fotograferede, på en lille platform, gik vi udenom. Jeg allerforrest og pludselig kom Allan rullende indenom og ned på siden af mig. Jeg hev fast i frakken på ham, selvom han var stoppet med at rulle. Jeg anede ikke om manden kunne rejse sig. Pludselig føltes tiden meget lang.
IMG_3434 P1120181
Allan kom på benene, og den franske kvinde kom hen og fortalte, at hendes hjerte var hoppet op i halsen. Hun så for sig, at han var styrtet ud over skrænten. Det samme så jeg, da han lå der ved siden af mig. Allan var trådt ned i et hul, som søpapegøjerne graver og bygger huler i, og slog en koldbøtte med rygsækken, mens kameraet hang drejede rundt om halsen. Hold k…. hvor mine ben rystede. Godt jeg ikke gik bagved ham og så det hele. Vi havde langt ned endnu, til den bro hvor man går over i en helt anden tidshorisont, som jeg havde læst om, men nu kunne vi da se broen. Bortset fra et par møgbeskidte bukser og ditto rygsæk, så havde hverken Allan eller kameraet taget nogen skade.
P1120184 Lunder på Mykines
Vi nåede broen og blev enige om, at når nu vi havde gået så langt, så skulle vi da også helt ud til fyret. Vi kunne stadig se et par menneskesilhuetter i det fjerne. Nu var de to franske kvinder lige foran os, og det var vist en god ide at følge efter dem. Hvad vi ikke lige havde bidt mærke i, var at denne del af turen, var længere end den vi allerede havde gået. Da fyret var indenfor rækkevidde, sagde jeg, at jeg var tilbøjelig til at tage en båd tilbage, hvis det var muligt. Hvad jeg godt vidste, absolut ikke var tilfældet.
P1120185 P1120186
Fra fyret skulle man kunne se til USA. Vi spiste vores medbragte osteklemme, mens vi sad og nød udsigten over fuglefjeldet og så på sulerne, som er en fugleart, der kun findes der. Allans bukser og vandrestøvle kunne passende tørre lidt samtidig. P1120194P1120193
Jeg syntes det var en god ide, at vi prøvede at holde os tæt på et par andre mennesker, men de var allerede ude af syne. Vi mødte dog guiden og de 4 han fulgte. De skulle tilbage ad den vej vi andre havde taget op. De sagde der var en fin sti, hvor de kom fra, men på et stykke kunne den være svær at finde. Vi kan kun give dem ret. Vi nåede over broen, og skulle nu op ad den farefulde stigning. Et stykke oppe mødte vi 3 unge piger, der holdt et lille hvil, mens de spiste sig et stykke chokolade. Stien vi skulle gå på, var endnu mere usynlig end på nedturen. Det så ud til nærmest at være en umulig opgave at komme op igen. Vi vidste vi havde tilbagelagt over halvdelen af vejen, men der var stadig mange stigninger at overvinde. Det blæste pludselig gevaldigt op, og i det øjeblik var jeg rigtig glad for de par ekstra kilo eller 5, der er blevet en del af mig over de seneste 10 år. Uden dem, tror jeg, at jeg var fløjet ud over kanten. Det var utroligt svært at holde balancen på de lange smalle stier yderst på fjeldet.
P1120199 P1120202
Tilbage i bygden måtte vi finde øens eneste offentlige toilet og så var det ellers tid til at købe en tår kaffe. Vaflerne var udsolgt, så det blev et stk. guldbarre vi fik til, i byens eneste forretning og beværtning, Christianshus. Øen har 40 huse ialt, hørte jeg guiden sige. Efter at have siddet og hvilt benene, gik vi på byvandring. Derefter var det bare at finde et sted der var læ, og vente på båden.
P1120207 P8220056
Med den vindstyrke vi nu havde nået, havde Allan forudset, at resten af vores ferie var ødelagt, fordi jeg ikke er søstærk. Vi opholder altid i det fri, fordi det er det eneste sted, jeg kan stå strabadserne igennem. Båden vippede på udturen, men det var for intet at regne i forhold til hjemturen. Vi havde fundet en siddeplads, med hovedet i den rigtige retning, for mit vedkommende, og “skipper” fra i går sagde, hvis vi ville forblive nogenlunde tørre, så skulle vi over på den anden side af båden, men hvis vi gerne ville være våde, skulle vi bare blive. Bølgerne ville nemlig slå ind over båden. Vi valgte den anden side, hvor vi holdt godt fast i rækværket med begge hænder, mens vi stemte fra med benene for bare at holde os selv nogenlunde på plads. Også her kom der af og til en bølge, der gav vand på hele kroppen. Kameraerne var heldigvis i tasken, og vi skulle holde fast med begge hænder under hele turen. Skijakkerne var knappet godt til og vi var lige tilpas klædt på. Allan ønskede dog at han havde taget sine vanter med også. Hele 50 min. tog sejlturen denne gang p.g.a. vejret. Da vi endelig fik fast grund under fødderne igen, følte vi stadig vi sejlede.
P1120215 P1120220
Vi havde planer om nul spiritus til aftensmaden, fordi vi ville ud og se solen gå ned, og det krævede en biltur, men det blev droppet allerede på hjemturen. Vi kunne se der ikke blev nogen solnedgang. Det trak endnu mere op, og vi erfarede, at det fly der skulle være landet, måtte flyve til Bergen, hvor alle passagerer blev indkvarteret til fredag. Tandbørstningen gav søsygetendenser, og vi var næsten sikker på, at vi skulle på fjeldvandring og sejlture hele natten, så vi ville gerne kaste anker, for ikke at komme på afveje. Hotellet vaskede Allans bukser for 30,- kr. Næste morgen var det flyttedag for os.

22 kommentarer:

  1. I er altså meget modige - jeg/vi havde aldrig turdet give os i kast med sådan en uguidet vandretur. Respekt!
    Men den var da vist også lige ved at blive en kende for dramatisk ... og skijakkerne fik I brug for ;-)
    Jeg er vildt imponeret over jeres billeder!

    SvarSlet
    Svar
    1. Alt hvad jeg har læst, stod der at man sagten kunne gå turen alene, (altså mindst to) blot man fulgte de varder, der så ikke findes mere. Hvis det var blevet tåget nogle timer før, så er jeg ikke et sekund i tvivl om, at vi måtte overnatte på fjeldet, og det gik vi også og talte om.
      Det blev lige lovligt dramatisk med den væltepeter jeg er gift med. Det er simpelthen utroligt hvad han formår af stunt, og det heldigvis alligevel går godt.
      Tak, men de viser jo bare hvordan det hele ser ud :-)

      Slet
  2. Hold nu op en ferie I har haft ;) Godt der ikke skete noget med din væltepeter; sådan en er jeg forresten osse gift med. Det kræver nogle gange sin kvinde ;)
    Det er nogle fantastiske billeder I har taget; jeg er vildt misundelig, og vil SÅ gerne på sådan en tur, men det bli'r ikke lige de første år.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, og den er først lige begyndt :-) Er du? Så kender du alt til det :-)
      Vi må håbe, du kan komme derop på et tidspunkt. Det er en oplevelse, men det er der jo meget der er :-)

      Slet
  3. Puha, sikke da en tur, godt at Allan ikke trillede længere. Skønne billeder, kan godt forstå at Allan var fascineret af lunderne. ;-D

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var rigtigt godt :-) De er også nogle sjove fugle, og meget mindre i virkeligheden, at man tror. Selv på disse billeder, syntes jeg de virker større end de egentlig er.

      Slet
  4. Gys altså!! Ikke alene var det da godt, at Allan holdt op med at trille, det var da også godt, at han ikke slog benene væk under dig. Flotte, flotte billeder, og så fik I altså brug for skijakkerne. Det havde ikke været sjovt med 50 minutter i stiv pelikan uden dem.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja da :-) Senere foreslog han at næste gang skulle vi bindes sammen med et reb, som rigtige bjergbestigere gør. Jeg synes det lyder som et valg mellem pest og kolera :-)
      Lige der på båden, var vi glade for vores skijakker :-)

      Slet
  5. Jeg har nydt at læse dine beretninger, og ikke mindst billederne, som jeg har klikket større. Hvor er der smukt grønt over det hele - i det hele taget fantastisk smukt.
    Puha.... godt Allan blev, hvor han var.

    SvarSlet
    Svar
    1. Der er nemlig grønt alle vegne, og meget anderledes end her. Det er vi også meget glade for begge to.

      Slet
  6. Kære Pia

    Ja så er jeg kommet hjem til blogland igen, sikke en fantastisk ferie I har været på, Færøerne er et sted jeg rigtig gerne vil opleve, selv om jeg ikke tror jeg får Hasse med på så anstrengende ture som den du beskriver i dag.. Godt Allan ikke trillede videre :-)

    Tak for smukke billeder fra det høje nord.

    Kh Inge

    SvarSlet
    Svar
    1. Kæreste Inge
      Dejligt at du er her igen :-) Der findes heldigvis mange andre steder deroppe, som ikke er nær så anstrengende, og så er 4 dage nok til at se det hele i bil eller bus.
      Det var rigtigt godt. Velbekomme og stort velkomstknus :-)

      Slet
  7. Hold nu op. Man fristes jo til at kalde dig Fru Frygtløs :-)Jeg sluger det hele råt, for min næste ønsketur går nordpå. Om det er Færøerne eller Island ved jeg ikke helt, ligesom jeg ikke ved, hvornår det bliver. Indtil da vil jeg nyde at deltage i jeres tur.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvis vi skulle gå turen igen, ville jeg have en vandrestav med til os begge, og måske en ekstra madpakke så vi ikke sultede hvis vi skulle overnatte sammen med fårene :-)
      Det bliver spændende hvor du ender til den tid :-)

      Slet
  8. Hej Pia

    Har du også erfaring med at rejse på Grønland? Jeg overvejer nemlig at skulle dertil næste år. Det bedste information jeg har fundet indtil videre synes jeg er på http://www.greenland.com/da/ . Kender du til andre gode steder man kan lure lidt tips af henne?

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej, jeg har desværre aldrig været på Grønland og har ingen tips at give. Du må søge videre :-)

      Slet
  9. Hold da helt op for en dramatisk dag. Ærgerligt at de fugle absolut skal grave huller der ikke er til at se og at det blæser kraftigt. Jeg kan godt forstå I aldrig glemmer Mykines. Tydeligt at det var en god ide at have varmt tøj med.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tåge eller ej, så kan de huller godt være svære at se alligevel. Heldigvis blæste det først op efter den farefulde stigning var taget, eller også opdagede vi det bare ikke :-)
      Varmt tøj er godt, når det passer til vejret :-)

      Slet
  10. Du tager de skønneste billeder! Hvor ser det lækkert ud, tåge eller ej!

    SvarSlet
    Svar
    1. Vejret er ingen hindring for gode oplevelser, og vi vidste jo det kunne se sådan allerede hjemmefra.

      Slet
  11. Sikke nogle smukke grønne billeder. Jeg kan godt forstå, at I aldrig glemmer Mykines. Sejt at I tog vandreturen uden guide, det havde jeg aldrig turdet. Godt at Allan ikke trillede længere, det kunne jo være endt i en ren katastrofe.

    SvarSlet
    Svar
    1. De allerfleste tager vist vandreturen uden guide. Man skal bare som altid minimum være to personer. Alt andet er rigtigt dumt. Måske lige bortset fra, hvis ikke man er fårehyrden, der kender området ud og ind.
      Vi observerede kun den ene guide, selvom vi var mange med båden. Nogle skulle endda overnatte og vandre næste dag også. De havde nemlig sovepose og liggeunderlag med :-)

      Slet

Alle kommentarer bliver værdsat. Jeg svarer også på kommentarer til gamle indlæg. Dit fodspor er med til at sætte liv på bloggen :-)