Sangskrivning og musik

Jeg og mine 3 søskende er opvokset med sang og musik. Min far havde lært sig selv at spille på guitar og banjo, så han sad og spillede, mens mor og vi 3 tøser sang til. Vi har alle lært at spille på mindst et musikinstrument, bare sådan til husbehov, det er selvlært med støtte fra far, som gerne omskrev de uforståelige noder, til bogstaver, og klistrede dem på klaveret. Senere lærte vi dog også noderne. Men der er forskel på at kunne tælle sig frem til, hvilken node det er, og så spille en sang efter noder. Det foregår jo i et helt andet tempo. Jeg har dog i voksenlivet gået til undervisning i hammondorgelspil. Og min bror, som er en efternøler uden lige, 24 år efter sidste tøs, har dog fået undervisning som barn, og han er helt klart også den bedste. Stik ham et musikinstrument, og jeg er næsten sikker på, at han kan spille på det. Han komponerer også selv musik og sange som han indspiller på CD.

I vor barndom foregik alt indendørs arbejde i stuen, så spisebordet har stået modet til rigtigt meget. Her er der gang i sangtrykkeriet, med klaveret i baggrunden.

Far skrev festsange for folk, og da Allan og jeg skulle giftes. ( ved dobbeltbryllup) ville jeg ikke bede min far om at skrive vores egen takkesang, så der var jo ikke andet at gøre, end at prøve selv, mente jeg. Som sagt så gjort. Og det blev startskuddet til yderligere et job. (Jeg havde i forvejen fuldtids kontorjob og serveringsjob ved siden af) Først var sangene kun til famile og fester vi selv deltog i. Så hjalp jeg min far med at skrive, for han fik flere ordrer, end han kunne klare, og samtidig begyndte vor telefon at ringe. Der dukkede breve op fra Kbh. fra totalt ukendte mennesker, hvor det også var rygtedes, at jeg skrev sange. Det accelererede ganske langsomt. Jeg kunne ikke nå at skrive til alle, når jeg også skulle passe mine andre jobs, så jeg måtte afvise kunder, men det var der overhovedet slet ikke forståelse for. Det begyndte at hænge mig langt ud af halsen, da telefonen ringede ustandseligt og ligeså dørklokken med uanmeldte kunder, begge dele døgnet rundt, ingen respekt for privatlivets fred. Nogen forventede ligefrem, at det var sådan et "hyggebesøg" for de havde sat dagen af. I 2003, lige midt i konfirmationstiden, tog jeg en hurtig og drastisk beslutning, og sagde nej til ALLE der henvendte sig. Jeg skrev kun dem jeg allerede havde lovet. Jeg mødte ikke meget respekt og forståelse, fra gamle kunder, men jeg stod fast som en klippe. Tænk, de næste par år ringede vor telefon stadig utroligt meget omkring konfirmationstid. Og det hænder jeg stadig bliver spurgt, men svaret er et endegyldigt nej. I dag skriver jeg kun de sange, som vi selv skal bruge, og også det, er minimeret kraftigt. Man skal ikke regne med der er en festsang, blot fordi jeg er inviteret med som gæst.