Dette indlæg er inspireret af det spørgsmål Ellen stillede til min kommentar, om en hel sæl, der ankom til vores adresse.
Jeg har aldrig været i Grønland, men har haft en del af den grønlandske kultur tæt inde på livet, da jeg var teenager. Vi havde nemlig en grønlænder, Ruth, boende et helt skoleår 1971-1972. Måske kender du allerede til dette eksperiment, men det er en helt anden historie.
Det var på mange måder et spændende år for hele vores familie. Ruth var et høfligt og stille barn, der selvfølgelig savnede sin familie. Min søster K, som hun også gik i klasse sammen med, var eminent til at lave fis og ballade, og få Ruth med på den galej. De kunne fjolle sammen. Der var meget i det danske samfund, der var helt nyt for Ruth. For eksempel havde hun aldrig stiftet bekendtskab med en cykel, men det og meget andet fik hun lært. Vi andre hørte om livet i en lille bygd i Upernavik, som Ruth kom fra. Vi lærte nogle grønlandske ord og sætninger. I dag er der kun to sætninger, der stadig hænger ved hos mig, men jeg kan ikke længere stave mig frem til dem. Kun udtale dem.
Som værtsfamilie, var man pålagt en tilsynsførende, der jævnligt kom og holdt øje med om Ruth trivedes, og om vi overholdt de restrektioner, der nu var. Hver måned var der brevveksling mellem Ruth og hendes mor. De kommunikerede også begge via kassettebånd. Det hændte jævnlig at der var små ting til Ruth i den månedlige pakke. Ting man ikke kunne købe i Danmark. Der var også af og til brev til mor, og mor skrev selvfølgelig tilbage.
En dag op mod jul ringede postmanden atter på døren. Udenfor stod han med en meget stor pakke – til mor. Pakkerne plejede at være til Ruth, så det i sig selv, var en overraskelse. Hverken posten eller vi havde, nogensinde tidligere, set sådan en pakke, der partout skulle afleveres samme dag. Pakken var fyldt med is. Posten var lige så spændt som vi andre. Da isen blev fjernet dukkede det hvideste kød op, som vi umiddelbart overhovedet ingen ide havde om, hvad kunne være.
Ruth fik julelys i øjnene og kunne næsten ikke vente med at smage. Mor mente dog, at det skulle tilberedes først, men Ruth sagde det skulle spises, råt, som det var. Vi fik alle et stykke, men kun Ruth syntes, det var en lækkerbisken.
Mor anede ikke hvad hun skulle stille op med en hel sæl, som var renset og ordnet 
så fint, og lå der i to dele. Der var jo enormt meget kød. Mor talte med den den tilsynsførende, for at få gode råd til hvad hun skulle gøre med sådan et dyr, og fik at vide at hun skulle ryge det. Hun fik en liste over, hvad hun skulle skaffe, og hvor hun kunne købe det. Det var kun apoteker der solgte det, men de ville bare ikke udlevere noget til hende. Det var kun dyrlæger og udvalgte erhvervsdrivende, der måtte købe det. Mor forklarede historien, og fik lov at købe noget af det, så hun kunne starte processen. Derefter kontaktede hun den slagter, som røg de andre varer fra de dyr vi slagtede, for at lave en aftale med ham. Selvom han aldrig havde prøvet at ryge en sæl, sagde han ja, og aldrig har vi smagt så lækkert kød.
Udover en hel sæl, var sælskindet også vedlagt. Skindet monterede far på en plade, og det kom til at pryde væggen i barndomshjemmet, lige til mor flyttede fra både det og huset for ca. 10 år siden. I pakken lå også julegaver til Ruth, og hver en lille gave til os tre unger. En isbjørnbrosche snittet af en hvalrostand.
Den pakke har været længe undervejs. Først med helikopter fra Upernavik til Søndre Strømfjord, hvorfra den videre rejse foregik med skib til København, inden den blev sendt med posten til Lolland. Det var den gang man fik breve og pakker fra dag til dag.
I forbindelse med alt det flyttearbejde osv., kom vi hjem og fortsatte hver vores gøremål. Efter en rum tid, kommer Allan ind og spøger, om jeg har set nøglerne til Camillas hus. Det har jeg ikke.
Har du kigget der og der? Ja, de er ikke at finde, men de dukker nok op.
Efter en tid spørger jeg, om han har fundet nøglerne. Nej – har du? Nej, men jeg har heller ikke ledt efter dem. Vi kiggede derefter i værktøjskasser, og det han ellers havde beskæftiget sig med, siden vi komme hjem, men fandt dem ikke, så Allan mente, han måtte havde tabt dem, da han steg ind i bilen i Gåbense. Derfor tog han ud på en køretur for at lede, men uden resultat. Pludselig kommer jeg i tanke om værkstedsdøren, som står åben. Jeg kigger bag døren… Allan - kom lige. Det er vel ikke de her nøgler du savner? Jo… Han tog sig til hovedet, og vi grinede begge to.
Ugen efter kunne han ikke finde sine bilnøgler. Han ledte igen forgæves alle vegne, inden han spurgte, om jeg var stødt på dem. Det var jeg ikke, men jeg gik hen for at kigge bag værkstedsdøren. Der sad de, hvorpå jeg sagde, kunne du ikke bare prøve at kigge i den dør næste gang, dine nøgler er væk. Jo, det må jeg prøve om jeg kan huske.
Mors nøgler er ikke som de flestes, da hendes hænder ikke kan håndtere en almindelig nøgle. Hun har derfor måtte investere i en elektronisk brik. Når man lukker hendes dør, er den altså lås. Smækker vinden døren, er hun låst ude. Det betyder, at det er ekstra vigtigt altid at have nøglen med, når hun går ud.
Et barnebarn havde hentet hende til spisning. Da K skulle køre mor hjem, vil mor, som altid, lige finde sin nøgle frem, men den er ikke i tasken, hvor hun altid lægger den, hvis hun ikke overdrager den til andre. Kristina endevender tasken, men den er der ikke. Du har ikke haft nøglen med mormor. Jo, K. det har jeg. Det er påstand mod påstand. K. siger, hvem andre har en ‘nøgle.’ Det har din mor og Pia. Har L, som bor nærmest ikke? Nej, det har hun frabedt sig.
Da mor tager sine hjemmesko af, og putter dem i sin taske, ryger nøglerne ud. Dem har hun haft i skoen hele aftenen uden at mærke noget, og det nøglebundt fylder faktisk en hel del.
Ingen af os fatter at hun ikke har mærket noget hele aftenen. Mor siger. Det er jo det, jeg siger. Det er dødkød det hele.
Når I læser dette leger jeg med chefen og alle mine unge kollegaer.
Vi skal mødes hos chefen privat her i eftermiddag til leg, konkurrencer, snak, hygge, god mad. Jeg har min helt egen privatchauffør. Måske jeg skal tage mine nøgler med, sådan bare for en sikkerheds skyld!
Vi keder os aldrig. Der er altid noget at rive i et eller andet sted og vi kan lide det, men når det er sagt, har vi også haft ret meget om ørene de sidste 3 måneder, da Camilla fik solgt sin ejerlejlighed meget hurtigt.
Da hun i to måneder, har brugt 3-4 timer dagligt på at pendle til sit job, så har vi, mest Allan, været hundelufter-passer hver eneste dag. Allan har malet stakit og låger. Hver weekend i oktober har vi, sammen med Camilla, gravet og banket pæle ned til hegn og låger. Hun og jeg har slået kramper i, til den store guldmedalje, ens mændene har monteret stakit og låger. Camilla, det lille fnug, har også selv knoklet med at banke pæle i.
Her har vores udestue været fyldt med flyttekasser og møbler. Ligesom værkstedet og et værelse har det.
Jeg har/havde en del ferie til gode, som det, arbejdsmæssigt, har været svært at få presset ind, men man siger jo, der er en mening med alt, selvom det ikke altid er særligt indlysende. Jo mere ferie der udskydes, des sværere bliver det at få den afholdt, så det var nærliggende at lægge 10 fridage i rap i forbindelse med Camillas sidste flytning.
Selvom Camilla først reelt fik overdraget nøglerne den 1. november, så har ejerne været yderst large, på alle områder og givet os lov til at være i haven og vi fik nøgle til værksted og garage. De sidste 14 dage fik vi endda en nøgle, så vi kunne gå ind i huset og begynde at komme med flyttelæs, mens de kørte deres væk. Det er virkelig nogle dejlige mennesker. De og Camilla bevarer kontakten. De har allerede været i hendes nye hjem et par gange. En gang for at hjælpe, vise hende noget. Den sidste gang var de inviteret til kaffe og kage sammen med os andre. 
Camilla og jeg begyndte rengøringen og malerarbejdet af hele hytten på min første fridag, mens Allan har opsat lamper, samlet møbler og lignende. Hver eneste gang vi har kørt til Rønnede, har vi haft et flyttelæs med. Vi har til gengæld også haft et læs med hjem ret tit. Da Camilla, E og B havde lavet den aftale, at de bare kunne lade alt det stå, de ikke selv ville have, havde plads til, kunne få afsat, eller orkede at bruge tid på at sælge. Alt fra møbler, køkkengrej, værktøj, haveredskaber og ting der imellem.
Hverdagen er startet igen for os alle og det hele fungerer, men der er udsigt til mere arbejde, både ude og inde, når tid, lyst og muligheder haves, og ideer og ønsker står helt klare. Lige nu står en stor vennekreds i kø, for at få lov at komme og se herlighederne. Jeg har lovet at give et nap med det første store fremmøde i næste weekend.
Ingen behøver at kede sig. Vi har jo også vores eget, men alt andet er oftest det sjoveste. Det går desværre bare ikke i det lange løb.
Det er efterhånden læge siden at høsten kom i hus. Det er også længe siden, vi var til høstfest, men derfor kan jeg godt fortælle om det.
Det er godt nok langt at køre for at få denne oplevelse, og egentlig passede det rigtigt dårligt ind i vores kalender. Vi var også lidt spændt på, om det nu var så godt som det lød. Om det i det hele taget var noget for os, men det var det hele værd. 
Det startede til middag, hvor de slog dørene op til den store gamle lade, som er omdannet til teatersal. Her sad vi ved langborde og fik serveret en dejlig platte, som vi ikke vidste hvad bestod af, før den blev serveret, men den indeholdt blandt andet en lækker kalvesylte. Der blev serveret noget lækkert brød til det hele. 
Mens vi spise var der løbende, flere former, for underholdning forskellige steder i teatersalen. Der blev sunget, spillet, hoppet sjippetov, danset og snakket med os publikum, som skuespillerne også gør i Matador på Bakken, hvis du har haft den oplevelse. Det er levende og hyggeligt. 
Da vi var færdige med at spise, startede selve forestillingen på scenen. Der var rigtige mange indslag, mest sange fra de gode gamle film af Morten Korch, men også fra Far til fire. Nogle af klassikerne blev vi bedt om at synge med på.
Da forestillingen var overstået, blev der tændt lidt dæmpet belysning, og laden blev pludselig fyldt med vasketøj, mens de begyndte at spille og synge Tørresnoren. 
Underholdningen med sang og musik, fortsatte mellem bordene lidt endnu, og vi hyggesnakkede med vores ‘naboer’ til begge sider, inden vi brød op. Der var bal bagefter, men det var vi helt enige om, hjemmefra, at det skulle vi ikke deltage i. Det så også ud til at de fleste kørte hjem, men det var absolut en hyggelig dag, og vi kunne sagtens finde på at tage til en forestilling på Borreby Gods igen en anden gang.
Du kan læse mere om Borreby og teater her.
