søndag den 27. april 2014

Jeg ville så meget, men nåede…

det også. Glædelige overraskelser, kan man ikke få for mange af. Mellem beretningerne fra Holland, kommer lidt fra hjemmefronten den sidste uge.
P1000973 Det har længe kriblet for at komme til at plante i krukker og drivhus. Min fornuft sagde, at det ikke hastede, men så snart planteskolen åbnede første påskedag efter vores hjemkomst, strøg jeg afsted. Åhh, hvor er det svært at vælge. Jeg har sat mine egne restrektioner på 5 stk. tomatplanter som absolut maks. Jeg vil jo gerne have dem, jeg ved der er gode, men også gerne nogle nye. Lige nu ser der lidt spartansk ud i drivhuset, men det skal nok komme til at fylde ri-ge-ligt. En chili og en peberplante blev det også til. Der er plads til tre planter mere, hvad det så end bliver. Gerne noget helt nyt.
P1000967Mads har lavet mit lille gamle Lumix, som var helt kaput. Jeg ved han elsker at rode med sådan noget. Han kunne jo ikke skade det, da det var helt dødt. Han skilte det ad, gav det nogle tæv, og f... om ikke linsen igen kan køre ind og alle funktioner atter er blevet tilgængelige. Drivhusbilledet er taget med det gamle kamera.  P1140980
Jeg fik fjernet lidt enormt meget ukrudt på et lille stykke mellem bærbuskene. Tirsdag var det igen arbejdsdag og om aftenen siger Allan, at han vel ikke behøver at stille vækkeur til næste morgen. Du behøver ikke, siger jeg, men jeg skal da op. Hvorfor? Fordi jeg skal på arbejde. Du har da skrevet i kalenderen at du har ferie de næste 2 dage. Hm… har jeg det. Jeg tjekker mine egne ferienotater. Jeg havde fuldstændig glemt, at jeg havde ferie både onsdag og torsdag. Jeg har alt for meget gammel ferie på den gamle arbejdsplads, som jeg slet ikke har kunne finde tid til at afholde. Havde Allan ikke gjort mig opmærksom på det, var jeg kørt på arbejde. 
P1000959Jeg fik lavet en portion ananaschutney og et glas rabarberkompot. Sat kartofler og ryddet op. Især på værkstedet, som igen, igen, var blevet ufremkommelig. Allan fylder ind, og jeg rydder ud. Det blev som sædvanlig til en trailerfuld til genbrugspladsen. Alt i sidste ende godkendt af samleren. Jeg kan nemlig let komme til at smide noget forkert ud.
Fredag var det atter arbejdsdag, og i går lørdag, har den stået på arbejde både ude og hjemme, men under åben himmel i det dejlige vejr. Om aftenen tog vi en meget hurtig beslutning. Vi var lige blevet færdige med at spise, da jeg ringer til mor. Hvad laver du? Jeg spiser. Hvornår er du færdig med det? Om et par minutter eller tre. Godt. Vil du med ud og drikke aftenkaffen et sted i naturen og se en solnedgang. Vi kører herfra om 5-10-15 min. ligesom vi bliver færdige til. Ja, JA, det vil jeg meget gerne.  P1010031
Vi var først på skovtur, og så slog vi os ned her, som også var målet. Avisudklippet har hængt på opslagstavlen siden sidste år. Desværre snød solen os, men det forhindrede os ikke i at nyde duften og synet mens kaffen og den medbragte kage blev fortæret. Jeg påtænker et indlæg om tulipaner på Lolland på et senere tidspunkt.  P1010035
I dag er vi inviteret til Marks og svigerindens fødselsdag hele dagen. I morges fik jeg en sms om, at vi skulle klæde os på til at kunne være udendørs. Det havde jeg nu også forventet med det vejr.
I morgen er det atter hverdag. Det vil igen også kunne mærkes på min blogaktivitet. 

fredag den 25. april 2014

Turen til Zaandam tog kegler

Selvom vejret ikke helt var med os denne fredag, hvor det var slået om til regn og blæst i løbet af natten, ville vi alligevel tage til Zaandam og gå en tur på molen og se på alle vindmøllerne, der ligger på stribe. Vi vidste godt der lå et museum i nærheden, men det var vi overbevist om, at vi ikke skulle se. Nu er det ikke altid, virkeligheden er som man tror.P1000797a
For at komme ud til vindmøllerne er man nød til at gå ind på museet i Zaanse Schans. Allan skulle finde det lille hus, og i samme øjeblik blev en dør låst op bag mig. Det tiltrak min opmærksomhed. Jeg kom ind i en meget gammel købmandsforretning. Lidt i stil med den man kan se på Frilandsmuseet, og som egentlig stammer fra vores område. Butikken i Zaanse Schans er blot meget ældre.
P1000814 P1000810
Der var en chokoladefabrik, med alt lige fra kakaofrugten, hele bønner, malede bønner. Man kunne lave sit helt eget stykke chokolade i udvalgte forme, eller lave sin helt egen varme kakaodrik i flere varianter fra lys til mørk, alt efter smag. For blot at nævne et par ting mere, var der et gammelt bageri, og en træskofabrik. 
P1000846 Der var træsko alle vegne. I loftet, på væggene udvendigt og indvendigt.
P1000831 P1000832
Vi var så heldige at se, fra start til slut, hvordan et lille stykke brænde bliver til en træsko, der skal stå og tørre i flere uger, før den kan males. Der produceres fuglefoderpladser og fuglehuse. Sågar et trestrenget træskoinstrument. Sjove træsko som nederst til højre.
P1000842 P1000839 P1000828
Vi gik selvfølgelig rundt på museet og så på alle de små fine gamle beboede huse og livet omkring det hele, når de værste byger holdt sig væk. 
P1000802 P1000866
Man skulle betale entre for at komme op i møllerne for at se dem arbejde, men der var kø ved dem alle, så det sprang vi over. De 6 arbejdende møller er i sving med alt fra olie og brænde til krydderier.
P1000856 P1000863
Da vi næsten var nået helt ud til sidste mølle, kom der en rigtig skylle. Det var på en lang strækning, hvor der ingen steder var at gå i tørvejr. Vi vendte om og søgte ly for regnen i kryddeributikken. Der var ikke det krydderi, der ikke fandtes på glas og andre pakninger samt i løs vægt.
P1000870 P1000873
Hvis vi skulle nå at se lidt andet, var det på tide at gå tilbage og finde vores bil igen. På en sidevej så vi, at der holdt et par specielle køretøjer. Sådan et syn vækker altid Allans opmærksomhed, så vi traskede videre, og minsandten om ikke der var en plads med gamle veteranbiler, fordi der var et arrangement i byen denne dag.
P1000877 P1000875
Klokken havde endnu ikke slået tretten, da vi nåede bilen, hvor vi satte os og spiste vores medbragte klemme, mens det silede ned. Dagen var jo langt fra forbi, så vi fik mange flere oplevelser med hjem samme dag, men de kommer i et andet indlæg.

onsdag den 23. april 2014

På udflugt i Haarlem og omegn

Hjemmefra har jeg altid lavet en liste over ting, der måske er værd at se, så ferien ikke bliver ædt op af internettet. Da vi nu havde masser af tid, kørte vi direkte til adressen i Amsterdam, for blot at se et af de mærkeligste huse i verden. Inntel Hotel Hvis ikke Holland er det land i verden der har flest arkitekttegnede bygninger, så hører det vist til i toppen af listen. Det var dog enormt med specielle og aparte bygninger, vi så på vores vej. Mens Allan vendte bilen på den meget trange plads, sprang jeg ud og tog disse 3 billeder fra nøjagtig samme plads.
P1000726 P1000728
Vi satte kursen mod Haarlem, hvor vi ville gå en tur langs kanalen og rundt i byen, mens det stadig var lyst. Vi vidste der skulle være en kæmpe kirke, og havde også set tårnet af den. HolddaOP Cathedral of Saint Bavo er en gigantisk kirke. Man mener det tog 150 år at bygge den, da den er påbegyndt i 1370 og først sluttet i 1520. Det tror da pokker. Jeg har aldrig i mit liv set sådan en kæmpe kirke. Vi gik længe for bare at komme hele vejen rundt om kirken. Her er et billede fra henholdsvis for-og bagsiden af kirken. Hvad der ikke fremgår af disse billeder, er at den er under renovation.
Saint Bavo Cathedral Cathedral of Saint Bavo
Ikke langt derfra, midt på torvet, lå en anden kæmpe kirke, og ved forespørgsel fik vi at vide, at der lå 5 af disse kirker i Haarlem. Det havde vi også selv talt, men det viste sig, at en af dem var rådhuset, så om de andre to var kirker eller noget andet vides ikke med bestemthed.
P1000745 P1000750
Videre rundt i Haarlem så vi denne bygning. Da vi nåede frem kunne vi se at alt det lyse på bygningen var et kunstværk i sig selv. På en dør stod der 'kun indgang for skuespillere'. Jeg fandt ud af at det var en teaterbygning. Her er internetadressen der stod på døren. Du må selv tygge dig igennem den hollandske version, eller få hjælp fra Google. Jeg har nemlig ikke selv fået det gjort endnu.
P1000743 P1000747
Problemet i Holland er som så mange andre steder, at det er umuligt at holde ind til siden og tage et billede. Jeg har taget mange billeder af bygninger ud gennem bilruden, mens vi har kørt. Høje bygninger med skæve ruder, sjove runde bygninger, en bygning der lignede en skihopbane og meget andet sjovt. Mange steder ville en cykel have været det foretrukne transportmiddel, men så skal man have mere tid, end de to dage vi havde.  

mandag den 21. april 2014

En tur til Keukenhof

P1000676Denne blomsterpark var hovedformålet med vores tur til Holland. Folk valfarter dertil, så det store spørgsmål, allerede hjemmefra, var om det i det hele taget var noget vi gad, når vi nåede frem. Jeg havde læst, at der hvert år kommer ca. 800.000 besøgende, og at trafikken er problematisk, og så var det tilmed også påske. Nu skal man jo ikke tage problemerne på forskud, men det er rart at vide, hvad man kan få stillet i udsigt, så man evt. kan have en nødplan i baghånden.    P1000691
Vi startede som sædvanlig tidligt næste morgen og så masser af tulipanmarker på vej til Keukenhof. Bollenstreek, som vi ville ud og lede efter, var der overalt. Det viste sig, at vi havde været utrolig heldige. Vi kom ind foran en alenlang kø, lige før vi blev dirigeret ind på den koloenorme P-plads, hvor der allerede holdt hundredevis af biler.Vi fulgte strømmen og købte billet både til bilen og os selv.
Overalt var der mennesker der fotograferede. Japanere asiater fyldte godt i landskabet, både mellem blomsterne og i resten af landskabet, når de rendte rundt med deres ‘store’ iPadder for at fotografere. Der står højt og tydeligt at græsset ikke må betrædes. Ikke en eneste europærer, bortset fra gartnerne som gik og passede deres, kunne drømme om at sætte sig inde midt mellem blomsterne, men asiaterne var overalt. 
  Keukenhof Bemærk den mørke græskant helt nede i højre hjørne af collagen. Sådan var hvert eneste bed lavet. Nok fordi det er mere slidstærkt, men det ser også godt ud. Der er kræset for detaljer.
P1000642 P1000643
Der er mange andre løgblomster at se på end tulipaner. Forskellige varianter af påskeliljer og hyacinter og meget andet, men tulipanerne er der trods alt flest af. Der er flere store bygninger,.hvor man kan se orkideer, liljer, roser og mange, mange andre blomster. Vi gik ind i et enkelt af dem, men kom hurtigt ud igen. Det var som at komme ind i et salgsgartneri herhjemme blot i overstørrelse med krukker, glas og alskens pynt. Blomsterduften var ret stram, desuden var der fyldt med mennesker. Da vi ikke skulle have noget med hjem, kom vi hurtigt ud igen og holdt os til parken.
P1000711 P1000638 
Det er umuligt at tage billeder, der danner en helhed af parken, fordi det er så stort et område. Der plantes over 7 millioner blomsterløg hvert eneste år. Du kan finde mere information her.
P1000625 Der er rigtigt meget at se på i Keukenhof. Jeg har prøvet at holde mig til blomsterne i dette indlæg, men påtænker at lave en opsamling af alt det andet, vi så på stedet denne dag. Det kunne have været interessant, hvis den store årlige blomsterparade, havde fundet sted mens vi var der, hvis altså vi havde kunnet se noget for mennesker, hvad der sikkert er tvivlsomt, med mindre man står i kø langs vejen i flere timer, nøjagtigt som de der prøver at få et glimt af deltagerne i Tour de France.
Da vi, ved middagstid, havde travet parken rundt på kryds og tværs i 3 timer, forlod vi Keukenhof og havde masser af tid til nye oplevelser.

lørdag den 19. april 2014

12 timer på motorvejen

Meget har ændret sig siden Allan blev efterlønner. Før den tid, var det altid min opgave at booke ferie eller andet ophold. Vi havde besluttet at det var i år, vi skulle ned og se de hollandske tulipanmarker. Allan havde fundet et B&B her, hvor han reserverede et værelse til os. Vi fik en opringning om at vi skulle bekræfte en mail, som vi aldrig havde fået. Vi bekræftede pr. telefon, at vi gerne ville bo der, og sagde ved forespørgsel, at vi forventede at være fremme mellem 18 og 20. I onsdags morges startede vi vores lille påskerejse.  P1000604
Der er ikke meget at se på ned gennem de tyske motorveje, men vi bemærkede dog at der var meget mere grønt end derhjemme. solen bagte gennem bilruden, og det var det dejligste vejr. Det blev en meget la-aa-aang tur. Den tyske trafikradio meldte stau und stau ustandselig. Ved Elbtunnelen var der 14 km kø som det tog os en time at komme igennem. Ved Bremen var der 7 km kø, dertil kommer vejarbejde og andre forhindringer, vi måtte igennem. Det er ikke skidt på kameralinsen, men på bilruden. P1000599
Turen skulle kunne gøres på ca. 9 timer. Vi holdt kun et par små tisse- og spisepauser undervejs, men der gik alligevel 12 timer før vi nåede destinationen og vores vært var tilsyneladende bekymret for om vi havde fortrudt, for han ringede da vi holdt foran hans dør kl. 20. Vi manglede blot at finde et sted at parkere. Han kom ud og flyttede sin egen bil, så kunne vi holde på hans plads.

P1000609
Da vi havde læsset bilen af, gik vi en tur i det pragtfulde vejr. Ved 21-tiden var det stadig 16°. Vi har selvfølgelig, synes vi selv, oplevet en masse de par dage vi har været i Holland, men det vil komme senere. I aftes prøvede jeg at lave et indlæg og lægge ud, men jeg fik besked om at min konto hos Google var spærret/låst, fordi de mente at en hacker var på spil, da der blev logget på fra en anden IP-adresse og et andet land end mit hjemland. Det var mig selv, fra vores medbragte bærbare, men ikke om jeg kunne få lov at taste min kode, og jeg havde endda været på fra min iPad. Denne adgang blev dog også spærret af Google i aftes. Det hele også sendt pr. mail til mig. Nu er vi hjemme igen, og alt ser ud til at være i skønneste orden. Turen hjem gik noget mere smertefrit, men stakkels de der skulle sydpå, kunne vi både høre og se.

tirsdag den 15. april 2014

Gækkebreve og påskeæg

Som barn skrev jeg mange gækkebreve. Der blev lagt en pæn portion glansbilleder og en vintergæk ned sammen med det sirligt udklippede gækkebrev, som indeholdt flere små vers, og jeg kan stadig lire nogle stykker af, som f.eks. En vintergæk, en sommernar, en fugl foruden vinger, en lille ven som har dig kær, en kærlig hilsen bringer. Sidst blev det underskrevet med et andet lille rim og kryptiske ‘bogstaver’ som prikker, lopper eller en lille gåde. 
P1090512












Oftest fik jeg samme antal glansbilleder tilbage i med et svarvers som, tak for gækken, du mig sendte, men du må da ikke vente, at jeg være vil din nar, derfor sender jeg dig svar. Det var interessant nok i sig selv at bytte glansbilleder på den måde, men som barn så jeg da også op til at modtage et påskeæg. Jeg kunne altid være sikker på, at Gudmor ikke kunne gætte hvem brevet kom fra, så der var altid et stort flot påskeæg til mig fra hende. Der var nu også altid påskeæg fra både far og mor, samt mormor og morfar. Det sidste gækkebrev, jeg sendte til min gudmor, blev et broderet et. Gækkeverset blev syet med kontursting. Gåde
Billedet er taget i Operahuset i Oslo sidste år.

Hvis du gætter den lille gåde, så ved du hvad jeg hed, før jeg blev gift. 
Vores unger har også skrevet gækkebreve, men ikke i samme omfang, som da jeg var barn. Har du også  klippet og skrevet gækkebreve?

lørdag den 12. april 2014

Forkælelse, 7 rejser og meget mere på en weekend

P1000420Så kan man vist næppe ønske sig mere.
Fredag morgen sagde chefen, mens hun strøg ud ad døren. Jeg kommer igen om et øjeblik. Da hun trådte ind ad døren få minutter senere, kom der et glædesudbrud nede fra døren, hvor mine kollegaer sidder. Jeg kunne ikke se hvad der foregik, da jeg sidder med ryggen til og der er reoler imellem os. En af mine kollegaer gik på påskeferie allerede nu, så der var simpelthen uddeling af påskehilsener til os alle. P1000422a


Her i vores lille by, er der mange tilbud at vælge imellem, når vi taler om aktiviteter i fritiden, og der kommer flere, takket være en masse ildsjæle. Det hele er på frivillig basis. Til denne udsigt, har Allan hver 14. dag det sidste halve år, gået til ‘gør dine digitale billeder levende’. Kontingentet var 175,- kr. for hele husstanden. Fredag aften var der afslutning med spisning, hvor jeg valgte at tage med. Efter spisningen var der nemlig eksamen fremvisning af deltagernes egne små film, som var vidt forskellige både hvad kvalitet og øvrige indhold angik. Vi var på tur og fulgte Rhinen gennem Tyskland, Østrig og Schweiz, sejlede fra Göteborg til Stockholm på Götakanalen til Læsø og Fejø. Vi besøgte Mærskskibet. Holdt ferie på Limfjorden, var i Ålesund i Norge, samt en tur på Færøerne Allans projekt. Det sidste indslag var en rundvisning i vores egen lille flække, det var lige til en turistbruchure. Jeg tror at alle fik inspiration nok til nye ferieoplevelser.
P1000479 P1000481 P1000473
Lørdag var det det skønneste vejr, så det blev haven og friluftlivet der trak i mig, mens Allan blev sendt afsted med indkøbssedlen på de sidste mangler, til hans egen lidt forsinkede fødselsdagsafholdelse i morgen, hvor ungerne kommer hjem og er her hele dagen. Jeg fik ordnet hele forhaven, så den nu er præsentabel til påsken. Jeg fik plukket mælkebøtter til mælkebøttesirup og Allan fik slået græsplænen. 
Mariehøne Syren
Jeg havde selvfølgelig mit kamera med i haven, så jeg har været nede at ligge på maven på fortorvet og lege med makro, da jeg så en masse mariehøns. Gad vide hvad naboerne har tænkt. Da vi havde drukket eftermiddagskaffe, gik jeg en tur, først i den ene skov, der er ved at drukne i ramsløg, som står lige på spring til at blomstre. Så tilbage igen og en tur rundt i vores ‘egen’ skov. Jeg spiste af de hvide skovsyrer, som har sådan en dejlig syrlig frisk smag. Endnu en tur på maven i det våde sand for at fange fjeren i midten.page1Efter 1½ time i skoven, var det ved at være spisetid. Allan havde lovet at starte op på aftensmaden. Efter den var sat til livs, skulle jeg i gang med lagkagen til i morgen, for det hører sig til når man holder fødselsdag, siger ham med den søde tand. Jeg har tilberedt et par tærter, og resten må jeg klare i morgen.