Fra gallatøj til bisættelse og andet tiden er gået med

I dag søndag, er det første gang i en hel uge min pc er tændt. Jeg har tjekket mail via min iPad, men ret meget mere er det ikke blevet til. Siden vi kom hjem fra ferie, har det været de store begivenheders tid, og dagene er gået med en del overarbejde og meget andet. Lidt af det kommer her.
Mens vi holdt ferie på Madeira, kom der en mail fra Camilla, som lød, hvis jeg nu bestiller denne kjole, som er 14 meter for lang, (det var barnets udtryk) tror du så, du kan lægge den op?
Med mindre jeg får en sms, tjekker jeg hverken mail eller andre sociale medier midt på dagen under en ferie. Det sker kun hvis vi tilfældigvis opholder os på hotellet. Det ved alle mine nærmeste. Derfor blev det aften, inden jeg så Camillas mail og fik svaret hende, at det troede jeg nok, jeg kunne, men at det altid er svært at se noget på et billede. Jeg anede intet om stof eller noget andet, der kunne volde kvaler. Svaret kom hurtigt. Den er bestilt, for jeg rejser på forretningsrejse i morgen, så hvis jeg skal nå at få den tilsendt, prøvet og evt. byttet eller tilpasset, var det sidste chance.
Aftalen blev at hun kom til Lolland Store Bededag, hvor hun havde god tid, også tid til at indpasse sig efter mine nødvendige gøremål. Jeg fik ændret min aftale med mor, som jeg havde lovet at at tage mig af. De fleste af de arbejdsopgaver jeg skulle klare for mor, kunne foregå udenfor hendes eget hjem. Løsningen blev, at jeg hentede mor herned, samtidig med at jeg fik købt blomster og grønt til et par bårebuketter, vi skulle bruge til bisættelsen om lørdagen. På den måde måde blev mors dag endnu mere oplevelsesrig. 
Da gallakjolen, med det lange slæb, blev pakket ud af posen, kunne jeg hurtigt se, at den opgave turde jeg godt sige ja til. Camilla hoppede i kjolen. Bortset fra længden, sad den som var den syet til hende. Vi fandt den rigtige længde, og jeg begyndte at klippe. Du milde kineser med stof. Tre lag skulle der klippes af. Da Camilla prøvede den igen, for at se om længden var ok, og om hun kunne forlige sig med slæbet, var der noget galt. På underligste vis, hang der en masse stof ud under kjolen i den ene side. Min første tanke var, åh nej, jeg har vel ikke klippet forkert, men inden jeg fik sved på panden, fandt jeg ud af at det bare var endnu et lag kjolestof. Det fjerde lag havde jeg ikke opdaget, da jeg klippede de andre tre af, men det fik så også en gang af saksen. Heldigvis behøvede hun ikke at have den færdige kjole med hjem, så resten af arbejdet kunne vente, til jeg havde bedre tid.
Nu gjaldt det om at få klaret arbejdet for mor og få fabrikeret et par bårebuketter til næste dag, hvor vi skulle til bisættelse. Før i tiden kunne vi bare sige til mor, hvad tid hun skulle være færdig til afhentning. I dag kræver det, at vi skal klare alt fra at finde tøj frem. Soignere og klæde hende af og på. Nok om det, det kræver flere indlæg alene at forklare mors situation, og det vi står i.
Det var en lidt usædvanlig bisættelse. Min onkel, som i flere år havde ønsket at forlade denne verden, døde i januar næsten 93 år gammel. Hans ønske var at blive forenet med sin hustru, min faster, på deres bryllupsdag i den kirke de blev viet i for 72 år siden. Det var en smuk bisættelse i et fantastisk vejr, og en efterfølgende meget, meget hyggelig sammenkomst med en lille sluttet skare af de allernærmeste. Der blev talt om alt, hvad der rører sig i denne verden. Vi fik opfrisket minderne fra barndommen, talt om familien som ikke er her mere.  Alle havde svært ved at løsrive sig og tage derfra.
Store Bededag og lørdag var det et solrigt og smukt vejr. Her ville jeg gerne have været i haven. Det var der bare ikke tid til, derfor skulle det være søndag, men det ødelagde vejret. Vi vågnede op til hagl og snevejr, så var det nærliggende bl.a. at arbejde videre med kjolen. Der skal en hel del knappenåle til, når 20 meter kjole i 4 lag, i noget meget levende stof, skal lægges op. Jeg skulle have fat i noget mere sytråd, i den rigtige farve, inden jeg gik i gang med at sømme den op på maskinen med tvillingenål, som den oprindelig var.
En arbejdsuge forsvandt som dug for solen. Aftenerne ligeså med alt fra akupunktør, generalforsamling og et lille interessant møde om hvad der skal ske med vor lille by i fremtiden og hvilke muligheder vi har for at gøre den mere attraktiv. Der skal bruges frivillig arbejdskraft, og vi støtter op. Det gør vi også, når der som forleden aften var arrangeret noget på ungernes skole, hvor de stod i boder og solgte alt fra mad, kaffe, kage og afholdt loppemarked. Alt sammen til fordel for ungerne.
Ugen blev afsluttende med Marks 33 års fødselsdag i fredags. Endnu en dejlig aften, inden vi cyklede hjem. I går lørdag kom jeg så endelig i haven og i havecenteret, hvor jeg fik købt og efterfølgende plantet både lidt i krukker og i drivhuset , samt fjernet en masse ukrudt. Der blev bud efter familiens dåbskjole, så jeg smed rive og roehakke og kørte afsted. Selvom mor nu har 8 oldebørn (i lige linje) er det det første oldebarn, der skal døbes i den dåbskjole, der blev syet til Mads og som indtil nu kun er blevet brugt 4 gange, trods det at mor har 6 børnebørn, der også alle kunne være døbt i den. Når et par slår pjalterne sammen er der traditioner på begge sider, så hvad skal man vælge? Nogle vælger til den ene side, andre til den anden, og andre igen vælger begge fra, og starter noget nyt op. Det er mest det sidste, der er sket i vores familie.
I formiddags kom Camilla for at hente sin kjole. Den blev prøvet og var oveni købet til både at gå og vende i. Det eneste hun nok ikke skal er at bakke, så kommer hun nok i karambolage  med slæbet.
Hun og jeg gik en lang tur i skoven på 6-7 km. Både hun og jeg elsker den skov. Hver gang hun kommer hjem, skal hun altid ud og gå en tur i den. Her er altid så smukt og idyllisk, siger hun, prøv bare at se der og der… og der…
Det er den skov med det udsyn og alle de bakker, jeg savner at kunne gå tur i hver eneste dag, siger hun. Efter frokost kørte hun hjem, og jeg fortsatte mit arbejde i haven. Det har været et fantastisk vejr, hvor jeg fik luftet mine hvide ben og knapt så hvide arme.

Nu tager jeg lige 3 hektiske arbejdsdage mere, men forude venter hele 4 fridage i træk. Siden december har vi haft reserveret denne weekend i kalenderen til camping, men det er vi blevet enige om at droppe. Jeg har mere brug for at have nogle dage, hvor jeg kan lave, nøjagtig det der passer mig. Ideerne er mange, men ikke noget jeg absolut skal. 
Det lykkedes mig at få kogt 10 (i mine øjne) interessante dage ned til et enkelt blogindlæg. Det kan altså lade sig gøre. Det skal jeg nok arbejde lidt  mere på i fremtiden, men ferien på Madeira, bliver nok i den ‘gamle’ version. Her mangler jeg stadig 4 dage at berette om, men inden det sker, må jeg se at komme forbi jer andre, for at læse om hvad der har rørt sig hos jer, men nu skal jeg ud i haven og redde mine 3 maskinfulde tøj, og så skal jeg have en tår aftenkaffe.