Ny campingvogn

Campinglivet er ikke den ferieform der tiltrækker mig allermest i voksenlivet. Alligevel har vi holdt rigtigt mange ferier i telt, da børnene var små, fordi det var det, der passede bedst til vores pengepung, og de andre 3 i huset var helt vilde med det. Jeg må tilstå, at vi har haft mange gode ferier, selvom jeg personligt foretrækker en lejlighed.
Jeg holder meget af naturen, men gider bare ikke campingpladser. Det vil Allan bare rigtig gerne, så i 2005 købte vi en ældre campingvogn, med den overbevisning at vi skulle afsted på et par forlængede weekender hen over sommeren. Vi nåede bare aldrig at komme afsted, for Allan fik andet job, hvor han skulle arbejde stort set hver eneste lørdag og søndag. Vi parkerede campingvognen på vores ubebyggede sommerhusgrund i Rødby. Der stod den så det meste af året. Vi har kun brugt den i forbindelse med familiefester, længere væk. Sidste sommer da vi skulle bruge den, opdagede vi at nogen havde brugt den til skydeskive. Den var fyldt med små skudhuller, og en rude var også skudt i stykker. Utroligt at man ikke kan have sine ting i fred.
Nu har Allan igen fået mig overtalt til at udskifte campingvognen. Den gamle er solgt, og en nyere indkøbt og hentet i sidste uge. Den indeholder alt hvad hjertet begærer.
I dag er jeg gået på ferie fra den ene arbejdsplads, hvor jeg for første gang i 21 år skal holde 3 ugers samlet ferie. ☺ Den anden arbejdsplads slipper jeg ikke for at tage ind og klare nogle ting. Skal lige afsted i morgen, og så er der også ferie derfra en tid. Så må vi se om vi ikke kan få prøvekørt nyerhvervelsen.

Slægtsforskning (1)

Det hele startede egentlig med, at Allan havde så mange spørgsmål ang. sin far, som han aldrig har kendt, fordi han døde, da Allan var 2 år. Igennem årene havde han hørt en del historier, fra sin fædrene familie. Men først sent i voksenlivet begyndte han at stille spørgsmål, men hans mor vidste ingenting, (ville ikke udtale sig). Historien om, at han havde en søster der døde, fortalte alle i den fædrene familie, men hans mor nægtede det.

Billedet er taget i den fine stue, som man kun brugte ved særlige lejligheder.

Jeg sagde til Allan, at hvis han virkelig ville opklare mysteriet, så måtte han gå kirkebogens vej. Som sagt så gjort. Han ringede til præsten i sognet, og fik en udskrift af alt, hvad der stod i kirkebogen om hans familie. Desværre stod der ikke ret meget, og slet intet om lillesøsteren. Men der stod, at hans far var separeret, og så blev Allan rigtig nysgerrig, fordi det var en oplysning han aldrig havde hørt om. Allan ville selvfølgelig gerne vide mere, men opgav hurtigt det hele, fordi det var besværligt og umuligt.

Intet er umuligt, jo, men man skal ikke give op så let. Vi tog til Landsarkivet i Kbh. sammen, og fandt ud af, at fastrene talte sandt. Der var en lillesøster, der var død et døgn gammel. Det var så spændende, dette slægtsforskning, at jeg lagde Allans slægt i bero, og kastede mig over min egen. Jeg havde stadig min far, som kunne huske en generation eller to tilbage, og han ville meget gerne fortælle. Så var bunden jo lagt, og det var blot at spore slægten, og følge op, om fortællingerne kunne bære.

	Min mormor og morfor fik kun to børn. Så der blev plads til alle generationer på sølvbryllupsbilledet fra 1962.

Da min far altid har yndet at fortælle os, at vi er født med blåt blod i årene, (efter Marie Grubbe) var det da en nærliggende mulighed for at finde ud af det samtidig. Navnet er jeg stødt på, flere gange, men blodsbeslægtet, det er vi ikke.

Min oldemor, på min mors mødrende, side kom fra Sverige, ligesom Allans farmor og mormor gjorde det, så det er ikke gået så stærkt med at finde disse aner, men vi har da brugt nogle feriedage på at sidde og slægtsforske i Sverige og fundet en hel del.

Trods ovenstående, er jeg alligevel ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg har masser af blåt blod i årene ☺ Mine fingre og tæer er ofte blå, og jeg får derfor, af utroligt mange mennesker, denne kommentar: “Ejjj…. hvad er der sket, dine fingre er jo helt blå.” ☺ Selv min familie, som er vant til at se “fænomenet”, syntes ikke om min kulør.

Fire matrikler

Det er hvad vi har at passe. På papiret ejer vi kun selv de to. Men da min mor p.g.a. af hjertestop, og efterfølgende blodprop i maj sidste år, flyttede i lejlighed den 15. november, og desværre endnu ikke har fået solgt sit store hus, med en pæn stor have på 3.750 kvm, så hænger der ret mange hus og have arbejdsopgaver på vores skuldre. Mor har fået en dejlig lejlighed, med en lille have til, som hun er meget glad for. Men haveredskaber, plæneklipper, cykel o. l. skulle stå i bryggerset, og det var hun lidt ked af, selvom hun i modsætning til nogle af de andre lejere, ikke skal have plæneklipperen igennem stuen for at få slået græsset. Mor har nemlig en hjørnegrund, med ikke mindre end tre veje rundt om grunden. Det har en masse fordele, men også det modsatte ☺

I april måned rejste Allan og jeg et skur for hende.

I dag har jeg så endelig været oppe og male det første gang. Mor ville egentlig helst have det holdt i den lyse træfarve, som jeg er helt ening med hende i, er pænere. Men der hvor hun bor, skal det males sort, og ikke bare sort, det skal være den helt rigtige farvekode. Over på den anden side af P-pladsen skal det males i en “mærkelig” grøn farve. (kan skimtes i baggrunden) I et andet område er det en hidsig rød-lilla farve. Der er ingen tvivl om, at jeg skal male hele skuret mindst én gang endnu. Så vil tiden vise om det kan dække godt nok.

Produktionen er gået i gang

Allan er meget overventende, og da han alligevel skulle til Maribo, stak han hovedet ind hos bilforhandleren. Endelig er fabrikken i Spanien gået i gang med vores Polo. Lige nu er de ved at male den, så skal den skrues sammen, for derefter at få monteret ruder, sæder osv. osv. Håbet er lysegrønt.

Hæk, nej tak – hegn øhhh

Da vi købte grund i 1974, og begyndte at bygge hus året efter, var vi helt enige om, at vi ikke ville have hæk, som vi skulle gå og klippe. Så vi satte et trådhegn, og plantede lidt stauder og lign. der hvor vi havde hegnspligt. Vores andre 4 naboer, eller hvad sådan nogen nu hedder, når de bor hele vejen rundt om os. havde desværre bare ikke samme mening, så de har alle plantet hæk. Efter servitutterne skal de klippe hækken på vores side også, det har de bare aldrig gjort. En enkelt nabo mente slet ikke hækken skulle klippes overhovedet, den blev også over 1 m bred, for slet ikke at tale om højden som blev langt over de 180, som er tilladt. Pludselig havde vi 104 m hæk, der skulle klippes. Loven siger, at man ikke må klippe i naboens træer og buske, og vi har altid prøvet at bevare et godt forhold til naboerne, så jeg har fået tilladelse af alle, til at klippe på vores side, da jeg ikke kan leve med sådan en langhåret “fyr”.

Efter at have udført dette job to gange årligt i mere end 30 år, var jeg ærlig talt blevet gevaldig træt af dette arbejde. Jeg fik lavet en aftale med et par “gamle” naboer, om at vi fik lov at grave et stykke af deres hække op, og sætte hegn i stedet. Det blev til 43 m hæk mindre. En ny nabo havde heldigvis samme mening som os, så de gravede selv 40 m hæk op, byggede til deres hus og satte hegn på en del af det resterende areal. Nu har vi kun 21 m hæk jeg skal klippe, det fik jeg klaret i dag, for anden gang i år.

I 2008 købte vi hegnet og malede i fællesskab. Allan gravede, støbte og satte derefter hegnet. Sidste år skreg hegnet allerede på maling igen, selvom vi, iflg. fagmænd, havde købt maling, så det kunne klare sig nogle år. Jeg malede flere måneder efter job hver eneste dag sidste sommer.

Og nu maler Allan på højtryk, til den store guldmedalje, helt alene, de 125 kvm hegn. Hegnet skrues af, afrenses, males, tørrer 24 timer, males, tørrer 16 timer, bliver atter malet og tørrer så de sidste 16 timer, inden det atter bliver monteret. Der er rigtig lang vej endnu, og vi har kun plads til 3 lameller af gangen, når de også skal stå i tørvejr, hvis der skulle komme en skylle.

Denne gang håber vi, at den nye ekspert inden for malerfaget har ret, når han lover, at dette kan holde mindst 5- 6 år. For som det har set ud siden vi fik hegnet, var det nok hurtigere at klare hækken.

400 mavebøjninger

Jeg har formået, næsten, at fordoble antallet. Godt 200 har ikke voldt mig nogen kvaler, men det er første gang jeg har nået dette rekord høje antal, og for en gangs skyld, var det helt uden de sædvanlige pauser til at trække vejret godt igennem. Inden jeg får imponeret læserne, må jeg hellere bekende kulør, og fortælle, at jeg har snydt denne gang.

Jeg har ofte læst om fænomenet, og tænkt sådan noget pjat, det er bare en ny måde at hive penge ud af folk på. Alligevel har tanken også strejfet mig, at det kunne være sjovt at se, hvad det var for noget, når de averterede med en gratis prøvetime. Som så meget andet, er det aldrig blevet til noget. Men…. så var vi jo en smut på messe, og der stod de så og fik mig overtalt. Jeg prøvede ellers at sige, at jeg lige havde fået målt alt og det så rigtigt fint ud, og at jeg ikke skulle tabe mig. Selvfølgelig havde de svar på rede hånd. Man behøvede skam ikke at skulle tabe sig for at få glæde af Bailines koncept. Så jeg var jo egentlig et let bytte. I dag er jeg atter blevet vejet, og målt alverdens steder. Jeg har været viklet ind i elastikker, fået påsat pads og elektroder, og nærmest sat i stikkontakten i 25 min. Strømmen har så klaret alle mavebøjningerne for mig, mens jeg bare skulle slappe af og nyde motionen. Jeg bliver ikke engang øm i morgen.

Det var en underlig fornemmelse, og det var faktisk slet ikke ikke engang behageligt, men det gjorde dog heller ikke ondt. De påstod at jeg efter nogle gange ville nyde det. Tænk at ligge helt stille, og både se og mærke, at musklerne hopper og vrider sig, så meget, at man nærmest selv løftes med, når den står på største strømstyrke, har glemt hvor meget strøm der blev sendt igennem. Bagefter fik jeg en grundig analyse om mit helbred, som heldigvis ikke ser helt skidt ud. 95% er da okay, men de ville da gerne sælge mig nogle behandlinger, så jeg kunne komme op på 100%.

Min lillebror - en godartet svulst

Mine forældre havde holdt sølvbryllup to år tidligere, og den første flok børnebørn havde også set dagens lys, da Mor mente hun ventede et barn. Alle læger var enige om, at det var noget hun bildte sig ind, og at det "bare" var overgangsalderen. Hun fik at vide, at hun ikke var den første kvinde på 45-46 år der troede hun var gravid. Der var absolut ingen af prøverne, der pegede i retning af en kommende lille ny, selvom mor blev ved med at sige, at hun udmærket godt vidste, hvordan en graviditet føltes. Ingen ville tro hende. Da hun begyndte at vokse, blev hun sendt til utallige undersøgelser, og de fandt ud af, at det var en svulst, så hun blev sygemeldt, og medicineret mod denne (kun meget kort, for mor nægtede at tage medicinen). Først da hun var 7 mdr. henne, bøjede lægerne sig, og erkendte, at hun var gravid.

Samtidig gik vi selv og ventede spændt på, om vi ikke snart måtte blive forældre til barn nr. to. (via adoption) Endelig, den 27. april, ringede de fra Amtet for at høre, om vi havde lyst til at komme og se et billede af vores 1½ måned gamle datter - hvis vi altså ville have hende! Sikke dog et spørgsmål... selvfølgelig ville vi have hende, hun var allerede vores. Samme dag fik jeg min lillebror. Min far var slet ikke til at skyde igennem. Endelig kom den dreng, som han havde ventet på i så mange år.

Allan med vores to børn samt sin lille svoger i midten	Mads og Camilla med deres morbror

Vi har i vores voksenliv, fået fortalt, at far blev skuffet hver gang det blev en pige, der kom til verden. Dertil må jeg hellere lige nævne, at det har vi aldrig nogensinde mærket noget til. Vi har alle været højt elsket og værdsat. For som han sagde, med 3 piger, så skal drengene nok komme. Det gjorde de jo også.

Apropos lillebror, så har vi haft rigtigt mange sjove historier i tiden, og det har vi stadig. Mark er i sagens natur, nærmest opvokset som enebarn, men han er landet fint, aldersmæssigt, i flokken af børnebørn, så han har på den måde aldrig været alene, men haft masser af "søskende" at være sammen med. De fleste af børnebørnene er ældre end deres morbror. Mark kom til at gå i samme klasse som Camilla, lige fra børnehaven til 7. kl. incl. Mange tror, det er et barnebarn, mor følges med. Vi skaber forvirring og forlegenhed, når vi skal forklare famileforholdet.

Mark har altid sagt, at han har en far og FIRE mødre, (det kan være både godt og skidt.)

Oftest har vi selv styr på den mærkelige familiesammensætning, men ind imellem, falder vi også selv i vandet. Min ene søster så meget, at hun slet ikke kan finde ud af sin tittel, hvis Mark en dag skulle få børn. Derfor har hun besluttet at hun bliver onkel.

Søndagshygge med ungerne

De unge familie “landede” tidligt, og Camilla skulle bruge lidt blandede bær, og spurgte om hun måtte pille lidt solbær og ribs, men alle ribsene havde jeg jo høstet. Hun gik så i gang med at pille solbær, mens jeg tilberedte lidt mad. I fællesskab fik vi ribbet det kg hun havde plukket. Om eftermiddagen gik vi en tur til stranden, og den lille, var helt vild med vandet, og morpjattet uden lige. Mens storebror blev sikkert på land hos sin far.

	Hjemme igen efter strandturen, dukker Mads også op, og vi får lidt at drikke, og hygger os, mens vi venter på grillen er klar, så vi kan få lidt aftensmad. Den “lille hund” er blevet træt og er faldet i søvn i skyggen.

Vi sluttede dagen af med kaffe inden den lille familie smuttede tilbage til “Kbh.” med en mindre beholdning af frosne ribs, hindbær og jordbær, samt de friskplukkede solbær og en pose rabarber.

En ordentlig skalle

Kl. 8 var jeg bevæbnet med roehakke og diverse andre nødvendige haveredskaber, for at komme det meste af ukrudtet til livs her på matriklen. Allerede et kvarter efter, kom der en regnskylle, så jeg smuttede ind og fik ordnet stuegulvet. Hev sengetøjet af og fik  startet en maskinfuld. Det var atter blevet tørvejr, så jeg kunne fortsætte ude. 

………………. Der er luget, revet, og båret  på traileren………………….

Jeg har  pillet, finkæmmet, beskåret træer og buske samt fyldt  traileren til randen med haveaffald.

Til sidst slog jeg græsset. Da jeg var færdig med det, var klokken blevet 19.30, så det blev en lang arbejdsdag på 11½ time. Ind imellem fik jeg også klaret 3 maskinfulde vasketøj. Skønt.

Allan har overhovedet ikke deltaget i havearbejdet.  Han har gang i et kæmpe projekt med vores hegn, men mere om det en anden dag.

Lige nu er det ren afslapning,  mens vi nyder et velfortjent glas rødvin.

Desværre mangler jeg stadig en del i haven endnu, men i morgen til frokosttid, kommer Camilla hjem med “mand og børn”  og Mads kommer selvfølgelig også.

Zakynthos

Jeg er ikke til turister i hobetal - slet ikke. Vi tager ikke på ferie for at finde andre danskere at være sammen med. Alligevel har vi rejst en del med charterfly, og så lander man som oftest, midt i en myretue af turister. De fleste kæmper om liggestolene ved poolen eller ved stranden hele dagen. Vi har sågar registreret, at mange overhovedet slet ikke kommer udenfor hotelområdet i både 8 og 14 dage. Sådan en badeferie er helt afgjort ikke noget for os. Uanset hvor vi er rejser hen, flygter vi lidt fra turisterne, og drager ud på vores helt egne ture med rygsækken, på cykel og i lejet bil. Vi finder oftest de skønneste steder, hvor ikke turistbusserne kører, og vi kommer helt ud til lokalbefolkningen, langt fra civilisationen, hvor vi ikke ser en eneste turist, som her ved Keribugten. Vejene var bestemt ikke beregnet til noget der var større end en lille personbil. Mange steder var det nærmest en cykelsti og der var utroligt stejlt.
Vi vil gerne være lidt aktive, og opleve noget, når vi er på ferie. Jeg ser helst en ny destination hver gang. Allan fik dog overtalt mig til at tage til Zakynthos en gang mere. Øen er ganske lille, men med en skøn natur, både til lands og til vands.
Anden gang, tog vi på en heldagstur, med en lokal båd rundt om øen, på trods af at jeg ikke er særlig søstærk. Jeg klarede skærende, ved at holde syntet inde på land og helt væk fra det store åbne hav. Vi havde det skønneste syn hele vejen rundt. På nordsiden er øen helt ubeboet og meget barsk.Vi sejlede ind i lagunerne mellem klipperne. Der var mulighed for at bade fra båden, ved at springe lige på hovedet, og det er bestemt heller ikke noget for mig. Så jeg var “vagthund” mens Allan tog sig en dukkert.
De græske øer er vi nok faldet lidt for, men alligevel vil jeg stadig vove den påstand, at intet kan slå første gangs indtrykket.

Endelig regn og pandekager

Billedet er lånt fra “vejret tv2”

Pludselig i aftes, begyndte det at storme ganske gevaldigt, flere døre i huset røg i med et brag. Vi nød den dejlige kolde brise. Lidt senere blev det bare helt mørkt, og der gik kun et øjeblik, og jeg skal love for, der kom vand fra oven. På 10-15 min. fik vi 31 mm vand. Det var helt vildt. Jeg måtte frem med spand og gulvklud, vi havde nemlig pludselig fået soppebassin i vores lille hverdagsgang. Det kom stærkere ind end jeg kunne tørre op. Temperaturen, inde i huset, var dog stadig for høj, til at få en god nattesøvn, men skønt at ligge og lytte til den stille regn.

I aften er temperaturen noget mere moderat.

De sidste dage, har jeg bare haft sådan en lyst til pandekager. Jeg har set dem for mig, næsten hele tiden. Har endda været lige ved at købe dem fra køledisken, men det er nu ikke helt det samme. Jeg orkede bare ikke at stå og bage dem i den hede, men nu skulle det være. Det blev dog ikke almindelige pandekager, men disse fedtmulepandekager, som er noget tykkere og mindre.

En tur på cyklen

En nat uden søvn, samt søndagens tårnhøje temperaturer, gjorde at vi overhovedet ikke mente vi kunne foretage os noget fysisk arbejde i går. Allan fik pludselig lyst til at cykle en tur, så han kunne få lidt luft. Jeg kunne nu ikke se, hvor han ville finde den luft henne, men jeg ville da gerne med. Vi tog hovedvejen i bagende sol, og ikke en vind rørte sig, der var heller ingen skygge at finde. Et par store bakker, i bølgedal, og ved god udnyttelse af farten, som blev på 43 km i timen nedad, så er det en noget lettere sag, at komme op igen, når bunden er nået. Et par vandpauser undervejs, og efter 15 km kørsel, måtte vi ind i en lille lokal Brugs, for at købe en is, som ikke var særlig frossen.

Jeg havde ikke lyst til at tage hovedvejen hjemad igen, og foreslog at vi kørte gennem nogle små landsbyer og skoven. Det var Allan helt med på.

I køletasken, havde jeg pakket et par kolde sodavand, som vi sad og nød på en skyggefuld bænk, da jeg hørte en masse rap-rap lyde. Det skulle undersøges nærmere, og mindsandten om ikke der var et liv uden lige. Der herskede et hierarki, kunne vi tydeligt se, da en landsbybeboer var ved at fodre med majskiks, og han fortalte, at de 3 små ællinger blev druknet af de andre, hvis de nærmede sig spisestedet.

Så var det tid til at forlade denne lille idyliske landsby, som vandt den allerførste landsbypris i 1990. Byen lever stadig op til forventningerne. Landsbyer er noget vi kæmper hårdt for her på øernen. Man kan læse mere generelt om Landdistriktsprogrammet her . Vi her i huset, kæmper selvfølgelig især for vores lille by.

På en lille bivej, røg jeg ned i et stort hul på 10 cm dybde, man kunne simpelthen ikke se det var der. Det burde være afmærket, selvom der ikke kommer mange forbi. Jeg slog mig ret så kraftigt, men formåede at blive siddende på cyklen, og Allan nåede at undvige, da han så hvordan jeg hoppede. Det kunne være gået grueligt galt. I min højre arm og især håndled, har jeg eftervirkninger i dag. Vi kørte over strand og dige hjemad. Det trak op med lidt tunge skyer, og vi var kun lige nået hjem, da der kom en lille hurtig skylle, som gav 1 mm vand. Genbo-konen stod ude i haven med armene i vejret og råbte ju-hu, mens manden kravlede op på stigen, formentlig i håb om at blive mere våd. ☺

Vores eftermiddagstur blev på 32,02 km helt nøjagtigt. Allan mener han må have fat i en pampers til næste tur ☺

Nordpå i hedebølgen

Sidste lørdag, blev jeg ringet op af en af mine mange kusiner, om vi kunne tænke os at komme til hendes fødselsdag i denne weekend. Da vi ikke havde planlagt noget andet, sagde vi ja.

Hun havde kun et ønske, og det var, at vi mødte op, og at vi tog min mor med. Jeg fik dog ud af kusinen, at hun godt kunne bruge en enkelt CD. Da jeg syntes det var lige lidt nok, fordi den oven i købet var på tilbud, gik jeg hos “Thea” og købte et par poser spec. kaffe og te. Kaffen er vi selv helt vilde med.

Et fødselsdagskort skulle der også til. Min søster er ret kreativ på det område, så jeg har indkøbt et lille lager, da jeg ikke selv får lavet så meget af den slags, skære - klippe – klistre, mere.

Når nu vi alligevel skulle til Kbh. ( når en indfødt Lollik når Køge, er vi allerede i Kbh. ☺) nærmere betegnet Storkøbenhavn, havde jeg lavet en aftale med Camilla, fordi det er længe siden vi har set hinanden, (ja, ja alt er relativt) men med forretningsrejse til Holland og Belgien, chefjob, eksamensopgave, hundetræning og det almindelige liv, har der ikke været tid til overs i 1½ måned i hendes liv. Vi gik på café og fik os en café latte, inden vi skulle til spisning hos kusinen. Så vi nåede at få et par hyggelige timer sammen med Camilla også. Og vi ses nok allerede igen den kommende weekend her på Lolland… juhuuu..

Det blev en rigtig hyggelig og dejlig dag, men meget, meget varm. Det var dog intet i forhold til den bageovn vi trådte ind i her i huset kl. to i nat, efter der havde været lukket til hele dagen.

Sjove træer

Vi har nogle helt specielle træer her i byen. Så jeg tog kamaraet i hånden og gik en tur ned til stranden.

Vinteren igennem ligger træet og ligner helt dødt træ, og sådan har det ligget i rigtigt mange år. Men om sommeren er der masser af grønne blade på, så der er stadig liv.

Det samme træ, blot fra en anden vinkel

Her er et træ til at samme slags.

Som man måske kan regne ud, er træerne væltet fordi vandet stille og roligt gnaver en lille bid af skovkanten, år efter år.

Jeg mødte et par turister, der undrede sig over disse træer kunne blive stående i sandet, og at der stadig var liv i dem.

Her er så et andet træ, som “fælder” enormt meget. Der har været eksperter nede for at kigge på træet, for at finde ud af, om man kunne spinde bomuld af det. Men fibrene er ikke lange nok, eller noget i den stil.

Der er et helt hvidt tæppe overalt, af dette vatlignende “bomuld” Det var i sidste øjeblik jeg fik taget billedet, for senere var alt det hvide drysset ned fra træet.