tirsdag den 27. juli 2010

Slægtsforskning (1)


Det hele startede egentlig med, at Allan havde så mange spørgsmål ang. sin far, som han aldrig har kendt, fordi han døde, da Allan var 2 år. Igennem årene havde han hørt en del historier, fra sin fædrene familie. Men først sent i voksenlivet begyndte han at stille spørgsmål, men hans mor vidste ingenting, (ville ikke udtale sig). Historien om, at han havde en søster der døde, fortalte alle i den fædrene familie, men hans mor nægtede det.



Allans farmor og farfar med børn ca. 1915
Billedet er taget i den fine stue, som man kun brugte ved særlige lejligheder.
Allans mor med søskende ved forældrenes sølvbryllup 1935

Jeg sagde til Allan, at hvis han virkelig ville opklare mysteriet, så måtte han gå kirkebogens vej. Som sagt så gjort. Han ringede til præsten i sognet, og fik en udskrift af alt, hvad der stod i kirkebogen om hans familie. Desværre stod der ikke ret meget, og slet intet om lillesøsteren. Men der stod, at hans far var separeret, og så blev Allan rigtig nysgerrig, fordi det var en oplysning han aldrig havde hørt om. Allan ville selvfølgelig gerne vide mere, men opgav hurtigt det hele, fordi det var besværligt og umuligt.


Intet er umuligt, jo, men man skal ikke give op så let. Vi tog til Landsarkivet i Kbh. sammen, og fandt ud af, at fastrene talte sandt. Der var en lillesøster, der var død et døgn gammel. Det var så spændende, dette slægtsforskning, at jeg lagde Allans slægt i bero, og kastede mig over min egen. Jeg havde stadig min far, som kunne huske en generation eller to tilbage, og han ville meget gerne fortælle. Så var bunden jo lagt, og det var blot at spore slægten, og følge op, om fortællingerne kunne bære.


Pias farmor og farfarPias farmor og farfar med deres børn
Pias mormor og morfar med børn svigerbørn og børnebørn Min mormor og morfor fik kun to børn.
Så der blev plads til alle generationer på sølvbryllupsbilledet fra 1962.

Da min far altid har yndet at fortælle os, at vi er født med blåt blod i årene, (efter Marie Grubbe) var det da en nærliggende mulighed for at finde ud af det samtidig. Navnet er jeg stødt på, flere gange, men blodsbeslægtet, det er vi ikke.


Min oldemor, på min mors mødrende, side kom fra Sverige, ligesom Allans farmor og mormor gjorde det, så det er ikke gået så stærkt med at finde disse aner, men vi har da brugt nogle feriedage på at sidde og slægtsforske i Sverige og fundet en hel del.


Trods ovenstående, er jeg alligevel ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg har masser af blåt blod i årene ☺ Mine fingre og tæer er ofte blå, og jeg får derfor, af utroligt mange mennesker, denne kommentar: “Ejjj…. hvad er der sket, dine fingre er jo helt blå.” ☺ Selv min familie, som er vant til at se “fænomenet”, syntes ikke om min kulør.

10 kommentarer:

  1. Det er simpelthen bare SÅ dødærgerligt, at den med Marie Grubbe ikke holder, for det er nok en af familiens yndlingshistorier, som jeg har fortalt til alle, der overhovedet gad høre på mig.
    Men hvordan sørensen er den så overhovedet dukket op? (Ingen røg af en brand osv... eller?)

    Det, jeg er mest ked af ved at se på familiebilleder er, hvor uglade, de alle sammen ser ud. Min egen mor yderst højrest ser bestemt heller ikke glad ud. Jeg har tidligere sat et billede på bloggen og undskyldt, at min mormor - din farmor - ser så eddikesur ud, for jeg husker hende heldigvis kun som som en god og kærlig mormor.

    Jeg ligner (desværre) meget begge kvinder af udseende, men jeg har til gengæld bestræbt mig på at se lidt mere glad ud, hvis der er nogen, der fotograferer mig.
    Om det så er lykkedes, vil jeg lade andre om at bedømme...

    En ting, jeg til gengæld praler af, er dit kæmpestore arbejde med at forske tilbage i slægten.
    Det er imponerende :-)

    SvarSlet
  2. Jeg har aldrig selv gjort det i slægtsforskning, men heldigvis er der nogle ildsjæle på både min mor og fars side der har forsket i begge slægter, det er spændende læsning.
    Min fars familie stammer fra en fransk adelsfrøken der flygtede på ryggen af hesten Messing Jens, for at komme til DK og blive forenet med sin elskede danske soldat, som bestemt ikke var god nok til hendes familie :-)
    På mange af de billeder man ser fra ældre (gamle) tider, er folk dødalvorlige, jeg tror det med at blive fotograferet var en alvorlig sag. Dyrt som bare pokker, der var ikke rum for spøg og fjant når familien skulle foreviges for eftertiden..
    Det lyder underligt med dine blå fingre.. er det noget med blod tilførslen i de ydre led..
    Ha' en dejlig dag Pia.

    SvarSlet
  3. Ellen, jeg troede kun det var os, der havde hørt den historie om Marie Grubbe. Det er et "vulgo" navn, oversat betyder det et kaldenavn, som man kan erhverve sig på mange måder, fra en ægtefælle, en gård, en gade, et erhverv osv.
    Farmor/mormor var en bestemt dame, men altid sød og kærlig overfor os børn. Jeg syntes nu din yngste søster ligner mere. Jeg har altid fået skyld for at linge DIN mor. Og til min fars 75 års fødselsdag (tror jeg) gik din far nærmest i koma, da han skulle hilse på mig, og sagde undskyld, det må du meget undskylde, men det er som at se Gerda som ung.
    Tak for roserne :-))

    Inge, det lyder da bestemt også interessant i din slægt.
    Jeg er også stødt på dette "ikke at være god nok" selvom det slet ikke har med det adelige at gøre. Via slægtsforskningen har jeg fundet ud af hvorfor, og det forklarer så, hvorfor der blev handlet, som der blev gjort. Det er faktisk en rigtig gyser, men den har sat mange ting på plads hos min mor og moster, da jeg fortalte hvad jeg havde fundet. Min mormor og morfar måtte nemlig heller ikke få hinanden, for min mormor var ikke "fin" nok. Tror faktisk jeg vil skrive et indlæg om det en dag.
    Mine blå fingre skyldes flere ting, men bl.a. meget tynde årer, så de har måttet opgivet mig som bloddonor. De kan ikke ramme åren, fordi nålen er tykkere, og blodet vil heller ikke løbe ud, jeg ligger med varme klude, og pumper og pumper, som en anden bodybuilder, og alligevel bliver jeg perforert i begge arme flere gange, og ser godt mishandlet ud bagefter.

    SvarSlet
  4. Jeg er også bidt af slægtsforskning, men det er lidt i perioder, fordi det kan tage al ens tid - men hvor er det dog spændende! Jeg har arvet flere slægtstavler, der går tilbage til sidst i 1600-tallet.
    Og nu kan meget jo heldigvis findes på nettet ...

    SvarSlet
  5. Madame, ja slægtsforskning tager utrolig megen tid. Man kan sidde dage uden at finde det mindste. I de sidste mange år, har jeg også kun forsket i perioder. Jeg er også tilbage til 1600 med nogle grene. Som slægtforsker bliver man jo aldrig færdig, der er altid noget at lede efter.
    Nettet er bestemt en god ting, og det bliver heldigvis bedre hele tiden.

    SvarSlet
  6. Hej Pia,

    Spændende læsning. Jeg kan tydeligt genkende den iver og entusiasme, man oplever, når man har med slægtsforskning at gøre.

    Du kan evt. besøge min hjemmeside om Slægtsforskning i Thy, hvor jeg har skrevet noget om min egen slægtsforskning.

    SvarSlet
  7. Hej Pia,

    Jeg kan tydeligt genkende den spænding, som du oplever ved slægtsforskningen. jeg har selv brugt end el tid på det gennem årene og synes ikke det er mindre spændende nu.

    Du kan evt. besøge min hjemmeside om Slægtsforskning i Thy, hvor jeg har skrevet noget om min egen slægtsforskning.

    Mvh.
    Bo Lyhne

    SvarSlet
  8. Bo, det er altid spændende at slægtsforske, der er altid noget at lede efter, men det er ikke sikkert man finder noget :-(
    Jeg har rundet din hjemmeside, men jeg har absolut ingen aner i det jyske, ud over en eneste forsvundet udlagt barnefader flere generationer tilbage.

    SvarSlet
  9. Spændende indlæg.
    Jeg pusler også selv lidt med slægtsforskning, når tiden er til det.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak.
      Det er en utrolig tidskrævende hobby. Der er også langt imellem mine puslerier, men pludselig får jeg nykker og bruger nogle timer på det.

      Slet

Alle kommentarer bliver værdsat. Jeg svarer også på kommentarer til gamle indlæg. Dit fodspor er med til at sætte liv på bloggen :-)