Slægtsforskning (1)

Det hele startede egentlig med, at Allan havde så mange spørgsmål ang. sin far, som han aldrig har kendt, fordi han døde, da Allan var 2 år. Igennem årene havde han hørt en del historier, fra sin fædrene familie. Men først sent i voksenlivet begyndte han at stille spørgsmål, men hans mor vidste ingenting, (ville ikke udtale sig). Historien om, at han havde en søster der døde, fortalte alle i den fædrene familie, men hans mor nægtede det.

Billedet er taget i den fine stue, som man kun brugte ved særlige lejligheder.

Jeg sagde til Allan, at hvis han virkelig ville opklare mysteriet, så måtte han gå kirkebogens vej. Som sagt så gjort. Han ringede til præsten i sognet, og fik en udskrift af alt, hvad der stod i kirkebogen om hans familie. Desværre stod der ikke ret meget, og slet intet om lillesøsteren. Men der stod, at hans far var separeret, og så blev Allan rigtig nysgerrig, fordi det var en oplysning han aldrig havde hørt om. Allan ville selvfølgelig gerne vide mere, men opgav hurtigt det hele, fordi det var besværligt og umuligt.

Intet er umuligt, jo, men man skal ikke give op så let. Vi tog til Landsarkivet i Kbh. sammen, og fandt ud af, at fastrene talte sandt. Der var en lillesøster, der var død et døgn gammel. Det var så spændende, dette slægtsforskning, at jeg lagde Allans slægt i bero, og kastede mig over min egen. Jeg havde stadig min far, som kunne huske en generation eller to tilbage, og han ville meget gerne fortælle. Så var bunden jo lagt, og det var blot at spore slægten, og følge op, om fortællingerne kunne bære.

	Min mormor og morfor fik kun to børn. Så der blev plads til alle generationer på sølvbryllupsbilledet fra 1962.

Da min far altid har yndet at fortælle os, at vi er født med blåt blod i årene, (efter Marie Grubbe) var det da en nærliggende mulighed for at finde ud af det samtidig. Navnet er jeg stødt på, flere gange, men blodsbeslægtet, det er vi ikke.

Min oldemor, på min mors mødrende, side kom fra Sverige, ligesom Allans farmor og mormor gjorde det, så det er ikke gået så stærkt med at finde disse aner, men vi har da brugt nogle feriedage på at sidde og slægtsforske i Sverige og fundet en hel del.

Trods ovenstående, er jeg alligevel ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg har masser af blåt blod i årene ☺ Mine fingre og tæer er ofte blå, og jeg får derfor, af utroligt mange mennesker, denne kommentar: “Ejjj…. hvad er der sket, dine fingre er jo helt blå.” ☺ Selv min familie, som er vant til at se “fænomenet”, syntes ikke om min kulør.