torsdag den 24. september 2015

Man kan grine, blive forarget eller tage til genmæle

Et par små episoder fra det virkelige liv. P1030888
Da jeg var til frisør, blev mine grænser, til hvad man kan tillade sig, overskredet. En mor, ikke en af de helt unge, kom ind med et mindre barn på ca. 4 år. Det hele skete bag min nakke, så jeg kunne næsten ikke undgå at følge med i spejlet.
Da barnet var placeret i frisørstolen, blev it-udstyret tilkoblet. Ikke en lille iPad eller mobiltelefon. Nej, det var skam den store bærbare, der blev stillet op på det meget alt for lille bord, eller nærmere hylde, som er opsat lige under spejlet. Der skulle også ledning og strømforsyning til, inden et spil blev sat i gang, og frisøren kunne påbegynde sit arbejde. Mens barnet var fuldt optaget af sit spil, var moderen helt opslugt af sin egen telefon. Når frisøren spurgte om håret skulle det ene eller det andet, skulle moderen først sende forespørgslen videre til barnet. Jeg hørte og så ikke barnet svarede på noget tidspunkt, så moderen traf alligevel beslutningerne. P1080660
På arbejdet skulle jeg ringe og rykke for en faktura, der ikke var blevet betalt. Jeg når kun at præsentere mig og nævne firmanavnet, da der straks i den anden ende af røret lyder: "Det har ingen interesse. Kan du have en god dag," og så var røret lagt på.
For en tid siden, skulle jeg sende en sms om at Allan skulle knæopereres. Det var godt jeg nåede at få læst censur inden jeg trykkede send. Var den røget afsted, var der en i den anden ende, der nok ville have undret sig. Der stod nemlig at han skulle konserveres... Lige tidligt nok at deklarere, mente Allan, da jeg fortalte ham historien.
Min far elskede at lege med ord, og visse af hans udtryk har det med at dukke op hos os alle med jævne mellemrum. For ikke så længe siden, da søsters barnebarn sad og skulle bøje ordet springe, kunne søster ikke lade være med at fyre en af fars gamle bøjninger af… Jeg springer, jeg sprang, jeg er kommet over... Barnebarnet syntes absolut ikke det var så sjovt, som hendes farmor synes.  P1080797
Inden tv-udsendelsen 'På røven i Nakskov' blev sendt, prøvede nogen at stoppe den.  Et par kvindelige ildsjæle fra QLF, tog derfor initiativ til Lolland-Falster Lovestorm, som efterfølgende har vundet Fællesskabsprisen. Prisen har til formål at sætte fokus på den del af landet og de mennesker, der sjældent bliver omtalt, men som gennem deres arbejde og frivillige indsats gør en forskel for fællesskabet. En journalist, som for nylig var inviteret til Nakskov, skrev i sidste uge i Politiken: 'Det er irriterende er, at det er en hemmelighed, hvor pisselækkert der er i Nakskov. Arbejdsløsheden her på Lolland er faktisk mindre end i København. En interessant artikel, som du kan læse her.  
Ved du i øvrigt hvor solen skinner allermest i Danmark? Det gør den i den østlige del af landet og især på alle øer. Lolland og Falster kommer ind på en andenplads, ifølge Samvirke og DMI.
P1080806
Dagens billeder, er lidt af det jeg også har mødt på min vej den sidste uge. I weekenden samlede jeg nødder op til den helt store guldmedalje. Efter de var ‘skrællet’ var der 2,8 kg nødder til skålen. I dag har jeg atter været ude at samle op og skrællet. Denne gang blev det til 800 g. Der hænger stadig nødder på det lille bitte træ. Vi plejer at have mange nødder, men i år er det dobbelt op, til trods for at træet holdes nede, og klippes hvert år.






24 kommentarer:

  1. Det var et extremt tilfælde af gadget-infektion! Jeg undrer mig over at det forekommer, men jeg havde jo nok mine anelser.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg synes jeg ser ekstreme tilfælde hele tiden. Det er dog mest 'kun' iPad eller mobil, men det er såmænd også galt nok, set med mine øjne.

      Slet
  2. At være tilstede i nuet - det er så vigtigt, men hvordan skal de kære børn lære det, hvis de voksne ikke viser vejen!!
    Når jeg læser det, kommer jeg til at tænke på en pige i 3 -års alderen, som vi oplevede på en ferie - vi gav hende navnet "sutte-pigen", for hun gik konstant rundt med en sut i munden, når vi spiste til aften, ankom familien som en af de sidste og det var ved 20-tiden med et ca. 3 -års pige, der helt sikkert var træt, hun kom med sut i munden og en Ipad i hånden, og så var hun ellers pacificeret, far og storbror kunne så deles om den anden Ipad, som de medbragte - der var ikke meget samvær over den middag og et eller andet sted var der vel en grund til at storbror kun spiste pasta med ketchup!
    Hold da op, du har fået mange nødder i år - vores har ikke ret mange, men træerne er heller ikke ret gamle, men forhåbentlig får vi også så mange om nogle få år :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Flere og flere lever livet mere gennem de sociale medier, end ved at være samen med dem mennesker de omgås. Nyk. F. revyen havde et rigtigt godt nummer på programmet, hvor 4 mennesker skulle mødes til hyggeligt samvær. Alle 4 sad med deres smartphones 'hele aftenen' og talte ikke to ord sammen, men da de gik hjem, sagde de tak for en hyggelig aften til hinanden :-)
      Jeg har desværre også set den slags, og synes det er frygteligt synd for børnene, og forældrene aner tydeligvis ikke hvad de går glip af, når de ikke er sammen med deres børn.
      Vores eneste træ har efterhånden nogle år på bagen, men der var nødder på allerede det første år. Tænk, hvis jeg slet ikke beskar træet, så kunne jeg sælge af dem :-)

      Slet
  3. Jeg bliver både forarget og ked af det, når jeg hører om sådan noget som den frisørhistorie - og Randis tilsvarende ...
    Den med at smække røret på, har jeg også prøvet. Jeg troede det var en svindler, der ville franarre mig et eller andet. Det skete to gange, så fik jeg en mail fra det franske færgeselskab, som ville fortælle mig, at færgen fra St. Malo afgik en time tidligere, end da jeg bookede den. De havde forgæves prøvet at kontakte mig pr. telefon ...

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, jeg havde også stor lyst til at sige noget, men holdt min mund. Jeg håbede faktisk at frisøren ville have protesteret mod alt det udstyr, men hun sagde intet. Den pc må være fyldt godt op med hår mellem tasterne.
      Jeg kunne ikke nå at stoppe ham, men da jeg forstod spillet var tabt, kunne jeg altså ikke lade være at grine. Det samme kunne være sket for mig. Jeg er nemlig også hurtig til at sige det ikke har nogen interesse, efterfulgt af jeg lægger røret på nu. Farvel. Mens røret er på vej ned hvor det skal være, kan jeg tydeligt høre der bliver sagt noget, men det hjælper ikke.
      Haha... godt de var ihærdige og du fik tjekket din mail :-)

      Slet
  4. Jeg håbede nok lidt, at du havde skrevet, at pc'en faldt ned ... Næh, de stakkels børn, som ikke oplever andet end blive pacificeret med film og spil og hvad ved jeg. De skal da blive krop-umulige, formoder jeg. Da Donnaen var 4 år, kunne hun sagtens sidde stille, mens hun blev klippet - og hun og frisøren hyggede sig med at drøfte verdenssituationen. At vi så i dag kæmper lidt for at bevare nærværet omkring spisebordet, er en hel anden sag ... Surt, når kunderne smækker røret på i hovedet på dig. Måske havde de netop haft 14 af de der ualmindeligt irriterende opkald fra Fjernøsten, hvor nogen bliver ved og ved og ved med at prøve at komme igennem for at prakke nogen noget på. Hvad gjorde du - sendte en vred rykker med posten i stedet?

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var også en ønsketanke, der strejfede mig :-) Børn kan sagtens sidde stille, og endda i længere tid end en klipning varer, og til noget der er mere kedeligt end det. Jeg har set meget mindre børn, sidde stille under en klipning. Dog sker det at de drejer hovedet i tide og utide, men det er frisørene jo meget bevidst om. Vi har altid praktiseret at være sammen og nærværende under spisningen, da ungerne boede hjemme. Aldrig noget tv-kiggeri selvom der blev mukket lidt. I dag hvor vi kun er to, ser det dog lidt anderledes ud. Vi kan godt skæve lidt til tv'et, når vi spiser.
      Vi sender aldrig vrede breve :-) Jeg blev lidt overrasket, men kunne så ikke lade være at skraldgrine, da jeg blev afbrudt :-) Jeg prøvede at ringe op igen, men sjovt nok blev den ikke taget første gang. Næste gang meldte den optaget ;-) Jeg må på den igen, og se om han har spærret for 'mit' nummer.

      Slet
  5. Ja det er et fantastisk nøddeår i år. Jeg elsker helt friske nødder, både hassel- og valnød.
    Det kunne ha været sjovt at se svaret på en sms hvor du bad om at få Allan konserveret.. :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er det nemlig. Jeg kan også allerbedst lide de helt friske hvide nøddekerner, men til nøddebrød og kager er de fine, når de har ligget lidt og tørret.

      Det kunne det, men jeg tror ærlig talt bare jeg havde fået et svar som, hvad mener du, eller hvad er det for noget vrøvl du skriver :-)

      Slet
  6. Det er bedrøveligt at læse historier om "digitalt nærvær og socialt fravær". De voksne galninge burde skamme sig. Bortset fra det kender jeg det såmænd godt selv.
    Du er da vist en nørd til nødder.
    Jeg springer, jeg sprang, jeg er sprængt.
    Jeg er begyndt ikke at tage telefonen når udenlandske numre kan ses. De siger aldrig noget telefonsvareren; men det er nu ikke så sjovt når firmaer man vil rykke for betaling siger "Det bruger vi ikke her!"
    Tak for historierne.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det sker ikke så sjældent, at jeg tænker, så læg dog den telefon fra dig og sæt den på lydløs. Den digitale verden er der meget godt at sige om, men man kan faktisk sagtens overleve uden at have haft kontakten et døgn eller mere.
      Jeg er på mange måder en nørd ;-)
      Vi har ikke nummerviser på fastnettelefonen herhjemme, (en speciel telefon til hørehæmmede) så vi tager selvfølgelig altid telefonen når den ringer, vel vidende at det højst sandsynlig er en sælger, men vi har for ikke så længe siden tilmeldt os robinsonlisten. Mit mobilnummer værner jeg om, og når jeg er på arbejde, tager jeg af princip ikke min telefon, med mindre jeg venter en vigtig opringning.
      Nej det er det ikke, som i... 'her bruger vi ikke at betale for bestilte og modtagne varer' :-)
      Velbekomme.

      Slet
  7. Små historieperler. Den digitale klipning er deprimerende, mens jeg endnu har til gode at smage friske nødder. Jeg har altid betalt til tiden, men det er aldrig for sent at tage ved lære :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Eii har du virkelig aldrig smagt friskplukkede nødder! Det er slet ikke at sammenligne med dem man spiser til jul. Jeg tror du kommer længere i livet, ved at hoppe over denne lære ;-)

      Slet
  8. Det er forfriskende, at provinsen omsider tager til genmæle, efter at være blevet nedgjort og hånet af storbypressen i mange år. Problemer oplever man jo begge steder, de ser bare forskellige ud og socialt belastede mennesker 'forsvinder' nemt i vrimlen i storbyerne. Tak for historier der både forarger og opmuntrer :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er enig. Alle grupper af mennesker finder man jo alle steder i Danmark, og de veluddannede mennesker finder man bestemt også i provinsen. Mange endda med egen virksomhed, der er kendt i det store udland, men bare ikke i vort eget lille land.
      Velbekomme :-)

      Slet
  9. Erik samler nødder... og samler nødder ... og samler.... Det ene træ gav 6,5 kg de andre er han igang med at samle op omkring... jeg ved ikke hvor meget de ender med at levere.
    Selv troldhaslerne har givet mange nødder...
    Det er simpelthen utroligt så mange og så store hassselnødder, der er....

    SvarSlet
    Svar
    1. Uha ja, jeg kan sagten se det, hvis man har mere end et lille træ, som os. Det bliver et stort arbejde at knække alle de nødder.
      Jeg har hørt fra andre at troldhaslerne også giver nødder i år. Der er vist ikke så normalt? Skal man tro det gamle vejrvarsel, så giver et stort nøddeår, en lang vinter. Det kan vi så håbe på IKKE passer :-)

      Slet
  10. Sikken samling historier.
    Og en vældig samling nødder. Jeg har aldrig prøvet friske nødder. Men hvis du siger, at troldhassel skulle give nødder i år, kan det da være, jeg får lov at prøve - hvis de ellers er spiselige. Jeg må google ;-)
    P.S. Tak for sidst. Det var hyggeligt at møde dig og de andre bloggere.

    SvarSlet
    Svar
    1. Mit eget kendskab til troldhassel, begrænser sig til dekorationsgrene :-) Det er først i år, jeg har hørt flere sige, at en troldhassel sætter nødder, men om de kan spises, aner jeg ikke.
      Selv tak Conny, det samme mener jeg :-)

      Slet
  11. Gode fortællinger alle som en.
    Noget om nærvær, ord leg, og lækkerier til den kommende julekonfekt etc.

    SvarSlet
    Svar
    1. Dette indlæg var en 'god' blanding af mange ting :-)

      Slet
  12. Smart måde at holde kreditorerne på afstand :-)

    Jeg læser desværre i netavisen, at folk er begyndt at købe huse på landet igen. Nu havde vi det ellers lige så dejligt fredeligt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, men ikke holdbart i længden ;-)
      Jeg synes der er dejligt at mange af de tomme huse igen får liv og skønhed, og jeg tror stadig der vil forblive fredeligt, her hvor vi bor, og vist også hos dig ;-) Bymæssig bebyggelse bliver her næppe nogensinde.

      Slet

Alle kommentarer bliver værdsat. Jeg svarer også på kommentarer til gamle indlæg. Dit fodspor er med til at sætte liv på bloggen :-)