En weekend på Albuen giver balder af stål

Fredag efter fyraften, kørte vi på camping og slog os ned på Albuen. En dejlig campingplads med fred og ro. Vejret viste sig også fra sin allerbedste side. Vi kunne sidde ude i shorts og bare arme og spise aftensmad. Senere gik vi en tur til stranden, hvor vi sad mere end en time og snakkede, mens vi fulgte solnedgangen og biltrafikken på Langeland. Det var bælgravende mørkt, da vi gik hjem.  
Lørdag morgen, formiddag tog vi vandrestøvlerne på og begav os afsted. Vi skulle trods alt gå langs vandet hele vejen, så vi turde ikke lade jakkerne blive hjemme. Vi vidste at det var en lang tur på 6 - 7,5 km og vi skulle jo også hjem igen.
Vi gik stort set i blødt sand hele vejen, så turen var ikke bare lang og varm, men også ret hård. Vi havde fået alt for meget tøj på, og slæbte også på vores jakker. Vi så en del rovfugle og en masse andre fugle.
På en lang strækning var vi omringet af milliarder af myg, mitter, eller lignende. Klik evt. billedet større.
Da vi nåede frem til fyret, spiste vi vores mad og hvilte benene. Vi gik rundt derude, og så et skilt vi undrede os gevaldigt over.   
Godt nok er Albuen beboet, men det er også en ø, hvor der ikke sejler færge. Man kan komme dertil i firhjulstrækker, når landtangen ikke er oversvømmet, men der kommer bogbus? Eller mon der nu gør? Vi har vores tvivl.  
Allan ville gerne have taget Postbåden tilbage til Nakskov, og gå de 4 km hjem til campingpladsen derfra, fordi det havde været hårdt for hans ben, og allermest hadede han de mitter, vi skulle slås med på hjemturen. Vi hørte der kom en båd, men det var en lystbåd, der lagde til. Postbåden havde desværre sejlet sin sidste tur i denne sæson allerede den 1. september, altså bortset fra de arrangerede ture.
Vi startede hjemturen, og heldigvis var hver eneste mitte forsvundet. Jeg kunne godt mærke at musklerne helt op i balden, blev brugt. Der er strid vestenvind derude. Det bærer træerne præg af, men også surfere kan mærke det.
På et tidspunkt gik vi ned ved stranden, i håb om at der var bedre at gå. Det var der dog ikke. Her så vi et dødt marsvin, tror vi det var. Det havde ligget længe. Forrådnelsen var i gang. Endelig kunne vi se hjem, og meningen var, at vi skulle have været cyklet til Langø efter at have drukket en tår eftermiddagskaffe, men det orkede vi ikke. Det blev i stedet bilen.
Vi aflagde gårdbutikken hos Højbakke Vingård et besøg. Gårdbutikken var utrolig lille. Rundvisningen kunne vi desværre ikke nå. Det kunne ellers være interessant, men der gik vi rundt ude på Albuen. Vi kunne få alle de smagsprøver vi ville, men vi Allan skulle køre, så han nøjedes med en birkevin. Jeg smagte på en af deres rødvine, men den var ikke noget for mig. Den søde birkevin, måtte vi have med hjem. 
Langø er, selv her udenfor turistsæsonen åbenbart et attraktivt sted. Her er der både en Café og indkøbsmuligheder. I Caféen kan man ikke bare købe is og mad, men også alverdens andre ting, som nips, madvarer, gavekurve. servietter og meget andet. Der var vist noget for enhver smag og pengepung. Vi blev noget overrasket over det liv, der var på Langø og på den lille havn. Ikke at der var sort af mennesker, men der var liv. Folk kom og gik. Det gjorde vi også efter at have spist softice og aftensmad. Vi orkede ikke at gå en aftentur. Der blev heller ingen solnedgang. Skyerne var for tunge, så aftenen blev brugt på kryds og tværs.   
I dag gik turen hjemad, forbi  Kappel Stubmølle, som er fra 1730 og stadig kan male mel.