Strømø og Østerø var forsvundet i tågen

Vores 3. feriedag, fredag den 23. august på Færøerne.
Vi stod op til en grå, våd og meget diset dag. Allan ømmede sig, hver gang han skulle fra siddende til stående stilling og omvendt, fordi lår og ben var noget ømme. Denne gang kunne jeg også mærke at musklerne, lige over knæskallen, var brugt godt efter fjeldvandringen i går. 
Vi skulle flytte til et nyt hotel i Gjógv. Desværre var der ikke meget udsigt undervejs, for både regn og tåge tog det meste udsyn. Det var derfor fjollet at tage et par afstikkere og få set hele Strømø. Derfor satte vi kursen direkte mod Gjógv over Eidi, i håb om at vejret ændrede sig til det bedre undervejs. Det gjorde det så absolut ikke. Tågen tog til, og vi kunne faktisk kun se den vej, vi kørte på, samt fjeldet i opadgående retning til højre for os. Hele turen på Østerø, kunne vi, efter landkortet at dømme, gå ud fra, at det var lige ned i afgrunden til venstre for os. Da vi nåede så højt, at vi skulle krydse øen, og kom væk fra kysten, så vejret bedre ud, og pludselig kunne vi se vort hotel længere fremme nede.
Vi kom selvfølgelig alt, alt for tidligt til at tjekke ind. Vi blev tilbudt at tage ophold i spisestuen, sammen med alle de spisende gæster, til de havde fået gjort klar efter 170 overnattende eller spisende gæster, hvor pokker de så end har opholdt sig henne. Vi kunne slet ikke se, der er plads til så mange. De må have ligget i en stor ‘sovesal’. Vi lånte toilettet, og gik en tur i den lille bygds kuperede terræn og gader, mens Allan beklagede sine ømme ben. Vi blev blæst godt igennem, og det småregnede nu kun af og til.
Vi gik på havevandring, da jeg opdagede et skilt, hvor der stod, at haven var åben. Først troede jeg det var en kunstner, der boede der, for der fandtes alle former for udsmykning af sten, træ, strik, plastic, meget klædt på i tøj af både stof og strik. Sjovt og anderledes, men stenene var nu generelt, det smukkeste efter min smag. Intet tydede på forretning.   
Vi så rappelling. Værten fortalte senere at det var studerende der ville være pædagogiske ledere. De havde boet på hotellet nogle dage. Vi var en tur helt nede i naturhavnen.
Vi så fisk hænge til tørre. Byen er ikke ret stor, kun 52 indbyggere, så der var tid til at kigge efter enhver lille detalje alle steder. Der kommer både post og bus, næsten lige til døren.
Efter en times tid vendte vi tilbage til hotellet, hvor spisestuen var tom for mennesker. Bordene var ryddet for frokost og opvask, og vores værelse var allerede klar en hel time før vi egentlig kunne flytte ind.  
Vi tømte bilen og satte os i Gjaargardurs hyggelige spisestue, hvor vi fik serveret kaffe og nybagte pandekager med flødeskum og hjemmelavet rabarbermarmelade. Det lignede og smagte mere af svesker end rabarber. Forklaringen alene var, at det bliver kogt 3 timer, så det skulle jeg afprøve, når jeg kom hjem. Jeg fik skrevet dagbog, og surfet lidt på iPaden, inden spisetid. Der mødte vi et ældre ægtepar, som vi hyggede os med. Vi sad oprindeligt ved hver vores bord, men da Arnes kone sad med sin iPad, som jeg sad med min, så han sit snit til at hoppe over til os, for at tale med Allan, og da værten fik brug for et ekstra bord, hoppede konen samme vej. Mændene havde rigtigt meget tilfælles, der blev talt om  maskiner værktøj, fotografering og meget andet.
Det var igen blevet rigtig regnvejr, og jeg hørte et par gæster udtrykke skuffelse over det våde vejr til værten. Han som altid var glad, venlig, smilende og imødekommende, sagde med et smil og smittende glæde. Vi skal da være glade for den regn, ellers ville her ikke være så grønt. Jeg tænkte, manden har da ret. Det er jo det, der gør Færøerne til det, de er. Hans humør og glæde smittede vist også af på disse gæster.
Allan og jeg gik en aftentur på fjeldet, og grunden gynger stadig under mig, når jeg børster tænder.