De første udfordringer i Vágar

Vores første dag på Færøerne, onsdag den 21. august 2013
Allerede i flyet bemærkede jeg hurtigt, at de fleste rejste i ganske almindelige jakker, men vi var bestemt ikke de eneste med skitøj, men det var stadig ikke til at konkludere hvad der var normal påklædning. Vi landede i sol og 17 grader, og mødte selvfølgelig mange i shorts og bare arme, så den skijakke var lidt overflødig. Vi skulle bare have udleveret nogle bilnøgler, og finde 62ºN Airport Hotel, så kunne vi få læsset af og få lagt lidt mere af det varme tøj. 
Vi fandt bilen, pakket ind i det fjerneste hjørne. Da Allan satte bilnøglerne i lyste alle advarselslamper ham lige i ansigtet og alle viserne for rundt, så han næsten blev helt rundtosset. Han havde aldrig oplevet noget lignende. Displayet fortalte at bilen skulle til service. Allan prøvede at dreje nøglen en gang mere, med blot med samme resultat. Bilen startede fint og sagde ingen underlige lyde, men vi skulle trods alt køre i den en hel uge, så vi var ikke helt trygge ved de signaler, selvom vi også gik ud fra, at bilen måtte være tjekket og fundet i orden til en uges kørsel mere, efter den tidligere lejer havde stillet bilen!
En anden udfordring var at den Opel Meriva, var udstyret med en elektrisk håndbremse.  Det havde vi aldrig stiftet bekendskab med før. Vi anbragte fru Garmin i forruden, og bad hende finde vores hotel, men hun var frosset helt fast, og nægtede at røre på sig. Det fik jeg dog løst, men Færøerne kendte hun slet ikke. Der var ikke andet for, end at vi begav os ud på egen hånd, med det sædvanlige gode gamle kort, og evt. spørge om vej. Allan har, mens vi var deroppe, undersøgt sagen, og fået oplyst, at man skal købe en specielt Færørkort, et micro SD kort, til 495,- kr., som man kan køre efter. Vil man have det hele med, så skal man ryste op med 1.495,- kr. Det kræver dog at det ER en Garmin.Har man ikke det mærke, må man nøjes med et papirkort. Hvordan det Færøkort skal forstås og hvad forskellen er, bliver vi svar skyldige. Allan fik bare bekræftet, det han nægtede at tro på. Nemlig at en almindelig GPS ikke kan finde færøerne. Vi klarede os nu ganske udmærket med vores kort. 










Efter at have kørt lidt rundt i Sørvagurs omegn, spørger vi om vej til hotellet, som vi ellers kunne se fra lufthavnen, men som pist… forsvandt, da vi sad i bilen. Det viste sig, at vi var kørt lige forbi. Oplysninger, informationer og vejskiltning er generelt mangelfuldt, synes vi.
Efter at have læsset kufferter af, og meddelt hotellet, hvor vores biludlejer opholder sig, at der var problemer med bilen, kørte vi en tur ned til havnen, for at finde båden til Mykines. Det lykkedes os at finde et par havnearbejdere, hvoraf den ene var en del af mandskabet der sejlede med båden hver dag. Jeg har jo læst på lektien, så jeg spurgte, om vi kunne være sikker på at komme både frem og tilbage til Mykines, hvis vi tog med båden dagen efter. “Skippers” svar var, at sikker kan man aldrig være. Mig, hvor stor er risikoen for, at man p.g.a. pludselig vejrskift, må have en overnatning på øen. Skipper: Det er sket, men endnu ikke i år og det ser lovende ud i morgen hvor de lover godt vejr. Fjeldvandring på Mykines, stod højt på ønskesedlen, men ingen adgang på båden uden pladsreservation, så vi måtte hjem og bestille plads.
Vi kørte videre mod Bøur og gennem den “nye” tunnel, som kun var sparsom belyst og kun i et spor, med nogle vigepladser. Gásadalur kunne man før tunnellen blev bygget i 2004, kun sejle dertil. De har virkelig boet afsides og isoleret, de mennesker. Selvom vi kørte et pænt stykke nedad, efter vi var kørt ud ad tunnellen, se det lille bitte hul i billede nr. 3 eller 6 (det med stigen) ligger den lille bygd alligevel meget, meget højt over havet. Vi gik en lille tur. Jeg talte 17 huse. Om de alle er beboet, ved jeg ikke, men før tunnellen kom, var der kun 7 indbyggere i bygden. Det må da være verdens ende, efter min mening, men den ligger et helt andet sted på Færøerne, hvor vi også har været. Vi kørte tilbage til hotellet, hvor Allan talte med biludlejerchefens søn. De ville kigge på bilen i morgen tidlig. Vi sad længe over aftensmaden og nød udsigten fra restauranten.
Vi kunne se, der ville blive en flot solnedgang. Det måtte vi da have med, så vi afsted med kameraerne. Solnedgangen måtte kunne ses nede ved vandet. Der var nu længere ned end vi lige havde forudset. En ting er bil, og et andet er bentøj i det bakkede terræn. Vi gik og løb i det uendelige, og da vi nåede byen og vandet, var det alligevel ikke der, det skete. Allan mente ellers, at hvis vi bare gik lidt længere, så kunne vi få det hele med. Vi var ikke helt enige, men der lå hele tiden en fjeldtop i vejen, og dagen efter, hvor det igen blev lyst, måtte han indse, at selvom vi havde kørt i bil eller været på fjeldvandring, havde det været en umulighed.