Ø-hop på Færøerne

Lørdag den 24. august og 4. feriedag.
Det er tørvejr og det tunge dis forsvundet. Det ser ud til at solen bryder igennem i dag. Det passer os ganske fortrinligt, da vi har planlagt at køre alle de nordøstlige øer tynde. Ikke flere sejlture til os. Ø-hop, der indebærer sejlture, har slet ikke været på tale, altså lige bortset fra Mykines.
Vi sprang alt over på Østerø, og kørte direkte til Leirvik, hvor vi skulle betale tunnelafgift, for at komme videre til de nordøstlige øer. Vi ville selvfølgelig allerhelst have det hele med for samme pris, så vi gik ud fra, at det blev en lang dag. Vi fandt dog hurtigt ud af, at vi havde rigeligt med tid. Så første stop blev allerede i Klaksvik, hvor Christianskirken skulle være et besøg værd. Altertavlen er fra Viborg Domkirke.
Der var også de fineste træskærerarbejder at finde i kælderen. Hele 12 styk i en anseelig størrelse. De tolv disciple, gætter vi på, det må være.
Vi fik hurtigt kørt på hver en vej der findes på Bordoy og fortsatte til Vidareidi, som også kaldes ‘Verdens ende’. Efter beskrivelsen skulle det være en spændende og hårrejsende vej, og byen en af Færøernes smukkeste.  
Vi har nu oplevet veje, der er en hel del mere hårrejsende. Færingerne selv har, set med mine øjne, meget smukkere steder og hårrejsende veje. Bevares, turen var smuk nok, men beskrivelsen havde da skruet mine forventninger op på et noget højere blus. Jeg gætter på, at stedet er blevet udpeget til noget særligt, alene, fordi filmen “Barbara” med bl.a. Jens Okking og Bodil Udsen, blev optaget der. Vores rejsebeskrivelse anbefalede også frokost, eller kaffe på ‘Elisabeth’ men der var lukket, allerede den 15. august, og det var alt andet også, eller der findes vist ikke noget andet. Nu skal det ikke forstås, som det blev en dårlig tur, for det blev det bestemt ikke. Vi fik masser af oplevelser, og udsigten til både Svinoy og Fugloy, som man stadig skal sejle til, oplevede vi også.
Nu manglede vi bare Kunoy, hvorfra vi kunne se til Kalsoy. Den 3. af de østlige øer, man kun kan komme til med båd, eller helikopter.
Kunoy har en ultra kort vej, så det blev hurtigt overstået, og vi kørte tilbage til Eysteroy. Vi har set fjelde, fjelde og atter fjelde. Uendelige mange får, både på vejen og bag indhegninger. Her er der et, der synes græsset er bedre på den anden side af hegnet. Vi så græstørv til tagene flere steder. Vi har været i enhver bygd, der findes. Vi har passeret tunneller i stribevis. Kørt i hårnålesving og uanset hvor pokker man kører, er der udsigt til vand, lige bortset fra tunellerne selvfølgelig.
For at komme til og fra alle disse øer, kørte vi igennem den ene lange smalle og mørke tunnel efter den anden. Færøerne har ikke mindre end 19 af dem. De fleste er kun i et spor, og ikke baseret på modgående trafik, der er selvfølgelig vigepladser. Man skal i hvert fald ikke lide af klaustrofobi, for de føles uendelige lange, de tunneller. Godt 6 km er den nyeste og hidtil længste, og hører også til blandt de længste i hele verden. Lyskunsten i tunnellen skulle være en rigtig stor oplevelse. Hmm… Hvis man er meget opmærksom på, at kigge efter det fantastiske *) farvelys, kan man da godt få øje på det, et par steder, men man kan sagtens køre igennem uden overhovedet at opdage det. En regnbue er langt kraftigere i farven. Jeg havde forventet noget helt, helt andet.
Færøerne har planer om den længste undervandstunnel i verden. Først en på 11,9 km og senere en på 25 km. 

Første og sidste billede, er den udsigt vi havde fra vores værelse. Det øverste er dagens morgenudsigt. Det sidste er fra om aftenen. Gjaargardur er absolut et anbefalelsesværdigt og dejligt sted at bo. Her spiser man godt, selvom det ´bare’ er ganske almindelig mad, og en fastlagt menu, man ingen indflydelse har på.
*) Vi har i skrivende stund googlet, og set billeder af det omtalte lys. Måske var alle pærer bare sprunget? Noget var der galt.