Løvetand eller mælkebøttesirup

Kært barn har mange navne. Det har den mest udskældte plante også. Jeg vidste at den bliver regnet som en lægeplante og at der bliver producert kosttilskud i form af mælkebøttesaft, at bladene kan bruges i salatskålen, men jeg vidste ikke, at man også kunne lave sirup. Det læste jeg hos Lavendel og senere hos Ellen. Selvom jeg ikke er til de søde sager, så skulle det da afprøves.
I lørdags da jeg høstede ramsløg til min pesto, var det nærliggende at plukke de gule mælkebøtter samtidig, men min tid var kneben, så jeg var nød til at udsætte det til om søndagen.
Brug en dag i naturen, og lad dine børn hjælpe med at plukke disse gule hoveder, læste jeg i den opskrift, jeg delvis fulgte. Børnene vil elske det. Da Mads kom en smut forbi, spurgte jeg, om han ville med ud og plukke mælkebøtter. Neej, var svaret. Han syntes ærlig talt det var noget mærkeligt noget at bruge sin tid på.  
Jeg hoppede på cyklen, for at plukke de gule blomster, men de var stort set forsvundet alle sammen på under et døgn. I stedet blev jeg mødt af dette syn. Æv da også.
Nu havde jeg altså sat mig for, at den sirup skulle laves, for i den kommende weekend får jeg ikke tid. Jeg måtte jo bare på jagt. Det tog sin tid, at finde og indsamle en mindre mængde, når jeg nærmest skulle lede efter dem. Hjem og veje, skylle, klippe, koge og si. Det duftede herligt.
Iflg. opskriften skulle der bruges både appelsiner og citroner. Det blev uden appelsiner, da jeg kun havde citroner i huset. Jeg har smagt siruppen, og den er sødt, men det er sirup jo. Allan synes det smager rigtig godt, så det skal nok blive spist.