Væggen er væltet

Vores fryser har de sidste par år, givet nogle ordentlige brag, når den slår fra, så vi regner med den lever på lånt tid.
Siden vi byggede huset midt i 70´erne, har vi væltet væg i køkkenet og rejst en anden mellem køkken, gang og værelset flere gange. Første gang skete allerede efter et par år, fordi vores køkken var for lille. Mit sy- og kontorværelse måtte lade livet. Dengang var min symaskine i brug dagligt, da jeg syede alt vores tøj selv, og alle familiens unger blev forsynet med tøj til fødselsdag og jul. Jeg var lidt træt af, at min symaskine altid stod fremme, og at mønstre og stoffer altid flød på spisebordet i stuen eller køkkenet. Så rev vi en indbygget garderobe ned og flyttede væggen ud på den anden side af gangen, og jeg fik en lille sy- og kontorafdeling i en skjult krog i køkkenet. Efter nogle år påtog jeg mig et job som kirkekasserer, som indebar hjemmekontor, så måtte vi finde en ny løsning. Børnene optog to af huset værelser. Vores stue og soveværelse kunne ville vi heller ikke undvære. Vi valgte at rejse en væg i køkkenet igen, dog ikke på samme sted som ved byggestart. Det var nødvendig at vi stadig havde et køkken af en rimelig størrelse. Vi rev den “nyetablerede” væg ned og satte en dør i, så det blev et selvstændigt rum helt udenom køkkenet, med indgang tæt på hoveddøren. Huset var i forvejen nærmest blevet en banegård, med alle de mennesker, der skulle have skrevet festsange. Ren luksus med det mini-kontor, for der blev plads til skrivemaskinen og kopimaskinen til min sangskrivning, samt pc og alt kirkens regnskabsmateriale. Symaskinen fik en plads i skabet, og måtte så ud og ind i stue eller køkken efter behov. På den måde blev syningen ganske langsomt sluset ud af min dagligdag. Det blev pludseligt alt for besværligt at hive det hele frem hver eneste gang der skulle fabrikeres noget.
Da Mads flyttede hjemmefra, flyttede vi kontoret ind på hans værelse, og fryseren blev flyttet fra køkkenet ind på mini-værelset. Sikke et projekt. Døren var ikke bred nok til fryseren kunne komme igennem. Allan gik sygemeldt, og kunne ikke løfte noget, så Mads og jeg måtte løfte vinduet af, og løfte fryseren ind gennem vindueshullet. Det var utroligt tungt, og vinduet havde vi jeg nær aldrig fået løftet på plads, og Mads kunne selvfølgelig ikke alene. Allerede dengang var jeg klar over, at fryseren aldrig kom ud igen, uden at vælte væggen igen. De sidste par år har vi talt om dette projekt, og nu har vi endelig fået taget hul på det. Jeg var træt af gulvtæppet i gangen, så det har Allan revet af, og han har også væltet væggen. Han har pillet gerigter af og spartlet. Vi har lagt nyt gulv, og nu er Allan ved at sætte helt nye fodpaneler op. Det bliver min opgave at male dem, men Bededagsferien står på afslapning og oplevelser i naturen.
Vi rejser ikke nogen væg igen……………tror vi. Vi må se hvordan det tager sig ud, når den nye fryser er indkøbt og møblerne kommer på plads igen.

Rigtig god Bededagsferie til alle derude