Den sidste uges hændelser

Som du måske har læst, så blev vores påske ikke helt som vi havde ønsket os. Visse ting er man desværre ikke helt selv herre over.   
Baglygten som Allan ødelagde, er ikke på lager i Danmark, fordi reservedelslageret er ved at blive flyttet til Tyskland. Derfor er det umuligt at fremskaffe lygten, før tirsdag i næste uge, altså om endnu 10 dage. Så vi kører stadig rundt med et hul i baglygten. Vi slipper med en regning på 775,- når Allan selv skifter den.
Bacchus, Camillas hund var fotomodel en hel dag i Dresden sidste søndag, og vandt sit første CAC juniormesterskab. Så det var en glad “mor” der vendte hjem til DK efter en meget lang køretur både lørdag og søndag.

I går var vi til bisættelse, og det var en meget smuk tale præsten holdt, om alle de valg vi har igennem et helt liv, og hvad afdøde havde valgt i sit liv. Men at der også var nogle få ting i livet, hvor vi intet valg har. Det ene er fødslen og det andet er døden, men tiden der imellem, bliver vi hele tiden nød til at træffe vores valg. Jeg kan ikke være mere enig.

Haven råber på en overhaling, men det er ikke til at nå det hele. Jeg har for længe siden prøvet at så nogle melonkerner. Både søstre og bror har drivhus, så nu er melonerne afleveret, så må vi se om de kan holde liv i dem, og om der bliver noget at høste, så jeg kan smage dem. Jeg har luget mellem jordbærplanter og løg, og set at kartoflerne er på vej op.



P.g.a. Mads´ handicap, har vi ageret sygepasser, indkøber, madmor, vaskekone, havemand til græsslåning  og chauffør. Allan har måtte lave et nødbadeværelse til ham, ved at flytte bruseren ind til hans gæstetoilet, fordi han ikke kunne være i brusekabinen med en stol og sit ben samtidig. Jeg har dristet mig til at se de billeder Mads tog for en uge siden. Jeg vidste at det ikke var noget jeg kunne lide at se,men jeg vil da også gerne kunne snakke med, når Mads og Allan taler om det. Så jeg havde forberedt mig mentalt og startede med at se på mobiltelefonen, senere på pc´en, men uden zoom, tak, og det billede jeg så for et par dage siden, kunne jeg godt se fremskridt.
Jeg elsker når jeg kan udnytte de nødvendige gøremål, med ting jeg gerne vil have plads til. Så selvom tingene går hurtigere ved at tage bilen, lod jeg den stå, og gik op til Mads, hvor jeg havde lovet at kigge forbi, fordi han er bundet til hjemmet indtil sygeplejersken har været der. Hun kom mens jeg var der, og så fik jeg benet at se helt uindpakket. Det ser meget bedre ud nu, og det heler fint, indefra, som det skal, siger de kloge. Der er stadig et stort dybt hul, som jeg dog bestemt ikke synes ser godt ud, men der er ikke noget at være bekymret for, får jeg at vide, så det er jo godt. Mads slipper vist for at få syet en lap i. De sidste par dage har han humpet lidt rundt uden krykker, så det lysner både for ham og os. Fremover kommer hjemmesygeplejersken kun hver anden dag. Torsdag skal han til kontrol på sygehuset og samtidig have fjernet de 28 sting.
I Mads´ køleskab stod en liter mælk, der snart skulle bruges, så jeg spurgte om han kunne tænke sig pandekager til eftermiddagskaffen. Uhm ja, det ville være lækkert, det var længe siden han havde fået det. Så tager jeg den med hjem og bager nogle pandekager så vi kan drikke en tår kaffe sammen alle tre. Der blev en pæn portion, og flere tilbage til aftenskaffen også.
Jeg plejer at starte min cykelsæson til og fra arbejde efter påske, eller senest 1. maj, så nu kan jeg vist ikke trække den længere. Gode undskyldninger, for at tage bilen, behøver jeg sikkert ikke lede længe efter. Men det må være nu det skal ske. Når blot jeg får startet, så kan jeg jo slet ikke undvære det. Vejret har bare at arte sig i morgen tidlig.