Cykeltur på Møn

Som nævnt her startede vi cykelturen rundt om klinten. Jeg har slet ikke tal på alle de gange, vi ikke kunne cykle op ad bakkerne. Stigningerne ser ikke ud af meget, men jeg kan hilse og sige, at øjet bedrager gevaldigt. Vi var også advaret, men vi mente nu ikke, det var det helt store problem. En streng – men skøn tur og en flot natur så vi overalt.

Vi kom forbi Klintholm Gods.
Der var masser af natur på hele ruten. Vi skuede ud over markerne med kig til Østersøen, mens køeren græssede på den anden side. Der var mange forskellige blomster i vejkanten, som vi ikke ser her hvor vi bor.
Næste destination var Høvblege. Da Allan så stigningen, og hvor langt der var derop, så blev han ved cyklerne og hvilte sine ben, mens jeg alene tog turen derop. Sikke et område. På begge billederne ser man personer, der har slået sig ned, og bare sidder og kigger ud over det hele. Klik evt. billederne større.
Der var mange spændende blomster. Jeg så også den blå anemone. Det var jeg bare slet ikke klar over, før bagefter. Jeg troede det var sene violer.  Ha ha ….. og æv.  
Jeg kunne have gået rundt deroppe på Høvblege et par timer. Men Allan sad og ventede. Han ville så gerne vise mig noget forhistorisk, som lå helt ude ved Busene Have. Et område, han har gået og passet og plejet i sin tid som naturplejer. Så han viste vej. Græsset var højt og vådt, så jeg fik smat mellem tæerne. Allan var en smule skuffet, og jeg var rigtig meget skuffet. Det var slet ikke det jeg havde forventet, efter hans omtale. Der er ingen grund til at græde over spildt mælk. 
Vi spiste vores klemmer ved stranden, og fortsatte ud til Møns Klint. Det var en hård cykeltur, så Allan skulle i hvert fald ikke gå på ret mange trapper, meldte han ud. Vi listede lidt op og ud mod Dronningestolen. Der fandt Allan en bænk og satte sig, mens jeg traskede længere ud. Det var så mange år siden, vi sidst havde været der, så når nu vi var her, ville jeg se om jeg kunne genkende noget, efter alle de styrt der har været de senere år. Allan gik ikke glip af særlig meget, fordi man faktisk ikke havde noget udsyn nogen steder fra, og der var ikke noget genkendeligt tilbage. 
Jeg ville gerne ned til stranden. Det ville Allan egentlig også gerne. Han mente, at han kunne gå derned, hvis han fik en is at gå på. Om ikke andet, så vil han sætte sig på en bænk og vente til jeg kom retur. Han gik hele vejen ned uden problemer.
Opstigningen, var straks værre. Der måtte han sætte sig flere gange undervejs, men op kom han.
Allan havde ikke kræfter eller energi, til flere udflugtsmål, så vi cyklede hjemad. Vi startede med en skovvej, men da der ikke var afmærket nogen rute, var det vist klogest, at finde ud til bilvejen, for ikke at komme ud på en omvej. Vi havde langt nok hjem i forvejen.
 
Vi skubbede og skubbede med de cykler. Det var meningen, at vi skulle have været cyklet ud til Liselund Slot også, men det blev udsat til søndag.
Det føltes som der blev jaget syle og knive i Allans knæ efter hjemturen, så han hvilede benene, mens vi nød en kop kaffe, og et glas vin. Han vi er lidt rastløse og vejret var jo ´helt fantastisk, så inden vi skulle spise, fik vi spadseret den store campingplads rundt. Aftensmaden blev indtaget under åben himmel. 
Allan var rigtig glad for, at han havde klaret hele turen og ydermere taget de mange trapper på Møns Klint. Det er da også sjovere at være på udflugt sammen, end at rende hver for sig. Vi har haft en skøn bededagsferie.