Paraplyhat og bjergetapen til Monte

Madeira søndag den 17. april
Der er kommet så meget regn, at de går og fejer vandet væk fra områderne foran restauranterne. Jeg  fik igen øje på manden, som vi havde lagt mærke til flere steder rundt omkring hver dag. Han gik altid rundt og fotograferede blomster. Under det grønne omslag havde han en masse kameraudstyr. Nu måtte jeg altså have opklaret, hvor man kunne få fat i sådan en paraplyhat, for smart det var det. Måske ikke kønt, men praktisk. Jeg var altså nødt til at få svar på et par spørgsmål, så jeg henvendte mig til manden, som smilende stort og venligt og vi fik os en lille snak om den ret specielle hovedbeklædning. Han var tysker og havde købt hatten i sit hjemland og havde ikke set den andre steder. Nettet vrimler med den slags til næsten ingen penge, men de er større og mere farvestrålende eller klovneagtige. 
Et par gange havde jeg spurgt Allan, om vi skulle prøve en slædetur i Monte. Vi kunne enten tage bussen, svævebanen, eller prøve om vi kunne gå derop. Men han skulle ikke ud på nogen slædetur, og om jeg var ude på at tage livet af ham ved at foreslå at prøve at GÅ op til Monte, og hverken bussen eller svævebanen derop var interessant heller. Vi havde jo været der sidste år, og set det vi ville. Ideen blev derfor skrinlagt. I stedet gik vi bare ind til Funchal igen, igen.  
Vi fandt et godt sted, at indtage frokosten. Faktisk det samme sted som dagen i forvejen, fordi vi vidste det var godt. Her sad vi i tørvejr under en markise og kiggede lidt på det pulserende liv inden vi valgte at begive os ud i regnen igen. Allan ville ikke give nogen klar melding om, hvor han var på vej hen, men da vi kom mere og mere afsides, ville jeg gerne vide hvad han havde gang i.
Ville du ikke prøve at gå op til Monte, sagde han. Jo, men vi aner jo ikke hvor langt der er, og hvor hårdt det er. Jeg lover altså ikke noget, siger Allan. Nej, nej, det er fint med mig, så vi gik og gik. Fortovene, der hvor der var sådan nogle, var hamrende glatte, selv med vandrestøvler som man ellers skulle mene man stod godt fast med.
Vi prøvede at følge svævebanen i luften, men den forsvandt af og til i forskellige sving, for så at dukke op langt væk fra den asfalterede vej vi havde mulighed for at gå på. 




Endelig mødte vi skiltet med Monte. Så var der måske håb om, at vi snart kunne se toppen. Rundt om et par sving og en bjergtop dukkede op. Det måtte være der, men da vi kom dertil, kørte svævebanen til endnu en bjergtop. Den tog vi med også.
Ved næste sving og bjergtop var det nøjagtig det samme. Enden af svævebanen ville ikke indfinde sig. Vi havde nu gået 8,5 km (godt nok hjemmefra hotellet af) men en stor del af det havde i bogstaveligste forstand været op ad bakke. Allan meldte ud nu vendte han om, så det gjorde vi.
Vi var højt oppe, og havde en fin udsigt, når bygningerne ikke lå i vejen. Som altid er det næsten værre at gå ned end op. Vi var udmærket klar over at vi skulle passe på ikke at skvatte på nedturen, for selv nede i byen med de, trods alt, mindre stigninger har vi flere gange mærket at fødderne er skredet under os, og dette fald var noget større.
Det er en utrolig flot fortovsbelægning, der består af små bitte, bitte runde sten, der er glatte som brosten er det i regnvejr. De sten der er flade, er så glatte som fliserne på badeværelset, når de bliver fyldt med sæbe. Det lykkedes os heldigvis at komme ned uden at skvatte.
Vejrmæssigt, var det den allerværste dag på ferien. Den dag lukkede lufthavnen for al trafik. Ingen start og ingen landing. Det sker et par gange om året på Madeira, og det skete for os sidste år. Heldigvis var det ikke os, det gik ud over denne gang, men som nævnt her, var lufthavnen proppet med mennesker. Vi gik i kø uafbrudt i 2,5 time, men vi landede til tiden i Kastrup.
Ved hjemkomsten sagde min skridttæller 146.109 skridt. Det er jeg ganske godt tilfreds med. Allan nåede ‘kun’ at gå 117.225, men det er nu meget godt gået med et dårligt knæ.

Det var (endelig) sidste ferieindlæg i denne omgang.