tirsdag den 24. maj 2016

Krambussen, og lidt om en fjer der bliver til fem høns

Det går faktisk godt i vores lille by, når vi selv skal sige det. Der er altid negative personer, der bare gaber op om, at ingen gør noget, og at der sker for lidt. Dette kunne jeg skrive meget om, men det er slet ikke der jeg vil hen, men faktisk kan succesen måles i forenings- og forretningslivet.P1110242
Folk snakker og tror de ved så pokkers meget. Sjovt nok, er det næsten altid dem, der aldrig deltager i generalforsamlinger, møder, arbejdsdage, eller støtter op om projekterne på nogen måde, der ved allermest, Folk kan få nogle gevaldige historier ud af ingenting. Den bedste måde at få be- eller afkræftet historierne, er at høre det fra ejerne eller bestyrelsen selv.
Jeg blev spurgt, om vi ikke havde været henne hos B og spise det store kagebord. Nej, det har vi ikke, og man kan heller ikke bare komme lige ind fra gaden og bestille kaffe og kage. Der er ikke åbent uden en aftale. Personen som slet ikke bor her i byen, var nærmest fortørnet. Da jeg dagen efter gik mig en tur, mødte jeg helt tilfældigt B, og spurgte om det var rigtigt, at hun nu havde åbent hver dag. Nej, det havde hun ikke, selvom hun nu var stoppet på arbejdsmarkedet. Hun bagte kage og lavede mad, hvis man på forhånd ringede og aftalte det. Om man var 5 – 10 eller 30 personer, var ret ligegyldigt. Hun åbnede gerne dørene, hvis hun havde en bestilling, men hun ville ikke stå og lave en masse, hvis der ingen kunder kom. Det kunne jeg sagtens følge hende i. Ellers var der kun de arrangementer, som alle her i byen er bekendt med de driver, og som annonceres på deres hjemmeside og i avisen. Alt var med andre ord, nøjagtig som det plejede at være.. P1110248
På min vej tilbage stoppede jeg op og nød synet af den forvandling, der de sidste par måneder er sket med et hus, og ikke mindst med husets omgivelser. Et hus og en have, der i rigtigt mange år, ikke har fået den mindste pleje. Forvandlingen nyder jeg synet af hver eneste dag, når jeg cykler, kører eller går forbi. De er ikke helt færdige, men det ser bare så godt ud allerede nu. Man kan da kun glæde sig, når sådan noget forvandles til en smuk plet. Rygterne har meget længe sagt, at der skal åbnes et Bed and Breakfast.
Da fruen, der allerede driver to spisesteder, det ene her i byen, parkerede foran huset, fik hun et par rosende ord fra mig. Jeg ved nu, at rygterne ikke taler sandt. Huset er udelukkende privat beboelse. 
Sådan kan man blive klog på så meget ved at gå sig en tur en dejlig varm weekend, hvor der er liv i landskabet.
P1110252
Da jeg læste i Lokalavisen, at jeg havde mulighed for at nå Krambussen efter arbejde, blev det straks noteret i kalenderen. Selvom jeg har det ganske udmærket, ville det være rart at få lavet et nyt tjek på min sundhed og mit velbefindende, som jeg var overbevist om ikke var blevet bedre siden sidst, snarere tvært imod, så jeg var klar til at få at vide, at jeg skulle tabe mig og ændre lidt på min levemåde. Stor var overraskelsen, da jeg fik at vide, at det bestemt ikke var anbefalelsesværdigt, at jeg tabte mig. Min muskelmasse, min fedtprocent, mit BMI, så rigtigt godt ud. Det hele kunne jeg være stolt af,blev der sagt. Altså lige bortset fra min væskebeholdning. Den er alt for lav. Til gengæld har jeg en kropsalder på maks. 45 år. (Kropsalderen vil aldrig kunne vise hverken mere eller mindre end 15 år fra den oprindelige alder.) Jeg er positiv overrasket. Det havde jeg bestemt ikke regnet med, så jeg er ganske godt tilfreds. Jeg må huske at drikke noget mere vand. Jeg ved udmærket godt det er vigtigt at få vand nok, men jeg glemmer det, når jeg aldrig sjældent føler tørst. Allan er også blevet tjekket i løbet af dagen, og det ser heller ikke værst ud. Han vejer dog et par kg for meget, og har lidt for meget fedt, men ikke noget graverende. Hans kropsalder viser 3 år mindre end han reelt er. Alligevel kan han med rette for alvor sige, at han er gift med en ung kone. Hele 20 år yngre end han er. Der er grund til at have armene i vejret for mit vedkommende.   Har du fået målt din fysiske sundhed og din kropsalder?

11 kommentarer:

  1. Det kan da ikke undre, at du er fit og fin, sådan som du altid suser rundt :-) Men det er selvfølgelig altid rart at få bekræftet. Jeg har ikke fået lavet sådan en test. Gemalen har, og han var ligesom dig meget yngre end sin reelle alder (hvilket heller ikke kan undre, sådan som han drøner rundt ...).

    SvarSlet
    Svar
    1. Jamen, jeg er jo slet ikke aktiv sportsudøver mere, og suser heller ikke rundt som jeg gjorde en gang. Alt andet må det jo kunne ses og måles. Det kan det også, men at det var så fint, havde jeg bestemt ikke regnet med.
      Der skal også en god kondition til at gennemføre det Gemalen gør, men det er godt han holder sig ung og i gang, mens du må nøjes med at humpe afsted med Kamelen.. Thi.hi..

      Slet
  2. Det undrer da heller ikke mig, at du er så sund :-)
    Og BMI'et skal jo heller ikke være så lavt som man har prædiket i årevis ... den nye anbefaling fik lige mig ind på normalkurven igen, hehe.
    Kan du ikke fortælle de brokkehoveder, at hvis man ikke stemmer/deltager, mister man brokkeretten?
    Rygter kan være sjove, men de kan også være ret irriterende ... godt, at du selv kan få dem af- eller bekræftet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hmm... Jeg blev selv ret overrasket. En ting er jo målinger, andet er hvad spejle, tøj og kondi afslører.
      BMI'et er mig bekendt det samme som altid, det er bare ikke nær så farligt at ligge over de 25, som det har været, og slet ikke hvis man har vores alder. Det er også derfor jeg ikke må tabe mig, selvom jeg egentlig gerne vil af med et par kilo eller måske tre.
      Jo, det kan jeg godt, men det hjælper ikke. De tror jo kun det de selv vil tro. Jeg bliver bare irriteret, når folk er så påståelige, og ikke har noget at have det i. At rygter også kan være sjove, har du helt ret i.

      Slet
  3. Ja, uanset hvordan den måling havde set ud, har man kun sig selv at takke eller til at ændre på det.
    Med mindre du havde taget de 12 kilo, eller mere på, siden jeg så dig sidst, er det ikke nødvendigvis en fordel, at du har tabt så mange kilo. Det er jo ikke vægten alene der tæller og man kan også være for tynd, eller tyndfed. Ikke fordi jeg tror du er det, men man kan blive overrasket på meget ved sådan en test.

    B er et mennesker der har gang i mange ting, men hun har også hjælpere når der er brug for det.

    Det gør det, og det ved vi jo nok alle, når det kommer til stykket.

    SvarSlet
  4. Det forekommer ikke spor overraskende, at din sundhedstilstand er som anført. Fornuftig levevis med masser af motion er vist opskriften. At der mangler en sjat vand er måske overkommeligt at ændre på ved almindelig viljestyrke.
    Utrolig så let der opstår rygter og fejlopfattelser af andres måde at gøre ing og sager på.

    SvarSlet
    Svar
    1. Der begynder at tegne sig et billede af, at jeg nærmest er den eneste der er overrasket, men du har da ret, jeg lever rimeligt fornuftigt. Vand (eller væske) har jeg aldrig drukket nok af. Det har jeg altid vidst, og prøver med jævne mellemrum at hanke op i det. Det går bedst, når det er rigtigt varmt.
      Ja, man kan endda opleve, at andre er bedre vidende om, hvad der sker i ens eget hjem, end man selv nogensinde har oplevet.

      Slet
  5. Det er ret fornuftigt at B ikke laver mad, når der ikke er gæster, som har forudbestilt.
    Jeg har ikke set en krambus her, eller noget, der minder om guldborgsundhed - et sjovt navn!

    Jeg tror jeg er rimeligt godt i stand, bliver undersøgt med mellemrum pga. faren for problemer efter en operation. :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er meget fornuftigt.
      Jeg ved ikke om Krambussen findes i andre kommuner mere. Men i 2009 var den at finde i 13 kommuner i hele landet, hvor der blev iværksat en stor folkehelbredsundersøgekse. KRAM står for kost, rygning, alkohol og motion.
      Ja, de har fået tilføjet 'hed' til kommunens navn, og det passer godt til det bussen stå for.

      Det lyder godt, du rører dig jo også. Vi må passe på vores liv, det er der ingen andre, der kan gøre for os.

      Slet
  6. Det er vigtigt at have historien direkte fra første fjer, fremfor at løbe med sladder, hvor fjeren hurtigt bliver til de 5 høns. Kender det alt for godt.
    Skønt det står godt til med jer begge, og skål i vand :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. 2. håndsfortællinger er som regel allerede røget lidt af sporet, så man skal tage alle historier med et gran salt.
      Det er dejligt, skål, jeg har allerede været der, men tager en slurk mere ;-)

      Slet

Alle kommentarer bliver værdsat. Dit fodspor er med til at sætte liv på bloggen :-)