Skyerne bestemte dagens tur

Madeira, fredag den 15. april. Det kom ikke bag på os, at vejret var uforandret.
Som i går, kiggede vi både mod øst og vest, i håb om at sigtbarheden var bedre i dag, så vi kunne køre vestpå. Det var den absolut ikke. Bjergene forsvandt under tågebankerne og skydækket. Erfaringen fra sidste år gjorde, at vi hurtigt konstaterede, det ville være formålsløst at gentage vestturen, da vi alligevel intet kunne se denne gang heller.
Det var så tåget, at vi valgte at kigge på skyerne og tage udgangspunkt i dem og de store brede veje. Altså endnu en gang langs kysten østpå. Nøjagtig samme rute som i går, men selv der, var sigtbarheden ret dårlig på lange strækninger. Billedet til venstre er dokumentation for sigtbarheden på en bred befærdet vej. Hvis du klikker billedet større, kan du ane de hvide streger og nogle kantsten. 
Da jeg fik øje på skiltet Camasha og Christo Rei, spørger jeg, om vi ikke skal prøve at finde den 20 meter høje statue af Jesus. Ikke fordi jeg regnede med det var noget særligt, men så kunne vi da altid sige, vi havde set den. Samtidig blev vi nede omkring kysten, hvor vi havde en rimelig udsigt, for det meste.
Jeg kan godt forstå, hvis I tænker jeg er fuld af løgn, for netop som vi atter skal parkere på forbjerget Carajau, er det blevet tørvejr, men det stormer blæser ret så kraftigt.
Vil man se Jesus i frontfigur, er der lige en masse trapper, der skal forceres. Vi kunne lige så godt bruge tiden her.
Man behøver ikke gå helt ned for at få hele Jesus med i kameraet, men hvis man skal have plads til det i linsen, kræver det nogle trin ned. Især hvis det skal give et indtryk af omgivelserne. Da vi nåede et stykke ned, vendte jeg mig om og tog dette billede til højre. Allan ville vende om. Gør du bare det, men jeg går helt ned.


Du kan da se det hele herfra, siger han. Ja, men jeg vil altså gerne derned alligevel. Jeg går op og venter, siger han. Helt fint, men han fortrød åbenbart i samme øjeblik, for han fulgte efter mig, og vi kom helt ned. Det vil sige, så langt som det nu er muligt, for der er stadig meget langt ned til vandet, når man står derude på klippen, så der måtte zoomes ind, for at få et billede af sørøverskibet det gamle skib.
Piratskibet Skibet som man kan komme ud at sejle med, er en kopi af Christopher Columbus’ flagskib. Vi steg op igen, og var det ikke fordi det blæste så gevaldigt meget, så havde der sikkert været meget mere liv her. Svævebanen kørte ikke, og der var lukket af til dykkercenteret og de undersøiske fisk. Vi havde dårlig lukket bildøren, da det atter blev regnvejr. Vi følte os i den grad heldige. 
Dette held følger os flere gange, men desværre ikke på hele turen.
Vi kørte ud og så den imponerende lufthavn endnu en gang, og videre til Machico, som vi også stiftede bekendtskab med sidste år. Her væltede det bare ned, så vi spiste en klemme i bilen. Stranden ved Machico (og Calheta) er kunstig anlagt. Sandet er importeret fra Vest-sahara i forsøg på at skabe det, mange turister higer efter. Nemlig liggestole, sand og strand. Det forlyder at det ikke er gået helt efter hensigten, og vi har endnu ikke set nogen badegæster under parasollerne. Det kan ikke udelukkes at det skyldes vejret, men stranden er kun et meget, meget lille frimærke med 5 parasoller, så på det punkt vil Madeira aldrig kunne hamle op med alle de andre turistmål i Europa. 

Sao Lourenco, som kun består af lava, lød ikke særligt tiltalende hverken i bil eller til fods, og da vi syntes det var lidt for tidligt bare at køre hjem, når nu vi havde lejet bilen, var der kun at tage turen til Santana atter en gang. Vi kørte atter gennem Laurisilvaskoven. Vi havde en minibus i hælene, som Allan gav plads, så den kunne komme udenom. Der kom atter en minibus, og det gentog sig. Længere fremme drejede bussen til venstre. Selvom vores gps sagde lige ud, spurgte jeg, om vi ikke skulle følge efter den bus. Det er da nogle turister, der skal se noget interessant. (Måske var de andre to også kørt den vej?) Der gik lidt tid inden Allan kunne få vendt bilen, og så var bussen ude af syne. Da der ikke var andre veje at dreje af på, måtte vi jo møde dem på et tidspunkt, tænkte vi. Det blev mere og mere tåget, og vi kunne intet se. Absolut intet, og så føles vejen meget lang. Pludselig gik vejen ikke længere. Det viste sig vi holdt på toppen af Pico do Arieiro, hvor der skulle være en imponerende udsigt. Desværre var det så tåget, at vi knapt kunne se den hvide minibus vi holdt ved siden af, og heller ikke den stengrube, der ligner en iglo. Vi skulle ikke ud og gå på stier i det vejr og falde i dybet. Minibussen blev holdende med sine passagerer. Måske i håbet om at tågen lettede, men vi kørte ned igen og fik et bedre udsyn og ankom til Santana. Der har vi set alt, så vi tog turen videre mod vest, uden at stoppe op.






















Bortset fra regnen, (men hvem gider snart høre mere om regn) så havde vi en okay udsigt hele vejen til Porto Moniz, hvor vi igen var ualmindelige heldige, fordi solen tittede frem, og de gik i gang med at tørre borde og stole af ved restauranten, så vi kunne sidde ude og drikke os en kop kaffe, efter at have været rundt mellem alle klippebassinerne.
.




















Sidste år besøgte vi også Porto Moniz, men der tog vi turen ned ad Æselstien, og så kun disse klipper og en masse mennesker ud ad bilruden. Denne gang havde vi det næsten for os selv.
Vi kiggede på klokken, for at vurdere hvilken vej vi skulle køre hjemad. Skulle vi vælge den korteste vej. Altså den vej vi lige var kommet fra, og har kørt flere gange, eller skulle vi tage den længste rute, og køre fra Porto Moniz mod Ponta do Pargo til Prazeres. Den eneste strækning, af de større veje, vi endnu ikke havde været på. Vejret så ganske fint ud, og Allan kunne sagtens køre flere timer endnu, hvis det var det, det kom an på. Så vi tog på oplevelse.
Det første stykke tid, gik det ganske fint, så kom der ikke bare regn, men også tåge. Først var det ‘bare’ lange tågebanker med lidt lysninger imellem. Så blev tågen en stor tæt dyne. Nøjagtig som sidste år, og atter blev vi mindet om at Madeira ligner Færøerne, når vejret viser sig fra denne side. Vi talte om at vende om, men vi havde længere tilbage end vi havde frem til en efter kortet endnu større vej, med mindre bjergkørsel. I øvrigt kunne vi ikke vende nogen steder. Ingen vidste jo heller noget om hvordan vejret nu var, hvor vi kom fra. Når vi når til sydkysten, må det lysne blev vi enige om, men nej, det fortsatte, og på Madeira kører man ikke med lys, før solen er gået ned. Selv i tunnellerne lå tågen tæt. Vi sneglede os afsted med 30 km i timen i 1½ time og på motorvejen langs sydkysten. Først da vi nåede næsten hjem til hotellet, var sigtbarheden okay.    















Selvom vi havde bilen til næste morgen, kørte vi, efter at have smidt det meste af vort habengut op på værelset, direkte ind og afleverede bilen og fik os et velfortjent måltid mad på Solar, inden vi traskede hjem og fik, for både første og sidste gang under ferien, set lidt solnedgang.
Vi har stadig 2 hele dage tilbage på øen, samt mandag formiddag.