Ødelagte pinseplaner, en brækket arm og en tabt cykel

Allerede ved årsskiftet lagde vi pinseplaner ind i kalenderen. Skæbnen ville så, at mit årlige besøg i Sønderjylland, var nødt til at foregå fredagen før pinse, og tilmed sidst på dagen samt om aftenen. Det betød at jeg ikke kunne være hjemme igen før langt over midnat, så vi ændrede planer og tog på tur med campingvognen til det jyske og indlogerede os på Sønderballe Strand Camping. Derfra var der kun 40 min. kørsel til mit job.
Vi ankom i god tid, for at stille op, da det første problem meldte sig. Batteriet til fjernbetjeningen var åbenbart løbet tør for strøm. (Det virkede herhjemme) Da det var et meget kuperet terræn, og vi skulle op på kiler, var det ikke noget vi kunne gøre pr. håndkraft, så jeg gik mig en tur, mens Allan kørte efter batteri. Campingpladen ligger rigtigt smukt, højt oppe, med udsigt over vandet. Det samme gør mange af husene.
Det var stadig solrigt og dejligt varmt. Vi fik opstillet vognen og sat forteltet på, og jeg gjorde mig klar til at køre på arbejde, mens Allan nussede rundt med pløkke og underholdt sig selv, til jeg igen var hjemme ved 21:30 tiden, hvor temperaturen var faldet drastisk.
Næste morgen, så det ikke bedre ud. Gråt, koldt og vådt, så vi besluttede at tage på udflugt i bilen og lade cyklerne stå. Vi havde jo flere dage at tage af.
Det nymodens udstyr, loven forlanger, der skal være i nye biler, fortalte at dæktrykket var lavt i højre baghjul. Da det endelig lykkedes os at finde en tankstation, der havde et dæktryksapparat, kunne det ikke nå ind til ventilerne. Til sidst lykkedes det dog at finde et sted. Herefter kørte vi ud og fik os nogle andre oplevelser, af den lidt sjovere slags, men mere om det, og at vi afbrød campingturen før tid, i et senere indlæg.

Jeg springer i stedet til hjemturen.
Da vi sætter os i bilen, fortæller displayet, at der nu er for lidt dæktryk i højre forhjul. Der røg et par eder ud af Allans mund. Der måtte være noget i vejen med bilen, for det var da aldrig sket før. Havde det været en lidt ældre bilmodel, uden al det nymodens elektronik, havde vi kørt uden at opdage noget som helst, men med en rød lampe der lyser, må man nødvendigvis handle på det ved første tankstation. Der var bare det ved det, at vi ikke mødte nogen de første mange kilometer, og når vi gjorde, var problemet det samme, som skrevet ovenover. Vi holdt os fra motorvejen, for det første, var der nok større sandsynlighed for at møde flere tankstationer der, og for det andet skulle vi ikke ud og udfordre skæbnen med en campingvogn bagefter. Det lykkedes også at få luft i dette hjul. Det var selvfølgelig midt under dette arbejde, himlens sluser pludselig, igen, åbnede sig, så jeg måtte ud og agere paraplyholder så Allan ikke fik ødelagt sine høreapparater.   
I mellemtiden havde vi besluttet, at vi, så vidt det var muligt, ville undgå motorvejen hele vejen hjem. Tage et gensyn med de sydfynske alper, og i det hele taget bare nyde udsigten langs de små veje i stedet. Den beslutning skulle vise sig at være en, vi på mange måder, var rigtig glad for vi havde truffet. 

Da vi når Kolding, kører der en bil op på siden af os på en ret trafikeret hovedvej. Begge personerne i bilen vinker og gestikulerer kraftigt mens de peger bagud. De ser Allan forstår vinket, og de forsvinder udenom. Der var ingen vejrabat, men Allan kører alligevel ind til siden og sætter katastrofeblinket til. Jeg siger, du kan da ikke holde her! Det bliver jeg da nødt til, siger han og står ud, mens jeg siger, pas nu på ikke at blive kørt ned. Da han når om bag campingvognen, ser han straks, at der mangler en cykel. Den ene arm er brækket af stativet på cykelholderen.
I samme øjeblik kører en anden bil ind bag os og spørger, om vi mangler en cykel… Ja, siger Allan... Der står en cykel med en arm på, omkring tyren nede ved havnen. Cyklen er stillet op ad en hæk… Sjovt nok var den selv samme tyr et samtaleemne mellem Allan og mig, da vi kørte forbi, så det havde vi helt styr på hvor var, men vi var efterhånden kommet ret langt væk derfra. Vi måtte finde et sted at dreje af og finde tilbage til havnen.
Minsandten om ikke cyklen stod som beskrevet, og tilsyneladende i hel stand. Den var i hvert fald ikke krøllet sammen. Jeg kunne trække med den helt uden problemer. Vores cykelstativ har plads til 4 cykler, så der var flere ledige arme at tage af, og Allan fik flyttet lidt rundt på beslagene, og vi fik læsset cyklen og kom hjem uden flere uheld. Vi er glade for at ingen kom til skade. Det kunne være gået så grueligt galt og endt meget anderledes. Man har lov at være heldig, og det må vi sige, at både vi og vores medtrafikanter var. Cyklen og tilbehøret har dog taget en del skade. Der skal bl.a. et nyt hjul til, men også andre reservedele. Tænk hvis cyklen var fløjet igennem en bilrude eller havde ramt folk på gaden. Det er uhyggeligt at tænke på, hvad det kunne have forårsaget. Vi priser os lykkelige over, at der kun er sket materiel skade.