Rod – så enkelt kan det siges

I den tid mor har boet her, har vores hjem set en del anderledes ud end det plejer. Omrokering af møbler. Ekstra stole, som ikke plejer at være inde i huset, så hende den kortbendede mor kunne nå gulvet, samt selvfølgelig alt det der hører med til at huse en ekstra person, der ikke skal flytte permanent ind. Billedet er solopgangen tirsdag morgen.
Tordag aften havde mor besluttet, at hun lige så godt kunne være hjemme hos sig selv, også selvom soveværelset ligger på 1. sal og toilettet/badeværelset i stuen. Hun mente, vi efterhånden skulle have lidt fred for hende, så vi kunne få vores normale hjem tilbage. Jeg kørte mor hjem, og vi fik sat møbler på plads igen. Så skulle alt være i den skønneste orden igen. Det er det bare ikke.
Jeg roder. Symaskinen, syæsken og alt mit stof flyder stadig på stuebordet. Jeg havde nemlig planer om at sy noget mere. Jeg har gang i hækletøj i stuen. Jeg har hevet flere poser garn frem, som står i gangen, mens jeg leder efter et mønster til at strikke noget der passer til hende den vanskelige mig selv. Jeg har været i garnbutikken for at købe et mønster og supplerende garn, men intet er fundet godt nok til fruen. Faktisk har jeg brugt rigtigt meget tid på at nå frem til absolut intet.
Kniplebrættet ligger og flyder i køkkenet. Ialt har jeg været afsted til tre knipleaftener. I tirsdags blev jeg sat i gang med min 2. prøve. Denne gang 20 pinde, altså dobbelt så mange som jeg startede med. Jeg knipler, trevler op, knipler trevler op i en uendelighed. Hvor svært kan det lige være! Rigtigt svært, vil jeg bare sige. Jeg fatter ikke de arbejdstegninger. Jeg kan ikke se hvad jeg skal, men jeg kan se det er forkert. Alle ‘trøster’ mig med, at de havde nøjagtig samme problem da de startede. Jeg må vente til tirsdag, hvor jeg igen kan få hjælp. Faktisk er der kniplemesse i Slagelse denne weekend.
Jeg har længe ønsket mig de sidste 4 bøger, men har ikke kunnet skaffe dem. Fik dog, med hjælp fra Ditte fat i en, men manglede stadig 3. En sød pige har nu fundet dem hos Pensum og foræret mig dem. De ligger også fremme, fordi jeg selvfølgelig skal læse dem, men har bare ikke nået det. 
Drivhuset er stadig fyldt med masser af peberfrugter, som jeg faktisk ikke vidste hvad jeg skulle gøre ved. Jeg har både syltet og lagt i fryseren, og det bliver ved med at vælte frem. Hele min opvaskebalje blev fyldt til randen. Jeg måtte kunne langtidsbage dem, som jeg gjorde med de sidste tomater. Det er hermed gjort, men hvordan de smager vil tiden vise. Nu har jeg hevet den ene peberplante op, og den anden må snart følge efter. 
I aften er vi inviteret til spisning hos vennerne, så jeg er stukket af fra hele roderiet. I morgen må jeg se at træffe nogle beslutninger, så noget af det rod kan blive fjernet.