lørdag den 26. oktober 2013

Rod – så enkelt kan det siges

I den tid mor har boet her, har vores hjem set en del anderledes ud end det plejer. Omrokering af møbler. Ekstra stole, som ikke plejer at være inde i huset, så hende den kortbendede mor kunne nå gulvet, samt selvfølgelig alt det der hører med til at huse en ekstra person, der ikke skal flytte permanent ind. Billedet er solopgangen tirsdag morgen.
P1130736 Tordag aften havde mor besluttet, at hun lige så godt kunne være hjemme hos sig selv, også selvom soveværelset ligger på 1. sal og toilettet/badeværelset i stuen. Hun mente, vi efterhånden skulle have lidt fred for hende, så vi kunne få vores normale hjem tilbage. Jeg kørte mor hjem, og vi fik sat møbler på plads igen. Så skulle alt være i den skønneste orden igen. Det er det bare ikke.
Jeg roder. Symaskinen, syæsken og alt mit stof flyder stadig på stuebordet. Jeg havde nemlig planer om at sy noget mere. Jeg har gang i hækletøj i stuen. Jeg har hevet flere poser garn frem, som står i gangen, mens jeg leder efter et mønster til at strikke noget der passer til hende den vanskelige mig selv. Jeg har været i garnbutikken for at købe et mønster og supplerende garn, men intet er fundet godt nok til fruen. Faktisk har jeg brugt rigtigt meget tid på at nå frem til absolut intet. P1130749
Kniplebrættet ligger og flyder i køkkenet. Ialt har jeg været afsted til tre knipleaftener. I tirsdags blev jeg sat i gang med min 2. prøve. Denne gang 20 pinde, altså dobbelt så mange som jeg startede med. Jeg knipler, trevler op, knipler trevler op i en uendelighed. Hvor svært kan det lige være! Rigtigt svært, vil jeg bare sige. Jeg fatter ikke de arbejdstegninger. Jeg kan ikke se hvad jeg skal, men jeg kan se det er forkert. Alle ‘trøster’ mig med, at de havde nøjagtig samme problem da de startede. Jeg må vente til tirsdag, hvor jeg igen kan få hjælp. Faktisk er der kniplemesse i Slagelse denne weekend.
Jeg har længe ønsket mig de sidste 4 bøger, men har ikke kunnet skaffe dem. Fik dog, med hjælp fra Ditte fat i en, men manglede stadig 3. En sød pige har nu fundet dem hos Pensum og foræret mig dem. De ligger også fremme, fordi jeg selvfølgelig skal læse dem, men har bare ikke nået det.  P1130756
Drivhuset er stadig fyldt med masser af peberfrugter, som jeg faktisk ikke vidste hvad jeg skulle gøre ved. Jeg har både syltet og lagt i fryseren, og det bliver ved med at vælte frem. Hele min opvaskebalje blev fyldt til randen. Jeg måtte kunne langtidsbage dem, som jeg gjorde med de sidste tomater. Det er hermed gjort, men hvordan de smager vil tiden vise. Nu har jeg hevet den ene peberplante op, og den anden må snart følge efter. 
I aften er vi inviteret til spisning hos vennerne, så jeg er stukket af fra hele roderiet. I morgen må jeg se at træffe nogle beslutninger, så noget af det rod kan blive fjernet.

18 kommentarer:

  1. Pia,,,,, heldigvis er der. ingen der løber med dit rod .........

    SvarSlet
    Svar
    1. Næh, rod kan man være helt sikker på at man kan få lov at beholde i fred :-)

      Slet
  2. Festlig beskrivelse af den kreative proces. Det er skønt at kunne fordybe sig i en hel masse og glemme tid og sted og bagefter vågne op til "alt rodet".
    God søndag :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er lige nøjagtig det, der sker. Jeg glemmer fuldstændig alt om det jeg har sat i gang alle de andre steder.
      Tak, og da jeg starter på oprydningen i dag, opdager jeg, at fryseren der er blevet byttet på garantien, igen, igen er utæt, så endnu mere rod ;-)

      Slet
  3. Jeg synes, det lyder helt hyggeligt :-) Det er da bedre at have planer end slet ikke at have nogen. Tænk, hvis du sad og kedede dig :-)
    Hilsen til mor og fortsat god bedring, håber hun klarer sig hjemme.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg hygger mig skam også gevaldigt. Planer løber jeg vist aldrig tør for, de vælter jo frem hele tiden :-) Jeg her flere end jeg nogensinde kan få mulighed for at udføre.
      Tak, mor klarer sig forrygende og får besøg hver dag af et af hendes 4 børn, og så er der jo alt det hun selv render til.

      Slet
  4. Man må gerne rode, når man bare hygger sig med sine hobbies. Jeg kende det fra mig selv, når jeg er i gang med min hobby, så er hele arbejdsværelset fyldt med gamle papirer og billeder, og det er bare herligt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Man kan ikke lave noget, hvis ikke man må rode, men det behøver ikke at rode på alle husets kvm i flere dage eller uger, når man bare finder noget nyt at beskæftige sig med.

      Slet
  5. Den slags rod er da helt i orden. Det synes jeg i hver fald. Jeg kalder det liv i hytten :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er enig så lang, at man skal kunne se der bor mennesker, der må være der, men så meget rod i alle husets rum bliver lige i overkanten. Fjern unødig rod og få ro i det indre, så har jeg det bedst ;-)

      Slet
  6. Festlig læsning om rod (og ubeslutsomhed, som du nok selv aner). Den vigtigste sætning er: Faktisk har jeg brugt rigtigt meget tid på at nå frem til absolut intet. Mon ikke du har beskæftiget dig mere med din mor end du tænker?
    I øvrigt spises elefanter ved at tage en mundfuld ad gangen!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg tog den beslutning at alt (det meste) blev ryddet væk, så kan jeg jo altid starte forfra en anden dag ;-)
      Nej, mor behøver jeg ikke beskæftige mig med, udover når jeg besøger hende, eller har lovet at klare noget for hende. Når/hvis man ringer til hende tager hun ikke telefonen fordi hun er ude at føjte. Mobilen lader hun ofte blive hjemme, så man kan jo gå og være urolig altid. Det vælger jeg så ikke at være. Hun sender en sms, eller ringer, når hun ser der har været bud efter hende.
      Haha... Jeg tager nok et par mundfulde ad gangen ;-)

      Slet
  7. Pia, det er altså ikke rod! Det er hygge. Det er flid. Det er en måde at abstrahere fra noget andet på. Det viser, som Susanne siger, at her bor der rigtige mennesker. Man må gerne have flere ting i gang samtidig og gå fra det ene til det andet. At ting ligger fremme, viser bare, at man er et aktivt menneske :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det ER hygge så længe man arbejder på sagerne, men når man indser, at der alligevel intet sker, er det rod ;-) Jeg kan slet ikke lade være med at have flere ting i gang samtidig. Man kan jo også lade haveredskaber, støvsuger, gulvspand osv. stå fremme altid :-)

      Slet
  8. Jeg synes også, at det lyder hyggeligt. Man ved sikkert bedst selv, hvornår det har taget overhånd! Det er herligt at have planer, og jeg er sikker på, at du får dem udført lidt efter lidt. God mandag!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er det også, så længe der sker noget. Når man ikke leger med det mere, skal der ryddes væk, som jeg lærte ungerne :-)
      Jeg skal nok nå en del af planerne, jeg tager de sjoveste og vigtigste først :-)
      Tak i lige måde.

      Slet
  9. Åh, hvor er det godt at vide, at jeg ikke er alene om den slags rod... ;) Det skal jo være skidt før det bli'r godt ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg roder gevaldigt mens jeg arbejder eller leder efter arbejde. Der er ryddet op igen :-)

      Slet

Alle kommentarer bliver værdsat. Dit fodspor er med til at sætte liv på bloggen :-)