onsdag den 15. august 2012

Ferie på Ærø - 3. del

Helt derude på spidsen af Ærø, ligger Skjoldnæs Fyr. Vi turde ikke satse på at lægge flere km ovenpå cykelturen, så derfor startede vi bilen og begyndte udflugterne fra den anden ende af øen.
IMG_7551 IMG_7559   
Der var selvbetjening, for at komme op og i fyret. Selvfølgelig kravlede vi op, og fik det helt store overblik over golfbanen på alle sider. De små golfspillere i nederste venstre hjørne af billedet. Fyn var også at se i horisonten. På trappen var der ikke plads til modgående trafik, så dem lod vi lige komme op først inden vi begyndte nedstigningen. Man må sno sig for at komme rundt på de 57 trappetrin. Derefter gik vi en tur ned, til stranden og så lidt af naturområdet Næbbet.
IMG_7572 IMG_7573
Som sædvanlig tog vi de fleste sideveje, og kom ud i krogene. Vi håber altid på, at der dukker noget spændende op. Vi besøgte også den store gårdbutik i Bregninge, som ligner den på Samsø.
IMG_7505 IMG_7582
Voderup Klint måtte også undersøges. Der skulle vi også forcere en masse trapper, inden vi nåede helt ned til vandet. 
IMG_7591 IMG_7594
Sct. Albert kaldte også, der var der gang i høsten, mens skarverne sad og tørrede sig på bundgarnspælene i vandet.
IMG_7603 IMG_7611
Kleven Havn, ved Ommel, på den modsatte side af øen er en af øens små glemte perler, med en interessant historie og med minder fra havnens storhedstid. 
Kleven Havn Kleven Havn
Vi mente vi havde set hele øen, så vi kørte tilbage til Marstal, og gik lidt rundt.
IMG_7624 IMG_7648
Da Allan så, at Turistbureauet havde åbent, gik han ind, for at kigge, og jeg fugte efter. Den ansatte spurgte selvfølgelig, om hun kunne hjælpe med noget, men vi skulle bare kigge, fordi vi egentlig var på vej hjem. Hvorefter hun spørger har I set….  har I set… Ja, kunne vi sige til alt hvad hun nævnte, lige bortset fra Søfartsmuseet, som vi med vilje havde valgt fra. Det er ikke lige der min største interesse ligger.
IMG_7703
Vi vinkede farvel til Ærø, men ikke til solen, den fulgte os nemlig hele vejen fra Marstal til Rudkøbing, videre over Langeland. Samt fra Spodsbjerg til Tårs, og vi nød synet hele vejen begge to. Resten af vejen hen over Lolland til bopælen havde vi det smukkeste syn. Jeg i horisonten, og Allan måtte nøjes med at se det hele i sidespejlene. Det ville have været flot med en dokumentation fra min side. Jeg forsøgte, men det lykkedes desværre ikke. Da vi kom af motorvejen, og kunne holde stille, var det blevet for mørkt, til at tage billeder uden stativ, men billederne på nethinden har vi da. 

14 kommentarer:

  1. Tusind tak for din dejlige historie og din dine dejlige billeder fra Ærø; jeg har fået rigtig meget lyst til at komme der selv på cykel og med telt...

    SvarSlet
    Svar
    1. Velbekomme :-) Det er også alletiders sted at holde cykelferie, og der er masser af gratis campingsteder, når man er på den ferieform, også nogen med fine badefaciliteter og madlavningsmuligheder, og så vil du kunne se stjernehimlen :-)

      Slet
  2. Hej igen :-) Tak for endnu en dejlig dokumentation. Det er sjovt at læse om de steder, vi færdes i til hverdag. Stederne virker helt anderledes, når man læser om dem, end når man BARE bor der og ser det ofte. Måske - glemmer vi andre helt at lægge mærke til det. Men sådan er det jo gerne.
    Jeg får lyst til en køretur, hvor jeg ser det hele med dine øjne. Men fyret går jeg altså ikke op i, jeg har højdeskræk. Har kun været der een gang.
    En dejlig dag til Jer to - og tak. Knus.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Johanne :-)
      Der kan godt være lidt om det Aase Gjødsbøl Krogh skriver i sangen, "De nære ting" At man ser ikke skønheden hvor man bor.
      Jeg vil håbe I kan komme på endnu en lille tur, og der er sikkert heller ingen der tvinger dig op i fyret :-)
      Tak, og en dejlig aften til jer og knus fra os.

      Slet
  3. Det lyder som en virkelig indholdsrig miniferie, I gav jer selv på Ærø. Har I nogen til at vande jeres drivhus, når I er væk? Eller har I automatiseret det hele, som vi gerne vil?

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var det også :-)
      Normalt er det Mads og naboen der passer hus for os, men M. sejlede rundt i Gibraltarstrædet, og naboen var på Fyn. Søster var i Tyskland, Mark i Holbæk, så vi var lidt uheldige, men jeg fyldte et par store flasker med vand, satte ned ved hver plante, med bunden opad, og havde lukket vinduerne op. Det virkede fint de par dage vi var afsted.

      Slet
  4. Kære Pia:)
    Tusind tak for en skøn skøn tur. Og vidunderlige billeder,lige det jeg havde brug for i dag:)
    Igen tusind tak.

    Knus og kram herfra

    SvarSlet
    Svar
    1. Velbekomme og tak :-)
      Lidt opmuntring og dejlige ting, har vi alle brug for. Nogen gange mere end andre.

      Slet
  5. Ih hvor var det godt, at I kom ud til - og op i fyrtårnet :-D Vi var der for 4-5 år siden, en dejlig sommeraften, og jeg syntes, at der var helt fortryllende. Og sikke meget I har set. Sjovt også at læse Mosekonens kommentar om, hvordan man glemmer at lægge mærke til det hele, når man BARE bor der til daglig. Sådan har vi det vist også med vores fine midtjyske søhøjland ...
    PS: Gemalen fik skam også cyklet meget i sin tid, men havde lidt svært ved at finde gode ruter, da rigtigt mange sideveje ender blindt ude ved kysten.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja ikke! :-)
      Jeg er ellers meget bevidst om, at vi bor på en skøn plet :-) men jeg ved godt hvad du mener. Når vi kommer hjem fra en længere ferie, lægger vi meget mere mærke til det hele, end vi gør i dagligdagen.
      Selvfølgelig cyklede han :-) De blinde veje har vi også mødt et par stykker af.

      Slet
  6. Tak for turen til Ærø.
    Hvor er det egentligt mærkeligt at man ikke får set det man er tæt på..
    Jeg har aldrig sat mine ben på Ærø - og der ser ellers så kønt ud!
    Men I har virkeligt fået noget ud af det!!

    SvarSlet
    Svar
    1. Velbekomme :-)
      Ja, sådan går det ofte. Vi synes selv vi er gode til at få fyldt vores ferier ud, og det vigtigste er jo, at vi selv er tilfredse :-)

      Slet
  7. Jeg har med fornøjelse læst de 3 indlæg om ferien på Ærø. Dejligt vejr og dejlige billeder. Sidst jeg var på Ærø var i 1994 i en vældig hedebølge, men det er fornøjeligt at besøge de små øer, hvor det hektiske liv vist ikke trives så godt som i storbyerne.

    SvarSlet
    Svar
    1. Vejret var med os på hele turen.
      De små øer og landdistrikterne er klart at foretrække, frem for mylderet i storbyerne, synes vi. Vi skal have luft og højt til himlen, og ikke pakkes som sardiner i dåse :-)

      Slet

Alle kommentarer bliver værdsat. Dit fodspor er med til at sætte liv på bloggen :-)