Telefonsamtale på arbejdet

Da telefonen ringer, siger jeg som altid:
Firmanavn, det er Pia
I den anden ende bliver der liret en lang smøre af, hvor jeg ikke fanger ret meget af det, efterfulgt af… Laver du løn?
Ja.
Godt. Jeg har lige rettet i lønnen (hun taler videre, mens jeg prøver at stoppe hende)
Så tror jeg ikke, det er mig du skal tale med, siger jeg. Jeg laver selv vores løn.
Ja, det er jo derfor jeg spurgte, om du lavede løn, siger personen i den anden ende, allerede lettere irriteret.
Der er ingen andre end mig, der laver løn, siger jeg.
Det er jo derfor, jeg har rettet i den, siger hun.
Jamen, ingen kan rette i mine lønindberetninger.
Det er jo det, jeg prøver at sige, jeg lige har gjort.
Det er altså ikke mig, du skal tale med. Hvem skal du have fat i? (må jeg skynde mig at spørge i samme åndedrag.)
Den der laver løn.
Det gør jeg, men hvem tror du, du har ringet til? Jeg venter heller ikke på svar her, men siger dette er XXX.  Jeg tror altså stadig, du har fået forkert nummer.
Endelig blev der meget stille i den anden ende i en rum tid, hvorefter hun fortsatte. Jeg skal have fat i den, der indberetter løn til Fløs for X – kirkekasse.
Det er ikke mig. Vi har intet med Fløs og kirken at gøre.
Hvem har så?
Det ved jeg ikke, men det er ikke os.
Er det telefon xx xx xx xx, jeg skal ringe til? Nej, siger jeg, det er vores telefonnummer, og vi har intet med kirkeløn at gøre.
Hvor skal jeg så ringe hen?
Det ved jeg desværre ikke. Jeg kan ikke hjælpe dig.
Hvorfor står jeres telefonnummer så her?
Det ved jeg ikke. Nogen må have skrevet forkert. Det har intet med os at gøre, og har aldrig haft det.
Så sletter jeg det nu.
Ja. tak.














Da jeg cyklede hjem, havde jeg nær kørt denne lille fyr ned, da jeg kom om hjørnet. Den sad musestille. Jeg tror ikke den er helt rask, men den løb dog, da jeg hoppede af cyklen og begyndte at tage billeder af den.