Jeg synes jævnligt, vi står i et dilemma, om hvornår vi skal vise vores deltagelse i en eller anden sammenhæng, så som mærkedage og lignende, eller om vi skal forholde os helt passive. Vi når selvfølgelig altid frem til en beslutning, ved en dialog her i huset, men nogen gange er den altså sværere at træffe end andre. Det er ikke længe siden vi sidst stod i sådan en situation, og nu har vi altså lige stået i den igen. Da min faster døde, levede min far, og selvfølgelig var de til bisættelse, det var jo fars søster. Og da Allan og jeg, sammen med mine forældre, var inviteret til familiedag med almindelig god mad hos faster og onkel sammen med to af deres børn, ganske få dage før døden pludselig, og helt uden varsel indtraf, så deltog
Jeg har nogle få, men meget stærke og gode minder i forbindelse med faster og onkel. Bl.a. fra de fester mine forældre har holdt, og et par besøg på gården i min barndom, men også dette kort, og især omstændighederne omkring det, men ellers må jeg tilstå, at det ikke er den del af familien vi har været mest sammen med i min opvækst.
Siden jeg begyndte at blogge, har jeg så lært Ellen meget bedre at kende. Hun var den eneste af børnene, der ikke deltog i familiedagen på gården, da hun og John var i Sverige. Det var ellers meningen, at de skulle komme og hilse på, men de ringede og sagde, at det blev for sent. Da vi var børn og mødtes hos vores bedsteforældre, ville Ellen ikke lege med mig :-)
Vores beslutning endte altså med, at vi deltog ved bisættelse i Solrød landsbykirke i dag, hvor rigtig mange mennesker var mødt op, for at sige et sidste farvel. Vi samledes derefter i et nærliggende forsamlingshus, og Ellens datter C. holdt en meget smuk og rørende tale, eller et digt, som hun kaldte det. Jeg måtte have lommetørklædet frem, og jeg var bestemt ikke den eneste.
Nu ved jeg, at vores beslutning om at deltage var helt rigtig, for jeg har en rigtig god mavefornemmelse.
Nogen gange må man bare træffe en beslutning Pia, men når beslutningen efterlader en god mavefornemmelse er det en bekræftelse på at det var den rigtige beslutning.
SvarSletI kærlige tanker, god Onsdag aften.
Jeg tror at Ellen sætter rigtig meget pris på at I deltog, også selvom hun ikke ville lege med dig da i var børn..;) Godt at det blev en fin bisættelse...En god aften til jer..
SvarSletMichael.... Ja, det må man faktisk ret tit, hvis ikke det er andre der styrer ens liv :-)
SvarSletGod aften til dig også.
Annemarie.... Det tror jeg også hun gør. Og vi tager bare revanche nu, det er helt sikkert også meget sjovere :-)
SvarSletOgså god aften til de nygifte :-)
Jo, jeg kender det godt, men det vækker oftest glæde når man deltager, selvom det er 'langt ude', så på den led er det svært at gøre noget forkert.
SvarSletJeg er sikker på at Ellen har været meget glad for jeres deltagelse i dag :-)
Ja, jeg tror de fleste kender den situation.... den store slægtsfølelse er på retur og derfor er der mange som oplever den tvivl som du beskriver.
SvarSletHvis man er i tvivl, så mener jeg selv, at det er bedre at komme én gang for meget end én for lidt.
Hvor var det tarveligt, at Ellen ikke ville lege med dig, hehehe........ ;-)
Ditte....Det har jeg heldigvis også erfaret, og jeg er ikke mere i tvivl om at det var det rigtige at deltage :-)
SvarSletJens.... Jeg tror heller ikke, at jeg er helt alene om de tanker.
SvarSletJa, det var, og hun kan ikke engang huske det :-)
Mavefornemmelser er som oftest helt rigtige.
SvarSletNej, hende Ellen kan ikke engang huske, at hun ikke gad lege med dig. Men faktisk tror jeg ikke, at jeg gad lege med ret mange overhovedet, da jeg var barn. Jeg ville hellere læse bøger, hvilket ingen andre børn kunne forstå.
Men de har ret alle de, der kommenterer: jeg/vi var meget glade(e) for at se jer i dag. Og hvis du har en god maveforenemmelse, er det godt og helt rigtigt. Nogle er bare sene startere, og jeg er nok en af dem.
Dit indlæg får mig til at tænke på at formanden for Helsinge Fjernvarmeværk døde, familien inviterede alle socialdemokrater med til kirken og gravøl i menighedshuset, og jeg spurge en bekendt - kan jeg gå med? Det er da for meget, men nej, det var ikke for meget, og jeg fik talt med bekendte og fik nye bekendte, og lyttede på familiens rørende beskrivelse af den far, der var død af en kræftsygdom, som han lige til det sidste havde kæmpet imod. Nej, jeg fortrød heller ikke, jeg kender det godt :)
SvarSletJa nogle gange er det ikke så nemt at beslutte hvad man skal deltage i, og hvad man ikke skal.
SvarSletDet lyder som om I tog den rigtige beslutning. :-)
Ellen.... Det er jeg ikke i tvivl om I var.
SvarSletVi har før været omkring emnet leg, og du sad helt rigtig begravet i en bog :-)
Jeg synes bare det er sjovt som ting kan udvikle og ændre sig i alle retninger.
Donald..... Inden du tog afsted, har du altså også haft nogle overvejelser. Andre gange er man overhovedet slet ikke i tvivl. Jeg har altså heller aldrig oplevet, at jeg var uønsket :-)
SvarSletInge.... Det er det nemlig ikke. Heldigvis træffer man næsten altid en rigtig beslutning :-) Og vores var helt rigtig.
SvarSletJa, Pia, Det er helt sikkert at man skal følge sine fornemmelser. Den gang jeg var lille, hed det instinkter. Idag hvor jeg er endnu mindre, hedder det mavefornemmelser. Gad vide hvad det hedder når jeg........ nårhhh det var jo ikke det, det drejede sig om hehe.. Det kan være en vanskelig situation det at tage en beslutning... ^¿^
SvarSletMariane... Instinkt, er i min verden, noget man bare gør uden at tænke dybere over det. Mavefornemmelser er noget der tænkes over :-)
SvarSletOg så ville jeg gerne lave sådan et sødt og sjovt ansigt, som du har lavet, men det kan jeg ikke finde ud af :-(
Pia, jeg kender det godt og især efter jeg er flyttet herned. Grundet transporten bliver der sorteret lidt mere i arrangementerne, selv om vi selvfølgelig gerne vil deltage i det hele.
SvarSletMen hernede er normen en helt anden, end jeg er vant til. Jeg forbavses jævnligt, når jeg hører hvad der mødes op til. Et enkelt ekspempel, en kollegas fars dødsfald, vel og mærke et menneske man aldrig nogensinde har mødt og naboers forældre, også mennesker man aldrig har set.
Selvfølgelig skal man forsøge at indordne sig under forholdene i det land man nu er i, men i netop denne forbindelse, der holder jeg på hvad jeg er vant til hjemmefra.
Men hvor er det godt at læse, at jeres mavefornemmelse gjorde, at I tog afsted og senere havde det godt med at I havde gjort det. Det er altid dejligt.
En rigtig god weekend til dig.
Annette.... Med den afstand forstår jeg udmærket din beslutning. Det andet synes jeg straks er sværere, hvis kollegaen eller naboen står én meget nær, KUNNE jeg godt finde på at møde op, men så er det også lidt andet, end det du nok tænker på.
SvarSletDet er heldigvis ikke alt, man behøver at ændre på, fordi man flytter til et andet land :-)
Det var det helt rigtige vi gjorde.
Tak, og rigtig god weekend til dig også :-)