Rideulykke og tandløs til konfirmationen

Camilla skulle konfirmeres Store Bededag 1997, men lørdag den 19. april, weekenden før den store dag, var hun cyklet ned til veninden, som så mange gange før, for at ride. Camilla var bidt af heste – også i bogstaveligste forstand - men det er en helt anden historie. 

Jeg var i fuld gang med alle forberedelserne til konfirmationen, da veninden ringer og siger, at Camilla har slået en tand ud, og om vi kunne komme og hente hende. Jo, jeg hørte godt hvad hun sagde, men beskeden trængte åbenbart ikke ind, sådan for alvor. Det var jo en ganske rolig samtale, uden panik gråd eller noget andet hysteri. Allan hentede Camilla, jeg havde frygtelig travlt, og Allan elsker at køre bil. Først da de kom hjem med fortanden i et stykke køkkenrulle, gik det for alvor op for mig, at det var helt galt. Camilla var ganske rolig, og sagde, jamen det sagde L….. da. Ja, men jeg havde da i min vildeste fantasi ikke forestillet mig, at pigen kom hjem med tanden i hånden, og læber så store som en kongonegers. Pigerne havde også brugt tid på at lede efter tanden, og oven i købet fundet den. Jeg ringede til tandlægevagten, hvor jeg fik besked om, at jeg kunne ringe igen på mandag. På mandag! Det kan du da ikke mene, sagde jeg, det er jo kun lørdag, og jeg står her med en 14-årig piges fortand i hånden. Jo, jo, det mente hun skam. Samtalen var ikke så kort som her, men der var intet at gøre. Jeg forlangte at tale med den øverste i hierarkiet, hvad der selvfølgelig ikke kunne lade sig gøre. Jeg blev meget gal, og blev allernådigst stillet om, men det blev det ikke anderledes af. Jeg var rasende og tænkte, det kan bare ikke være rigtigt det her. Hvad i himlens navn, har vi så tandlægevagten til, hvis de ikke træder til i sådan en situation.
Jeg ringede til skadestuen, men der fik jeg at vide, at jeg skulle ringe til tandlægevagten, fordi der skulle en tandlæge til at tage sig af den slags. Jeg fortalte historien. At jeg var blevet afvist, og regnede med at skadestuen kunne tilkalde eller henvise til en tandlæge. Det kunne de desværre ikke. Jeg var simpelthen lige ved at koge over af raseri.
Min egen tandlæge kunne jeg ikke få fat i, men heldigvis vidste jeg hvad chefen for skoletandlægen hed, og hvor han boede privat, så jeg ringede til ham, og fortalte historien, selvom vi slet ikke kendte hinanden. Han var faktisk på vej ud af døren til noget familiefest, men han sagde ret hurtigt, kør til skadestuen, og hvis I kommer før mig, så sig I har en aftale, og at jeg er på vej. Jeg kommer så hurtigt jeg kan.
På vej til skadestuen, var Camillas eneste kommentar: ”Jeg skal ride igen”
Vi ankom før tandlægen, og det arbejde tandlægen skulle udføre, kunne han ikke klare alene. Der skulle en assistent til, altså en af os forældre. Det var jeg blevet informeret om i telefonen. På vej til skadestuen, blev det så aftalt, at det i første omgang skulle være mig. Sådan noget ville Allan bare ikke. Nu har jeg prøvet at besvime før, som bloddonor, så jeg kendte symptonerne, og havde givet Allan kodeordet, som betød, at han skulle tage over nu, hvis ikke jeg skulle gå i brædderne med et brag. Vi havde ligesom ikke brug for mere opstandelse. Det blev nødvendigt, at Allan overtog, mens jeg nåede ud af døren og fik hovedet ned mellem benene en tid. Vi tilbragte rigtigt mange timer på skadestuen den dag, og kun tiden ville vise om tanden ville slå rod igen. De 4 midterste fortænder havde alle taget skade, og var løse, så der kunne ikke sætte bøjle på, noget Camilla i øvrigt også blot lige var sluppet af med til den store dag. Hele tandrækken blev limet fast i en stor tyk limskinne. Derefter var det flydende kost i flere uger, også til konfirmationen. Det var i det hele taget svært for hende at få noget at spise, men der gik ikke mange dage efter konfirmationen, før hun igen sad på en hest og fortsatte med sin ridning, til jagtridning i fuld galop og farefulde spring med veninden. Og de heste hun satte sig op på blev bestemt ikke mindre.
Vi, og hun, har brugt mange timer hos specialtandlæger, der er hidkaldt til vores område, for at klarlægge, hvad der skulle og kunne gøres med tanden, men ingen kunne tage endelig stilling til noget, før hun var fyldt 18-20 år, da tandsættet skulle være fuldt udviklet. Senere har hun selv været til flere tandlæger i hovedstadsområdet, men der er stadig ingen der vil, eller tør gøre noget.
Camilla har aldrig siden kunne spise et æble, på normal vis, eller kunne bruge de fire fortænderne til noget med bid i. Det er dog mest kosmetisk, det har generet hende rigtigt meget. Tanden bevirker, at hun ikke smiler med åben mund. Jeg synes dog ikke man umiddelbart ser skavanken. Den sidste behandling, hun fik for et par år siden, lettede lidt på smilet hos den unge dame.
Så længe tanden ikke er faldet ud, vil de få tandlæger, der ellers tør gå ind i projektet, stadig ikke gøre noget.