Skårlægning

af årets første engrapgræs er i fuld gang på jobbet, men det deltager jeg ikke i. Derimod er jeg aktivt med i skårlægningen på egen matrikel. I går morges, inden jeg kørte på arbejde, lavede jeg nogle grovbolle-sandwich klar og stillede i køleskabet. Dette skulle udgøre vores aftensmad. Vi havde aftalt at køre til Rødby, for at lægge, det formentlige meget høje græs ned. Allan havde pakket traileren med redskaber, lavet kaffe, og holdt klar til udrykning, så snart jeg havde parkeret cyklen i garagen. Jeg vil ikke undvære mine daglige cykelture, og slet ikke i det fantastiske vejr.


På vejen til Rødby, står et sødt lille skilderhus. Vist nok bygget af en forælder, så deres barn kunne stå lidt i læ, derude på de forblæste åbne marker, inden skolebussen kom og samlede op. Vi får nemlig ikke busskure, at krybe i ly i, ude på landet. Nu er både bus og skole sikkert også for længst nedlagt der!



Omkring vores sommerhusområde, er nogle af brandhanerne malet som sjove figurer.
Vi nåede frem til grunden, og Allan gik i gang med leen, mens jeg samlede og læssede det afslåede græs. Hvis vi hanker godt op i os selv, kan vi klare de ca.1000 kvm på 2½ time, men vi havde travlt med snak, vandpauser, fordi det var frygteligt varmt, så arbejdet skred kun meget langsomt fremad. Det kørte slet ikke for os som sidste år. Vi tog en pause, selvom det nærmere var spisetid, tog vi os en tår tår kaffe, og en halv sandwich, mens vi fik sveden til at dryppe af. Så kunne vi måske klare lidt igen. 
Leen var nyslebet, og meget skarp, fortalte Allan på vej derud, men åbenbart ikke helt skarp nok, så han sleb ofte. Og da jeg mærkede efter, var den så sløv, at jeg kunne ride på den hjem uden at komme til skade, så han måtte slibe meget mere. Helt godt blev det ikke.

Vi havde også travlt med at følge dyrespor og se deres huler i græsset. Vi prøvede at fotografere en kæmpe enorm myretue. De var meget flittige, så det brugte vi en del tid på at fornøje os med. Nøj, hvor de slæbte, efter jeg fik stukket greben ned i deres bo. Vi fotograferede sommerfugle og andre små insekter, men de zoom-billeder er lige til skrotbunken.



Jeg fik dog skudt en enkelt sommerfugl og nogle flotte, nærmest blå, grankogler. Efter alle de overspringshandlinger, indrømmede Allan blankt, at han ikke orkede at slå hele grunden, inden vi holdt fyraften.
Vi pakkede traileren, med alt hvad vi kunne have med hjem, uden at tabe det på motorvejen, og kørte ned til stranden, og spiste vores medbragte mad. Der sad vi og nød livet og det liv der strøg forbi, samt udsigten til Tyskland, som vi tydeligt kan se fra stranden. I baggrunden skimtes et par færger, hvis billedet klikkes større.
I Rødby er det ligegyldigt hvilken vej man vender øjet, så er der vindmøller overalt. På stranden, ses de også både til højre og venstre.
Vi må tage turen til Rødby igen en anden dag, medbringende en skarp le, og lidt mere energi, så vi kan få klaret det sidste arbejde på grunden.

Skudt af chefen

Nu skal I se, hvad man kan få raget til sig, når man leger med chefen.

Jeg vidste ikke helt hvad jeg gik ind til, men jeg måtte underskrive en aftale, hvor jeg bekræftede at det var på eget ansvar..
Nu render jeg rundt med et kæmpe blåt mærke og en helt lille knude. Heldigvis er det hele ved at forsvinde, men ømt det er det stadig. Jeg har ikke set chefen siden ulykkesdagen, men det er, når ret skal være ret, af helt andre årsager.
Jeg har intet lært af det, jeg glæder mig, til jeg igen skal lege med chefen.

Har du ikke læst hele historien, kan du finde den her

Cykeltur til Klodskovs Fløjtetønde

I går, i det skønne vejr, steg vi på cyklerne, og begav os afsted med den medbragte kaffe, på en cykelrute. På udsatte steder, er det dog muligt for en bil at komme ind, men det meste er kun for cyklister og fodgængere. For det meste giver det helt sig selv, p.g.a. af de smalle stier. En dejlig tur, hvor man oftest er helt alene i pagt med naturen, og måske en enkelt hundelufter, eller to.
Vi har udsigt til vand på hele turen, ja vi kører nærmest i strandkanten hele vejen. På det første billede til venstre, er vi stadig på Lolland, men med udsigt til Falster. De næste to billeder er fra Falster, og på det til højre, kan vi se en del af tunnelen, der fører til Lolland.
Inden vi krydser motorvejen, på helt lovlig vis, står vi og ser på bilerne der drøner op og ned i tunnelen på den ene side af cykelruten, mens stilheden og roen findes på den modsatte side, hvor en mand sidder og fisker, mens de travle bilister drøner afsted lige nedenunder ham i en vejtunnel.
Og lidt længere ude i horisonten ses den sejlende trafik, hvor Lolland kan skimtes i baggrunden og hvor de samme biler kommer til syne. De kan dog ikke ses fra denne side af sundet.
Vi kom frem til Klodskov strand, hvor der findes en lille teltplads, til fri afbenyttelse for overnatning, ved siden af Lys & Fløjtetønden Viktoria. Der er alt hvad man behøver, og man kan endda sidde og se en flot solnedgang. Det er muligt at komme dertil i bil, fra Nyk. F, men så ender turen også for bilister.
Efter at have drukket vores medbragte kaffe, vendte vi næsen hjemad igen. Det blev en tur på 23 km.

Leg, alvor og sommerfest

Som nævnt her, anede jeg og mine kollegaer intet om, hvad der skulle ske til den årlige sommerfest. I fredags spurgte chefen om jeg stadig var frisk “til i morgen”, og da jeg sagde ja, vendte han sig om, men jeg så godt det store smil, han prøvede at skjule. Chefen var meget hemmelighedsfuld overfor os alle, og sagde blot, tag noget gammelt tøj på, du blive beskidt, og svedig. Ikke noget med høje hæle. Der bliver tid til bad og omklædning inden spisning, og selvfølgelig kunne jeg så være en af de 3, der var chauffør og lagde bil til. Vi kørte i kortege efter chefen til Marielyst, hvor der er en stor legeplads for voksne.
Der var strenge regler for denne leg, som vi blev instrueret grundigt i, og vi skulle alle som en skrive under på, at vi deltog på eget ansvar. Nok er det leg, men bestemt også alvor, som der er stor sikkerhed omkring. Vi fik udleveret camouflagedragt, sikkerhedshjelm, gevær og ammunition, og blev opdelt i to hold inden vi blev lukket ind i krigszonen. Så snart krigen blev fløjtet i gang, begyndte adrenalinet mærkeligt nok at pumpe rundt i kroppen. Flere af os talte om, at det var lidt mærkeligt, fordi det føltes så livagtigt, selvom det bare var leg. Mit kamera var udlånt til de to unge piger, som ikke skulle nyde noget af at deltage, så de fik lov at sidde i et tårn, der var omskærmet af et fintmasket sikkerhedsnet. Det afspejler sig i billedernes kvalitet.
Instruktøren havde udstukket de 5 forskellige krigslege, vi skulle igennem. Hvert hold skulle udpege en holdleder. “Mit” holds leder er bare helt fantastisk. Jeg bad ham fortælle konkret hvad jeg skulle gøre, og jeg ville udføre det efter bedste evne.
Vi sneg os ind på fjenden. Vi stormede mod fjenden. Jeg og holdlederen kravlede på mave og albuer gennem en stor del af banen, mellem tidsler, brændenælder, lidt ærgerligt at jeg havde glemt at tage handsker på, og betonrør. Voldgraven kravlede vi udenom. 
I de to første kampe, blev jeg ikke ramt, men i 3. blev jeg skudt af chefen, og han fortalte bagefter, at han kunne have givet mig en hel salve, men han nænnede det ikke. Havde det været en af de andre, så havde han affyret salven, men han syntes det var synd for mig. Jeg sagde til ham, at han også skulle værne om pensionisterne. Det gjorde pænt ondt det ene skud jeg fik i låret, og jeg har et blåt mærke på 5x5 cm og en lille knude. Så jeg er såret. I 4. kamp blev jeg ramt lige i øjet. Hjelmen tog af, så det mærkede jeg intet til, ellers havde jeg også mistet mit øje. Selvfølgelig er det påbudt at bære hjelm i de timer man er på banen.

Efter legen, som varede 2 timer, men slet ikke føltes sådan, bad chefen instruktøren om, at tage et gruppebillede af hele teamet, inden vi blev budt en tår at drikke, ud over det kildevand vi havde måttet nøjes med indtil da.

Hvem der vandt!
Det gjorde “mit” hold selvfølgelig



Næste leg, chefens egen idé, foregik på græsplænen. Denne gang var det piger mod drenge, for at finde ud af hvilket køn, der var det klogeste. To lange tove, der har et afmærket punkt, bliver lagt ud, på plænen. Alle skal gribe om rebet, og må ikke slippe igen, før der er dannet en knude på det afmærkede punkt. Jeg foreslog at løse opgaven, som da jeg legede kluddermutter som barn. Det lykkedes ikke ved første forsøg, men ved andet. Chefen var selvfølgelig mest optaget af drengenes løsningsforslag, så han så slet ikke os, og ville være sikker på vi ikke havde snydt, så vi måtte lige bevise det atter engang. Selvom han sagde: "Kom så drenge", så nåede vi alligevel, at løse opgaven endnu engang før drengene havde fanget fidusen. Desværre ingen billeder.
Der var 1½ time til vi skulle mødes til en 3 retters menu hos chefen og konen. Alle kollegaerne bor i Nyk. så inden jeg fik afleveret mine passagerer og kom helt hjem, i bad og afsted igen, var der tryk på. Transporten i sig selv frem og tilbage er ca. 1 time. Jeg har før haft mindre tid, og nået det alligevel. Jeg nåede det også snildt.
Det var meningen at det hele skulle være foregået ude i haven, med grill osv., men det var lidt køligt i vejret, så vi var rykket indenfor. Mens vi fik en velkomstdrik, og en lækker oksemørbrad lå på grillen, legede vi igen med bold- møntkast, for at fordele aftenes opgaver, med mad, drikkevarer, tage af bordet osv. Mellem retterne, var der igen masser af  “sportslige udfoldelser” på programmet. Disse gange dog ikke fysisk, men kun for hjernen. Jeg og de andre piger, kunne overhovedet ikke være med, så godt vi var delt op i 3 hold. Det er vanvittigt, som de drenge kan huske årstal, klubber, trænere, byer, lande, navne på vindere osv. i alle sportsgrene. Selvom jeg har hørt det før, er jeg stadig lige imponeret.

Vores hold kom ud i en omdyst med et andet hold, da stillingen stod lige. Chefen skulle hurtigt finde 5 nye spørgsmål. Denne gang var det en god blanding af almen viden om hans privatliv. Der kunne jeg være med. Det sidste og afgørende spørgsmål, kunne jeg nemlig svare på. Nu skal jeg i biografen, noget jeg ikke har været siden børnene var små, og vi så Mrs. Doubtfire.

Allan hentede mig i nat, og vi kom i seng kl. halv 3, Jeg er en smule træt i dag.

Skal der nydes, må der ydes

Nydelser skal der være plads til, og når weekenderne, for det meste, er afsat til det sjove, så må vi jeg, fortsætte arbejdet herhjemme efter fyraften fra jobbet. Allan er jo på efterløn, og fordeler arbejde og fornøjelser over hele dagen, men havearbejdet er ikke lige ham, han værner om ukrudt, og luger blomster eller urtesager væk, så det går ikke. Dog slår han næsten altid græsplænen, og så går han og nusser med at tynde frugterne ud i frugttræerne.   
Jeg holder meget af at gå en tur rundt i haven og nyde synet af det der er. Lige nu glædes jeg især over, at den første af de roser, jeg plantede i foråret, nu står og ser så smuk ud i sin bronzegule farve. De andre tre rosenbuske er ikke så langt fremme endnu, men de gror fint.
De sidste par dage har jeg plantet, luget og pillet ukrudt i haven, og i aftes efter spisetid, var jeg godt i gang, da vi pludselig fik et uanmeldt besøg. Jeg pakkede selvfølgelig det hele sammen. Eks. svoger og “konen” dukker af og til op, og altid uanmeldt. Svoger har desværre sidste år fået konstateret kræft, og er nu, efter eget ønske, stoppet med kemobehandlingerne. Det går op og ned med humøret, hvad der selvfølgelig er forståeligt nok. Vi sad og hyggede og snakkede, og nød samværet, som vi altid har gjort det. Selvom det er mange år siden, han blev skilt fra Allans søster, så har vi holdt kontakten med hinanden. Ham og jeg har altid haft et helt specielt forhold.
I morges hev jeg sengetøjet af, og stoppede det i vaskemaskinen, så måtte Allan hænge det op og få det tørret mellem regnbygerne. Da jeg kom hjem, satte jeg endnu en maskinfuld over, som også blev tørret mellem bygerne, mens jeg fik pillet jordbær i regnvejr. Uhm, de smager altså allerbedst derude, så der smutter en hel del udenom skålen, det er ren nydelse. Der blev rigeligt alligevel, både til dessert til aftens og resten kom i fryseren, så jeg kan lave is, grød, marmelade, smoothies osv, som kan nydes hele vinteren. Camilla bliver også altid glad for et par posefulde bær.
Jeg fik gravet kartofler op, og mens jeg stod og skrabede dem, kæmpede Allan med at få brunet oksestegen til aftens. Ved fælles hjælp, lykkedes det at få den brunet hele vejen rundt. Allan sagde med et smil, og et kærligt blik, at det måtte være en kvindeting, for stegen lå, med et greb fra min side, som han havde kæmpet for længe. Mens Allan kogte kartofler, fik jeg pillet nogle af de røde ribs, fik dem skyllet, og mens vi nød aftensmaden kogte de lige så stille, og nu er der også lavet ribsgelé til senere nydelse. Og vi kan nyde, at vi har let mad i morgen.
Lørdag skal jeg ud og føjte med en masse unge mennesker. Jeg aner som sædvanligt ikke helt hvad jeg har sagt ja til. Chefen, ham fra jobbet inde i byen, har inviteret hele personalet til sommerfest, som han gør hvert år, og det er altid med sportslige udfoldelser af en eller anden art. Aldersmæssigt kan jeg være mor til hele koglet, de ældste er på alder med Mads, bortset fra chefen, som jeg dog ville kunne være teenagermor til. Chefen mener jeg er en frisk ung dame, så han siger jeg sagtens kan være med, det tror jeg så på, ellers må de få sig et billigt grin. Livet skal ikke være så kedeligt. Festlighederne starter når butikken lukker kl 13.30. Allan skal ikke med, så jeg har privatchauffør. Jeg skal bare nyde dagen. Om søndagen er jeg sikkert meget træt, og satser mest på at nyde det gode vejr de lover.
Jeg vil krybe til køjs, og nyde duften af det nyvaskede sengetøj, der har blafret godt i vinden i dag. 

Mandagstema – fødder

Mine søskende og jeg har haft de sjoveste konkurrencer om alt muligt. Lægge benene om på nakken, gå på knæ, og meget andet som slet ikke er til at beskrive, men som skal ses. Sådan noget skal holdes ved lige, hvis man vil forblive smidig, så vi optræder stadigvæk i familien, ved særlige lejligheder, mest til vores søskende komsammen, når vi sidder der og siger kan du huske!…. og så må beviserne jo på bordet, eller på gulvet, er det vel nærmest, fordi det oftest er der alle vores udfoldelser foregår.
At slikke tæer, var også en del af vores leg, og den leg blev videreført til vores børn. Ungerne syntes det var sjovt, men som man kan se på Camillas ansigtsudtryk til højre i billedet, mente hun tæerne var sure, selvom badet var overstået. 
Jeg kan stadig slikke tæer, kan du?
Du kan se andre bidrag om fødder her