tirsdag den 18. januar 2011

En søster fra Grønland

I 60´erne og 70´erne, var det meget populært at sende grønlandske børn til Danmark, på et års skoleophold, for at lære det danske sporg. Børnene skulle ud i de små samfund og ikke i storbyerne. I vores lille samfund var der allerede familier, der havde åbnet deres hjem for disse skolebørn. Min søster havde en klassekammerat, hvor forældrene havde sagt ja til at være værtsfamilie. Og på den skole min mor arbejdede, havde lærerparret, som vi havde privat omgang med, også taget et barn til sig. Billedet er fra min søsters konfirmation i 1971 lærerfamilien til konfirmation 1974hvor hele familien var med. Mor har stadig kontakt med lærerne.

Da man manglede værtsfamilier til det kommende år, spurgte læreren min mor, om ikke det var noget for hende. Mor sagde nej, da hun allerede havde 3 børn at tage vare på. Men nogen fik hende alligevel overtalt, og vi børn syntes det lød spændende, at få en søster et helt år. Efter de sociale myndigheder, havde afholdt et par samtaler med mine forældre, og set hjemmet, og vi børn også var blevet spurgt om dette og hint, blev familien godkendt som plejefamile til Ruth, som ankom da skoleåret begyndte sommeren 1972.

natlæsning og spisning slagtning af gris

De grønlandske børn var altid et år eller to ældre end dem de skulle gå i klasse med, fordi alt nu foregik på dansk. Ruth var en stille pige og jeg ved hun savnede sin familie i Grønland. Der blev sendt mange breve og kassettebånd frem og tilbage. Af Ruths forældre fik vi en hel friskslagtet sæl, som mor ikke anede hvad hun skulle stille op med, før hun fik undersøgt sagen. Ruth skar sig straks en luns og spiste det helt råt. Sådan brød vi os ikke om det. Det meste fik mor røget, og det smagte herligt. Sælskindet kom op at hænge på væggen. brodering og rubensteinerkage

Ud over at vi var blevet en person mere omkring spisebordet, i det år Ruth boede hos os, var der ingen ændringer i vores familieliv. Det var stadig den samme hverdag. Heller ikke julen var anderledes. Men for Ruth har det været en stor omvæltning, ikke kun sprogmæssigt, men hele hendes liv blev jo ændret øjeblikkelig. Ruth lærte et bedre dansk, og vi syntes det var sjovt at lære lidt grønlandsk. Ruth var en moden, men en meget genert og stille pige. Min søster var og er stadig stadig fyldt med fis og ballade, og kunne fyre godt op under hende, så de væltede rundt i leg på gulvet, hvor jeg nok var den, der havde de mest fortrolige samtaler med hende. Hun svarede høfligt mine forældre og andre voksne, men henvendte sig ikke selv, med mindre hun havde et ønske om et eller andet, og selv var nød til at overbringe budskabet. Ruths forældre sendte hende afsted af et godt hjerte, ligesom hendes søskende var blevet det, eller skulle. I tiden efter Ruth rejste tilbage til Grønland, skrev jeg sammen med hende, men da jeg til sidst aldrig fik svar på et eneste brev, ophørte det også fra min side. Det kunne være interessant at høre hendes historie i dag. Hun kan helt sikket stadig både skrive og tale dansk, hvor jeg kun kan huske to grønlandske sætninger og ikke stave til det mere.

12 kommentarer:

  1. Spændende at læse om. Det var jeg slet ikke klar over at man brugte. Hvor må det have været svært for sådan nogle størrelser at undværre sin familie et helt år.
    En skam at hun ikke holdt kontakten.

    SvarSlet
  2. Stakkels pige, at blive sendt så langt væk fra sin familie. Selv om hun helt sikkert har haft det godt sammen med jer, så må hun have savnet frygteligt. Lidt ærgeligt at hun ikke holdt kontakt med jer..

    SvarSlet
  3. Det at grønlanske børn blev sendt til Danmark har jeg tidligere hørt om - men havde da næsten glemt igen - så dejligt lige at få det genopfrisket - ja det må ha været en stor omvæltning for de børn der kom herned - måske tiden i dag er mere moden til en kontakt igen ?

    SvarSlet
  4. Det må have været hårdt for Ruth. Jeg tror ikke, jeg ville have kunnet klare det.
    Jeg synes også jeg fornemmer en vis melankoli i billederne, I har taget af hende.
    Jeg synes det var flot, det I gjorde, men tænk at rive et barn så langt væk i et helt år. Hun må have savnet sin familie helt vildt meget.
    Det var nu alligevel synd, I ikke kunne holde forbindelsen - men vel blot endnu et tegn på, at hun ikke var moden nok til omvæltningen. Ellers havde hun vel nok svaret på jeres breve?

    SvarSlet
  5. Vi har også haft en grønlandsk pige, Louise, boende, men der var perioden kun 3 måneder, jeg tror man fandt ud af at 1 år var lige lovlig lang tid for et barn at undvære sin familie...Jeg har stadig kontakt ind imellem med Louise...Jeg har efterfølgende læst at mange af de børn der blev sendt væk i 1 år havde meget svært ved at finde sig til rette i det grønlandske samfund igen og jeg tror endda at der fornylig er blevet eller er ved at blive lavet en film om hvor hårdt det var for de grønlandske børn der blev sendt væk hjemmefra...prøv at læs denne her artikel...

    http://www.kamikposten.dk/default.aspx?udvalgt=20091221082939417&folder=hvadermeningen&sprog=da&tag=alleartikler

    SvarSlet
  6. Lene, der er ingen tvivl om, at det har været svært for hende, og at at kontakten røg i vasken er en skam.

    SvarSlet
  7. Inge. Selvomhun fortalte historier, hyggede og grinede sammen med os, har hun savnet familien. Det var vi alle klar over. Rigtigt ærgeligt at kontakten smuttede.

    SvarSlet
  8. Runa, jeg har for mange år siden, prøvet at lede efter hende, men desværre uden resultat. Hendes navn er helt igennem pæredansk, så det er meget svært.

    SvarSlet
  9. Ellen, det er en stor mundfuld for en pige på 14 år. Hun havde en voksen søster der boede på Sjælland med sin lille familie, og det lykkedes at få myndighedernes godkendelse til et weekendophold, men sådan noger er en lang kamp.
    At hun ikke har svaret på mine breve, forbinder jeg ikke nødvendigvis med umodenhed. Jeg ved at hun flyttede til DK hos en faster, for at læse videre. Måske har hun haft alt for meget om ørene til at vedligeholde brevvekslingen. Hvad der derefter er sket ved jeg ikke.

    SvarSlet
  10. Annemarie, 3 mdr. havde nok også været bedre for de fleste børn, tror jeg.
    Jeg kender godt linket. Det er det samme jeg linker til under grønlandske :-) men ellers mange tak ☺ Jeg har også set dokumentaren i TV for nylig. Det rørte mig dybt, og man fandt jo også ud af at det var for stort et indgreb i de fleste børns liv.
    Dejligt at du har kontakt.

    SvarSlet
  11. Det har uden tvivl været meget svært for Ruth (og hendes familie), selvom I var søde ved hende. Min bror var en overgang gift med en grønlandsk kvinde. Som lille barn blev hun, fordi hun var kvik og dygtig, sendt fra et afsondret lille fangersamfund til Danmark for at gå i skole i årevis. Som så mange andre af disse børn, gik det hende skidt. Hun fandt aldrig ud af hvor hun hørte til og døjede slemt med alkoholisme. Jeg har desværre ikke haft kontakt med hende i mange, mange år, men det er sådan en trist historie, selvom de der tog beslutningerne formentlig handlede i bedste mening.

    SvarSlet
  12. Helt enig Ditte. Det du fortæller harmonerer godt med dokumentaren. De børn der ikke var dygtige nok, var misundelige over de ikke kunne komme afsted. Det havde de måske slet ingen grund til at være!
    Heldigvis findes der også mange gode historier, men det er altid trist når et menneske bliver ødelagt på sjælen.

    SvarSlet

Alle kommentarer bliver værdsat. Jeg svarer også på kommentarer til gamle indlæg. Dit fodspor er med til at sætte liv på bloggen :-)