Pyh, sikke en uge – og lidt om fejlmedicinering

Mandag morgen startede med den varme linie med Mark angående mor. Senere eller imellem dette, fik jeg med jævne mellemrum en sms fra Camilla, som befandt sig i Kasselbjergene, og pludselig ikke kunne skifte gear mere. Vi passede jo det ene barn. Hvis nu de ikke kunne nå hjem osv. Om eftermiddagen ringede Mads. Han ville da bare lige sige, at han måtte køre hjem fra arbejde, og havde været til lægen, fordi han slet ikke kunne få luft. Han havde hjertebanken og mere. Tirsdag måtte Allan en tur til lægevagten med ham. 
Da jeg besøgte mor i tirsdags, fortalte hun, at hun ikke anede, hvordan hun var kommet i seng aftenen forinden, og da hun vågnede om natten og skulle på toilettet, tænkte hun: “Hvad er det for et stort hotel jeg er på, helt alene og ikke et menneske at se.” Hun kunne ikke komme ud ad sengen, fordi nogen havde hejst sengegitteret i begge sider, men det lykkedes hende da til sidst at finde smuthullet i benenden, og klare det hun skulle samt at komme tilbage i sengen igen. Da hun står op næste morgen, begriber hun stadig ikke, hvordan hun er kommet i seng, og hvem der har taget tøjet af hende. På sygehuset siger de, at hun har gjort det selv, men det benægter hun, for hendes tøj er lagt så sirligt sammen, på en måde som hun ikke selv gør mere. 
Historien er den, at Mark og L havde været på besøg, og mens en sygeplejerske prøvede at forklare, hvad de var nået frem til omkring mor, blev mor fraværende og kunne ikke huske hvad der var blevet sagt. Hendes øjne vendte det hvide ud. Hun lignede et godt beruset menneske. Tungen slog knuder, når hun prøvede at sige noget, og mundvigen hang. Mark sagde til sygeplejersken, at der var noget galt, men sygeplejeske forklarede bare videre. Til sidst måtte Mark blive stram i masken og sige, nu må I altså gøre noget, for dette er rav ruskende galt, mor plejer ikke at opføre sig sådan. Han var næsten sikker på hun havde fået et hjerneblødning. Da “vågner” sygeplejersken og prøve at få mor til at rejse sig, med det resultat at hun nær var styrtet om. L. siger, at hun har lige spist sine piller og der var to, selvom hun kun plejer at få en inden sengetid. Sygeplejersken foreslog så at gå hen og tjekke journalen, hvilket Mark synes var en rigtig god ide. Hun komme tilbage og siger. Jeg er vist kommet til at give hende en sovepille, og det er en af de rigtig stærke. Det står der i hendes journal fra 2009. Da hele historien gik op for Mark og L kunne de altså ikke lade være at grine. De lagde mor i seng. L tog tøjet af hende og Mark lagde det sammen. De to unge kørte hjem med ro i sjælen. Vi tror alle mor havde rigtigt godt af den sovepille, men tænk hvis det havde været noget andet. Sygehuset havde endda ringet til søster og fået den nøjagtige medicinliste for at tjekke op, så de ikke gav hende noget forkert, og der står ikke noget om sovepiller. De havde også spurgt mor om hun ville have en sovepille, men hun havde takket nej.
Mor besluttede sig derefter for, hver gang at spørge, hvad det var for nogle piller, hun skulle spise inden hun puttede dem i munden. Hele personalet på afdelingen har vist hørt historien, for ved hver en given lejlighed, blev der lavet en lille historie om sovepiller, når de så mor. Som et barnebarn siger. Det er dejligt at høre, at mormor nu også har prøvet, ikke at kunne huske hvordan hun er kommet i seng.
Denne weekend var særdeles tiltrængt og kærkommen hos os. Lørdag fik vi handlet lidt, og så skulle der ellers forberedes lidt til det heldagsarrangement vi stod for i dag. Det gode vejr ville jeg også nyde, og det gik ud over haven. Kartoflerne til i dag kunne jeg passende sidde ude i det herlige vejr i aftes og skrabe, og både mad og kaffe blev indtaget udenfor. Søndag blev en dejlig dag, men det må jeg fortælle om senere, for snart starter en ny arbejdsuge, som jeg håber kan blive lidt mere normal end sidste uge, hvor jeg hele ugen mødte på arbejdet før normaltid og arbejdede længere end normalt. Hvad familien angår er alt igen ved at være normalt, så vi forhåbentlig kan få lidt ro i lejren igen.